Bodil Fogh og Knud Emil Pind's
hjemmeside.
Erindringer om livet for
familien Relander under den anden verdenskrig i Finland.
Skrevet af Bodil Moltesen gift med læge Tauno Relander.
St.Michel 1988
Sommeren 1939 var underskøn, sol, varme og dejlighed. Jeg var med mine seks børn på vort vidunderlige sommersted, Yhinlahti ved Ladogas strand. Tauno var der i sin ferie og af og til om søndagene. Den gang var der ingen fridage om lørdagene.
Trods sommerens skønhed var der alligevel en trykkende stemning, en uro i luften. Hitler og hans nazister regerede i Tyskland, og snart brød han den ene overenskomst efter den anden, gik ind i Rhinland, annekterede Østrig og Sudeterlandet i Tschekoslovakiet, samtidigt som han narrede den naive og godtroende engelske premierminister Chamberlain.
Her i landet var de unge, især akademikere, begyndt at være ængstelige for Finlands forsvar, der trods Mannerheims stadige opfordringer var slemt forsømt. De begyndte ved frivilligt arbejde at befæste det Karelske Næs, og der opstod den såkaldte Mannerheimlinie. Efter datidens fordringer var den meget svag, men den havde dog en vis betydning, om ikke for andet så i hvert fald moralsk.
Den 1.september 1939 angreb Tyskland Polen.
Den anden verdens krig begyndte.
Omtrent samtidigt havde Rusland fremsat sine fordringer om militære støttepunkter i de baltiske lande, og her i landet forstod man snart, at det var vores tur næste gang. Finske forhandlere blev kaldt til Moskva, og som en sikkerheds foranstaltning, besluttede regeringen at lukke alle skoler, så at befolkningen kunde søge sig i sikkerhed på landet, hvis der skulde ske noget.
Vore gode venner, Aggi og Mauno Rauramo tilbød os, at vi kunde bo i deres sommervilla i Punkasalmi. Den ligger underskønt ved en af de mange forgreninger af søen Saima. Vi skulde lige fejre Eevas fødselsdag 10.okt. og havde inviteret hendes kammerater til fødselsdagen, men i stedet for måtte vi alle tage til Punkasalmi, hvor Aggi allerede var og tog varmt imod os.
Der var vi i ca. en måned, og med tilbageholdt åndedræt fulgte vi forhandlingernes gang i Moskva. Stemningen var mærkværdig fortrøstningsfuld. Vi kunde slet ikke tænke os noget så afsindigt som krig.
Tauno var stadig i sit arbejde på sygehuset i Viborg, hvor han boede i vor dejlige embedsbolig, som vi lige var nået at flytte ind i.
Stemningen i landet var meget patriotisk, og vore Moskva forhandlere Tanner og Paasikivi blev på deres rejser fulgt til toget af tusinder af mennesker, der andægtigt sang “Vor Gud han er så fast en borg”.
Som bekendt førte forhandlingerne ikke til noget resultat, og hvordan vore politikeres tankegang rigtigt har været, ved jeg ikke, men skolerne åbnedes igen, og vi rejste glade og lykkelige hjem igen og begyndte vort daglige liv.
Det varede dog ikke længe .Torsdag d. 30/11 om morgenen faldt de første bomber over vore fredelige, intetanende byer.
Jeg var alene hjemme med de små drenge, Arvo tre år og Kauko et halvt år. Jeg løb med begge drenge i skødet ned i kælderen. Jeg gik dog snart op igen for at se, hvad der foregik. Luftværnsbatteriet skød fra batteribakken, men situationen blev snart rolig igen, og de ældre børn kom hjem fra skolen. De var alle rolige og fattede, men Kirsti så nok lidt bleg ud.
Vi skulde have haft middagsselskab den dag. Da jeg ringede til vore venner, at vi nok måtte udsætte vort selskab, svarede en af dem ”Så må vi vel gå et andet sted hen.” Det var som om folk ikke forstod, at der var tale om krig.
Tauno kom efterhånden hjem fra sygehuset, og vi begyndte at planlægge, hvad vi nu skulde gøre. Vi var klare over, at vi måtte få børnene ud af byen så hurtigt som muligt, og Rauramos tilbød os atter deres sommersted.
Jeg begyndte at pakke, og Sirkka begyndte energisk, at klistre papir på vinduerne.
Børnene bad os, om vi vilde spille for dem, og Tauno tog sin violin, og vi spillede. Vi syntes, at de skulde have dette minde om deres hjem, hvis vi aldrig vilde få det at se igen. Så bad vi alle sammen vor aftenbøn og gik i seng.
Tauno og jeg sov med klæderne på, da vi ventede et nyt bombardement næste morgen, sådan som det også skete. Vi havde lige fået morgengrøden på vore tallerkener, da signalerne lød. Og nu var det fuldt alvor. Vi løb alle over i Sygehusets snedkerværksted, som var i kælderen, og hvor der var tykke vægge og varmt. Der var vi så hele dagen, til det blev mørkt, og bomberne faldt hele tiden. Altid, når bomberne faldt lige over hovedet på os, kom min mand fra sygehuset ned til os. Vi følte os egentlig ret trygge, da kælderens vægge var meget tykke. Da vi kom tilbage efter Viborgs generobring, var der på stedet, hvor vi havde opholdt os et stort hul. Jyrki vilde hele tiden ud og se. Jeg måtte meget strengt forbyde ham det.
Rejsen til Punkasalmi
Ved mørkets frembrud holdt bomberne op med at falde, og vi kunde løbe hjem til vor kolde grød.
Hjemme igen begyndte rådslagningen om, hvordan vi skulde komme ud af byen. Vi havde ingen anelse om, der gik tog, skib eller rutebiler. Sagen fik sin løsning, da vor ven, Aggi Rauramo, telefonerede, at hun havde hørt, at et eller andet tog skulde gå et eller andet sted hen i aftenens løb. Vi begav os så afsted til stationen med alle børnene. Den mindste Kauko lå i sin egen kurv, som de større børn bar. Arvo på 3 år gik raskt hele turen. Min mand bar to store kufferter, hvori jeg havde prøvet at pakke de nødvendigste sager. Overalt var der ildebrande. Vi gik forbi et hus, der stod i fuld lue .Vi havde lige et par dage tidligere ført vore cykler dertil til opbevaring for vinteren.
På stationen var der en masse mennesker. Alle var rolige, ingen panik. Alle prøvede på at hjælpe hinanden. Jeg tænkte ved mig selv, at det finske folk er storslået i prøvelsens stund.
Vi prøvede på at få at vide, om der gik et eller andet tog og hvor hen, men ingen vidste noget. Vi satte os så på vore kufferter på perronen og ventede. Arvo sov i mit skød og Kauko i sin kurv. Vi havde i og for sig et pragtfuldt syn for vore øjne. Lige overfor stationen stod et seks etagers hus i fuld lue og langs broen, der gik over skinnerne var der en ustandselig strøm af flygtninge den ene vej, og soldater på vej til fronten den anden.
Jeg husker ikke, hvor mange timer vi ventede, men endelig slap vi ind i et tog, som kørte mod nord. Min mand blev i Viborg og begyndte at evakuere sygehuset til Kuusankoski, det fungerede under hele vinterkrigen som krigssygehus.
Det lykkedes os alle at få siddeplads i toget, og med tungt sind forlod vi vort hjem og vor kære by.
I Elisenvaara skiftede vi tog. Stationen var fuld med soldater. Der var ikke tale om nogen krigsbegejstring, alvorlige unge mænd, som var på vej til grænsen for at forsvare sit land. Jeg spurgte en om, hvordan det føltes. Han svarede, at dette er bedre end venten og uvished.
Snart kom vi ind i et tog, som gik mod vest. Vi var i en kreaturvogn, hvor en beskyttelseskorpssoldat ordnede nogle bænke til os, og vi kunde endelig lægge os på langs. Det var dejligt.
I Punkasalmi.
Vi kom så til Punkasalmi og med slæde til Norpanniemi, der var os godt kendt fra vort tidligere ophold der. Min mands mor var kommet dertil fra Helsingfors. Hun havde haft en forfærdelig nat i sin trappeopgang, hvor væggene slog revner under bombardementet. Det havde været umuligt at få hoveddøren låset, men heldigvis havde hun fået sine bankbøger med.
Der boede vi så under hele krigen og også efter krigen lige til august, da vi ikke havde noget hjem, hvor til vi kunde tage. Vort sommerhjem i Sorttavala og vort vinterhjem i Viborg var begge på den anden side af den ny grænse. Det var en dejlig villa på et meget skønt sted, men huset var beregnet til sommerbolig, så vi havde det koldt, især da vinteren 1940 var særligt kold. Om morgenerne var vandet i vandkanden frosset.
Mærkværdigt godt klarede vi os alligevel. Ingen af os var syge hele vinteren. Sværest var det måske for min svigermoder, som var højt oppe i halvfjerdserne. Vi prøvede på at satte en balje med brændende kul i hendes værelse til natten. Måske det hjalp lidt.
Min ældste datter, født i December 1924, meldte sig til lottearbejde på krigssygehuset, der var indrettet i Finlandiahotellet i Punkaharju.
Jyrki, født i marts 1926, var meget misfornøjet med, at han var for ung til at komme i arbejde i Beskyttelseskorpset, men han var i højeste grad uundværlig for os, idet han gjorde alt brændearbejde. En gang var brændet ved at slippe op, og jeg måtte løbe på ski fra den ene gård til den anden, for at købe nyt. Jeg frøs benene lidt på den tur, men brænde fik jeg. Eeva født i oktober 1927, hjalp brovagten med det huslige arbejde, og Kirsti, født i marts 1930, løb ofte på ski med kaffebrød til dem. Under vinterkrigen var der endnu ingen mangel på mad. Engang under krigen tog jeg til Kuusankoski for at besøge min mand. Han arbejdede som kirurg på det lige oprettede sygehus der. Han havde en umenneskelig arbejdsbyrde. Til Kuusankoski sendtes patienterne fra feltlazaretterne for at blive opererede. Overkirurg Seiros hele tid gik med organisationen, så min mand var oftest eneste A. kirurg på hele sygehuset. Den eneste hvile var, at lægge sig på operationsbordet ind imellem operationerne. Under fortsættelseskrigen havde man taget lære af erfaringerne fra vinterkrigen, så man ikke satte kirurger til at organisere, men tog andre specialister. På vejen til Kuusankoski kom jeg først til St.Michel. Der havde der været et frygteligt Bombardement, og byen var fuld med ruiner. Først ret sent gik det op for os, at hovedkvarteret og Mannerheim var i St Michel.
Stationen var fuld med soldater. De kom lige fra Suomussalmi, hvor en forholdsvis lille skare havde omringet en meget større skare russere og nærmest tilintetgjort dem. Man så med beundring og kærlighed på disse unge mænd. Den ånd, som herskede under vinterkrigen, er umulig at forstå, hvis man ikke selv har levet med. Det var som om alle skygger fra borgerkrigen 1918 var forsvundet. Jeg husker, når jeg var på indkøb i Makkonens forretning i Punkasalmi. Vi var alle som een storfamilie. Og når vi om Søndagen sang i Punkasalmi's kirke ”Herre, forbarm dig” kom det lige fra hjertet.
Jeg vidste godt, at far hjemme i Danmark håbede, at jeg skulde være kommet hjem med børnene, men han forstod, da jeg skrev, at jeg ikke kunde tænke mig at tage af sted. Tvangsfreden vilde have været endnu sværere at bare, hvis man ikke havde levet med i vinterkrigens mærkværdige ånd.
13 marts 1940.
Så kom d. 13. marts. I vort hus var der ingen radio. Jeg gik altid hen til vor nabo, fru Inez Lindebergs forvalter for at høre nyhederne. Jeg åbnede lige radioen, da minister Væinø Tænner laste de rystende nyheder om freden og fredsbetingelserne. Der blev vort kære hjem i Viborg og vort vidunderlige sommersted Yhinlahti og hele Ladoga og Viborg afgivet. Jeg løb hen til Lindebergs for at fortælle dem det. De lo ad mig. Du er blevet gal. Det kan ikke være sandt, men snart så vi, hvordan flagene på den anden side søen blev hejst på halv stang, og vi måtte tro på dette forfærdelige.
Turen til Sortavala.
Da vi efterhånden var begyndt at komme os lidt efter chokket, begyndte vi at lægge planer, om vi kunde hente noget fra vore hjem. Til Viborg var det umuligt at tage. Der var fjendens tropper allerede, men til Sortavala. Lindebergs svigerdatter Laila var hjemme fra Sortavala. Hendes søster var også evakueret med sine to små drenge til Punkasalmi. Laila planlagde at tage med hest til Sortavala og hente søsterens sager. Jeg besluttede at tage med, og så drog vi af sted med to heste, Laila, Jyrki, husets karl og jeg.
Der var ingen der befalede os, men det var straks klart for alle karelere, at vi måtte afsted, og det var sikkert rigtigt, når man tænker på alle dem fra de baltiske lande, der blev sendt til Sibirien.
Det var et skønt frostvejr, blå himmel og sol, Finlands flags farver. I mod os kom der en stadig strøm af karelere, der lige havde ladt hjem og hjemegn bag sig.
Den første nat overnattede vi i Uukuniemi lige på den anden side af den ny grænse. Værtinden i huset bagte brød ”Bager De brød til rejsen” Hun svarede ”Nej, jeg lader brødene blive her, så at flygtninge kan spise dem, når de kommer her forbi” Jeg sagde “I er jo selv flygtninge” Hun rettede ryggen og svarede ”Vi er frem for alt finner”.
Den følgende morgen fortsatte rejsen østpå. De evakueredes strøm fortsatte. Blandt dem traf jeg en nabo, husmand, en statelig ung mand. Jeg spurgte ham ”Hvad nu?” Jeg bliver vel nødt til at blive andres karl” Jeg forstod rigtigt, hvor svært det føltes for en selvstændig bonde at gå i fremmed tjeneste.
Da vi kom til Sortavala, var gaderne fulde med transportbiler. Vi forundredes lidt over dette, men fik senere en forklaring, Soldaterne, som i månedsvis havde været i livsfare ved fronten, havde brudt sig ind i alkoholforretningen og der fundet bedring for deres nervespænding og evakueringen glemtes.
Laila blev i byen for at pakke, og Jyrki og jeg fortsatte rejsen til Thinlahti ca. 5 km. ad vejen til Viborg. Da vi kom frem, konstaterede vi, at forvalterens kone var taget afsted med begge vore heste. Hun havde vist sig i Punkasalmi kort efter, at vi var taget af sted, og som det var naturligt, bragt blot sine egne sager med. Vor røgter havde ført alle vore ti stambogskøer til Osterbotten. Huset var fuldt med soldater. Der havde under hele krigen været en hel stab. Vi havde ingen muligheder for, at føre noget videre med os, da vore egne heste var borte, og Laila behøvede Lindebergs heste til sin søsters sager. Vi fik blot lidt sengetøj og nogle erindringsgenstande. For øvrigt vilde det have været vanskeligt at føre noget med. Fadene var fulde med rødgrød, en soldat spadserede rundt i Taunos ridebukser o.s.v.
Soldaterne fortalte, at de havde sænket min mands ret værdifulde geologiske samling ned på Ladogas bund. De spurgte, om de skulde brænde husene og hugge æbletræerne ned, før de tog afsted. Jeg sagde til dem” Nej, lad være. Hvis vi endnu kommer tilbage”.
Vi fik hastværk med at komme afsted. Vi fik meddelelse om, at russerne var 4 km borte, og at byen skulde være tom følgende dag. Da vi skulde tage afsted, fandt jeg Jyrki i haven hvor han savede flagstangen over, så at det røde flag ikke skulde komme til at vaje fra dens top.
Med tungt hjerte drog vi så mod vest. Langs vejene var der flere steder hele besætninger skudt. Da vi kom til Uukuniemi, var hele torvet fuldt med kreaturer, som der ikke var foder til.
Livet fortsatte i Punkasalmi. Min mand fik lidt ferie, og han kom til Punkasaimi helt udkørt. Efter mange forhandlinger kom man til det resultat, at Viborgs amtssygehus skulde fortsatte sin virksomhed i Kotkas bys sygehus. Amtssygehusets læger og sygeplejersker flyttede derefter til Kotka med undtagelse af overlægen Væinø Seiro, der blev professor i Helsingfors. Min mand fortsatte som overlæge, indtil vi for anden gang måtte forlade Viborg i 1944.
Mellemfreden 1940-1941 Kotka.
Nu var det det store spørgsmål. Hvorfra vi skulde få en bolig, og hvad vi skulde anbringe i den, når alt hvad vi ejede var blevet i Viborg. Da jeg efter fredsslutningen kom til Kuusankoski sagde sygehusets snedker trøstende til mig: ”De behøver ikke at være urolig. Vi slog både klaveret og sofaen i stykker hos Dem, før vi tog afsted”. Jeg svarede: ”Tak, det var storartet”
Det lykkedes os først at få to værelser og køkken. Vi var ti mennesker, far og mor seks børn og to piger, som havde fulgt os hele tiden. I begyndelsen havde vi ti senge, 9 stole og tre lånte borde. Min mand mente, at det ikke kunde betale sig at anskaffe noget til hjemmet, da vi boede på et så udsat sted, hvis der skulde komme en ny krig. Jeg var imidlertid af den mening, at børnene skulde have et ordentligt hjem, og så tog vi til Helsingfors for at købe et spisestuemøblement.
Efterhånden, da min mand truede med, at han ikke vilde begynde sygehusets virksomhed, før vi fik en ordentlig bolig, føjedes der en fire værelsers lejlighed til vore to værelser, og vi fik en rigtig god bolig, hvor min mand også havde sin konsultation.
Jeg har haft den lykke her i livet, at jeg altid har haft mange gode venner. Mange af dem åbenbarede sig i ulykkens stunder især i Danmark, som endnu ikke havde lidt under krigen. En god og tillige meget rig ven skrev straks efter fredsslutningen til mig, at hun og hendes mand vilde forære os et møblement. Da jeg i november var i Danmark til min fars 75 års fødselsdag, løb vi sammen i alle Københavns møbelforretninger, og jeg fik nogle aldeles dejlige dagligstuemøbler til vor kommende dagligstue. Disse møbler har været det centrale i vort hjem indtil dagen i dag.
Børnenes skole begyndte i begyndelsen af august. Det foregående års læsning kvitteredes med skolegang i august og september og så flyttedes alle op i næste klasse. Sirkka og Eeva havde været i fællesskole i Viborg, men i Kotka var der ingen sådan, så de kom i pigeskole, og sprang derved samtidigt over en klasse. Jeg kan her omtale, at Eeva har skiftet skole 10 gange, Sirkka og Jyrki 9 gange, men alle har de klaret sig godt.
Livet begyndte at gå sin rolige gang, men i Europa rasede krigen. Danmark og Norge blev besat, snart også Frankrig. I Finland så man med bekymring på fremtiden. En dag fik vi ordre om at sætte navn på alle vore sager, og lotterne skulde holde sig i beredskab, med undtagelse af dem, der havde børn under 6 år.
Alligevel rejste jeg til Danmark med alle børnene i begyndelsen af juni måned til min gamle far. Han levede der alene. Min mor var død, begge brødre var i England. Han havde ingen forbindelse med dem, da Danmark var besat af tyskerne. Heldigvis boede Peter Moltesen, en nær slægtning af os, hos far mens han studerede, og så havde han den storartede frøken Jensen til at passe huset.
I Danmark var stemningen langt nede. Tyskerne var herrer i landet, og deres soldater marcherede langs gaderne. Så begyndte tyskernes angreb på Rusland og med det vores fortsættelseskrig. Russerne begyndte at bombardere vore byer, og Finland måtte igen forsvare sig.
De større børn vilde absolut hjem til Finland i Lotta og beskyttelseskorps arbejde. Det var et af mit livs vanskeligste beslutninger, at lade dem rejse, men jeg forstod, at det vilde gnave på deres sind, hvis de ikke havde fået lov til at vare med, da fædrelandet var i fare. De drog så afsted, og jeg blev i Danmark med de små drenge og Kirsti.
Fortsættelses krigen 1941—1944.
Den ny krig begynder.
Min mands sygehus var igen flyttet til Kuusankoski. Eeva 13 år var på de hårdest såredes afdeling. En patient, der var hårdt såret i benet, bad om den lille lotta måtte holde hans ben, når forbindingen blev skiftet, for så gjorde det ikke så ondt. Det er helt forfærdeligt at tænke på, hvor kort en barndom og hvor streng en ungdom mine børn har haft, men Gud ske lov alle er de harmoniske og fremgangsrige. Jyrki fik arbejde som stafet i Beskyttelseskorpset i Kofka. Min mand måtte ovenpå sit strenge arbejde endnu bære ansvaret for børnene. Han skrev til mig: ”Send nu ikke de små drenge her op og slås”.
Jeg fulgte naturligvis med spændte nerver begivenhederne i Finland, til der kom den store dag, at Viborg igen var vort. Da skrev min mand endelig, at vi skulde komme hjem. Så rejste vi og begyndte vort liv igen i Kotka. Jeg husker ikke rigtigt, når skolerne begyndte, men det var sikkert først efter jul. Sirkka var blevet sendt fra Kuusankoski til Viborg for at gøre rent på militærsygehuset der.
Min mand, havde straks efter generobringen været i Viborg for at se, i hvilken stand sygehusene der var . Han var kommet til det resultat, at militærsygehuset i Neitsytniemi var det eneste, der kunde bruges, og planlægningen om at flytte Kuusankoskis sygehus begyndte. Sirkkas rengøringsgruppe fik et tungt job. Overalt var der snavs og affald, og som hjælp havde de blot krigsfanger. Intet arbejde var dog dengang for tungt, når man blot kunde være til nogen nytte.
I begyndelsen af november 1941 flyttede sygehuset fra Kuusankoski til Viborg og min mand og Eeva med det. Julen fik vi lov til at fejre sammen i vort hjem i Kotka. Efter julen begyndte skolerne og min mand tog tilbage til Viborg. Optimister som vi var, begyndte han straks at planlægge amtssygehusets genopbygning. Som en stor hjalp og opmuntring havde han den daværende medicinaldirektør, Oskari Reinikainen.
Taunos moder var kommet til os i Kotka, da hun syntes, det var svært at være alene under de mange alarmer. Vist havde vi også alarmer, men ingen slemme bombardementer. Min svigermoder, børnene og jeg levede egentlig et roligt liv, dog altid med spænding over nyhederne fra fronten.
Det var en stor begivenhed, da Mannerheim kom til Kotka, da der lagdes planer om generobringen af Høgholmen. Jeg husker, at jeg stod med de små drenge og sagde til dem: ”Se nu Finlands Marschal og husk altid, at I har set ham.”
Jeg var engang imellem i Kuusankoski for at besøge Tauno bl.a. på hans 50 års fødselsdag i april. Da var hans moder i Helsingfors for at blive opereret, og hun døde kort efter. Sammen førte vi hende til familiegraven i Sortavala. Der var en ven, som havde samlet nogle damer, så det blev til et lille kvindekor, som sang, På en almindelig arbejdskærre blev hun ført til graven. En højtidelig lejlighed i dystre omstændigheder.
Tilbage til Karelen
Straks efter tilbageerobringen tog Tauno og jeg til Yhinlahti, til vores alles elskede sommerparadis. Vi mødtes af et sørgeligt syn, alle bygninger var brændt. Hovedbygningen, stalden, forvalterens bolig, badstue o.s.v. Det eneste hus der var tilbage var en lille hytte længere ude i skoven. Ellers var det blot skorstenene, der stak op i vejret. Jeg husker endnu, da vi triste spadserede ind til byen, hvordan Tauno pludseligt citerede et digt: ”Jeg gør egnen, hvor din lille fod træder, til en rosengård” Modsætningen var så grel, at jeg brød ud i latter, og det hjalp på stemningen.
Da vi senere sad og spiste på en restaurant, var der en brandforsikringsagent, der absolut vilde sælge os en brandforsikring. Det var svært for ham at forstå, at vi absolut ikke ejede noget at forsikre.
I Viborg begyndte vi at søge en lejlighed, så vi kunde flytte dertil næste forår. Viborg så bedrøvelig ud, ruiner overalt, Med en utrolig energi begyndte karelerne genopbygningen af deres elskede hjemegn. Den tanke at vi igen skulde blive nødt til at forlade den, faldt os aldrig ind. Det lykkedes os at få en rigtigt god lejlighed i Viborgs fineste hus “Eden”. Ind i samme hus flyttede også vore gode venner, lægerne fra amtssygehuset, Mali og Johansson med familier. De var også med os i Kotka. I maj 1942 flyttede vi så med stor glæde til Viborg.
Da jeg lige havde fået hjemmet nogenlunde i orden, måtte jeg til Helsingfors for at ordne min svigermoders dødsbo. Jeg førte først Kirsti og de to små drenge til Joutseno til nogle slægtninge af min mand. De større børn tog til Sortavala for at begynde jordbruget der. De boede i et værelse, der lå ovenpå svinestien hos vore gode naboer, Uimonen. De gik straks i gang med arbejdet. Foruden arbejdet på markerne gik de i gang med haven, lavede mistbænke, tomathus o.s.v. På grund af manglen på alle varer tog de alt brugbart, hvad de kunde få fat i. Af telefontråde og siv lavede de måtter til agurke mistbænkene. Det år var der særligt mange fisk i Ladoga, og det hjalp svært på det ringe madforråd.
Jeg prøvede så hurtigt som muligt at få min svigermoders hjem klart, og tog så til Joutseno for at hente Kirsti og smådrengene. På rejsen undrede jeg mig over, hvor forfærdeligt træt, jeg var. Da jeg kom frem kunde jeg knapt kravle op af trapperne. Det viste sig, at jeg havde gulsot, sådan som de mindre børn tidligere havde haft. Der havde vi det så. I stedet for at jeg kom for at hjælpe børnene, kom jeg dem til byrde. Heldigvis kom jeg mig mærkværdigt hurtigt, og også jeg begyndte at tage del i Karelens genopbygning.
På Yhinlahti.
Først måtte vi få vort lille hus, Pæiværanta, i skoven repareret. Det havde tidligere været gæstebolig, og ofte havde vi gjort små udflugter til det og drukket kaffe der. Der var nede en stor stue og et lille komfur, men en stor dejlig pajs og bageovn. I etagen ovenpå var der to små værelser. Huset havde i krigen fået to fuldtræffere.
Efter alt at dømme, havde der varet krigsoperationer på området. I haven var der begravet flere russere ganske vidst så nær overfladen, at vi måtte bede beskyttelseskorpset om at begrave dem igen. Vi fik et par tømmermænd til at gøre huset i stand, så vi kunde flytte ind i det til Skt. Hans.
Jyrki og hans kammerat Erkki, som var hos os som arbejdspligtig boede i redskabsskuret. Det var uskadt, men russerne havde benyttet det som kloset, så der var noget at skure der.
Vi havde haft for vane at fejre midsommerfesten med seminariets rektor, Herman Pankakoskis (tidl.Hallstrøm) familie. Min mands far havde tidligere været seminarierektor, og blev forvist til Sibirien, da han modsatte sig skolens russificering. Hans broder var ”jæger” og blev fængslet samtidigt som den senere general Sihvo. Han blev dømt til at hænges, men dommen trak ud, og både fader og søn blev befriede under revolutionen.
Vi havde en meget smuk skov mellem landevejen og hovedbygningen. Den havde russerne benyttet som affaldsplads. De havde fra bibelselkabets trykkeri ført hele forrådet af bibler og smidt dem rundt i skoven, og der så forfærdeligt ud. Jeg fik den tanke, at vi skulde få skoven gjort ren, før min mand kom på besøg. Han var naturligvis i arbejde på militærsygehuset. Jeg fik lejet en snes krigsfanger. De kom hver morgen fra fangelejren. De havde en ret lang vej at gå, og de var trætte allerede, når de kom. Når jeg prøvede på at få lidt mere fart på deres arbejde, rakte de hånden ud og sagde ”sapuska”(mad) Jeg måtte svare: Niet: Nej. Vi havde ikke selv tilstrækkeligt mad. Snart måtte jeg opgive forsøget. Jyrkis og Erkkis tid gik med at vogte fangerne, og vi skulde have kartoflerne i jorden og andre forårsarbejder gjort.
Her kom der til os, som en gave fra himmelen Antti Poutiainen, et af de fineste mennesker, som jeg har kendt. Han var vor nabo, min mands legekammerat fra barndommen, husmand. Han havde aldrig gået i nogen rigtig skole, men han var meget dygtig til alt håndværk og meget vel begavet. Han og min mand var nære venner livet igennem. Antti kom nu og hjalp os med hestearbejdet og var os i alle måder til stor hjalp med at dyrke vort landbrug, hvor vi havde 40 ha. land, hvoraf 12 ha. var agerbrug og have.
Allerførst måtte vi skaffe os en hest. Den fik vi fra Tavastehus som gave fra fars gamle ven Jens Hvidbjerg fra Struer kredsen.
Jyrki hentede hesten. Han hentede os også en ko fra vor gode ven Ensio Lindebergs gods i Kesælahti. Det var vidunderligt at få rigeligt med egen mælk. Til min skam må jeg indrømme, at Sirkka og Eeva var dygtigere til at malke end jeg, så det blev deres arbejde. Vi havde også et svin og en del får. Vi prøvede på alle måder at forsyne os til den kommende vinter. Jeg forstår ikke, hvordan vi skulde have klaret os, hvis ikke far under hele krigen havde sendt os tre Røde Kors pakker om måneden.
Vi begyndte straks at lægge planer om genopbygningen, og som det er skik og brug i Finland, begyndte vi med badstuen. Den blev færdig allerede første sommer, og det var dejligt at bade i sin egen badstue igen. Så begyndte vi at bygge forvalterens bolig og at skaffe materiale til stalden. Vi fik også elektricitet, hvad vi ikke havde haft tidligere. Det var en forfærdelig regnfuld sommer, men humøret stod højt. Hver dag hørte vi om ny sejre ved fronten. Før badstuen blev færdig, gik vi i badstue hos vor nabo. En aften, da vi roede hjem, stod Erkki på bådebroen, og han så så underlig ud. Han havde netop fået besked om, at hans far var druknet. Han havde været dykker og var død i sit arbejde. Så sørgeligt var det gået. Naturligvis måtte Erkki tage hjem. Vi mistede en god dreng.
Vi andre begyndte høbjærgningen. Jeg skal love for, at vi fik travlt. Jyrki stod hver morgen op kl. 04.00 for at slå hø. Antti satte stave i jorden. og vi løftede hø op på dem hele dagen. Indimellem gik en af os, oftest jeg, hjem for at lave mad. Jeg må endnu fortælle om Antti, hvordan et fint og forstående menneske han var. Da den ældste arbejder på høengen var 16 år, afbrød Antti indimellem arbejdet og fortalte med stor humor en eller anden historie, så at alle fik lov til at hvile lidt, inden vi igen begyndte at løfte hø på stakke.
En gang, da min mand havde fået et par dages ferie, sagde jeg til ham: Lad os gå hen til Mæntylæs og spørge, om de kan sælge os lidt mel. Han havde haft en gård på denne side af grænsen også, og jeg vidste , at de havde korn. Han lovede straks, at give mig noget og lod mel strømme ned i min pose. Efterhånden sagtnede han farten og så på mig. Min mand rømmede sig ved siden af, men jeg holdt bare posen åben, til der igen kom mel. Naturligvis tog det slut til sin tid, men jeg havde fået et stort bytte, så at børnene for en gangs skyld kunde spise sig mætte.
Skolerne begyndte i 1942 først i oktober. Vi fik høsten bjærget og agurker og tomater fik vi så mange af, at vi kunde føre dem til torvet.
Sommeren 1943 gik med arbejde ligesom den foregående sommer. En stor omveksling havde vi, idet tante Ester Ståhlberg kom på besøg. Det var et bevis på hendes vitalitet, at hun vilde lære livet at kende i Karelen under krigen, og var tilfreds med at bo hos os under yderst primitive forhold. Det var en stor oplevelse for børnene, når de lugede i haven, at moster Ester tog en stol, satte sig hen til dem og fortalte dem alt muligt fra sit lange indholdsrige liv. Hun var en enestående fortæller.
I Viborg, Vinteren 1942 ~ 1943 boede vi i en rigtigt god lejlighed i ‘Eden’. Malis og Johanssons boede oven over os, begge læger ved amtssygehuset. Med spænding fulgte vi genopbygningen af amtssygehuset. Det gamle sygehus havde lidt forfærdelige skader, men den ret nye kvindeklinik på batteribakken var i ret god stand. Man besluttede at restaurere den, skønt den egentlig hørte til byen, og at amtssygehuset foreløbig skulde fungere deri.
På den tid var der mangel på alt bygningsmateriale, begyndende fra søm, men når der var tale om Karelen, fandtes der altid udvej. Min mand måtte gøre utallige rejser til Helsingfors for at bede snart om det ene og snart om det andet og i alt prøvede man på at opfylde hans ønsker.
I efteråret 1943 blev man færdig med byggearbejdet, og amtssygehuset begyndte efterhånden sin virksomhed da også overlægens bolig blev færdig flyttede vi ind i den.
Skolerne begyndte først i oktober, men jeg kom før børnene fra landet til Viborg for at ordne vort ny hjem. Jeg husker endnu, med hvilken spænding vi modtog børnene i dette vort ny, dejlige hjem, som vi den gang troede varede. Vi følte os den gang meget lykkelige. Børnene var i skole, blot Kauko var endnu hjemme. Livet gik for fuld fart i Viborg. Glæden var stor for hver ny forretning, der åbnede sin dør og for hvert hus, der igen var i beboelig stand, Jeg husker den glædens dag, da sporvognene igen begyndte at køre.
Med børn til Danmark.
Min gamle far var, som jeg tidligere har fortalt, alene i Danmark. For at få en lejlighed til at besøge ham meldte jeg mig i foråret 1943 til en organisation, der sørgede for transporten af børn til og fra Danmark. Det var svært at se de enlige mødre skilles fra deres børn på Helsingfors station. Vi rejste via Haaparanda gennem Sverige. Børnene blev om aftenen lagt i seng i tredje klasses sovekupeer, to i hver seng, og der var så trangt, at der altid var nogle, der faldt på gulvet, så at hele natten måtte man løbe fra sted til sted og plukke børn op.
Da vi kom til Boden, var stationen fuld med svenske Lotter, som meget venligt bød os mad. De havde sikkert efter deres mening lavet børnenes livretter, men makaronistuvningen var så sød, at børnene ikke kunde lide den. Rejsen fortsatte til København. Helt udkørte kom vi hjem efter fire døgns rejse. Det var dejligt igen at være hjemme hos sin gamle far.
Danmark led stadig under besættelsen, og modstandsbevægelsen tog stadig til i styrke. Min fars forbindelse med brødrene var helt afskåret. Jeg var et par uger i Danmark, indtil rejsen igen gik mod Finland. Vi rejste igen over Haaparanda. Jeg husker, at da vi kom til Tarmmerfors, løb jeg til postkontoret for at ringe hjem. Min ældste datters studentereksamen var lige begyndt, og jeg var naturligvis nysgerrig efter at høre, hvordan det var gået.
Da vi kom til Helsingfors, kom mødrene for at tage imod deres børn, jeg gik med to små børn ved hånden, da deres moder kom imod dem med åbne arme. Børnene kendte hende ikke, men græd bare ”Jeg vil hjem til far og mor i møllen”. Der var mange tragedier den gang, inden børnene igen vænnede sig til forholdene her og til sproget, som de næsten havde glemt.
En urolig tid.
Da år 1944 var begyndt, havde Tysklands krigslykke vendt sig. Snart blev det klart for os, at Finlands skæbne var meget beroende af det. Viborg beboerne begyndte at sende deres sager vestpå. Jeg tænkte først, at jeg kan ikke igen rive op i dette mit dejlige hjem. Heldigvis smittede frygten og uroen også mig, og vi sendte så meget som muligt til Jarvikylå til vore gode venner Grotenfelts, sådan at vi lige kunde klare os. Der var vore sager i godt forvaring, til krigen var forbi.
Da bombardementerne igen begyndte på Finlands kystbyer, lukkedes skolerne. Sirkka studerede medicin i Helsingfors. Eeva og Sirkka kom i skole i Sortavala, hvor de boede hos gode venner.
Da indtraf der et forfærdeligt bombardement i Helsingfors, hvor vore slægtninges hus Lønnrotsgatan 39 fik en fuldtræffer, det samme hus var blevet lagt i ruiner på vinterkrigens første dag, hvor min mands fætters kone Aino v. Boehm fik sin død. Huset var blevet genopbygget, og nu blev det ramt af en brandbombe. Sirkka havde hele natten været der for at prøve på at redde, hvad reddes kunde. Hun fortalte, at da Jyrki følgende morgen havde ringet på hendes dørklokke for at se, hvordan hun havde det, var han som en åbenbaring.
Til den værste tid tog jeg med de to små til præstegården i Ræisælå, hvor min halvfætter var provst. Da venner i Helsingfors hørte, hvorhen vi var evakuerede, anså de os for gale, som søgte beskyttelse østpå, men Jorma trøstede os: Her har vi ingen nød. Verdens bedste hær beskytter os.
I Ræisælæ havde vi det godt hos vore kære slægtninge. Arvo fortsatte skolen, og jeg var engang imellem med Jorma ude i sognet, når han forrettede sin præstegerning. Naturligvis færdedes vi med hest og slæde. Det var en oplevelse for mig, at besøge disse karelske bønder, hvor gæstfriheden var ganske ovenud. I maj skulde der vare bispesyn i Raisalæ, men da var situationen så meget roligere, at vi tog hjem til Viborg.
Vi var der ikke længe, før vi igen måtte afsted til Yhinlahti. Denne gang manglede vi Jyrki, som var ved fronten, og Sirkka, der som lotta var fjernskriver ved luftvæsenet.
Eeva og hendes to raske og søde klassekammerater, Kerttu og Mirjam, var hos os i arbejdstjeneste, foruden naturligvis Kirsti og smådrengene.
Jyrki.
Jyrki blev indkaldt i begyndelsen af Februar. Han var fuld af iver og begejstring over at få lov til at tjene sit land. Han kom til kystbatteriet og var utilfreds da han troede, at han ikke derfra vilde komme hurtigt nok til fronten. Som uddannelsessted fik han kystbatteriet Makilon foran Helsingfors. Derfra tog han sin studentereksamen. Den gang havde de blot tre skriftlige opgaver, og Jyrki fik ug i dem alle. Omkring 1.maj fik Jyrki en lille sygeferie. Hans ene øre var dårligt. Som lille havde han haft en meget svær skarlagensfeber, og den havde forårsaget en kronisk fejl i det ene øre, som hans far hver aften måtte rense. Af den grund skulde han egentlig have været anbragt i militærets B. klasse, men det gik han ikke ind på, da han vilde have anset det som en livsvarig skam, hvis han ikke havde duet til hæren.
Jeg husker tydeligt, da jeg var til kvindernes invalideforenings møde en aften på Karjaportsgaden, og Jyrki kom for at hente mig, så jeg ikke behøvede at gå alene igennem den mørke by.
Følgende gang, Jyrki fik ferie var til skoleafslutningen for at hente sin hue. Han fik så mange dage, at han nåede at komme til Yhinlahti, som han elskede af hele sit hjerte, og som hvis blivende ejer han følte sig. Han nåede at bade i vor ny badstue. Da Eeva følgende morgen førte os med hast til stationen, sagde Jyrki til mig: Lover du mig mor, at du lader de små drenge tage del i alt arbejde på Yhinlahti, sådan som du har gjort med os, ”Jeg lovede det naturligvis, uden at ane, hvor umuligt det var at holde dette løfte. Min mand lo ad mig efter krigen, da jeg udtrykte min bekymring for, hvordan jeg skal opdrage de små drenge, når vi ikke mere har noget landbrug. ”Hvad er du for en københavner, som ikke kan opdrage dine børn uden en gård. Jeg er sikker på at livet på Yhinlahta i høj grad har indvirket på mine børns senere liv, og tabet af Karelen er altid et åbent sår for de større børn og for mig.
Vi var så den sidste maj til Jyrkis studenterfest. Stolte så vi på vor lange, dygtige dreng. Jyrki var naturligvis i uniform, og han vilde ikke sætte studenterhuen på hovedet, selvom jeg meget bad ham om det.
Efter festen i skolen gik vi til heltegravene, og de unge studenter lagde med stor ærbødighed deres blomster på dem. Bankdirektør Puustisnens søn holdt en fædrelandsk tale. Han faldt en måned senere i samme slag som Jyrki. Om aftenen og natten festede de unge studenter med hele ungdommens begejstring, men følgende morgen gik rejsen til Koivisto, hvor de fik deres uddannelse. Jeg ser endnu for mig Jyrkis dejlige store brune øjne og hans kønne smil. Det faldt os ikke ind, at det var sidste gang, vi så ham.
I juni fik jeg et brev fra Jyrki. Han skrev, at Koivisto var blevet forfærdeligt bombarderet, og at tyske skibe havde hentet dem bort derfra. “Jeg var den sidste der, og jeg håber at jeg må være blandt de første som vender tilbage”. De blev ført til den vestre strand af Viborgs bugt. Der var der finske soldater, som russerne havde drevet bort fra Teikarsaari, en lille ø i Viborg bugten. Der kom befaling om, at øen skulde erobres tilbage. De tropper, der havde været på øen sagde ”Her på fastlandet kæmper vi nok, men til den ø går vi ikke. De unge derimod sagde fulde af iver ”Vi går” Så tog de af sted og erobrede den tilbage. Det fortaltes bagefter, at Jyrki var gået ned til stranden, for at prøve på at skyde på de russiske skibe. Så kom der en artillerisalve, og Jyrki blev truffet. På samme sted faldt hans klassekammerater, der lige var blevet studenter, med undtagelse af en.
Jyrki var en af de mange tusinde, som måtte give deres unge liv for fædrelandets frihed, men han var rede til at give dette offer.
Jyrki faldt d.1.juli 1944, men vi fik først besked om det d. 7. da Seija Saloheimo bragte os et telegram fra min mand. Stakkels pige, det var ikke et let opgave. Jeg husker, hvordan hun afleverede telegrammet og styrtede af sted. Det var et hårdt slag for os, et sådant, der efterlader ar for hele livet. Jeg tog straks af sted til min mand i Kuusankoski. Vi tog sammen til Fredrikshavn, hvor Jyrki var midlertidigt begravet. En militær præst førte os til graven, og sammen holdt vi en lille andagtsstund.
Det hjalp ikke. Livet fortsatte, selvom der i hjertet boede sorg og bekymring for fremtiden. Høbjærgningen fortsatte på Yhinlahti. Snart var vi hos naboens og hjælpe dem og snart de hos os.
Tilbagetoget
Den 9.juni begyndte fjendens storangreb på Næsset. I Sortavala gik der rygter om, at vi alle skulde flygte vest på. Kauko havde paratyfus, og han var meget svag, så at han knapt kunde gå. Vi tænkte, at lad os nu vente lidt og se, hvordan situationen udvikler sig. Vi fejrede også dette år St. Hans aften på den vante måde sammen med Pankakoskis. Vejret var meget regnfuldt, og jeg vidste at Jyrki var på Koivisto øerne. Jeg husker, hvordan jeg i mit stille sind bad til, at de tyske skibe skulde hente de finske soldater bort, sådan som de også gjorde.
Jeg var kommet til det resultat, at det var bedst at føre smådrengene vestpå. Hvis situationen blev truende, kunde de større børn altid slippe væk på deres cykler. I slutningen af juni tog Kirsti smådrengene og jeg til Jorois, hvor vor gode ven Matti Elomaa var præst. De lovede der, at tage sig af drengene. Kirsti og jeg tog til Jærvikylæ til Grotenfelts. Det var mig et meget velkendt sted, efter at min mand i tyverne havde været kommunelæge i Jorois. Der til havde vi sendt vore sager fra Viborg. Snart kom der brev fra Eeva fra Yhinlahti. ”Kom hurtigt hjem, høhøsten er begyndt, og vi behøver jeres hjælp”. Vi havde et sådant held, at der lige var en militærbil, der skulde til Sortavala, og vi slap hjem med den. Fronten var standset i hvert fald på den nordlige side af Ladoga, og høhøsten begyndte.
En dag hørte vi, hvordan en lastbil fuld med fanger kørte forbi på landevegen. Jublende sang de en eller anden vild sang. Vi fik en uhyggelig anelse, om at det varslede om noget ondt. Efterhånden hørte vi rygter om våbenhvile og fredsforhandlinger. Vi begyndte at ane, at en ny evakuering var forestående. En aften inviterede vi alle naboerne til os. Jeg kan ikke forstå, hvor vi fik melet fra, men vi bød dem rigtige karelske piråger og surrogatkaffe. Stemningen var varm, Vi anede alle, at en ny flugt var forestående, og den fælles skæbne bandt os sammen.
Vi kom til det resultat, at det var bedst at sende kreaturerne bort. Det blev besluttet, at Anttis kone, børn og søstre skulde tage til Jorois. Vi måtte igen ty til Grotenfelternes hjælp. Jeg tænkte, at et af familiens medlemmer måtte tage med og hjælpe dem på Jårvikylæ. Det blev så Kirstis lod, da Eeva var ældre og stærkere til høstarbejde og tærskning. Det var meget svært for Kirsti at tage afsted før os andre, men hun var nødt til det. Anttis kvindfolk havde ikke kunnet klare sig uden hende. Kirsti var den gang 14 år. Hun er nu lektor i engelsk og hun har udrettet meget i Joensuus musikliv.
Min mand havde fået lidt ferie ligesom også Sirkka. De kom for at hjælpe os med høsten. Min mand greb straks ind i sagernes gang. Bønderne havde ført deres tærskemaskiner til Stationen. Han fik dem til at hente dem hjem igen, og så begyndte tærskningen. Ved fælles hjælp tærskedes der i hvert hus, og vi fik al sæden over på denne side al grænsen.
Jeg husker også hvordan min mand og jeg plukkede de rå æbler fra træerne. Æblerne sad naturligvis hårdt fast i grenene, og vi forsøgte at plukke dem så varsomt som muligt. Jeg spurgte min mand,”Til bedste for hvem sparer vi disse træer.”
Forvalterens hus blev færdigt netop i disse dage. Sirkka, Eeva og jeg flyttede ind i det. Min Mand, Kirsti, Kerttu og Mirjam var allerede taget af sted. Vi havde om aftenen en lille bitte petroleumslygte brændende. Det føltes uhyggeligt, når egnens katte klagende hoppede op ad vore vinduer. De stakler var ladt alene hjemme, når menneskene var taget af sted.
Det blev d. 19. september, og Finlands Karelens dødsklokker ringede. Eeva kørte Sirkka og mig til stationen. På landevejen kom frontsoldaterne imod os. Det var alvorlige og blege unge mænd. De så på os og vi så på dem. Uden ord forstod vi hinanden, Sirkka og jeg tog med toget til Jorois. På Elisenvaaras station så der forfærdeligt ud efter et bombardement. Det var en tung rejse gennem det afståede Karelen.
Eeva kørte med hest sammen med naboerne vestpå. Lige før de kom til den ny grænse, sagde en af mændene ”Lad os stå af og vaske vore hænder for sidste gang i Karelens vand”, og under dyb andagt forrettede de denne handling.
Efter krigen. Livet fortsætter.
På Jærvikylæ var der krigslazaret i hovedbygningen, og vi boede i den øvre villa, hvor også Antti boede med sin familie, og så var der også soldaterhjem. Vi hentede de små drenge hjem til os. Det var dejligt, at vi kunde være sammen igen, men een plads var tom.
Viborgs amtssygehus flyttede igen til Kotka, og igen måtte vi søge en lejlighed. Det lykkedes os at få en rigtigt god bolig i Apotekerens hus. Vi flyttede ind der, og skolerne begyndte, og med dem det normale liv.
Følgende sommer blev stillingen som overlæge på Mikkeli sygehus ledig. Tauno søgte og fik stillingen, og siden da har vi været Mikkeliboer.
Antti blev først i Jorois, og passede præstegårdens landbrug. Senere fik han noget jord i Tikkakoski nærheden af Jærviskylæ og grundede der et blomstrende landbrug. Han døde der 92 år gammel, og venskabet holdt til det sidste. Antti og Jyrki var særligt gode venner, Jeg ser endnu for mig Antti komme ind ad døren på Pæiviranta, efter at budskabet om Jyrkis død var kommet. Jeg husker hvordan han knugede hatten i sin hånd og store tårer trillede ned ad hans kinder.
Luumækisheltegrav.
Da vi var i Kotka var et spørgsmål endnu åbent. Hvor skulde vi begrave Jyrki. Vi vidste ikke noget om vor fremtid. Viborgs amtssygehus vilde snart høre fortiden til, familiegraven var i Sortavala. Der var tre helte grave for karelere, en i Joensuu, en i Villmannstrand og en i Luumæki. De to først omtalte var fulde. Da vi havde den følelse, at vi ikke vilde blive i Kotka, besluttede vi os for Luumæki. Det er en meget smuk kirkegård på vejen mellem Kouvola og Villmannstrand. Min mand rådslog mange gange med Luumækis provst Porio. Denne var storartet hjælpsom med alt. Det blev besluttet, at disse vore heltemodige drenge skulde velsignes til gravens fred i februar. De var ca. 200. Vor familie var nærværende ligesom naturligvis også de andres pårørende, først i kirken og derefter på kirkegården. Der hviler nu vore elskede drenge i granernes skygge. Hvert år samles vi den tredje søndag i maj, de faldnes dag på vore kæres grav. Der ligger faldne fra karelske sogn. I årenes løb er vor skare tyndet svært ud. Jeg er vist den eneste moder, der er tilbage.
Luumækis menighed valgte en mindesmærkeskomite hvortil også Tauno hørte. De besluttede sig for billedhugger Tynys forslag. Trist nok nåede han at dø før han fik det udført, men billedhugger Heikki Nieminen lavede det i hans sted. Efter min mening er det en af Finlands smukkeste heltegrave.
Jeg må her med taknemmelighed omtale, at vor gode ven, den daværende Mikkeli biskop, senere ærkebiskop Martti Simojoki var storartet hjælpsom i denne sag.
Når jeg nu, mens jeg har skrevet dette her, i tankerne har gennemlevet disse tider, føles det helt utroligt, at forholdene her i landet er så gode, som de er. Når blot vor tids unge kunde forstå, hvor taknemmelige, de bør være mod de mænd og kvinder, der gav deres liv for fædrelandets frelse.
Ære være deres minde.
Bodil Relander,
St.Michel, December 1988.
Det finske folks skæbne i årene 1939 –1944.
Forhistorien:
Efter første verdenskrig, fik Finland sin frihed tilbage efter at have været besat af Rusland.
Der skete dog det ulykkelige at det kom til en borgerkrig mellem Socialister under ledelse af Kullervo Manner, og Borgerlige under ledelse af Carl Gustaf Mannerheim.
Det var en blodig og grusom borgerkrig præget af had og forbitrelse. Mannerheims styrker vandt en afgørende sejr ved Tammerfors. Der blev nu indsat en rigsforstander og efter nogen politisk tummel, blev Kaarlo Stålberg valgt som præsident.
1939
Allerede i foråret var russerne begyndt at vise interesse for nabostaten. De foreslog finnerne en forsvarsaftale, og fremkom med ønske om at forpagte nogle af de små øer i den Finske Bugt for at lade dem indgå i forsvaret af Leningrad. Det var den finsk-russiske grænse på det Karelske næs, de var bekymrede for, den var kun 30 km fra Leningrad og derfra kunne tyskerne med tungt artilleri, angribe byen. Finland skulle afgive 2700 kvadrat km af det Karelske Næs imod at få jord nord for Ladoga søen. Det lykkedes ikke at komme til enighed, derfor begyndte vinterkrigen den 30. Nov. 1939 med et bombardement af Helsingfors. Overfaldet vakte enorm forargelse både i de nordiske lande og den øvrige verden.
Russerne havde dog fejlvurderet finnerne. De finske soldater var hårdføre og ydede en modstand, der blev bemærket overalt i udlandet. De var meget dygtige til at udføre guerillakrig i de uvejsomme skovarealer og hårde kuldegrader. Dog var der for stor forskel på, hvor meget et lille land kan yde mod en så mægtig modstander og det kom til freden den 13. marts 1940 hvor Finland måtte afstå Viborg len, Sallateritoriet og Fiskerhalvøen.
Den 22. Juni 1941, begyndte tyskernes angreb på østfronten, russerne blev i første omgang slået tilbage og Finnerne fik Viborg len tilbage. Den tyske front bevægede sig herefter mest tilbage og i Juni 1943 vendte russerne tilbage til Karelen tog Viborg og tvang finnerne ud af krigen.
Dette Websted blev sidst opdateret 20. september 2011