Bodil Fogh og Knud Emil Pind's
hjemmeside.
Folmer Foghs Erindringer
Min slægts historie.
Det er ikke så nemt for mig at skrive ret meget om min Slægt. For det første ved jeg ikke ret meget om min farfader og kan ikke følge Slægten ret langt tilbage og for det andet er jeg af meget blandet Herkomst, så nogen egentlig Slægt kan man ikke just Tale om.
(Min Farfars Farfar altså min tiptipoldefar var Fisker og boede på Mols og han druknede i Aarhusbugten på en Fisketur engang han var ude at fiske, andet ved jeg ikke om ham.)
- det i klammen var overstreget, men oplysningen om fiskeren er interessant.
Min Farfars Far altså min Oldefar hed Jens Fogh Jensen og boede i en lille Ejendom i Odder, hvor han foruden sit Landbrug drev en del Handelsærlig med Heste. Hans Kone var Bornholmer og hed Guria Lou. De havde tre Børn, to Døtre og en Søn. Sønnen hed Poul Jensen men blev altid kaldt Poul Fogh. Han giftede sig først med en Enke og da hun døde giftede kan sig igen med min Bedstemoder Kirsten Birkelund fra Landsbyen Jeksen. De boede først i Aabo inden de flyttede til Ormslev Mark, hvor de havde en lille Gaard, der hedder Svaneborg, som min Farbror nu har.
På Svaneborg voksede der en Flok Børn op, syv i alt, hvoraf min far var den yngste.
På min Moders side nedstammer jeg fra Uldkræmmere i Hammerum Herred. Her kan jeg heller ikke komme længere tilbage end til min Oldefar. Han hed Niels Brødjord og boede i Sunds i Hammerum Herred hvor han havde en lille Ejendom der hed Sejlsighus.
Han var gift to Gange. I det første Ægteskab havde han to Sønner: Jens Højland og Dines Sneftrup. Der fortælles at den Kone, der bar min Morfar til Dåben var vred på Niels Brødjord og uden videre gav Drengen Navnet Sneftrup, han skulle ellers have heddet Nielsen. Hvordan Broderen fik Navnet Højland, ved jeg intet om. Dines Sneftrup var ogsaa gift to Gange, men vi behøver kun at bryde os om den sidste, da min Mor er af den sidste Børneflok. Min Mormors Slægt hørte til en Sekt indenfor Folkekirken, de saakaldte Drømmere eller De højhellige. Provst Gøtze i Herning har udgivet en Bog om denne sekt, som endnu virker derude.
Min Mormor hed Mette Pedersen fra Hollingholt.
Dines Sneftrup boede først i Fødehjemmet, men da han blev gift anden gang, købte han en lille Ejendom i Sinding Sogn som hed Lille Lonnebjerg.
Min morfar var ingen dygtig Landmand, han havde sikkert været langt bedre til at være Handelsmand og derfor var der ogsaa knap med Føden og Klæden i mors barndomshjem, hvor der var en stor Flok Børn, syv i alt.
her slutter beretningen -
Dette Websted blev sidst opdateret 26. marts 2010