Jeg vil i det følgende skrive noget om mit Livs Forløb lige fra jeg kan huske og til Dato.

Da jeg blev født havde mine Forældre en mindre Ejendom på Ormslev Mark på 11 tønder land (den hed Svaneborg). Noget af det første jeg husker var, at jeg havde en rød Trøje, den var jeg glad ved, men da jeg ofte havde en snottet Næse, havde jeg for vane, at tørre den af med Ærmet, mine Søskende vilde selvfølgelig have mig vænnet af med det og sang ofte for mig; Kra, Kra tag mig Snotærmer af.

Mor lærte mig at læse og skrive, så jeg kom ikke i skole før den Dag jeg fyldte 9 år i 1885. Jeg kom i Edslev Friskole hos lærer Ole Nissen Bertelsen.

Den første dag i skolen skulde jeg læse med lærerinden Maren Jensen, der var husbestyrerinde for Bertelsen. Vi begyndte først i Bogen, men de første Stykker læste jeg flydende næsten udenad, så Maren udbrød, nej vi må nok længere om i Bogen.

I min drengetid blev jeg ofte kaldt "Nus" og min yngste Broder blev kaldt "Perris". Vi var de eneste af Søskendeflokken, der havde øgenavne, hvorfor ved jeg ikke.

Da jeg var omkring 10 år købte far 11 tønder land af Ormslev Præstegaards Jord, der omkring 1886 blev udstykket i 5 forskellige Parceller.

Fra min Skoletid i Edslev husker jeg kun lidt, men jeg husker tydeligt Skovturene vi havde om Sommeren ud i Jens Pisens Skov, et stykke skovklædt Bakkedrag i nærheden af Lille Mølle (Dørup Mølle). Den første November 1886 blev vi Brødre, Viggo, Olaf og jeg flyttet fra Edslev Friskole over i Kolt Friskole hos Lærer Kristian Højmark. Lærer Bertelsen var ugift og da hans Skole hørte op omkring den Tid, da vi kom i Skole hos Højmark boede han ene. Han kom ofte i Besøg hos os og Nytaarsaften var han altid Gæst hos os.

Denne aften fik vil altid Sødsuppe med masser af Svesker og Rosiner i og vist Ribbenssteg bagefter. Efter Spisningen spilled vi Kort om Pebernødder og vi sang ogsaa en del, saa det var en meget fornøjelig Aften. Da vi boede ude paa Marken, var vi sjælden ude at skyde Nytaar ind. Det var først senere at vi fandt på det. Juleaften var Bertelsen fast Gæst hos Hans Halds

Far og Mor var med til at bygge Bering Valgmenighedskirke og oprette Bering Valgmenighed. Da Kirken var bygget og der skulle anskaffes en Kirkeklokke paatog kvinderne sig at bekoste den og jeg ved, at min Moder solgte nogle af sine faa Smykker til dette Formaal.

Mor fortalte mig, at jeg var den første, der blev døbt i Bering Kirke. Far og Mor var lige saa selvfølgelig med til at bygge Forsamlingshuset i 1882, hvori der straks blev begyndt at lave Gymnastik. Jeg var kun otte Aar da jeg kom med. Vi havde Laus Jakob Mikkelsen fra Sandagerkær til at lede os, han havde været Korporal og det var militærgymnastik han Øvede med os.

Da jeg var 10 aar begyndte Kaare Teilmann at undervise i svensk Gymnastik, han var vel 16 Aar dengang. Jeg husker, at jeg var med til at lave Gymnastik på Himmelbjerget ved en af Aarhus Amts Skytteforenings Fest der i 1886. Vort Drengehold fik en lille Dannebrogsfane i Præmie. Denne Fane havde vi med ved mange Gymnastikfester senere.

Ved en Gymnastikfest i Bering Forsamlingshus i 1886 fik jeg et Par Fjederskøjter i Præmie, hvor mange der var der fik Præmie husker jeg ikke og om jeg fik første, anden eller tredie heller ikke, men Skøjterne fik jeg overordentlig megen Fornøjelse af.

Lidt fra mit Hjem ligger Gammelsø, en stor tørvemose, der om Sommeren brugtes til Tørveskær og til at fange Gedder i. Skønt den laa paa Naboens Mark, gik vi Drenge der i Mosen og fiskede, der var to Maader at fange Gedder paa. Enten gik vi der nede i Solskinsvejr med en lang Stang med et stykke tynd Staaltraad i den ene ende og dette havde en Snøre i den anden Ende og saa gjaldt det om, at liste sig om ved Tørvegraven og finde de Gedder, der stod og solede sig i det klare Vand. Saa gjaldt det om at liste Snøren forfra ind om Geddens Midte og saa med et rask Tag trække den op paa Land. Paa den Maade har vi Brødre fanget mange Gedder.

En anden Maade at fange dem paa var, naar Vandet i Mosen var sunket saa meget, at Tørvegravene var hver for sig, saa tog vi hver en Rive og plumrede Vandet i Graven saa Fiskene ikke kunde aande i det, men maatte op til Overfladen, saa tog vi dem med Fingrene, men de kunde bide og vilde bide, hvis vi ikke passede paa og det skete en enkelt Gang at en af os fik en finger i Gabet, og det var slemt, for det var næsten ikke til at faa Fingrene ud af Gabet igen.

Ejeren af Mosen, Jens Nielsen i Aabo havde om Sommeren sine Kvier tøjrede i og omkring Mosen og de var slemme til at bisse, naar Oksebremsen begyndte at summe stak de halen lige i Vejret og saa løb de rundt i Tøjret til enten Tøjret gik i stykker eller Tøjrpælen røg op, og saa stak de af. Det var selvsagt en stor Fornøjelse for vi Drenge at se paa, og saa fange dem og binde dem inde i Buskene eller til en Pæl. Ja, at binde til Pæls var ret almindelig. Mange Steder var der drevet store Pæle ned ved Moserne, saa før Middag i de varme Solskinsdage, blev Dyrene bundet til dem, saa tæt at de næppe kunde røre dem og der stod de til midt paa Eftermiddagen, hvis det da ikke lykkedes dem at sprænge Tøjret eller rykke Pælen op og stikke af med den.

Ja, det var noget andet for Ungkreaturerne den Gang. Nu forstaar de jo slet ikke at bisse. Nu er Oksebremsen jo udryddet, saa dens Brummen hører de jo aldrig.

Vi badede ogsaa i Mosen; men dog oftest i en af Mergelgravene, der laa i Kanten af Mosen, vi kom altid godt fra det og var aldrig ved at komme galt afsted. Jo, en Gang Olaf og jeg skulde vande Køerne ved et Kær, var jeg ved at trække Vand af til dem og faldt derved i Tørvegraven. Det var sikkert gaaet mig galt, hvis Olaf ikke havde faaet fat i min Haand. Det lykkedes for ham, da jeg havde været under Vandet tre Gange.

Om Vinteren var Gammelsø almindeligvis oversvømmet, saa den virkelig var en Sø. Nu er den afvandet, saa det er den ikke mere.

Naar det saa blev Frostvejr, var der en skøjtebane paa mindst ½ Kilometers Længde. Den Gang havde vi ofte lange Frostperioder paa 3.4.5 Uger. Vi Brødre brugte om ikke al vor Fritid til at løbe på Skøjter når Isen kunde bære og mangen en Maaneskinsaften har vi moret os der nede i flere Timer. Mine nye Fjederskøjter var de bedste, der den Gang kom paa Isen, de fleste have nogle primitive Skøjter og Skøjtestøvler der var ikke Raad til dyre Skøjter. Om Søndagen kunne der ofte samles et Halvthundrede eller flere Børn paa Gammelsø og saa legede vi forskellige Fangelege og laved Væddeløb og Kapløb. Det kunde jo hænde naar for mange samledes i Klynge paa Isen, at den gav efter og saa blev der vaade Fødder til nogle. Kun en Gang husker jeg, at nogle af os kom i Vand til Livet og jeg og flere maatte op til Mor for at faa tørt tøj paa.

Kosten paa Landet var den Gang ganske enkelt. Om Morgenen fik vi Øllebrød med hjemmebrygget øl og saa et stykke Ost at bide til eller et Stykke saltet Sild.

Middagsmaden var som oftest Grød af Byggryn, Bygvælling, Grønkaal, Kalvekødsuppe med store Melboller. En gang om ugen fik vi Pandkager af Bygmel, i Dejgen kom der Gær, saa det blev som oftest nogle tykke Pandekager der bagtes. Naar Mor begyndte at bage Pandekager, kom vi Drenge. Den yngste der var hjemme skulde have den førstbagte og saa den næste og (når) omgangen var omme begyndtes forfra igen og saadan saa længe vi orkede. Det var mange og store Pandekager vi kunde sætte til Livs.

Vi spiste altid af Fad. Et stort, rødt Lerfad blev sat midt på Bordet og så langede vi til det bedste vi kunde. Der var ingen Dug på Bordet, saa der gik altid en Vej paa Bordet fra Fadet og hen til hver enkelt. Var det Grød vi fik var der et stort Smørhul i den det blev som oftest fyldt med tyk Fløde dog ogsaa imellem med Smør, der dyppede vi saa hver Skefuld.

Til Eftermad fik vi vist oftest stegt Flæsk, eller Kalvekød, stegt Sild eller Gedde, lidt Pølse. Risengrød var en meget sjælden Ret, som vi selvfølgelig satte megen Pris paa, men selv om vi spiste godt saadan en dag, levnedes der i Regelen saa meget, at vi kunde faa Klatkager Dagen efter.

Til Eftermiddags Mellemmad fik vi en Rugbrødsmad med Ost eller lidt Pølse og en halv Sigtebrødsmad med bart. Om Aftenen fik vi gennem hele min Barndom Rugbrøds Mælkegrød. Kold Byggrød, der var levnet fra sidst vi fik Byggrød til Middag, kom i et Fad og saa blev der hældt kogende Mælk over det. Vi fik ikke andet, vilde vi ikke spise det kunde vi lade være. Vi gik ofte sultne i Seng. Derfor er Byggrød den eneste Ret jeg nødig spiser.

Når vi havde spist vor Davre knælede vi ned og Far sagde Trosbekendelsen og bad Fadervor og saa gik vi hver til sit. Ved Middagsbordet bad Far saaledes: Velsign vort Hus velsign vort Bord, velsign den hele vide Jord, velsign os med din Naades Haand Gud Fader Søn og Helligaand. Og efter at vi havde spist lød det: Oh Gud ske Tak evenedelig for Mad og Drikke rundelig for dine Gaver allesammen, oh mæt du vor Sjæl i Himmerig, Amen.

Naar Far og Mor skulde ud at køre og de var kommen op paa Vognen og de skulde til at køre sagde Far altid, saa i Jesu Navn.

Vi Drenge havde vor faste Morgenarbejde før vi gik i Skole. Den ene skulde muge i Kostalden, en anden i Hestestalden og strigle Hestene og en skulde vist hjælpe med at malke, saa vi maatte tidligt op naar vi skulde naa Skolen til Kl. 9. Vi havde henved 3 kilometer at gaa. Der var jo ikke noget, der hed Cykler den gang.

Viggo kom ud at tjene hos Hans Hald som Hjorddreng, da han var ni Aar, han var der i fire Aar, saa afløste Olaf ham og efter at han havde været der i tre Aar, kom jeg derover og var der i tre Somre og en Vinter. Thorvald tjente ikke som Dreng, han maatte som den yngste være Dreng hjemme.

Julen var i min Barndom Aarets store Festtid da var der ligefrem Overdaadighed med Mad og Drikke. Da bagtes der Sigtebrød efter en større Maalestok. Det bagtes af Rugmel der var sigtet i Møllen af Rug som vi selv sendte til Møllen og det bagtes i den store Bageovn. En af vi Drenge havde saa en Sigtekage med i Skolen til Julie Højmark og en anden havde med til pasor Teilmann, om der flere der fik husker jeg ikke. Naar Julegrisen var slagtet fik vi Blodpølse og det var noget vi saa hen til med store Forventninger. Vi fik Fedtegrever til Blodpølserne og Ribssaft at dyppe den i, og vi spiste saa længe der var Mulighed for at faa en bid ned, det var nærmest et Maaltid uden Maade. Lillejuleaften begyndte Julen. Da fik vi kogt øl med Sukker i og saa var Sulefadet paa Bordet og kun Sigtebrød. Saa vidt jeg husker spiste vi ikke Rugbrød om Julen. Juleaften fik vi Risengrød bestrøet med Kanel og med et stort korsformet Smørhus fyldt med Smør. Derefter Æbleskiver og naar det var sat til Livs og der var taget af Bordet og sat til Side, blev Juletræet tændt. Juletræspynten lavede de ældre, vi mindre maatte ikke være med, for de mente at saa blev vi ikke saa overraskede naar Træet blev tændt.

Ved Juletræet udveksledes Smaagaver saasom strikkede Halstørklæder, Vanter, Muffedisser en Svanekniv og andet.

Ved Julebordet vilde Far altid at vi skulde synge Grundtvigs Julesalme: Et lidet Barn saa lysteligt. Naar vi gik omkring Juletræet sang vi flere Salmer. Om Julen bestilte vi ikke andet end at passe Dyrene.

Da Svaneborg Iaa ene ude paa Marken, havde vi ingen nære Kammerater, men var henvist til at lege med hverandre, og det gik ogsaa udmærket. Vi legede, at slaa Munk, spille Kegler, spille Pind, drive So i Hul eller fordrive hverandre. Det sidste foregik paa den Maade, at vi savede en lille Skive af et rundt Stykke Træ, og saa delte vi os i to Hold og gik ud paa Vejen og saa trillede vi den omtalte Træskive imod hinanden, det gjaldt nu om, at møde den, før den løb forbi os skulde vi jo tilbage og trille fra det Sted, hvor den lagde sig til hvile, og paa den Maade gik det frem og tilbage, indtil det ene Hold tabte. Det var en af vore bedste Lege. Vi spillede ogsaa Crocket med Køller og Kugler vi selv havde lavet. Om Vinteren var det mest Skøjteløb og Slædekørsel, der optog vores Fritid. Vi havde en udmærket Slædebane fra Karens Høj ned tværsover Vejen og langt ud paa Isen paa Gammelsø.

De dage vi ikke var i Skole maatte vi hjælpe Far med at tærske. Vi tærskede det hele med Plejl og al Kornet blev renset ved, at vi med en Haandskovl kastede det fra den ene Ende af Loen til den anden. Det tungeste og bedste kom da længst mod den anden ende, og Avnerne kom ikke ret lang. Det der faldt, saa der var lidt Avner imellem, maatte have endnu en Omgang og dertil brugtes et Sold, som vi stod med i Haanden og rystede rundt med, saa samledes Avnerne ovenpaa i Midten, det tog vi saa med Haanden og smed til Avnebunken. Omkring 1884 - 85 fik vi den første Rensemaskine. Den var ret primitiv, men dog et Fremskridt.Vi kunde vel nok tærske omkring ved tre Tønder Kom om dagen. Det var sjældent vi blev færdig med tærskningen, før omkring i Marts. Den Høst jeg var fyldt 16 aar lejede vi en Haandtærskemaskine, og saa gik det jo noget hurtigere, men det var et Hestearbejde, som næsten oversteg min Søsters og mine Ævner.

Jeg var meget glad ved at gaa i Skole og forsømte nødig nogen Skoledag selv om Vinteren i det værste Snefog vilde vi afsted. Træskostøvler varede det længe inden der blev raad til, men saa fik vi vor daglige Kludesko paa og et par af Fars udslidte Strømper udenpaa og saa kunde vi klare alle Driverne.

Lærer Højmark var en god Lærer. Det var jo en Friskole vi gik i, det vil sige at Lektieterperi der dengang var i Kommuneskolen kendte vi ikke til ligesom der heller ikke vankede Tæsk. Spanskrør havde Højmark ikke. Den første Morgentime efter Morgensangen var en Fortælletime. Enten Bibelhistorie eller Danmarkshistorie.

Højmark fortalte godt og levende saa vi skulde nok høre efter. Sommetider fik vi et enkelt Spørgsmaal om hvad han havde fortalt sidst.

I Geografi derimod havde vi altid noget for, vi skulde lære efter Landkortet og Geografien. Det blev betragtet som et nyttigt Fag. Vi lærte ogsaa godt i Regning. Maaske var Skønskrivning det fag der var mindst yndet. Højmark var en god Oplæser og vi lærte vist alle at læse ret ordentlig. Jeg har fra jeg var ti aar ikke haft anden Lærer end Kristian Højmark, og jeg er ham meget taknemlig for den tid jeg gik i Skole.

Jeg gik til Præst fra Maj 1889 og blev konfirmeret i April 1890 af Valgmenighedspræst Jørgen Teilmann. Han gav heller ikke Lektier for men fortalte saa levende at det blev en Oplevelse for de fleste af os, at høre ham. Hans Gennemgang af Trosbekendelsen staar endnu for mig, saa klart som dengang. Ved Konfirmationen var der ingen Overhøring. Men Trosbekendeisen maatte vi svare paa, ligesom den der bar os ved Daaben maatte svare Og vil du blive ved denne din Daabspagt indtil din sidste Ende. Naar vi havde svaret ja lagde Teilmann Haanden paa vort Hoved og sagde: Den treenig Gud som fordum har antaget dig som sit Barn, han styrke og opholde dig i en sand Tro indtil din sidste Ende. Amen.

Konfirmationsgilder kaldtes ikke den Gang, ialfald ikke i vore Kredse. Til min Konfirmation var der vist ikke andre Gæster end min Morbror Martin og saa var mine ældre Søskende selvfølgelig hjemme.

Den 1 Maj kom jeg igen til Hans Halds som Dreng og var der til 1 Novb. 1891 da jeg kom i Kolt Fortsættelses Skole hos lærer Højmark. Den Skolegang havde jeg megen Udbytte af, synes jeg da selv. Foruden Højmark havde vi Hans Fuglsang som Lærer, han var en dygtig Lærer, men døde som ret Ung. I Skolen havde vi adskillige flere Fag end i Børneskolen. Fysik, Geometrisk Tegning og lidt Matematik var nye Fag, ligesom Husflidsarbejde, nu Sløjd, ogsaa var paa Timeplanen. Skomager og Sogneraadsform. P.L. Juul underviste os i at flette Kurve, og lave Haandkufferter og mange andre Ting af Træ lavede vi ogsaa. Dog det bedste vi lærte var sikkert, at bruge et stykke Værktøj, men det var heller ikke saa let.

Mens jeg var i Fortsættelsesskole var jeg til mit første Vælgermøde i Ormslev Forsamlingshus og taleren var Redaktøren for Demokraten i Aarhus (Marodt).

Siden da har jeg været en flittig Gæst ved Vælgermøder. Da jeg i 1889 tiltrådte Pladsen som Dreng hos Hans Hald var Folkeholdet der, to Karle og to Drenge, to voksne Piger og en Barnepige. Barnepigen var Thyra Madsen fra Egaa, hun var sendt her hen for at kunne gaa til Præst hos Teilmann. Det var ret almindeligt, at de Sognebaandsløsere til Bering Valgmeninghed, der boede langt borte, sendte deres Børn i Tjeneste hos de Sognebaandsløsere, der boede nær Bering, for at de kunde gaa til Præsten hos Teilmann. Den anden Dreng var Nikolaj Hald, den senere Smed i Edslev. Nikolaj vilde være Smed og Thyra Madsen vilde være Tandlæge og jeg skulde være Landmand. Vi to Drenge drillede hende ofte med, at Tandlægeelever skulde trække Tænder afdøde Grise. Jeg skulde aitsaa producere Grisene, Nikolaj lave Tængerne til at trække Grisetænder ud, og i virkeligheden gik det ogsaa saadan. Hvad bestilte nu alle disse Folk, for det var ikke saadan, at Husbondsfolkene ingen Ting bestilte, nej de arbejdede med hele Dagen. Vi kom tidlig op. Der blev kaldt paa os alle Klokken fire om Morgenen hele Sommeren. Naar vi var færdige i Staldene spiste vi Davre og derefter arbejdede vi til Kl. 9, saa fik vi Formiddags Mellemmad og saa igen Arbejde til Middag. Middagspavse til halv to, igen Arbejde til fire saa Eftermiddagsmellemmad og Kl. 7 var det Fyraften. Resten var omtrent lige som jeg har skildret fra mit Hjem.

Der var ikke mange Maskiner paa Gaarden vel nærmest kun Tærskemaskine og en Kornrensemaskine. Vi havde 7 Tønder Land med Roer. De blev saaet paa den Maade, at først blev Jorden kammet op med Ploven og saa blev Kammene tromlet og derefter rykkede Mandskabet ud med hver sin Pose Frø i. Vi gik saa langs Rækkerne tog lidt Frø med Fingrene og så trykkede vi Fingrene ned midt i Kammen og lod nogle Frø falde og trykkede efter med Haanden. Afstanden mellem Frøstederne lærte vi hurtig at passe. At det tog tid at saa 7 Tønder Land paa den Maade er jo indlysende.

Lugning og Udtynding af Roerne foregik paa den Maade, at først blev der Radrenset med en Radrenser, der tog en Række ad Gangen.Vi lagde os derefter ned paa Knæene imellem to Rækker og saa lugede vi Ukrudtet op og tyndede Roerne ud, saa der kun var 1 hvert Sted.Vi tog to Rækker med ad Gangen, saa det skred jo ikke stærkt fremad, vi havde og nogle Lugekoner til hjælp, de fik vist 12 a 13 Ører for hvert hundrede Favne, saa nogen stor Dagløn, tjente de jo ikke. Som Regel fulgtes vi ad med Rækkerne, saa det var egentlig et selskabelig Arbejde.

Kløver og Enghø blev slaaet med Le, og Pigerne gik bagefter med en Rive og spredte Græsset (at holme det) saa det bedre kunne tørre. Naar Høet skulle rives, havde Karlene en Fork til at samle det med og Pigerne rev efter. Naar Kornet skulde høstes havde Karlene Mejekroge paa Leen, saa den kunde samle Kornet i Skaar. Pigerne fik en Krat til at tumle Skaaret sammen til Neg, som de saa bandt med en Lok af Kornet. En dygtig Pige kunde binde op efter en Mejer. I almindelighed gik Manden og satte Negene i Hobe, men før Fyraften hjalp baade Piger og Karle med at sætte det sidste sammen. At lave Baand til at binde Kornet i Kæver med, var Lejlighedsarbejde.

Naar Pigerne skulde binde Korn op, havde de Høstærmer paa Armene og en Flagerhat paa Hovedet, det var en hjemmesyet Hat af tynd blomstret Stof. Hatten gik frem ved Kinderne og i Panden og havde en Slags Krave der gik ud over Hals og Skuldre. En forfærdelig varm Hovedbeklædning, den maa alligevel have haft sine Fordel ellers blev den vel ikke brugt. Naar Kornet skulde køres hjem, skulde det først bindes sammen, to neg i hver korve. Det var et aldeles unyttigt Arbejde; men det syntes de nu var nødvendigt den Gang. Naar Kornet var kørt Hjem, skulde Stubmarkerne rives, saa maatte alle ud med en Trærive, og saa gik vi bag efter hverandre og tog et Kast. Det den første havde revet sammen, tog den næste med sit Kast indtil det blev formeget at tage med, saa blev det liggende og saadan blev vi ved til hele Marken laa med Rivningsrækker, de blev saa samlet i Hobe og saa kunde Hjemkørslen begynde.

Når Roerne skulde tages op, fik vi en Huggekniv i Haanden, og saa tog vi to Rækker ad Gangen. Med venstre Haand tog vi fat i Roetoppen og trak Roen op og huggede Toppen af, saa Roerne kom til at ligge i en Række. Naar vi gik tilbage ligesaa, men da vi altid regnede med fire Rækker til Hver, kom der altsaa til at ligge fire Roerækker i en Række aftoppede.

Jeg har altid haft stor Læselyst. Det var der ingen af mine Brødre der havde. Om Sommeren smuttede jeg ofte ind i den pæne Stue for at læse; men det gik jo ikke altid godt, for der var noget, jeg skulde hjælpe med, kiggede de bare ind i Stuen og saa maatte jeg ud. Den Gang var det nu ikke saa nemt at faa fat i Bøger, som det er nu. Hjemme havde vi Danmarks Kongekrønike (Saxo Gramatikus) og Norges Kongekrønike. Dem læste jeg fra ende til anden, vist endda flere Gange. Njals Saga læste jeg ogsaa. Mor sagde, at jeg var opkaldt efter Gunnar paa Hlidarende. Herodots Verdenshistorie havde jeg selv. Han var jo Verdens første Historieskriver. Hans Fortællinger om Perserkongerne: Kroisus hvis Navn blev navnkundig paa Grund at hans store Rigdomme. Kroisus blev tilnavnet til en meget rig Mand. Darisis Hystaspis (??) der førte Krig mod Hellenerne og dennes Søn Cerxes der vilde erobre Europa og da det ikke lykkedes fordi hans Skibe forulykke i Bosporus eller Strædet ved Dardanellerne. I Vrede derover lagde han Lænker ned i Bosporus og piskede det med Lænker da han alligevel fik en Hær over Strædet blev den Ødelagt af Spartanerne ved Termopilæ.

Om Nordenskjolds Sejlads til det nordlige Ishav og om David Livingstones Opdagelsesrejse i det mørke Afrika og Henry Stanley Ekspedition for at finde Livingstone læste jeg ogsaa. Tusind og een Nat, Alladin ja alt dét nævnte inden jeg var fjorten Aar.

Folkeeventyr og mange andre Historier læste jeg naar jeg kunde faa fat i dem. Jeg tror, at jeg kunde 60 a 70 udenad og jeg maatte ofte fortælle dem for mine Brødre, naar vi var kommen i Seng om Aftenen. Læselysten har været usvækket hele mit Liv. Da Bering Læseforening blev oprettet blev det nemmere at laane Bøger. Jeg tror nok, at jeg har læst dem allesammen.

Mens jeg gik i Børneskolen, havde vi en stor Oplevelse, i det Wombels Menageri kom ad Landevejen forbi Skolen. De tre af Vognene blev trukket af hver sin Elefant, og nogle var forspændt Kameler og andre blev trukket af engelske Bryggersheste. Vi Børn, der var i Skole, strømmede selvfølgelig ud for at se dem og flere at os fulgte dem omtrent til Hasselager. Johs, V. Jensen har i sine "Himmerlandhistorier" skrevet en Historie om Wombels Ankomst til en Himmerlandsk Landsby og det Røre der blev desaarsag.

Mens jeg gik i Efterskole boede jeg hjemme. Det gjorde de fleste. Det var mest Børn at Valgmenighedens Medlemmer, der boede langt borte, der sendte deres Børn paa Skolen, for at de samtidig kunde gaa til Præsten hos Jørgen Teilmann. Efter Skolens Slutning skulde jeg blive hjemme som Karl.

Det daglige Arbejde gik vel omtrent som skildret hos Hans Halds, men flere Fremskridt skete der dog. Vi fik maskine til at saa Roer med. Der var maskiner baade til at saa paa Kamme med og til at saa paa flad Land men kun en Række ad Gangen. Min Søster Karen og jeg begyndte at luge og tynde Roer med Jærn. Det gik hurtigere og saa kunne vi gaa oprejst ved det. Vi fik ingen Løn ud over Klæder og lidt Lommepenge en Gang imellem, og tillige Brugsret over et lille Stykke Jord hvori jeg dyrkede Skalotteløg og plantede Runkelroer til Frø. Paa den Maade fik jeg lidt til at sætte i Sparekassen og lidt ekstra Lommepenge.

Jeg deltog ivrig og med Glæde i alt det Valgmenighedens Unge samledes om. Der var ligesom et Skel mellem de Familier der hørte til Vaigmenigheden og de andre Sognefolk. Vi Unge samledes i Bering Kirke om Søndagen sammen med vore Forældre. Nu vil jeg ikke dermed mene, at vi var saa meget bedre end andre Unge, og at det altid kom til Kirken for at høre Præsten, selv om jeg ved, at vi gerne vilde i Kirke og være med i Kirkesangen, som var meget mere fuldtonende i den unge Valgmenighed, end den var i Sognekirkerne og forresten ogsaa end der er i Valgmeniighedskirken nu, og de allerfleste har sikkert været jævnlige Kirkegængere gennem hele Livet.

Den Gang var der ingen andre Steder vi kunde træffe hverandre end ved Kirken og i Forsamlingshuset. Vi havde ingen Cykler, ingen Telefoner så ved Kirken var den bedste Lejlighed til at træffe Aftaler om hvordan vi skulde benytte Søndagen og de søgne Aftener. Jeg var en fast Deltager i Gymnastikaftenerne i Forsamlingshuset. Det var kun faa eller ingen Aftener jeg ikke mødte. Kristian Højmark indbød de Unge til at komme i Skolen hver Fredag Aften fra November til Maj og de Aftener var Skolestuen fyldt. Højmark var som bekendt en god Oplæser og Fortæller. Han fortalte om de politiske bevægede Dage omkring Aarene 1848-49, før Grundloven. Det var særlig i København der var Røre. Det store Møde i Kasino som der gik Gny af over hele Landet, hvor Orla Lehmann, Balthacar Christensen, I.A. Hansen og mange flere. Greverne Therning og Bernsdorff deltog, som de førende i dette Røre. Det var dem Hostrup sang om: Adelsmænd mer af Sind end Blod, sad der kun altid slige saa tæt ind ved Tronens Fod.

Amerikanernes Frihedskamp, hvor de lossede de Engelske Skibe ved at kaste Varerne i Vandet i Bostons Havn og meget mere, som han fortalte staar endnu levende for mig; Han læste ogsaa flere af Hostrups Komedier. Genboerne og Tordenvejr er dem jeg husker bedst. Højmark kunde ikke synge saa Julie Højmark maatte være Forsanger.

I1893 blev jeg udtaget til at deltage i de danske Skytte- og Gymnastikforeninger Fest i Odense som Gymnast. hvor mange vi var fra Bering kan jeg ikke huske, men jeg var i alfald den yngste.

Vi trænede paa Testrup Højskole, med Jørgen Andersen Bo som Leder. Før vi rejste fik vi et Legitimationskort og opgivet hvor vi skulde inkvarteres. altsaa i et privat Hjem. Anton Hansen og jeg kom til at bo i Aalykkegade 17. Det var kun Logi, Kosten maatte vi selv sørge for. Vi kom til Odense Dagen før Festen og skulde saa møde paa Dalum Landbrugsskole, hvor vi skulde have Aftensmad og en Omgang Træning. Paa Vej ud til Skolen husker jeg, at vi spurgte om Vej, og fik det Svar, at naar vi gik lige frem, kom vi snart til nogle Marker hvor Korn og Roer stod bedre end paa de andre Marker og saa var det Skolen der laa (vistnok) til venstre. En god Anbefaling for en Landbrugsskole. Det var Johannes Pedersens Fader, der dengang var Skolens Forstander.

Selve Festen blev holdt i Fruens Bøge, og det var for mig en overvældende Oplevelse baade Præmieskydningen ved Seden Strand, hvor der vel omkring 30 Skydeskiver var opstillet i Række, en for hver Amt + Akademisk Skytteforening og enkelte andre .Skydeselskaber, og Gymnastikopvisningen paa Estrade i Fruens Bøge.

Folkefesten, den sidste Aften, virkede overvældende. Saa stor en Fest, havde jeg dengang ikke været med. Flere Hornorkestre spillede og Medlemmer af Akademisk Skyttekorps i deres smukke Uniformer optraadte som Ordensmarskaller og Sangen var mægtig i den lune Sommeraften, som det heldigvis var. Det var en Begivenhed, der kunde leves længe paa.

I tilknytning til Bering Skytteforening blev der hold Skydeøvelser i Rejsestalden ved Bering Præstegaard for de yngste af Foreningens Medlemmer. Vi mødtes Søndag Formiddag og øvede os med en Salonriffel. Skydebanen var 20 Alen lang og det kostede vel I Øre pr Skud. Vi sluttede med en lille Præmieskydning og ved den fik jeg en Højskolesangbog i Præmie, men ligesom da jeg fik Skøjterne, mindes jeg ikke om det var den første eller sidste Præmie jeg fik.

Den Gang var der ikke mange Baller i Bering Forsamlingshus. Et stort Julebal fjerde Juledag hvor Vaigmenighedens Unge kom i stort Tal, vil jeg mene, at der sommetider var omkring 200 Deltagere Traktemangen bestod i, at Pigerne tog mad med og der blev købt nogle Ankere øl og stillet nogle Glas til Raadighed og tre Musikere spillede op. Vi morede os dejligt og Betalingen skete ved at Karlene blev talt op og udgiften blev fordelt mellem dem. Det kunne saa blive 50 a 60 ører til hver, Til Juleballet hvor vi var saa mange, var det mest opførte Danse vi brugte hvor der var en Fordanser, det var ofte Kaare Teilmann eller Præsten eller sommetider en Gæst i Præstegaarden.

Hen paa Vinteren var der gerne et Bal senere. Hjemmene indbød ofte de Unge til mindre Sammenkomster i Hjemmene og da blev Tjenestefolkene altid budt med. Det var tit med Spisning, men ogsaa imellem hvor vi fik Kaffe o.a.

Ved saadanne Guder legede vi forskellige Sanglege saasom "Tyv, ja Tyv det skal du være for du stjal min lille ven; eller: ikke maa du tro jeg om dig synes, nej, du er for lidt for mig; eller vi legede Pantelege, bytte Naboer, hvordan giver Skrædderen sin Saks? Hans og Grethe og mange andre. Ordsprogslege blev meget brugt, og jeg tror egentlig, at vi til Tider var meget gode til det. Ved disse Gilder sluttede vi gerne med en Aftensang.

Der var ofte Foredragsmøder i Bering Forsamlingshus. Det kostede almindeligvis 10 eller 20 ører at komme ind. Den Gang var Efteraarsmøderne vi holdt ofte todages Møder, som vi glædede os til længe i forvejen, og hvor der kom mange Mennesker, ofte havde vi overliggende Gæster. Af de forskellige Talere ved disse Møder skal nævnes Præsterne, Bruun fra Levring, Konradsen, Hvirring, Valdemar Brüker, Ågaard. Vilhelm Malling, Odder. Morten Pontoppidan, Hjørlunde. M.A.S. Lund, Vium, Forstander Vinther, Silkeborg, Højskolelærer Poul la Cour, Askov og Jens Bach fra Mellerup.

Den første Maj 1895 skulde jeg flytte til Skovlide som Karl. Det blev en bemærkelsesværdig Dag. Lige før Middag saa jeg en vældig Røgsøjle omtrent over Kolt By og da jeg var klar over at der var ildebrand stak jeg af. Det var Lemming By der brændte. Valborg Aften den 30 April havde der været stort Valborgblus i Byen og nogle Drenge, der havde været med og syntes, at det var sjovt, vilde igen have Blus den første Maj og tændte ild ved Anton Olsens Lade, med det Resultat, at der gik ild i Gaarden og denne og R.P. Pedersens, Rasmus Mortensens Garde og Børnehjemmet, samt et Par Huse brændte Da jeg naaede der over løb der vel omkring 100 Kreaturer og mange Heste og Svin omkring paa Markerne.

Sent paa Eftermiddagen gik jeg til Skovlide. Dette Hjem hos Laust og Dorthea Andersen fik jeg nær tilknytning til gennem hele deres Liv og senere da Bent fik Gaarden.

Laust var Landmandssøn fra Addit og hun fra Rærup i Grinderslev Sogn i Salling, de havde truffet hinanden i Sejling Præstegaard hos Pastor Møller. Da de blev gift, fik de Røgen Præstegaard i Forpagtning. Da Dorthe var uddannet Mejerske begyndte de et Fællesmejeri i Gaarden, idet de købte Mælken fra nogle af Byens Gaarde og behandlede det i Præstegaarden.

Da forpagtningen var forbi flyttede de til Framlev og byggede Mejeriet "Mosevang" paa Framlev Mark, efter først at have købt tilstrækkelig Mælk hos Bønderne i Framlev, Hørslev Boje og omliggende Byer.

Dorthe passede Mejeriet ved hjælp af kvindelige Elever og Laust havde to. Karle til at hjælpe med at køre Mælketure og køre Kul og anden nødvendig Kørsel, samt passe den store Svinebesætning, der var nødvendig for at bruge Mejeriets Affaldsprodukter. Efter seks Aars forløb vilde deres Leverandører have Andelsmejeri, saa Laust og Dorthea maatte flytte. De købte saa 40 td. Land paa Edslev Mark og byggede Gaarden "Skovlide".

Deres eneste Barn "Bent Andersen" er født i Røgen Præstegaard 1883 og døbt i Bering Valgmenigheds Kirke, hvortil de hørte. Dorthea havde lært Mejeriet hos den i grundtvigske Kredse velkendt Mejeriejer Bucardi, og Laust havde været vidt omkring og lært meget. Han kom paa Vallekilde Højskole, hvor han blev meget optaget af Trier og i det hele af Grundtvigs Tanker.

De var meget kirkelig interesseret, vel nærmest det man kalder typiske Høj- og Valgmenighedsfolk. Deres hjem blev indenfor Valgmenigheden, et af de Hjem, der gjorde sig gældende og blev set op til. Jeg havde været gæst hos dem nogle Gange, før jeg kom der som Karl. 

Det var en velbygget Gaard, bygget af velstaaende Folk, saa den maa siges at være tidssvarende hvad Avlsbygningernes indretning angaar med Kørelade paa langs igennem Laden. Kostalden med Fodergang foran Dyrene.

Stuehuset var flot bygget i T form og velmøbleret med gode store billeder på Væggene.

Alt dette virkede lidt imponerende paa mig for i Forhold til mit Hjem var det flot.

Dorthea havde en Søster, der boede i Breum ved Jebjerg. Hun hed Else Marie og hendes Mand, Simon Espersen. De havde 5 Døtre og en Søn. Disse Piger kom ofte på Skovlide. Da deres Hjem ikke var særlig godt økonomisk. To af pigerne ”Ida og Signe” der var omtrent jævnaldrende med Bent, var dernede og gik i Skole sammen med Bent. Der blev holdt Privatlærerinde til dem.      

Den ældste af disse Søstre var i flere perioder paa Skovlide.

Hende ”Karen Espersen” traf jeg første Gang til et ungt Selskab i Ormslev. Hun var da 14 år og jeg var 17. Ved dette Gilde slog det pludselig ned i mig at hende vilde jeg have som Kone. Og det fik jeg da også, men det var først da hun var 21 Aar og jeg var 24 at jeg sagde det til hende. Men det var vist for os begge en Selvfølgelighed. Den gang forhastede vi os ikke med at forlove os.

Karen havde i mellemtiden taget Handelseksamen og været på Ryslinge Højskole. Jeg havde taget Delingsføreruddannelse og været på Frederiksborg Højskole, samt været Soldat i 14 Måneder. 

Laust Andersens Gangart hjemme og over Gaarden var Løb og jeg fulgte villigt med. Jeg var ene Karl, men den første Vinter havde vi en Færødreng, Johannes Dalgaard, der gik i skole sammen med Bent og saa til Præst hos Teilmann, og det sidste Aar, jeg var der havde vi en konfirmeret Dreng hele Aaret.

Af Maskiner tror jeg ikke, der var andre da jeg kom, end en Tærskemaskine, en Hakkelsesmaskine og en Kageknuser. I Høslettens Tid havde vi en Daglejer og ligesaa om Høsten. Daglejeren og jeg slog Kløveren med Le og vi begyndte ogaa at rive paa gammeldags Maner, men den anden Dag, vi skulde rive kørte Laust til Aarhus og inden middag kom han hjem med en Hesterive. Vi havde to Skifter med Roer, som blev saaet paa Kamme med en enrækket Maskine. Vi rensede ogsaa med en enrækket Radrenser, denne var indstillelig i Bredden, hvad der var ret enestaaende. Vi havde Lugekoner til Roerne; de kravlede på Knæene mellem Rækkerne og fik vist 14 ører pr. 100 Favne.

Den første Høst jeg var der, havde Laust fæstet en Høstmand for 1 Kr. og 50 Ører om Dagen og så i alt 2 Skæpper Rug.

Men da vi begyndte tidligt og Høsten kun varede i 12 Dage, kunde Arbejdsmanden lige faa Høstplads paa Aabogaard, da de begyndte, eller de lige havde begyndt.

Den sidste Høst jeg var der, høstede jeg alt Kornet paa 3 Td. Land nær.

Lærerinden og Pigen skiftedes til at binde op. De var Vestjyder og gode til det.

Jeg havde Akkord paa et vist Stykke, som jeg skulde høste i fem Dage, saa jeg gik haardt paa. Jeg vandt en Dag, saa jeg fik halvanden Krone for Sliddet. Den ene dag høstede jeg vist 14 Skp. Land. 

Jeg fik 180 Kroner i Løn for det første Aar og 200 Kroner for det andet og de voksne Piger fik omkring 100 Kroner Aarlig.

Trods den lille Løn, satte jeg dog altid et Beløb i Sparekassen.

Tærskemaskinen gik ved Hestekraft. Det skete at en af de unge Piger eller Bent kørte Hestene, men som oftest gik de alene og bundet til Mundstangen, var det jo kun for dem at gå rundt og rundt. Ind imellem raabte Laust jo til dem ud af et aabentstaaende Vindue, saa gik det saa nogenlunde. Laust fodrede Maskinen og jeg lagde på Bræt og tog Halm fra og andet hvad, der var at gøre.

Bag efter skulde Kornet renses paa en Kasterensemaskine, det tog som oftest lige saa lang Tid, som med Tærskningen.

Arbejdstiden var fra vi kom op og det var tidligt om Sommeren fra kl. fire med halvanden Times Middagspause og de nødvendige Spisepauser til Kl. 7 og om Høsten til Kl. 7½. Om Vinteren begyndte vi Kl. 6.

Dorthea var en Dygtig og økonomisk Husmoder. Vi fik ofte Vælling og Grød til Middag. Vi fik flere slags Vælling, Bygvælling, Sagovælling, Risvælling, Melvælling, Kærnevælling med store Byggryn.

Andre almindelige Retter, som Øllebrød, Kaal, Hvidkaalssuppe var selvfølgelig også paa Spisesedlen. Søndag Middag fik vi som oftest Flæskesteg og Sødsuppe.                                                                                                                                                        

Jeg husker en Søndag der var Fremmede til Middag og vi undtagelsesvis ikke spiste sammen. Det var ellers Skik at Gæsterne og Folkene spiste sammen. Jeg spiste ene og fik serveret Ris i Karry. Det havde jeg aldrig faaet før og kunde ikke spise det. Da jeg ikke vilde være bekendt at lade det staa, tog jeg det med ud i mit Lommetørklæde.

Jeg havde den Gang som senere for vane at synge naar jeg gik i Marken bag Hestene og det har jeg vist altid haft. 

Jeg var glad ved at være der, og jeg blev betragtet og følte mig som hørende til Familien. En gang Laust og jeg hentede Halm i Skibby (det betaltes pr. Læs) havde vi lavet et stort Læs og bundet det godt fast med Læssetræ og det hele. Paa Hjemvejen væltede Vestenvinden Læsset over mod et Stendige ved Vejen. ”Hvad nu?” Vi kiggede på Læsset og kom til det Resultat, at vi kunde binde et Reb i Læsset og saa med Hestene rette det op paa Vejen igen, og det gjorde vi saa. Det gik ogsaa godt indtil det stod paa Vejen igen, men saa kunde jeg ikke standse Hestene i det rette Øjeblik, saa Laust væltede over i den anden Grøft og det var nedad, saa det tog os nogen Tid at faa det Hjem for nu var der bleven to Læs af det ene. Saadant var jo kun til at le af, naar det var overstaaet. 

I 1894 fik vi en Dobbeltplov, som vi spændte tre Heste for og saa kunde vi jo pløje bobbelt saa meget om Dagen som vi plejede. 

Laust og Dortea kom ikke meget ud på Besøg, men de havde mange Gæster, og det var en sjælden Søndag, der ikke var fremmede til Aften.

Det var ofte Folk fra Aarhus, der havde været i Kirke i Bering og mangen Søndag Aften maatte jeg køre Gæster til Aftentogene fra Hasselager, Hørning eller Tranbjerg, men det var jeg sjældent ked af, da vi havde haft en god Søndag sammen.

Særlig de kvindelige Mejerielever var hyppige Gæster, der blev ved at komme Aar efter Aar, enkelte i over 60 Aar.

Om Sommeren skete det ofte at vi spændte Hestene for vor store Fjedervogn  Søndag Eftermiddag og kørte i Skoven eller kørte hen til Mosevang Mejeri.

Vi var flere Gange kørende til Testrup for at deltage i Sommermøderne der.

Den første Søndag i Månederne. Maj, Juni og Juli blev der holdt et stort offentlig Møde på Testrup Højskole, hvor Forstander Dr. Jens Nørregaard og Carl Bogø talte.

Disse Møder samlede ofte op til fire, femhundrede Mennesker.

Jeg mindes disse Møder med stor Glæde. Der kørte mange vogne her fra Omegnen til disse Møder. Jeg var ogsaa med en Gang vi kørte til Ry, for at være med ved Højskolens Efterårsmøde.

Til Klank Højskoles Efterårsmøde var jeg også med. 

Den første sommer jeg var på Skovlide, havde vi en skovtur til Himmelbjerget. Det var en søgnedag. Vi lejede en Daglejer til at passe hjemme. Dorthea og Pigerne pakkede Madkurve med Brød, Smør, Paalæg og Jordbær og Fløde og så Kl. ca. 9 om Morgenen kørte vi af sted i højt Humør. Vi sang og dem der kunde synge en Vise skraalede op, saa dem vi kørte forbi, kiggede maabende efter os. Vi kørte til Ry. St. hvor vi efterlod Heste og Vogn og sejlede så til Himmelbjerget.

Det blev sent inden vi kom hjem.

Det var to gode Aar jeg var på Skovlide. 

Den første Maj 1897 havde jeg taget Plads hos Chr. Hansen, Dongsgaard ved Gislev paa Fyn. Jeg var fæstet fra Maj til November, dog saaledes at jeg skulde paa de danske Skytte og Gymnastikforeningers Kursus i Vallekilde i September Maaned, saa der var kun 5 Maaneders tjeneste. For disse skulde jeg have 110 kr., altsaa 22 kr. pr. Maaned. Det var en Søndag jeg skulde rejse og jeg vilde cykle en del af  Vejen. Første Tur skulde være til Vejle, hvor jeg skulde spise Middag hos en Bekendt. Derfra tog jeg med Tog til Odense, hvorfra jeg så cyklede over til Ringe til Gislev.  

Det var første Gang, jeg rigtig saa det fynske Landskab, og jeg husker endnu, hvor smukt jeg syntes det var, med de pyntelige, velholdte Gaarde og Huse langs Vejene.

Den gang var de jydske Bygninger langt fattigere i Udseende end de fynske.  Dette er heldigvis forandret, for nu i 1960 synes jeg at Jyderne er noget foran.

Jeg kom til Dongsgaard Kl. 7 om Aftenen godt træt. Min Cykel var ikke alt for god og det var Vejene heller ikke.

Chr. Hansen, jeg skulde tjene hos, var ugift, hans Far og Mor, der var omkring 80, boede på Gaarden, og Moderen stod for husholdningen. Gaardens Størrelse var 94 Td. Land god Jord og Folkeholdet var 3 Karle, en Landvæsenselev, en ugift Fodermester, 2 voksne Piger og en Arbejdsmand. Forkarl og andenkarl var Sjællændere og boede i Kammer ved Hestestalden. Landvæsenseleven var fra Falster. Han og jeg boede i et Værelse i Stuehuset og sov i samme Seng. Fodermesteren havde Kammer ved Kostalden. Pigerne sov i en Alkove, der havde Oplukke til Spisestuen og det havde Chr. Hansen ogsaa; han afførte sig Tøjet i Spisestuen foran Alkoven. Dette sidste var et Levn fra fortiden, som først blev rettet nogle Aar efter. 

Driftsmæssig var Gaarden ikke bagefter. Der var 12 Heste, ca. 30 Malkekøer, med tilsvarende Ungkvæg, stor Svinebesætning og en del Faar.

Da vi i Juni Maaned rykkede ud til Dyrskuet i Nyborg, mødte vi med en Toårshingst, jydsk Race, to jydske Følhopper, en Halvblodshoppe, en Kosamling (rød) og en rød Tyr, en rød Kviesamling og nogle Oksforddown Faar.

Det hele fik Præmie. Hingsten, den ene Jydske Hoppe, Tyren, Halvblodshoppen og Faarene fik 1. Præmie. Det andet maatte nøjes med anden Præmien. Tyren blev betroet min Omsorg, den var 14 Maaneder og Forkarlen havde Hingsten at passe.

Da Dyrskuet var forbi fik vi alle sammen Jordbær. Mad havde vi jo haft med hjemmefra.

Da vi saa skulde til Hjemturen, sagde Forkarlen til Chr. Hansen, om jeg ikke kunde tage mig af Hingsten. Denne var lidt vanskelig og Forkarlen var aldrig bleven dristig ved den. Naa dette bestemte jo Husbond.

Jeg drog saa straks af sted. Kvæget skulde med til Øksendrup St. Hestene og Faarene kom med Vognene.

Jeg gav Hingsten højre Tømme over Halsen, fattede Tømmen og Ridepisken med Højre Haand og tog godt fat i Manken. Hingsten var slem til at stejle (rejse sig på Bagbenene).

Med det tag kunde jeg altid følge dens Krumspring og jeg kunde slaa den hen ad Ryggen og faa den til at løbe. Vi løb sikkert det meste af den første Mil, saa tog vi den i Skridtgang til Husbond naaede os med sin Vogn. Jeg kom saa op at køre, mens Hingsten fulgte bagefter. Da vi kom hjem sagde Manden, at vi maatte hellere prøve at mønstre Hingsten nu den var lidt træt og saa skulde jeg ogsaa prøve at sidde på den. Det gik alt sammen godt. Saa efter den tid skulde jeg altid med naar der var noget med Hingsten og det kom mig egentlig ofte til gode. 

Dongesgaardene, der var tre omtrent lige store Gaarde laa vel 3 kilometer fra Gislev. Jeg tog saa med til Gislev Friskole en aften, Kristen Hansen vidste at der var Gymnastik, for at være med til det. Der var ingen af Karlene, der vilde med og heller ingen fra de  andre Gaarde. Gymnastikken blev holdt i Friskolens Sal. Der var mødt mange Karle og de var jævnt dygtige. Jeg kom til at befinde mig ret godt imellem, men der er ingen af dem, jeg husker. I det hele taget følte jeg mig som en fremmed Fugl imellem dem. Der var kun en Jyde ”Johan Hornbæk” fra Hørning ved Randers, der tjente hos P.Nielsen  Ravndrup Vænge som Elev. Jeg kom lidt sammen med. Han skulde ogsaa paa Delingsførerkursus i Vallekilde om Efteraaret. 

Mine medtjenere, baade mandlige og kvindelige, brød sig ikke om det jeg gerne vilde med til, men ellers kom vi godt ud af det sammen. Bal var jeg ikke med til eneste Gang den Sommer. Kun én gang var jeg med Karlene paa Gislev Kro. Det var vist nogle Væddemaal vi skulde have afgjort. Men vist ingen af os blev beduggede. 

Jeg længtes lidt og følte mig ogsaa lidt ene.

Den anden Søndag efter første Maj tog jeg til Ryslinge Valgmenighed til Kirke. Dette var en oplevelse for mig.

Længe før jeg naaede Kirken var Vejen opfyldt af gaaende, cyklende og kørende Mennesker, alle i retning af Kirken. Dette virkede hjemligt på mig, for saadan var Vejene ved Bering ogsaa om Søndagen, men her var det endnu mere. Kirken blev fuld. Kirkesangen lød saa hjemlig og Karl Povlsens Prædiken var jeg glad ved at høre. Jeg kom der ofte siden.

Der var ofte Barnedaab. Ja, det lyder vel mærkeligt, men Friskolelærer Skaarups fuldtonede Amen, når han stod ved Døbefonten, synes jeg at høre endnu, når jeg tænker på det.

Kristen Hansen var medlem af Valgmenigheden, ligesom hans far og mor ogsaa var det. Han kom der ogsaa imellem, saa fulgtes vi ad.

Kristen Hansen havde været paa Askov Højskole sammen med min Søster Guria. Han spurgte om det var min Søster, og vi blev nogenlunde hurtig klar over at vi havde fælles Interesser. Han tog mig med til Møde i Eldrup Friskole og senere spurgte han mig om jeg vilde med ud at cykle om Søndagen. 

En Søndag besøgte vi en af hans Søstre, der var gift og boede paa Kjærgaard i Drigstrup. En anden Gang var vi i Vejstrup og Svendborg og morede os dejligt. Udgifterne afholdt han som oftest. Han var vel klar over at min lille Løn ellers ikke slog til. Den længste tur vi tog, var til Midskov, langt op i Hindsholm, hvor han havde en Søster, der var gift med en bekendt Gaardmand der ”Kristen Madsen”

Vi kom der til Middag og da der var nogle af Børnene paa min Alder havde vi en dejlig Søndag. Da vi skulde til at tænke paa Hjemturen trak det op til Uvejr,og det blev det ogsaa, saa Kristen Hansen besluttede, at vi vilde blive til om Mandagen. Mandag formiddag fik jeg saa Bud om at cykle hjem og fortælle Karlene, hvad vi skulle bestille.

Paa Væggene hos Kristen Madsen hængte der flere Steder indrammede Stykker hvor der blandt andet stod ”Ved pløjningen paa Hvirringe Mark fik Ungkarl Kristen Madsen første Præmie for Pløjning med Svingplov” Saadanne var der altsaa flere af. 

Kristen Hansen havde endnu en Søster, hun var Enke og havde en Gaard i Svinninge. Hende besøgte vi ikke, men jeg blev sendt over til hende for at læsse Gødning og ellers hjælpe hendes Bestyrer, naar han trængte til Hjælp.

Dongsgaards Driftsform var omtrent som den var på Skovlide. Der var heller ingen Slaa eller Høstmaskine. Om Høsten gik vi seks mand efter hverandre og trak til venstre, som de sagde. Vi lagde Kornet paa Skaar. De to Piger vi havde, gik og trillede Kornet i Neg, men det var dog Mandfolkene, der bandt det meste. Det regnede en del den Høst og vi havde en stor Havremark, der havde ligget i flere Dage og var helt gennemblødt. Saa en Middag sagde Kristen Hansen om jeg vilde følge med ham ud at sætte det sammen.

Vi gik saa i 6 timer til vi var færdige med det. Der var heller ikke en tør Trævl paa os. Hvad de andre Karle bestilte husker jeg ikke. Det var nærmest på Kammeratskabets Vegne vi fulgtes ad.

Om Aftenen havde Kristen Hansen jævnaldrende ligestillede Venner på Besøg. Hen på Aftenen blev jeg bedt ind til dem til Kaffe og Likør. En tak for Eftermiddagens vandgang.

En Dag vi Karle gik i Roerne kom en af pigerne og hentede mig hjem. Hvad nu tænkte jeg. Vi skulde saa til Odense med Hingsten til Fyns Landbrugs store Dyrskue. 

Vi skulde med Tog fra Kværndrup og Hingsten kom i en lukket Vogn og jeg måtte være i Vognen for at berolige ham. Vi kom ogsaa godt til Odense og fik Hingsten vel installeret paa Dyrskuepladsen. Derefter gik vi i ”Fruens Bøge”, derude saa vi to køre paa Tandem, det var to Brødre, den ene var den senere Europæisk berømte Thorvald Ellegaard. De to Dyrskuedage maatte jeg saa staa med Hingsten i Tøjler hele Dagen.

Men det havde alligevel været en fornøjelig Tur. Jeg rejste saa til Vallekilde i September Maaned og da jeg kom hjem var Kristen Hansen nærmest stolt af at jeg havde bestaaet Afgangsprøven, især da Johan Hornbæk ikke gjorde.

Kristen Hansen og Hornbæks Husbond var lidt Konkurrenter i Landbrug.

Den første November rejste Olaf og jeg saa paa Frederiksborg Højskole.

Da jeg fik mit Tøj sendt til Højskolen var Fragten betalt.

Kristen Hansen besøgte mig i mit Hjem i Sommeren 1898 i et par Dage. Da jeg senere ophold mig i Revninge traf jeg en gang i Toget hans Svoger fra Drigstrup, men da jeg spurgte ham hvordan Kristen Hansen havde det og nævnede mit Navn sagde han, naa, det var dig, der kunde tumle Hingsten. Han må have fortalt K.H. at han havde truffet mig for jeg fik ikke længe efter Bud om at komme til hans Bryllup.

Jeg sendte Afbud, da jeg havde været ude at rejse flere Gange og ikke syntes, jeg kunde tage fri.

Gaarden, jeg var bestyrer paa, skulde jo ogsaa passes. Jeg saa ham ikke mere, han døde inden han blev Halvtreds, men jeg mindes ham som en god Ven. 

Den 1 September rejste jeg hjem, for igen den anden at rejse til Gymnastikkursus i Vallekilde.

De der mødtes her var unge Mennesker, der søgte hertil for at blive uddannet som Leder omkring i Skytteforeningerne. Ja en Del var sendt hertil af de hjemlige Skytteforeninger, for naar de kom tilbage at lede Gymnastikken baade for Mænd, Kvinder og Børn.

Mange af Kursusdeltagerne tog og saa Del i Undervisningen paa Skydebanen. Det siger sig selv, at en saadan Forsamling maatte være hurtig til at komme i Kontakt med hverandre og det var vi ogsaa. Allerede den første aften syntes jeg at vi var stærkt paa Vej.

Povl Hansen, Forstanderen paa Skolen var ikke hjemme, saa det blev hans Kone, der bød os velkommen ved Aftensbordet. Sigrid Trier Hansen, Ernst Triers Datter viste som en fortrinlig Højskolemor, jeg tror, de allerfleste af os fandt os hjemme den første Aften.

Vi blev indlogerede paa Højskolens Elevværelser.

Jeg kom, sammen med tre andre, til at bo paa ”Storkereden”

Hvem de tre var, husker jeg ikke mere, saa de har ikke gjort stort Indtryk paa mig. 

Næste Dag blev vi delt i to Hold. Ældste Hold blev dem, der havde været på Gymnastikkursus før en del Lærere og maaske enkelte andre. Saa vidt jeg husker var vi over 90, saa der skulde være omtrent lige mange paa hvert Hold. Første Hold fik den senere  landskendte Gymnastikinspektør Cand.Teol. K.A. Knudsen fra Fyn til Leder, ligesom han ogsaa var Kursusets egentlige Leder.

Andet Hold kom vi andre saa paa, under Ledelse af Sløjd- og Gymnastiklærer Jørgen Rasmussen fra Askov.

Begge Lederne havde været paa Gymnastikinstituttet i Stockholm, for at lære Per Henrik Lings Gymnastik at kende, den svenske Gymnastik.

Nu gik Dagene med Gymnastik, Teori og Komandoøvelser.  Vi brugte E. Bjørnstads Haandbog i Gymnastik og Poul la Cours ”det menneskelige Legeme”, K.A. Knudsens Haandbog og forskellige Dagsøvelses Tabeller. Det blev travle Dage, saa vi var godt trætte til Sengetid, saa vi faldt hurtigt til Ro, naar vi kom i Seng.

Vi havde to Timers Gymnastik og to Timers Teori om Dagen og vel også et Par Timers Komandoøvelse foruden Samtaletimer.

De fleste af os fik ogsaa Skydelederuddannelse, det tog jo ogsaa nogen Tid og de sidste to Uger var vi paa Skydebanen hver anden Dag.

Vi havde en Infanterikaptajn og en Sergent til at undervise os. Vi havde ogsaa en Del Kurveboldtimer og andre Boldspil blev vi ogsaa undervist i. Paa mig virkede Bolden som en Magnet, og det tror jeg nok den gjorde paa mange af os. 

Poul la Cour fra Askov holdt flere Foredrag for os. Det var der flere der gjorde, men ud over Højskolens Forstander, husker jeg dem ikke. Vi var altsaa godt optaget, men om Aftenen var vi fri.

Sigrid Trier Hansen lukkede om Aftenen Døren op til Privatlejligheden og indbød alle, der havde lyst, til at komme ind.

Dette tilbud modtog jeg ofte og Stuerne var som Regel fulde. Vi sang en Del og legede imellem mange forskellige Selskabslege.

Anden holds Leder, Jørgen Rasmussen, fortalte ofte nogle af Maglekilde Pedersens Historier. Disse var nylig udkommet og var meget yndet. Jeg lærte flere af dem og har ogsaa imellem fortalt nogle, jeg husker flere endnu. 

Det var i Provisorietiden, saa Regeringen saa ikke alt for venligt paa Skytteforeningerne. Ja i det hele ikke paa Foreningsdannelser. Krigsminister Bahnsen havde dog modtaget en Indbydelse til at inspicere Kursuset.

Det første Besøg disse Kursus havde haft fra Ministeriet. Bahnsen, en lille Mand med lange Ben mødte i Generalsuniform med Sablen slæbende efter sig, og vi stod da ogsaa pænt i Række og Geled for ham.

Gymnastikundervisningen vi fik, var kun i staaende Øvelser samt ved Bomme og Ribber og lidt Spring over Hest, Buk og Plint.

Ledelsen mente at naar Bahnsen kom maate vi vise at vi ogsaa kunde springe saadan lidt.

Vi blev saa udtaget 30 af Flokken der fik ekstra Træning. Ja det var selvfølgelig rart at være med, men det var nu mere end vore Ben havde godt af. De første dage efter Ministrens Besøg maatte jeg i alt fald holde mig ved Gelænderet op ad Trappen.

Naa hans Ekselance Krigsminister Bahnsen sagde selvfølgelig nogle pæne Ord til Afsked og lovede os hans Bevaagenhed i Fremtiden. 

Om Søndagen var jeg to gange i Valgmenighedskirken. Den ene Søndag var der Konfirmation. Jeg husker ikke noget særligt, kun var der Højtidelighed over det hele, som betog mig og jeg mindes det endnu med Glæde.

Det var Thorvald Helveg, der var Præst.                                                                                                                   

Det var indholdsrige Dage paa Vallekilde, men alt godt faar jo en Ende, og nu skulde vi altsaa have Eksamen i alt fald nogle af os. Det troede vi i yngste Hold kun drejede sig om første; vi regnede med at faa en Anbefaling til Optagelse i ældste Hold, hvis vi vilde mere.

Men ved Middagsbordet sagde Jørgen Rasmussen, at hvis der var enkelte fra hans Hold, der gerne vilde med, kunde de henvende sig til ham i Middagspausen.

Naa, det kommer jo ikke dig ved tænkte jeg og gik hen at sove, men et Stykke Tid efter stod Jørgen Rasmussen i Døren og saa paa mig. ”Hvorfor kom du ikke”, sagde han. Det troede jeg ikke kunde nytte, naa du maa hellere møde.

Det gjorde jeg saa og fik at vide, at jeg havde faaet fornøden Uddannelse til at lede Gymnastikken i Skytteforeningerne. 

Jeg fik senere tilsendt et stort Bevis, hvor der stod ”Slutter Kreds og staar fast alle danske Mænd” og derunder en Skjoldmø med Fane over venstre Skulder og Dolk i højre Haand; under denne staar. Maalet er Danmarks Frelse. Bevisets ordlyd anføres ikke her.

Naturligvis skulde Skydeundervisningen afsluttes med en Præmieskydning.  Denne husker jeg ikke meget om, kun at vi skulde skyde efter fire delt Skive paa 1000 alens Afstand i liggende Stilling. Hvad jeg skød husker jeg ikke, men jeg fik en Kiksdaase i Præmie, jeg tror nu ikke det var første Præmie, maaske heller ikke anden. 

Paa dette Kursus var der flere, der fik ikke saa lidt betydning for Gymnastikken rundt i Landet.  Der var Niels Buk, den yngste af holdet 17 aar. P. Lauridsen, der senere oprettede Hadsten Gymnastikskole.  Buus, Vordingborg der blev meget kendt i Gymnastikkredse Landet over. Søren Alkærsig og Rasmus Bording, der blev Højskoleforstander i Ry. 

Fra Vallekilde rejste jeg tilbage til Dongsgaard for Oktober Maaned. Fra den Maaned husker jeg intet andet end at da jeg skulde i Arbejdstøjet gik Knapperne af min Vest, mit Bryst havde udvidet sig af den megen Gymnastik. 

Den 1. November rejste jeg til København sammen med Olaf, som jeg traf i Nyborg.

Min Broder Jens tog imod os på Københavns Banegaard og derfra gik vi gennem Strøget forbi Storkespringvandet over Knippelsbro til Amager, hvor Jens og hans Kone boede.

Næste Dag gik vi til Københavns Nordbanegaard og tog med Toget til Hillerød Station. Derfra gik vi gennem Hillerød forbi Frederiksborg Slot ud til Frederiksborg Højskole.

Der kom 140 Elever til dette Vinterhold, det tredje efter Skolens Oprettelse. Mange af Eleverne var fra Frederiksborg Amt, altsaa Kulsviere, som beboerne dengang kaldtes.

Der var et stort Aabningsmøde om Eftermiddagen, hvor mange af Omegnens Beboere var mødt som Deltagere. Forstander Holger Begtrup talte og Lærer Thomas Bredstrup ligesaa. 

Vi fik en uforglemmelig Vinter, som har haft stor Indflydelse paa vort Livs senere Forløb.

Til de almindelige Skolefag blev vi inddelt i fire Hold. Til mundtlig dansk havde vi Begtrup, til skriftlig dansk Thomas Bredsdorf og til Regning Ole Jens. Denne havde tidligere været Friskolelærer ved Rosilde Friskole ved Nyborg.  De første Dage husker jeg ikke meget om, det var jo mer eller mindre forvirring, men jeg husker, at den første Aften traf jeg en Vendelbo, vi saa lidt paa hinanden og kom saa i snak.  Det var Ejnar Pedersen fra Sindal. Vi blev venner for Livet. Han blev Friskolelærer i Refsvindinge paa Fyn og oprettede senere Egaa Efterskole Nielsen-Klodskov, der senere oprettede Kærehave Husmandsskole var ogsaa Lærer paa Skolen.

Det var Naturfagene han tog sig af.                                                                                                                                        

Til Gymnastik havde vi Johs. Bojsen og en yngre Lærer Vammen underviste i Sang.

Begtrup og Bredsdorf holdt Foredrag hver Dag og saa vidt jeg husker holdt Klodskær og Ole Jensen ofte Foredrag og Bojsen og Vammen en Gang imellem.

Begtrup holdt 6 Foredrag om ”Adam Homo” dem var vi meget interesserede i. Han talte ogsaa om Bismarck og Gladstone. Bredstof tog sig meget af Verdenshistorien. Da Begtrup havde talt om Bismarck og Gladstone, sagde Bredstorf at han var uenig med Begtrup i hans syn paa dem, saa han vilde ogsaa tale om dem. Jeg husker tydeligt meget af det han sagde om Gladstones Syn paa ”Home rule” Selvstyre for Irland og om hvordan Gladstone fik England til at erstatte Amerikanerne den Skade Skibet Alabama havde forvoldt dem i deres Frihedskrig.

Bredsdorf var uhyre interesseret i Udenrigspolitik, han havde været Udenrigsreferent til Politiken.

Han talte lidt om Winston Churchill og Lloyd George, de to kendte Engelske Politikere, der fik Indflydelse paa engelsk Politik.

Lloyd George før og under den første Verdenskrig og Churchill egentlig gennem hele sin Levetid.

Jeg har fulgt deres Færden og Arbejde gennem hele mit Liv.

Vi fik en god og sund Kost paa Skolen, men i Sammenligning med det, der nu bydes Eleverne var den vel ikke flot. Vi Elever betalte 30 Kr. om Maaneden for Ophold, Kost og Undervisning, dog maa der tilføjes at Skolerne fik kontant Tilskud fra Staten.

Ved Spisebordene var vi inddelt i Hold med hver sin Madfar; det var ham, der øste op. Jeg var Madfar for vort Hold. Jeg kunde lide at øse op og det kan jeg endnu; derfor vil jeg gerne gøre det ved Fester og deslige.

Begtrup sagde, der er 3 Svesker til hver, når vi fik Sødsuppe.

Hvordan vi blev holdt i Aande om Aftenen og Søndagen staar mig ikke aldeles klart. En aften om ugen, det var vist Fredag Aften, havde vi diskussion, hvor en af Eleverne indledte og det var ofte meget interessant. Vi udgav ogsaa en Avis ”Kulsvieren”, den blev skrevet og derefter hektograferet, saa vi kunde faa et eksemplar hver. Jeg opbevarede dem længe, men i 1918 da vi rev det gamle Stuehus ned, blev de borte. Jeg var en Overgang medlem af Redaktionen.

Spille Kort maatte vi ikke paa Skolen, men der blev spillet ikke saa lidt Skak. Selvfølgelig var der Oplæsning og anden Underholdning ret jævnligt. Aftenkaffe fik vi ikke.

En Søndag havde vi Udflugt til Fredensborg. Vi gik dertil og maa vel have haft en Mellemmad i Lommen. Det var godt Vejr og en god Tur. Det var i de Aar, da den russiske Kejserinde var dansk Prinsesse og Kejserfamilien holdt Ferie paa Fredensborg hver Sommer.

Vi saa hele Slottet, særlig Kronsalen imponerede os. Det var et meget stort Rum, der gik op gennem to Etager med Lys fra oven. I Slotsparken var der to Rækker Statuer af den norske Billedhugger Videvelt.

Vi havde ogsaa en Tur til Kronborg, hvor vi besaa Slottet med Kassematterne og fik Oplysning om hvilke Fanger, der gennem Tiderne havde siddet i Kassematterne og saa Holger Danske, som han sidder der.

Fra Helsingør sejlede vi til Helsingborg. Der saa vi den gamle Fæstning Kärnan med den lange udvendige Trætrappe op til det øverste af Tårnet. Jeg mener at jeg med flere var oppe ved toppen af Trappen, over 100 Trappetrin uden Stødtrin.

Helsingborg var der adskilligt at se for os, som var i Udlandet for første Gang. Var vi ikke paa Udflugt om Søndagen var der altid Underholdning paa Skolen om Aftenen. Der var en Sangerinde fra København, der ofte kom paa Besøg og sang for os. Hendes Navn husker jeg ikke, hun brugte Stanglorgnet og gjorde nogle voldsomme Fagter, hendes Mimik fik os ofte til at le. Jeg husker en Aften da jeg maatte bide i min Sidemands Vatskuldre for ikke at le højt. 

Den gang var der flere Mænd, der rejste rundt og besøgte Højskolerne og læste eller fortalte for Eleverne. En af dem, Morten Eskesen, var der i nogle Dage og fortalte om Kæmperviser (folkeviser, baseret på sang) og sang mange af dem for os. Ham lyttede vi til. Han var selv Tonedigter (Komponist) og udgav en Sangbog, som i min Barndom blev meget brugt omkring i Landet. Det var før Jens Beek og Nørregaard Testrup udgav deres Sangbog, der hurtigt efterfulgtes af den første Højskolesangbog.

Morten Eskesen havde været Friskolelærer, men det var i Friskolernes Barndom, da Lærerne ikke var saa sikre paa, hvad de havde at leve af. Om Morten Eskesen har jeg hørt, at han imellem ikke om Aftenen vidste, hvor han skulde faa Føden næste Dag. En aften sagde hans Kone til ham, at der var intet spiseligt i Huset og Penge havde de ingen af. Morten sagde da til hende: nu beder vi vor Aftenbøn og saa kommer der nok Mad i Morgen. Næste Morgen ved Davretid kom en af Nabokonerne med en stor Kurv fuld af Mad. 

En anden af de omvandrende Gæster var Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen. Denne var oprindelig Skolelærer, men hans Interesse for gamle Folkesagn og ”Sejer” og Remser, gjorde at han opgav Lærergerningen og tilbragte Tiden med at gaa rundt i Landet og tale med ældre Folk og saa nedskrive, hvad de fortalte. Saa vidt jeg ved fik han en lille Statsstøtte. Han havde ikke gjort det, havde meget været glemt, som var værd at vide Besked med.

Han udgav ”Skyttegraveren” hvori han nedskrev en Mængde af det opsamlede. Jeg har haft et Eksemplar af Skyttegraveren, men det er som saa meget andet blevet borte. 

Han var en meget god Fortæller, og de to Aftener han fortalte for os, kedede vi i alfald ikke. Han tog alting med, hvad han hørte og det var ofte noget plat, som nu meget af den fattige Befolkning fortalte det.

Jeg husker kun en af hans Fortællinger: Det var om en Mand, der havde været i Byen og havde købt noget godt til dem derhjemme, en saakaldt Istelever. Da de saa skulde til at spise den og skar hul paa den, sagde det puuuu….. han var bleven snydt, det var en oppustet Faareblære. 

Forfatteren Jakob Knudsen kom ogsaa paa Besøg og var der vel i ca. 14 Dage. Han og Holger Begtrup, der begge var teologiske Kandidater, havde været Lærere sammen paa Askov Højskole.  Jakob Knudsen var bleven Præst ved Mellerup Valgmenighed. Der lod han sig skille fra sin Kone for at blive gift med Højskoleforstander Bæks Datter.

Han måtte nu rejse fra Mellerup, for en fraskilt Præst kunde de ikke have, saa det blev trange Tider for ham, indtil han slog sig igennem som Taler og Foredragsholder og hans udgivne Bøger blev solgt.

Han var altsaa hos Begtrup i længere Tid, og holdt, saa vidt jeg husker, Foredrag hver dag. 

Frederiksborg Slot var vi alle inde at se og fik alt forklaret, men desforuden var vi ofte derinde, naar der var åbent og fri Adgang. Slotskirken var Sognekirke og der var vi vant til at gaa i Kirke og kom der ofte. 

En Gang Vilhelm Bæk (Indre Missions Stifter) Prædikede der, var vi inde at høre ham. Jeg husker endnu noget af Prædikenen, han prædikede om hvor stor en Synd Gerrighed var.

Mens vi var paa Skolen kom Bjørnstjerne Bjørnson til Hillerød og talte i Byens største Sal. Vi var derinde, han talte om den franske Digter Viktor Hugo. Han var ledsaget af Datteren Bergliot, hun var Sangerinde og sang en Del for os.

Jeg havde forøvrigt hørt Bjørnson en Gang før; det var paa Himmelbjerget den Gang han rejste Landet rundt med sit Foredrag ”Engifte og mangegifte” Den dag var der 20.000 paa Himmelbjerget.

I Juleferien var Olaf og jeg i København hos Broder Jens, der var Sergent og boede paa Amager. Næsten hver Dag gik vi ind til København for at se Byen og dens Seværdigheder. Vi prøvede en enkelt Gang at tage med Hestesporvognen, men den gik jo ikke stærkere end vi selv gik, saa det blev ikke til mere end den Prøvetur.

Vi var paa Rundetaarn, Oldnordisk Museum som det den gang hed. Vi var ogsaa i Thorvaldsens Museum og i Zoologisk Museum ved Regensen, til Gudstjeneste i Marmorkirken; i det hele brugte vi Tiden godt til at faa noget at se, og paa to unge Bondekarle gjorde det et uforglemmeligt Indtryk.

Jeg har vel senere været i København omkring 50 gange, men der har det aldrig gjort saa stort indtryk paa mig som den første Gang.

En af vore Kammerater havde inviteret os til at besøge sig i sit Hjem i Krøjerup ved Sorø.

Hans Far var en meget kendt Landmand og vi havde et par gode Dage der.

Vi var med til et Julebal og morede os dejligt. De sjællandske Piger var gode Dansere og livlige at være sammen med. Der var jo mange Danse vi ikke kendte bl.a. det lille T forskellige Kontradanse og andre. Vi gik fra Sorø og derud men først var vi inde hos en Barber i Sorø for at blive barberet, det kostede 8 Ører for hver. Ja, det var Prisniveauet den Gang.

En Gang var vi nogle Stykker, der tog til København for at komme i det kongelige Teater. Vi saa et Stykke der hed: Den gang vi var en og tyve. Blandt Skuespillerne var Mantzius, Søjberg og Zangenberg, det var noget vi kunde forstaa og more os over.

Efter Jul gik Skoletiden sin jævne Gang uden større Begivenheder og til April rejste vi hjem. Det blev tidligt foraar det Aar. Jeg husker, at vi, de sidste Dage paa Skolen kunde se at Bønderne begyndte at harve og saa. Vi fra Landet, og det var omtrent alle, begyndte at længes hjem. Da jeg kom til mit Hjem i Ormslev var mit kontante Pengebeløb halvanden Krone, saa jeg var nær ved Bunden.

Jeg var nu hjemme et Aar, og som nyuddannet Delingsfører brændte jeg selvfølgelig efter at faa et Hold at lede. Jeg fik et Drengehold om Sommeren og det var jeg glad ved. Vi var til Amtsopvisning paa Himmelbjerget og klarede os vist ret ordentligt. Ved afslutningen om Efteraaret fik jeg tre Bøger for mit Arbejde. Det var Adam Homo, Agnete og Havmanden af Blaumøller og paa Grænsen af to Verdener af Rasmus Hansen.

Om Vinteren ledede jeg saa Karleholdet i Bering og var selvfølgelig med hvor Bering ungdommen mødtes.

Den Gang var der Skel mellem dem, der kørte til Valgmenigheden og de andre.

Vi var vist os selv nok og kom ikke til offentlige Baller og des lige, men havde nok i hvad der var i Friskolen og Forsamlingshuset og saa de Ungdomsgilder, der blev indbudt til i Hjemmene.

Den 9. April 1899 mødte jeg saa som Rekrut paa Fodfolkskasernen paa Guldbergsgade i Aarhus.                           

Vi skulle nu have vor Mundering udleveret og stod i en stor Klynge udenfor Munderingskammeret, da der pludselig blev Røre i Flokken, to af Mændene var kommet i Trætte og den ene tog den anden i Jakkeopslagene og nikkede ham en Skalle, saa Blodet væltede ham ud af Næse og Mund. Det saa grimt ud, men nogle af de omkringstaaende havde set sådan noget før og trængte straks sammen om de to, saa de ikke kunne røre sig, saa der blev ikke videre Slagsmaal ud af det.

Vi kom saa paa Belægningsstuerne. Det var en seks mands Stue jeg kom paa.  

Mit nummer blev 400 ved otteogtyvende Batallions 4de Kompagni.

Jeg husker den første Morgen kl. 6.00 lukker Sergenten Døren op og sagde i en bøs Tone: Saa skal vi op. Saa gik han til den næste Stue og sagde ligesaa, og tilbage til vor stue, og da vi selvfølgelig ikke var oppe alle sammen lød det: Hvad Fanden i hede hule Helvede, er I ikke kommet op endnu, saa kom vi op.

Den første Tid var det kedeligt, og der var koldt på Galgebakken, hvor vi eksercerede, saa vi frøs efter Noder, som man siger.

Vi fik i Løn 55 ører om Dagen og så et otte punds Brød hver femte Dag. Der var noget der kaldtes Fællesforplejning, dertil tilbageholdtes30 ører om Dagen. For den fik vi Middagsmad, to Retter og saa varm sødet Te om Morgenen. Lønningerne udbetaltes hver femte Dag. Det blev altsaa 1 Kr. og 25 Ører og saa de otte fem punds Brød. Saa havde vi ikke andet at leve af, blev det Smalkost. Brødet kunde vi i almindelighed ikke spise, saa to af os delte et og solgte det andet til en af de Koner, der altid var tilstede.

Vi fik vel 40 Ører for det, saa der blev 20 Ører til hver.

Jeg syntes ikke det var kedeligt at være Soldat og det var der vist faa der syntes. Det er da en kendt Sag, at kommer gamle Soldaterkammerater sammen, har de en Masse Ting at mindes. Da den første Maanedstid var gaaet begyndte vi at komme lidt ud i Felttjeneste og kom ud paa Skydebanen ved Egaa Fed, det gav jo nogen Afveksling. 

Vi var ogsaa med ved Mejlborgs Brand. Hotel Mejlborg, ved Østbanegaarden, der var bygget omkring 1898 var vel Byens fineste Hotel.

                        Hotel Mejlborg

En Dag, det var vel i Juli Maaned, vi lige havde spist til Middag og holdt Hvil lød Brandklokkerne. Vi blev hurtigt stillet op og i Løb gik det ned ad Guldbergs Gade. Ved den side af Mejlgade, lige overfor Mejlborg laa en Tømmergaard med et stort Lager af Tømmer, det var der gaaet Ild i. da vi kom derned, var der ikke Ild i Mejlborg, saa vi blev komanderet til Pumperne, der var anbragt ved Tømmergaarden.

Jeg var anbragt ved en saadan Pumpe et stykke Tid, men da der kom Afløsning, trak jeg mig tilbage mod Mejlborg, der nu stod i Flammer.

Der stod en læsset Tømmervogn, der skulde fjernes, den tog vi fat i og trak den i Sikkerhed. Dermed var vi fri for vore Befalingsmænds Kontrol. Vi gik saa paa egen Haand og søgte ind i Mejlborg, og det var jo mere interessant.

Jeg var med til at redde, men hvad det var husker jeg nu ikke meget om, før jeg blev behjælpelig med at redde Vinkælderen. Der var et stort Lager og vi smagte da paa Varerne. Jeg husker at vi fjernede os med en Kasse Champagne. Jeg syntes nu ikke det smagte særlig godt, men det var der andre, der syntes. Det gik saadan at tidligt paa Aftenen blev Officererne klar over, at nu maatte de have Soldaterne hjem paa Kasernen før det fandt Optrin sted.

       Gunnar Fogh til højre

Vort Kompagnis Løjtnant boede i en førstesals Lejlighed paa Kystvejen lige ved siden af Mejlborg. Han var bange for at Ilden skulde naa hans Lejlighed og vilde have nogle paalidelige Soldater op til sig for alle tilfældes Skyld. Da han gik og spejdede efter hvem han kunde bruge, fik han øje paa mig, sa han. Ja 400 vil jeg have, ja 400 vil jeg have. Jeg stod med Gunnar Svejstrup under Armen og svarede straks, ham her garanterer jeg for; saa tager vi ham med, skønt han hørte til et andet Kompagni.   

Vi kom saa op i hans Lejlighed og var der et par timer, til al Fare var ovre.

Vi fik saa 1 Krone til hver til Afsked.

Men næste Dag fik vi en værste Stroppetur paa Galgebakken, jeg har været med til.

Mejlborgbranden blev der selvfølgelig lavet en Skillingsvise om.  Den var paa 7 eller 8 Vers.

Jeg husker ikke dem alle, men fire af dem, som jeg anfører her.

 Mejlborgs Brand.

Melodi Pjaltenborgs Brand.
 

Men herregud, hvor skulde den Sorg
Ramme vort herlige Mejlborg
Var Byens eneste Institut
For ægte aristokratisk Sprut

Men hør nu bare hvordan det gik,
Da Ilden fat i det Hele fik
Med Slukning og Redning og hvad der kan
Ellers gaa for sig ellers ved saadan en Brand.

Ansjoser, Klaver og Syltetøj
Og Seselonger og Bøf med Løj
Kom rutsende ned fra anden Sal
Under ledelse af en Korporal. 

En Løjtnant reddede med Dødsforagt
Et Nøglehul, der blev ogsaa sagt,
Han reddede et Hørgarns Etui
Med en af Mejlborgs Piger i.

Julia, Julia, Julia, Julia Hopsasa o.s.v.

 Ellers gik Sommeren sin jævne gang med Eksersits paa Skejby Mark, Skydning paa Skydebanerne ved Egaa Fed og imellem Felttjeneste ude i Terrænet. Det var ofte vi kom ud omkring Tousgaard i Eldalen og i Holme Bjerge omkring Jelshøj.

Det var jo en Begivenhed da vi skulde til Fægtningsskydning ved Funder. Den første Dag marcherede vi under Øvelser til Laasby og Galten, hvor vi blev indkvarteret for Natten, og næste Dag atter Øvelser til vi hen paa Dagen kom til Lejrpladsen. Derfra husker jeg kun, at det var livligt at være der og vi havde godt Vejr. Den niende Oktober skulde en Del af Kompagniet sendes hjem, men 48 Mand blev udtaget til at komme paa Korporal eller Underkorporalsskolen. Der var end del, der meldte sig frivilligt, men ikke nok, saa en Del af os fik ordre til at blive for at komme paa Skole. Jeg skulde paa Korporalskolen.

Hvem af Mandskabet der skulde blive som Menig om Vinteren, blev afgjort ved Lodtrækning. Jeg trak et Frinummer, men da jeg skulde paa Skole, solgte jeg Frinummeret til en anden for 170 Kroner, og det var jo en god Skilling at have ved siden af den lille Løn.

Paa Skolen blev vi 24 Korporalselever indkvarteret paa en Stue. En betydelig Del af os var fra aarhus og de var livlige Gutter, men gode Kammerater. Særlig Lørdag Aften var der livligt. Vi pussede alt vort Kluns Lørdag Eftermiddag, saa det var i Orden til Paraden Søndag Morgen, og saa maatte vi blive hjemme alle Lørdag Aftener. Og Tiden skulde jo gaa med noget, saa det var mange Løjer der blev lavet. Dels i Maggetuten, hvor en Bajer kostede otte Ører, dels i Samlingsstuen og til sidst paa Sovestuen.       

Vi maatte selvfølgelig ikke ryge i Sovestuen, men en Aften, det havde været lidt livligt i Maggetutten, havde nogle taget en Kasse Cigarer med op, og den skulde da ryges. Resultatet blev, at Stuen blev fyldt med tæt Røg og for at faa den ud, blev saa alle Vinduerne i begge Sider lukket op og stod aabne hele Natten.

Det var ikke helt stille Vejr og frøs adskillige Grader, saa det var faa af os, der ikke var forkølede og hæse Søndag Morgen.

Der var to Begivenheder jeg husker ret godt. En Søndag Aften jeg kom hjem kl. 12 med Nattegn og meldte mig i Vagten, var der stort Røre paa Kasernen. Nogle af Korporalseleverne var ikke hjemme til kl. 10. da Porten blev lukket og enkelte andre prøvede at kravle over Kaserneporten for at komme ud igen. De var selvfølgelig berusede og enkelte fik en Straf.

Efter Juleferien kom en af Underkorporalseleverne og viste mig stolt at han havde faaet Guldring paa Fingeren. Naa det varede ikke en gang en Maaned, inden hun havde givet ham Løbepas. Han tog saa nogle Kammerater med ud for at sælge Ringen. De fik 3 Kroner for den, og dem soldede de op naaede at blive virkelig fulde. Den ene af dem kastede op i Sengen og gjorde den ogsaa paa anden Maade snavset.

Straffen for dette blev, at alle Nattegn inddroges for 14 Dage. Vi skulde holde Selvjustits paa Sovestuerne.

Der var en der gik til Gymnastik to Gange om Ugen i Aarhus Gymnastikforening og jeg ligeledes i Aahus Amts Skytte og Gymnastikforening, vi havde begge fast Nattegn, dem beholdt vi.

Da Eksamen kom, blev vi to henholdsvis Nr. 1 og 2. ham der havde gjort Sengen snavset, dumpede til Underkorporalseksamen.

Den 9 April 1900 blev vi saa udnævnt til Underkorporaler med Snor paa Ærmet og en Knap over. Naar vi havde Eksercits med Rekrutterne fik vi hver en lille Trop at eksercere med. Dette var ikke uinteressant. Jeg havde en Tøffelmager i min Trop, han kom senere i ekstratrop. Hvis jeg for eksempel kommanderede højre om nogle Gange i Træk, endte det uværgeligt med at han gjorde venstre om. En flink Mand og god Gymnast, en Kommis fra Grenaa kunde ikke vaske Ørerne rene. En Gang maa jeg have været haard ved ham for det, for Tårerne stod ham i Øjnene. En anden, en Smed fik jeg ogsaa til at græde.

Naa men helt urimelig maa jeg vist ikke have været, for da jeg om Efteraaret kom ind til Manøvre forærede de mig et Billede af hele Troppen. 

Mens jeg var Soldat, fik jeg Brev fra en Højskolekammerat, Kristen Andersen fra Revninge ved Kerteminde om ikke jeg vilde tage over til hans Mor som Bestyrer. Det lovede jeg. Hans Moder var Enke og havde en Fæstegaard i Revninge under Lundsgaard. Hendes ældste Søn var gift og havde en Gaard i Allerup og hendes eneste Datter var gift med Hans Tygesen i Ferritslev, der havde faderen Tyge Hansens Gaard.

Tyge Hansen var en meget kendt Mand i Grundtvigske Kredse ogsaa udenfor Fyn.

Det var eller Meningen at Kristen Andersen skulde have haft Gaarden i Revninge, men nu havde han forlovet sig med Skolelærerens Datter, og vilde nu til at læse til Lærer. Kristen Andresens Fader hed Hans Andersen og var født paa Gaarden og havde faaet den i Arvefæste efter Faderen. Han havde givet 4000 i Indfæstning, men om det var Rigsdaler eller Kroner ved jeg ikke bestemt, dog har det nok været Kroner.

Han havde været Dragon. Et synligt Bevis paa det, var at i det Værelse jeg fik, hængte der en Saddel, en Springsaddel, en Trense og en Ridepisk.Disse Ting fik jeg megen Fornøjelse af siden.

Gaardens Størrelse var 49 Td. Land og der var 7 Tønder Hartkorn. Det maa efter dette, have været noget af Danmarks bedste Jord.

Udgifterne var Landgilde et vist antal Tønder Korn at levere i Kerteminde hos den Købmand, der havde købt det for det paagældende Aar. Det ene Aar jeg var der, købte Købmand Bøtker det og det andet Elias B. Muus. Der betales ogsaa en Sum Penge i aarlig Afgift, Kommune og Statsskat var der ogsaa nogle af og andre faste Smaaudgifter. Det hele beløb sig i alt til 16 a’ 1700 Kroner om Aaret. 

 9. Juni rejste jeg saa til Revninge. Jeg kom dertil henimod Aften. Det var en dejlig Sommerdag, stille Vejr med klart Solskin. Mit første Indtryk var, her er fredeligt, men her er ikke Spor af Udsigt.

Der var mange Gaarde i Byen, men de mange Poppelhegn gjorde, at man næsten ikke kunde se længere end man kunde spytte, saaledes skrev jeg vist hjem i mit første Brev. Gården laa midt i Byen ved Landevejen til Kerteminde. Gaarden laa saa nær Landeveje, at vi maatte holde i Kanten af Landevejen naar vi læssede Roer i Roehuse og der stod en Landevejsmilepæl midt for Huset, lige op ad dette.

En Port, der kunde lukkes, førte ind i Gaarden.

Jeg blev vel modtaget af Marie i Revninge, jeg var ventet med Længsel, da de trængte til en Leder.

Det står for mig endnu, som at vi syntes om hinanden fra første Øjeblik. Der var to voksne Karle og en konfirmeret Dreng og to voksne Piger paa Gaarden. Karlene havde Gardenhøjde, saa de saa jo lidt ned paa mig, der jo var tynd og ikke ret stor med mine 132 pund Vægt.

Den første Aften spurgte de mig, hvad jeg vilde lave om Morgenen. Det føltes sikkert for en Lettelse, at jeg sagde at jeg vilde malke.

Hele Ledelsen af Gaarden blev med det samme lagt i mine Hænder og Marie, der var lige gammel med min Mor (65 Aar) og jeg arbejdede godt sammen.

Jeg har aldrig hørt et vrangt eller bebrejdende Ord over mig af hendes Mund.

Det blev en travl Sommer, men jeg, der var fremmed paa Egnen, var selvfølgelig mest hjemme.

1900 var et af Aarene lige før Landbrugsmaskiner kom i Brug. Vi maatte bruge Leerne til at slaa Græsset med og høste alt Kornet. Det var strængt, men da vi fik en god Kost, gik det altid med Liv og Lyst. Vi spiste Øllebrød om Morgenen, derefter varmt stegt Flæsk med Brød til og derefter Sigtebrød til. Kl. 9 Mellemmad i Marken med Gammeløl medbragt i en Sejle. Middagsmaden bestod ofte af Saltmadskaal og Suppe og slige fyldige Retter. Midaften fik vi igen Mad i Marken og saa Aftensmad, naar Arbejdet var forbi. Ja, en tid efter den halvaarlige Griseslagtning fil vi Finker i stedet for Stegt Flæsk om Morgenen.

Ved Landevejen lidt fra os laa Kommuneskolen og lige ved den anden Side laa Friskolen og Forsamlingshuset. Lærerne og Børnene ved de to Skoler kom altid godt ud af det med hverandre.  Men det var saa nemt, at det var Børnene fra Gaardene, der mest søgte Friskolen. Men Kommunelærern holdt ogsaa imellem Ungdomsmøder, hvor de fleste af Byens Unge mødtes. Friskolen og Forsamlingshuset var almindelige straatækte Vinkelbygninger, hvoraf Forsamlingshuset vendte Gavlen ud mod Landevejen. Paa Gavlen var malet to korslagt Dannebrogsflag, havde jeg lagt mærke til den første Gang jeg kom til Byen. 

Ikke længe efter, at jeg var kommen til Byen maate jeg køre Marie til Bryllup. Det var hos Rasmus Kirstensen, hvis Kone var en Søster til Hans Andersen. R.A’s datter skulde giftes med sin Fætter Kristen Hansen. Han var 40 Aar og havde en god Gaard i Revninge By, vel nok den ældste, da den var af gamle Voldgrave. Det var et stort Bryllup, og da Marie hørte til den nære Familie, var vi en af de forreste Vogne i det meget lange Vogntog.

Jeg husker ikke, at vi havde Musik til Brylluppet.

De blev viet i Kerteminde Valgmenighedskirke, hvor Poul Bojsen den Gang var Præst.                            

Men jeg husker Festmaaltidet. Det var første Gang jeg var til saadan et Gilde med Mad og Drikke i saadan Overflod.

Bryllupsgaarden havde en dejlig Have ud mod Kerteminde Fjord og i Haven var der en høj Udkigsaltan og adskillige andre Ting man kunde underholde sig med.

Næste Aften var alle vi Unge fra hele Byen inviteret til andendags Bryllup. Efter Spisningen legede vi Ungdomslege i det grønne, ligesom vi ogsaa dansede mens andre Sang.

Det var da en Selvfølge at jeg mødte op i Forsamlingshuset den første Dag, der skulde være Gymnastik. Jeg mærkede nok at der var en meget trykket Stemning imellem Karlene, men hvorfor?

Der var en ung Karl fra Byen, der skulde være Leder, men de fleste var utilfredse med ham og saa havde en af Karlene skrevet en Seddel og hængt op i Gymnastiksalen, hvorpaa der stod at Lederen ikke duede og maatte hellere trække sig tilbage.

Resultatet blev altsaa, at der kom en anden til at afløse ham.

Knud Hansen og han ledede saa den Sommer og havde et pænt Hold til Sommeropvisningen i Lundsgaard Skov hvor Godsforvalteren var Hædersgæst fordi han havde givet os Lov til at feste i Skoven.

Egnen omkring Kerteminde lignede meget Egnen omkring Bering Valgmenighed. Folk gik meget i Valgmenighedskirken og omkring i Sognene laa der Forsamlingshuse, der blev flittigt brugt af Egnens Befolkning, særlig Ungdommen kom der ofte til Gymnastik og Ungdomsmøder. I Revninge var der en stor Ungdomsforening, der foruden at holde Ungdomsmøder ogsaa holdt Ugeblade til Medlemmerne.

Det var Højskolebladet og Søndagsbladet og enkelte andre de lod gaa paa Skift mellem Medlemmerne.

Et stort aarligt Sommermøde blev holdt ved Kerteminde, hvor der samledes flere hundrede unge.

Marie var født paa Hindsholm. Da Kristen Kold kom til Dalby som Højskolelærer, blev hun Husbestyrerinde for ham og hans Elever og da han flyttede til Dalum Højskole, flyttede hun med.

Kold blev senere gift og Marie flyttede til Revninge som Gaardmandskone. 

Ikke saa længe efter, at jeg var kommen, var jeg kørende for hende ud paa Holmen for at hun kunne besøge Familien. Det var en dejlig køretur gennem det frugtbare Land og flinke Mennesker at besøge. En anden gang var vi kørende henne hos Sønnen Hans Peter Andersen, der boede i Allerup nær Sdr. Næraa, saa der var en lang køretur.

Den Sommer var vi ogsaa kørende til Ferritslev hos Hans Tygesen, der var gift med Maries eneste Datter.

Hans Tygesen havde en førsteklasses Rød Besætning og en ret stor Frugtplantage med mange Bier.

Jeg var jo bleven hjemsendt som Underkorporal i Juni og regnede sikkert med, at jeg i alt fald ikke skulde paa Manøvre før næste Aar. Men det var blevet lavet om, saa jeg fik Indkaldelsesordre til at møde i Aarhus til Tjeneste, vist den 9. September.

Der blev saa travlhed med at blive færdige med Høsten og faa Kornstakkene tækket, saa de ikke tog skade af Regnen, naar den kom.

Der var 6 a 7 Stakke, der skulde ordnes og Korn til at fodre Svin med. Mens jeg var borte skulde Hveden saas. Heldigvis var det ikke sent Høst det Aar, saa vi naaede det hele.

Saa er der Pløjningen tilbage, men det kunde Karlene ordne. 

Den ottende September1900 rejste jeg til mit Hjem i Ormslev for næste Dag at møde paa Kasernen i Aarhus.                   

Jeg regnede med at blive indkaldt som Korporal til Manøvren og det blev jeg ogsaa. Jeg fik min Mundering og det øvrige Kluns spændt sammen med Livremmen og Gevær i Haand. Derefter marcherede jeg over Gulsbergsgade til mit anvist Kvarter. Jeg skulde bo oven paa Æbleskivebageriet lige overfor Kaserneporten.

Da vi mødte til Appel om Aftenen viste det sig, at jeg var den eneste af samtlige Underkorporaler, der var bleven udnævnt til Korporal. De havde kun brug for en ved Regimentet. De andre blev først Korporaler ved næste Manøvre 2 Aar senere.

Min tjeneste som Underkorporal, de to Maaneder maa saa have bragt mig foran ham der blev nr. 1 ved Skolens Slutning.

Som Korporal var jeg Underofficer i den danske Armé fik mere i Løn og under Kantonnement blev der rekvireret Sengeplads til os om Natten. Det var kun under sammentrængt Indkvartering vi sommetider maatte ligge sammen med Mandskabet i Halm eller Hø, hvor det bød sig.

De første Dage vi var indkaldt, havde vi Øvelse i Byens Omegn, saa da det blev Søndag bad jeg om Orlov og fik det.

Jeg tog saa til Skovlide og traf, som jeg havde ventet, Karen der. Hun havde været i København og taget Handelseksamen, og var nu ansat som Kontorist og Medhjælper ved Aarslev Mølle og Bageri.

Det var saa meget naturligt at jeg gik om ad Brabrand til Aarhus, saa vi kunde følges ad til Aarslev Mølle. Hvor længe Spadsereturen til Aarslev Mølle tog i det gode Vejr, ved jeg ikke; men da vi kom til Møllen var vi forlovede.

Det var vist ingen Overraskelse hverken paa Skovlide eller Svaneborg.

Næste Aften gik jeg igen til Aarslev Mølle og da kom Karen et godt Stykke mod Aarhus og tog imod mig. 

Den næste Dag Regimentet stillede fik vi Ordre til at drage i Kantonnement op efter Djursland og Grenaa. Den første Dag naaede vi til Gl. Mørke, hvor vi blev indkvarteret for Natten, for næste Dag at rykke nordpaa med Skærmydsler med Modstanderne, der havde hvide Armbind paa.

Næste Nat blev jeg med otte menige indkvarteret i Attrup ogsaa kaldet (tør Attrup) fordi det var daarlig Jord der omkring og smaat med Vand i Brøndene. Manden vi skulde bo hos var ugift, og det lod til at han vilde vise os, at selv om vi skulde indkvarteres i tør Attrup skulde vi i hvert fald ikke tørste. Vi ankom til Gaarden, der laa inde i Byen, omtrent kl. 5. vi blev budt velkommen og budt ind i Stuen til en Velkomst. Paa Bordet stod Brændevinsflasken og Ølkruset og saa fik vi en ordentlig Snaps og det Øl vi vilde drikke.

Da vi derefter havde vasket os, for saa meget vand, at vi kunde vaske os, havde de da, kom vi ind i Stuen og fik alt det Suppe vi vilde spise, vi sad vist ved Bordet et Par Timer og efter at vi havde strakt Benene lidt, blev vi kaldt ind igen for nu skulde vi drikke Kaffepunser.

Det var nu ikke noget der passede mig allerbedst. Jeg havde jo ansvaret for hvad der skete. Naa vi havde det helt gemytligt og saa da Husholderskens Kæreste kom hjem efter Fyraften kom der rigtig fart i Skaaleriet. Husholdersken og jeg var de eneste ædru i Gaarden. Hen paa Aftenen kom der Soldater fra de andre Steder og vilde være med, da de havde opdaget at her gik det lystigt. Dem viste jeg ud, og det gentog sig flere Gange. Jeg saa at vor Stabssergent boede i Nabogaarden, saa kunde jeg ikke klare den, maatte jeg jo melde det til ham.

Mandskabet skulde gaa til Ro paa Loftet i Halmen Kl. 10. men jeg maatte ud flere Gange for at vise ubudne Gæster bort. Jeg er sikker paa, at der var drukket adskillige Potter Brændevin flere end der var Deltagere i Gildet.

Næste Morgen var jeg den eneste af os, der vilde have Morgenmad. Det eneste de fik var Feltflasken fyldt med Brændevin. Det lykkedes mig at faa min Trop tidligt nok til Samlingspladsen, selv om det var med Nød og næppe.     

Paa Turen var jeg blandt andet Indkvarteret i Dystrup Kro i Nimtofte i Langkastrup, Ørsted, Thorsager, Auning med flere Byer. Kong Christian den 10. var som Prins og Kaptajn ved Garden med til Øvelserne.

Den sidste Dag vi var inde, marcherede vi fra Auning til Thorsager, hvor vi samledes. Det var jo en ret lang Marchtur til Aarhus.

Men i det gode Vejr gik det godt, der var ikke mange af Mandskabet, der faldt i Grøfterne og derefter maatte op at køre med Trænvognene.

Efter at vi var kommet til Aarhus gik jeg til Aarslev Mølle for at tage afsked med Karen inden jeg rejste til Fyn igen. Den Dag gik jeg vist henimod 8 danske Mil.

Næste Dag blev vi hjempermiteret og jeg rejste samme Dag med Nattoget til Ullerslev, hvorfra jeg tog Postvognen til Kerteminde. 

Jeg ankom til Revninge Kl. 1. om Natten. Marie lukkede selv op for mig og det var tydeligt at hun var glad ved at jeg var kommen. Alt var gaaet godt mens jeg var borte, men det blev en meget travl Tid med hjemkørsel af Roerne. 

Den 29. Oktober var jeg i Salling for første Gang. Jeg var inviteret til Bryllup i Baulehus i Kærup i Grinderslev Sogn. Det var min gode Ven og Soldaterkammerat Søren Smed fra Karlby ved Grenaa, der skulde giftes med Mariane Espersen fra Baulehus. Hun var mangeaarig bekendt af mig ved hendes hyppige og langvarige Besøg paa Skovlide.

Bruden var dobbelt Kusine til Karen, saa hun skulde da ogsaa med; hendes Forældre boede for resten kun 3. Km. Fra Baulehus. Brudeparret var begge Enebørn og særlig Brudgommen havde ikke ret megen Familie, saa det blev ikke noget overvældende stort Bryllup. Gildet gik godt og der blev danset livligt i de gamle Stuer. Jeg havde ofte hørt en Del om hvor gode Dansere Sallingboerne var og det syntes jeg absolut at kunde bifalde.

Jeg kunde ikke være hjemme fra ret længe, saa jeg besøgte ikke Karens Hjem; men jeg kendte godt hendes Forældre og hendes tre ældste Søstre fra flere Besøg paa Skovlide. 

Jeg kom saa lige hjem fra Salling til at tage imod en ny Karl og en ny Pige, der kom til November i stedet for de to der rejste.

Vinterarbejdet paa en fynsk Bondegaard var ikke meget forskelligt fra Arbejdet paa en jydsk Gaard. Kun det at vi skulde have en Del Risgærder, der hegnede alle Skifter flyttet eller fornyet.

Vi havde et Skovstykke med en Del spredte store Træer og eller god Underskov.

Underskoven tog vi et Bælte af hvert Aar og huggede i bunde. Det var vel omkring en Tiendedel af Stykket. Det voksede saa op igen, inden vi kom igen.

Af de store Træer fældede vi saa nogle Stykker.

Paa den maade fik vi hvad vi skulde bruge til Gærder og til Brænde. 

Knud Hansen, der havde ledet Karlegymnastikken de sidste 4½ Maaned rejste fra Byen 1. November og jeg blev da opfordret til at lede Gymnastikken, og det tog jeg imod.

Det havde jeg megen Fornøjelse af. De var flinke til at møde. Det var yderst sjældent at der mødte under 30 og det kunde vist kaldes mange især da det var 2 gange om Ugen. 

Friskolelæreren havde en lille Landejendom lidt fra Byen. Der indbødes til Sammenkomster for Skolekredsen. Det var hyggelige Aftener hvor han fortalte og læste for os og selvfølgelig sang vi en Del. Marie og jeg fulgtes jævnligt ad der ud.  

Juleaften var vi kørende til Kjerteminde for at komme med til Gudstjenesten i Valgmenighedskirken. Poul Bojsen holdt en Prædiken paa Vers eller maaske skulde det kaldes Rim. Jeg husker ikke noget af det han sagde. Men efter at Bojsen havde offentlig-gjort den i Højskolebladet blev der en del Skriverier om det. De fleste af Indlæggene var imod rimende Prædikener, og dem sluttede Marie og jeg os til.

Ungdomsforeningen holdt et stort Julebal foruden andre Baller i Vinterens Løb.

Fastelavns Mandag var jeg til Skolemøde i det nyopførte Fyns Forsamlingshus, der med sine to Balkoner, den ene over den anden, kunde rumme 3000 Mennesker og det var fuld til sidste Plads. Fynboerne gik gerne til Møde.

Den anden Marts var det Tyge Hansens Fødselsdag og da kørte jeg for Marie til Ferritslev. Der havde vi en god Dag. Der hørte jeg for første Gang den af Jakob Knudsen omskrevne tyske Salme: Vi pløjed og vi saaede vor Sæd i sorten Jord”.

Blandt Gæsterne var Anders Hansen ”Rolfstedgaard”. Det var ham Oskar Geismar kaldte ”Danmarks mest oplyste Bonde”. En af Anders Hansens Sønner var den kendte Tonedigter Thorvald Aagaard. En anden af Gæsterne var Landstingsmand Hans Jørgen Nielsen fra Ferritslev. Jeg var jo ung dengang, kun 24 Aar, saa jeg lyttede meget interesseret til Samtalen der førtes.

Det var mest kirkelige Sager og Politik samtalen drejede sig om. 

Da foraaret kom maatte jeg saa alt kornet med Haanden tillige med Græsfrøet. Det havde jeg ikke prøvet før, saa jeg var spændt paa hvordan det kom op. Det kom som det skulde.

Sidst i April kom der nogle Karle fra Rynkeby og spurgte om jeg vilde lede Karlegymnastikken hos dem. Efter nogen Betænkning og Samtale med Marie, lovede jeg det. Det var jo lidt mere besværligt, da der var fire til fem km der over. Jeg havde ingen Cykel, men saa benyttede jeg en af vore unge Halvblodsheste, de skulde jo røres alligevel og vi brugte dem ikke til Arbejde før de var hen ved tre Aar. 

Mens jeg var i Revninge, kom det paa tale at bygge en Højskole i Kerteminde. Det var Marie meget optaget af og var med til adskillige Møder der om.

1901 blev der holdt et stort Landsgymnastikstævne i København. Vi var flere Gymnaster fra Revninge, der var med og vi mødtes adskillige Gange paa Dalum Landbrugsskole under Ledelse af Knud Nørregaard fra Jegstrup. Ham kendte jeg fra min Hjemegn. Han var Gymnastik tilsynsførende for Odense Amt.

Odense og Svendborg Amter, kappedes altid om hvem der var de bedste.

I Svendborg Amt var der altid betydelig flere Gymnaster end i Odense Amt og saa havde de tillige Ryslinge Højskole, som en meget god Støtte for Gymnastikken, og i Ringe boede jo den meget kendte Gymnastikleder Jens Ovesen. Det var ham der ledede det første danske Olympiadehold i London.

Bedømmelsen af de forskellige Hold var Talbedømmelse for de forskellige Øvelser tillige med et Tal for det Antal, der var med som Deltagere. Men trods det at det højeste Antal der måtte være med i et Hold var sat til 100 og baade Odense og Svendborg Amter mødte med dette Tal, fik Svendborg Amt højest Antalskarakter. Dette syntes de fleste selvfølgelig var forkert.

Jeg skrev derfor et lille Indlæg i det den Gang to Aar gamle ”Ungdom og Idræt”. At jeg rørte ved et ømt Punkt viste, at Gymnastikinspektør K.A. Knudsen svarede med et ret stort Indlæg i samme Blad.

Den Sommer rejste Marie over og besøgte min Mor. De var lige gamle og var glade ved at være sammen nogle Dage. De havde jo altid været i samme Kredse, saa de forstod hinanden.

Karen kom ogsaa en Tur paa Besøg hos mig. Det var samtidig med at vi holdt en Gymnastikfest og Idrætsfest med stor Tilslutning. Ved Ballet om Aftenen opdagede de fynske Karle hurtigt at hun var en god Danser.

Dagen efter foreslog Marie at vi skulde køre en Tur til Munkebo Bakke for at Karen kunde faa en Del af Fyn at se.

Marie bagte Vafler til Turen og det foregik paa den Maade, at hun holdt et Vaffeljern til en Vaffel ind i Ilden paa et aabentstaaende Komfur. Det var sent Arbejde, men hun gjorde det alligevel ikke saa sjældent.

At sælge de Heste og Kreaturer vi kunde undvære var min Bestilling. Hans Peter fra Allerup kom en Gang Hjem og vilde købe en Hest af sin Moder. ”Det maa du snakke med Gunnar om” sagde hun, og saa ordnede vi det. Jeg var ogsaa til et Marked i Odense og solgte en Hest der.

Da jeg modtog Pengene for den forlangte en Mand, der havde overværet Handelen, Mæglerpenge. Det vilde jeg ikke give. Hans sagde saa, vi kan jo gaa udenfor. Det gjorde vi saa, men der stod en Karl der var med mig. Hvad ”Kukkeren”, som Manden kaldtes vilde havde gjort, ved jeg ikke. Nu blev det kun til Farvel.

Kreaturerne vi skulde af med, solgte jeg ellers til den stedlige Handelsmand.

Vi havde ingen Grisesøer, men de Smaagrise vi havde brug for lod Marie en Fragtmand købe i Odense. Hun passede altid selv Svinene. Det var ret almindeligt at Bønderkonerne selv passede Svinene. 

Der var en Fragtkone i Byen, der med en tohjulet Vogn forspændt en stor Puddelhund et Par Gange om Ugen kørte til Kjerteminde. Hende havde Marie jævnligt Bud med

Havde vi nykælvede Køer, fik hun gerne Raamælk med; den solgte hun til Bagerne, der brugte den i Bageriet i Stedet for Æg. Da der ingen Høker var i Revninge, var der næsten altid andre Bude til Byen. 

Den gang var Brugsforeningerne ikke ret meget udbredt, men Tanken om at Fællesindkøb kunde gøre Varerne billigere var dog fremme hos Bønderne. Saaledes havde fire i Revninge gjort Aftale med Købmand Emil Andreasen i Kjerteminde, at naar de indsendte en samlet større Ordre, fik de Varerne billigere. Dette var Marie med i. 

Pinselørdag Morgen rejste jeg hjem paa Ferie. Vi var ved at tække et af Husene, men de kunde blive færdige til Aften. Da jeg kom tilbage igen fortalte de, at Tækkemanden havde givet en ung Sjællænder, vi havde faaet som Karl til Maj, en sæk og sagt til ham: gaa hen til en navngiven Mand og laan en Tagklipper.

Det gjorde han saa, og kom som ventet tilbage med noget tungt i Sækken. Dette havde Marie været meget vred over. Tækkemanden kom ikke mere i Gaarden, skønt han boede lige ved siden af. 

Da Kristen Andersen skrev til mig, om jeg vilde tage over til hans Moder, nævnte han 400 Kroner i Løn om Aaret kunde være passende. Det samtykkede jeg i, men da jeg kom der, sagde Marie: jeg passer dit Tøj med Vask, Syning og Stopning, ja hun gjorde mere end det, hun strikkede Strømper og Uldtrøjer, saa jeg havde flere da jeg rejste end da jeg kom. Som tidligere anført var jeg paa Manøvre en Maaned. Der blev ikke tale om Løn for den Tid. Marie gav mig den fulde Løn for hele Aaret.

Den sidste Vinter jeg var i Revning, var jeg med til at oprette en Læsekreds. Vi var 18 der købte lige saa mange Bøger og lod dem gaa rundt mellem os. Den Vinter fortsatte jeg med at lede Gymnastikken baade i Rynkeby og i Revninge. Det var to store Hold jeg mødte med til Foraarsfesten i Kjerteminde. Der var mellem 40 og 50 i hvert Hold. Revninge blev vist kun Nr. 2 af Holdene. Det var Ferritslev, der under Rasmus Jørgens Ledelse blev Nr. 1.               

Der var udsat en Lederpræmie paa 10 Kr. som Rasmus Jørgen havde faaet gentagne Gange. Den delte Dommeren mellem ham og mig. Jeg købte mig en Haandtaske for de 5 Kroner, saa havde jeg noget haandgribeligt at  vise Mor, naar jeg kom Hjem.

Jeg havde efterhaanden faaet adskillige gode Venner i Byen. Omkring i Gaardene var der mange Sønner paa min alder. Jeg kom i adskillige af Hjemmene.

Kun faa Aar efter at jeg var rejst fra Byen, var der sket Generationsskifte i fem eller seks af Gaardene.

Det blev dygtige Mænd som nu fik Gaardene, der var Fæstegaarde under Lundsgaard. De drev de gode røde Besætninger op til nogle af Landets bedste.

I ét Aar solgte 5 af dem Tyrekalve for 55.000 Kr. tilsammen. To Tvilligetyrekalve kostede 10.000 Kr. hver.

Anders Kristiansen, som overtog Maries Gaard havde et Aar den Ko af Rød dansk Kvæg, der havde en største Ydelse af Mælk og Smør. Da var Revninge landskendt for sit røde Kvæg. Nu er der andre Egne, der er foran.

1902 havde vi tidligt Foraar paa Fyn. Vi var færdige med Saaningen og havde det hele tromlet den 25. April.

Det Foraar var der en af Gaardmandssønnerne, der købte en Radsaamaskine, som han kørte rundt paa Gaardene med. Han saaede ogsaa et Skifte hos os, saa jeg haandsaaede ikke det Hele. Der var dengang den eneste Radsaamaskine i Byen. Næste Aar kom der adskillige i Byen. Der blev ogsaa købt flere Slaamaskiner med Aflægge-apparat. Maskintiden var kommen.

Inden jeg rejste fra Revninge holdt vi Gymnastikopvisning baade i Revninge og Rynkeby.

Der var helt overfyldt med Tilskuere begge Steder.

Som tak for mit Arbejde med Gymnastikken, gav Rynkebykredsen mig et Skrivebord. Jeg har det endnu i Brug. Fra Revninge fik jeg en Skrivebordsstol. Den er for længst slidt op. Samt et stort Billede med en Sølvplade med Inskription. Det har endnu en god Plads i vore Stuer. Skrivebordet havde ogsaa Sølvplade med Indskription. Det var med vemod jeg rejste fra hende.

Jeg har besøgt hende mange Gange og flere Gange var Karen med. Hun har ogsaa besøgt os et par Gange.

En tid efter det sidste Besøg sendte hun os en Kalv efter en af hendes bedste Køer. Efterhaanden blev vor Brevveksling kun til Julebrev.

Sidste gang jeg besøgte hende var i 1931. hun var da 94½ Aar, men det var forbavsende hvor meget hun kunde huske fra den Gang jeg var der. Hun fortalte da, at der var fire gamle Gaardmandskoner fra Revninge, der levede endnu og hun var den yngste af dem.

De to Aar i Revninge hos Marie har altid fyldt en god Plads i min Hukommelse og jeg har været glad ved Tilfældet, der førte mig derover. Det har ikke sjældent været i mine Tanker om jeg nu ogsaa havde været god nok mod hende. Jeg har kun lyse Minder om hende og haaber det er gensidigt. 

Den første Maj rejste jeg saa fra Fyn for at blive bestyrer hos Maren Hald paa Thorsminde. Jeg skulde have 400 Kr. i Løn om Aaret, ligesom hos Marie i Revninge, og uden at der blev talt om det, vaskede, syede og stoppede Maren Hald mit Tøj og strikkede Strømper og Uldtrøjer til mig ligesom Marie i Revninge gjorde.

Jeg kom til Thorsminde den første Maj ved Aftenstid og de ventede ogsaa efter mig. Der var nemlig sket det, at den Karl Maren Hald havde fæstet til Maj, ikke kom; men der kom at Brev fra Karlens Husbond, at ikke kunde faa Lov at rejse, da han havde forsømt Opsigelse.

Den gang var Tyendeloven saadan, at Halv eller Helaarsfæste skulde siges op tre Maaneder før Fæstemaalets Udløb, ellers var de pligtige at blive et halvt Aar til.                                                                                                                                                     

Der var ogsaa kommen Brev fra Pigen, der var fæstet, at hun heller ikke kom. Af mandlig Arbejdskraft var der saa kun Maren Halds to Brodersønner fra Blegind, hvoraf denne ene Ingvar Hansen var 16 aar gammel og Sofus var 12 Aar. Og der var ingen anden Pige end Dagmar Hald paa 16 Aar.

Der var altsaa ikke andet at gøre end at tage fat. Maren Hald, der den gang var 57 Aar, var en god Malker og jeg var jo ogsaa vant til det, saa det gik ret godt. Dagmar gav ogsaa en Haandsrækning.

Men havde der været tidlig Foraar paa Fyn var det ikke saadan i Jylland. Thorsminde har 53 Td. Land, altsaa nogenlunde samme Størrelse som Gaarden i Revninge. Paa Thorsminde var der heller ingen Saamaskine, saa alt Kornet og Græs og Kløverfrø skulde saas med Haanden.

Da jeg kom, var der saaet et Skifte med Havre, men det var ikke nedharvet. Ingvar og Sofus var flinke til at bruge Heste i Marken, saa det gik nogenlunde rask fra Haanden med Saaningen. Det var værre, at der næsten ingen Foder var til Besætningen. Vi måtte købe en hel Del Melassefoder til Dyrene og bruge en hel Del Taghalm, der var beregnet til at tække med, til Foder.

Vi fik først Køerne paa Græs den 12. Maj, men saa blev Vejret som vi ønskede det. Tre Uger hen i Maj fik vi heldigvis en dygtig Karl. Dennes Husbond solgte Gaarden og havde saa ingen Brug for ham. Den 1. August fik vi en Pige fra Ry Højskole og saa var vi hjulpet igen.

Da jeg havde været paa Thorsminde som Dreng og medhjælper var jeg godt kendt, saa jeg faldt hurtigt til. Vi maatte slaa Kløveren og Engen og Høste Kornet med Le, saa vi havde baade Høstmand og Høstpige. De var ikke saa vanskelige at faa, da deres Løn var højere end almindeligt.

Det var Skik at alle Lærlinge paa Landet og Sypiger og andre ligestillede tog Høstplads. Lønne var omkring 25. Kr. for en Maaned, ja enkelte fik maaske 30 Kroner.

Høet rev vi sammen med Haandriver og Karlene brugte Forke at kaste og bære det sammen i Stakke med. Naar Negene skulde køres hjem skulde de bindes sammen to og to, det kaldtes en Kærv. Det var gammel Skik. Hvorfor det skulde gøres, har jeg aldrig kunnet se Nytten af. Det tog ogsaa en masse Tid. Baandene Negene skulde bindes med, blev lavet af Plejltærsket Rughalm. At lave disse Baand var Regnvejrsarbejde. Det foregik paa den Maade at vi havde et Knippe Rughalm foran os, tog saa en passende Lok i den ene Haand, delte den, saa vi havde noget i hver Haand, og bandt Topenden sammen med en Knude, naar dette var gjort kastede vi det færdige Baand bagud over Hovedet.

En dygtig Karl eller Pige kunde vist lave 6 traver i Timen. En Trave var 30 Baand.

At binde Kornet sammen i Kærver brugte vi da jeg var Dreng paa Thorsminde, men nu brugte vi den ikke mere.

Naar Negene var kørt hjem, skulde Markerne rives. Karle og Piger fik saa hver en Rive og de gik saa bag efter hverandre og tog deres Rivekast. Det tog adskillige Dage at faa Markerne revet og fra Rivningen kørt hjem.

Vi havde en lang Arbejdsdag og jeg tror nok, at vi havde et ret godt Arbejdstempo, men da Forplejningen var god gik alt med godt Humør. 

Jeg var glad ved at være kommen paa min Hjemegn igen. Karen var kommen paa Fællesforeningens Kontor i Aarhus og havde et Værelse derude; saa vi var jævnligt sammen især paa Skovlide, hvor hun ofte tog til Lørdag Aften og blev til Søndag Aften.

Saa vidt jeg husker kom jeg til at lede Karlegymnastikken i Bering med det samme og det blev jeg ved med til jeg rejste fra Egnen første April 1904.  Det blev et meget stort Hold, der samledes. Ja det blev saa stort at vi ikke kunde være i Salen paa en Gang, saa det maatte deles i to. Begge hold havde Øvelse samme Aften. Det var strængere end jeg havde tænkt mig inden jeg begyndte. Jeg var meget træt hver Aften, naar jeg var færdig.

Jeg havde et godt værelse paa Thorsminde, der var plads til Skrivebord og Skrivebordsstol samt en Chaiselong jeg tidligere havde faaet for at lede Gymnastik i Bering.

1. September 1902 blev jeg indkaldt til at møde i Aarhus til Efteraarsmanøvre. Denne Gang kom jeg til at bo oppe paa Trøjborg sammen med en anden Korporal, som jeg ikke kendte noget til og heller ikke havde Interesser sammen med.

Efter nogle dages Øvelser omkring Aarhus blev vi indskibet i en gammel Fragtdamper ”Konstantin” og sejlet til Skelskør. Sammen med en Korporal ved Forplejningstropperne, blev jeg indkvarteret paa en Gaard i Magleby, en Mils Vej sydøst for Skelskør. Der paa Egnen havde de ikke haft indkvartering i Mands Minde, saa de var glade ved at have os. Der var ogsaa otte Menige indkvarteret paa Gaarden. Den første Dag spiste vi to Korporaler ikke sammen med de Menige, men vi syntes nu at vi godt kunde spise sammen. Og saadan blev det..

Vi kom gerne tilbage fra Øvelserne midt paa Eftermiddagen og efter en god Middagsmad, holdt vi gerne, i det gode Vejr det var i de otte Dage vi var der, til paa en Kæmpehøj lige ved Gaarden og om Aftenen underholdt vi os med Gaardens Folk.

De havde otte Køer paa Gaarden og naar de skulde trækkes hjem gik der fire ud for at hente dem. De tog to Køer hver og trak af sted med. At binde dem sammen i et Kobbel var for dem helt utænkeligt, og saadan var det over hele Egnen og i store dele af Sjælland.

Jeg og saa den senere Gaardmand i Holme ved Aarhus mente nu nok at vi kunde tage dem i Kobbel, men baade Mand, Kone, Pige og Karl troede ikke vi kunde. Og de fik sandelig Ret, for da vi fik dem koblet sammen, løb de imellem hverandre som om de var vilde, saa vi maatte have Hjælp for at faa dem fra hverandre igen.

Fra Magleby rykkede vi ind efter Midtsjælland hvor vi blandt andre Byer blev indkvarteret i Ørslev. Den By hvor Indre Missions Stifter Vilhelm Bach havde været Præst og det var ogsaa Missionsfolk vi blev indkvarteret hos, men mærkeligt nok maatte vi altid betale for Opholdet naar vi var hos Missionsfolk, derimod ikke andre Steder. Det var jo kun Befalingsmændene der betalte, de andre kom Sognefogeden og betalte for. Naa det var jo ogsaa vor Pligt at betale for hvad vi fik, men Forskellen virkede Typisk.

Næste Indkvartering blev i Glumsø, hvor vi skulde være fra Lørdag til Mandag. Jeg kom til at bo alene hos en Murermester. Han var Enkemand og havde en voksen Datter til at holde Hus for sig. De var Missionsfolk, saa jeg fulgte med i Kirke om Søndagen. I vor Batalion havde vi en Soldatermissionær ved Navn ”von der Aa.Küle” og mine Værtsfolk fik det saa lavet saadan at han holdt Møde i Missionshuset om Aftenen. Der var jeg selvfølgelig ogsaa med. Det er den eneste Gang jeg har været til Missionsmøde, og som Grundtvigianer følte jeg mig ikke helt hjemme der. Derimod befandt jeg mig ret godt hos mine Værtsfolk.

Om Aftenen skulde jeg efter Ordre møde hos Kaptajnen Kl. 9,30, hvorfor eller for hvad, husker jeg ikke, men jeg husker at da jeg mødte paa Apoteket, hvor han boede og spurgte efter ham, kom han og flere støjende ud paa Trappen og rettede et stærkt Lys lige i Ansigtet paa mig og der stod jeg saa i Honnørstilling fuldstændig blændet af Lyset og modtog mine Ordrer. Det var en ubehagelig Situation, derfor husker jeg det.

Fra Glumsø skulde Batalionen samles ved Gundeslevholm nær Næstved. Mens vi samledes der blev det Styrtregn, og da der ingen Læ var, blev vi alle sammen dyngvaade, gennemblødt til Skindet. Fra Stillingspladsen skulde vi rykke frem mod Højderne ved Tybjerggaard.

Det blev Middag inden vi, stadig i Kontakt med Fjenden naaede Tybjerggaard og holdt Rast for Middag; men desværre havde vore Modstandere taget vort Træn, saa der var ingen Mad at faa. Vi blev i vor Stilling til midt paa Eftermiddagen, men godt at det var paa et Højdedrag vi laa, for nu var det bleven Solskin med jævn Blæst, saa vi fik Tøjet tørret paa Kroppen.

Først efter en lang March kom vi til vort Kvarter vel kl. 6 om Aftenen. Det var en lille By paa fire Gaarde, hvor Batalionen skulde være om Natten; trætte og sultne var vi, saa den lille Butik i Byen fik paa et Øjeblik alt udsolgt af hvad det end var. Jeg husker endnu at vor Premierløjtnant gik imellem os gnavende paa et 10 Ørers Wienerbrød.

Naa endelig kom vort Træn, saa vi fik Mad.

Kompagniets Officerer og 70 Mand skulde alle være i en Gaard, hvor der ikke en Gang var Sengeplads til Officererne. Jeg blev udkommanderet som Brandvagtskommandør og skulde derfor sørge for at Brandvagten blev udskiftet til de bestemte Tider og ikke de gamle fik fri før jeg havde fundet Afløserne. Naa Natten gik uden Spetakler af nogen Art, men et forfærdelig Bulteri var det. At det skulde blive Værre senere, tænkte vi vist ikke paa.

Naar saa store Troppestyrker skulde bevæge sig, maatte der uværgerlig blive mange og lange Marchture. Paa saadanne fik vi jævnlig Lov til at ryge, snakke og synge. Især saa Officererne gerne, at vi sang og det gjorde vi ogsaa tit. 

Det var gamle Soldatersange, som nu vel mest er glemt, men gode at marchere efter var de. Mallebrok er skudt i Krigen var vist den mest yndede, med de forskellige Variationer, som vi efterhaanden fandt paa. 
En anden var:

 I natten klam og kold
bag Fredericia vold
forventningsfuld og tavs står danerhæren bold,
på gaden er strøet halm,
man hører fjendens malm,
der tordner gennem byen og gør luften kvalm.
Soldatens hjerte banker, han ved jo, han skal frem,
han beder til Vorherre, han tænker på sit hjem.
Da lyder Bülows bud:
Soldater, vi skal ud!
Så kæmper nu for kongen og vort land med Gud!

Hvor har vi fjendens trop?
Nu skal vi lyse op.
Giv fyr! - Ryg ræven ud af hulen i galop.
Rekrutter, som i dag
er første gang i slag,
følg med os, bryd jer ikke om kartovens brag.
Ryd op i fjendens skanser - sæt stålet for hans bryst!
Men beder han om nåde, så lyd dit hjertes røst
og giv ham kun pardon -
men skulle den person
bedrage dig - så send ham blot en skarp patron.

Hvad hjælper bajonet,
den tages ej så let,
den skanse hist, som palisader kranse tæt.
Læg dine skuldre til,
så har vi vundet spil,
den vej, jeg må, men ak, den dog ej lykkes vil.
Hvi standser I, soldater - er eders mod da brudt?
Hr. løjtenant, ak nej - men man siger, Rye er skudt.
Så stormer vi på ny
trods sabelhug og bly!
Ja, nu er skansen vor, og vi har hævnet Rye!

Se, fjenden er på flugt,
han løber lige lukt
i Randsfjord ud og drukner i den dybe bugt.
En skare fløj mod nord,
men største parten for
ad Erritsø og efterlod et dækket bord.
Vi gav ham netop tid at få bankekødet med,
men laurbærblade mangled - han kom så fort af sted;
hans hele skyts og tros
vi førte hjem med os
og viste ham, at sådan kan de danske slås.

En anden lød:

Min Tornyster, den er pakket jeg skal rejse, jeg skal rejse
Jeg skal rejse men ved ej hvorhen
Skal du rejse, ja jeg skal
Skal du rejse, ja jeg skal
Jeg skal rejse, men kommer hjem igen 

Og min Kæreste hedder Adolfine
Adolfine det er hendes Navn.
Adolfine, Pellerine, Nikoline, Josefine
Og i Stokholm er hun født. 

Og min Kæreste er syg og hun er daarlig
Og hun græder, men ved ej hvorfor
Skal hun græde, ja hun skal,
Hun skal græde men holde op igen.

Og maaske at man kommer tilbage
Om et Aar eller to eller tre.
Men maaske det aldrig ske
At man kommer hjem igen
Naar men drager til fremmed Land

 En anden Soldatervise skriver jeg helt ud, da jeg synes, den er for god til at glemmes.

Desværre kan jeg ikke medskrive Noderne.

Jeg hedder Peder Snoldelev fra Selgeløse a
Og mit humør er saadan hvad men kalder faldera.
Skesanten han mig strammer op og daglig skælder ud
Han siger jeg er saa køn og saa gemytlig som en Stud.
Dimmerlim dim dim, dimmerlimme dim dim
Han sejer jeg er saa køn og saa gemytlig som en Stud

 Ved renlighedsparaden, uh jeg glemmer ej den Dav
Da Dovteren han tog en ske og jov udi mit Gav
Jeg troed mit Liv ha End, ja det er baade sandt og Vist
For ved i hvad han sa, jeg havde Svinedifteris.
Dimmerlim dim dim, dimmerlimme dim dim
For ved i hvad han sa, jeg havde Svinedifteris.

Forleden Dav da troede jeg, at Faen han va los
For vor Kaptajn han vilde se, hvordan at vi ku slaas.
Vi smed os ned paa Maverne i baade Småt og Stort
Og jeg stak Næsen ned i noet, som Koen havde gjort.
Dimmerlim dim dim, dimmerlimme dim dim
Og jeg stak Næsen ned i noet, som Koen havde gjort.

Nu gaar hun Ane hjemme og strikker Strømper glad
Mens jeg gaar her og tosser om i denne store Stad.
Hun tænker vis: mon Pier it er bleven Officer
Hun skulde bare vide, hvor Skesanten hjemme vasker Bleer
Dimmerlim dim dim, dimmerlimme dim dim
Hun skulde bare vide, hvor Skesanten hjemme vasker Bleer

 Under saadanne lange Marchture var der altid en Del, der ikke kunde følge med, men maatte træde ud af Geleddet. De blev saa efterladt i Grøfterne og blev saa senere taget op Trænet, naar det kom.

En dag det var særligt anstrengende kaldte de paa mig, at jeg skulde komme længere frem i Troppen og synge for. Ja, hvis jeg maa blive fri for mit Gevær, kan jeg nok holde ud. Kaptajnens oppasser maate saa bære Geværet for mig. Men om min sang hjalp ved jeg ikke!

I Aarene omkring 1900 og noget senere var Socialdemokratiet stædige modstandere af alt Militærvæsen og de forskellige Dagblade de havde omkring i Købstæderne, skrev daglig stærkt kritiserede Artikler om Officererne og alt hvad der havde med Militæret at gøre.

Det var strengt forbudt at have ”Demokraten” paa Kasernerne, ligesom det ogsaa var forbudt for Soldaterne at have den i Kvartererne.

Det var jo givet at et saadant Forbud ikke blev overholdt, men blev det opdaget at nogen havde en ”Demokrat” fik de ofte en Stroppetur eller en ekstra Vagt.

En af mine Kammerater fra Aarhus en Maler Lind, der var Korporal, skulde en Dag hente Batallionens Post paa Posthuset og der lod han sig overtale til at tage en Pakke Demokrater med ud til Lejren. Det forekommer mig at det kostede ham de to Snore paa Ærmet. Men i alfald blev han efter den Tid ikke velset af Befalingsmændene.                                                                                               

Under Fremrykningen mod København maatte vi ofte selv lave Baal og selv koge vor Mad. Vi havde saa Gullasch i Daaser med og et pænt Stykke Flæsk, saa vi led ingen Nød ud over at det nu var blevet rigtig grimt  Efteraarsvejr, saa det var sjældent vort Tøj var tørt. Den sidste Aften før vi skulde sejle var jeg og Fem Menige indkvarteret hos Lods Jensen i Hvidovre. Vi kom der sent om Aftenen og skulde stille næste Morgen Kl. 6, saa det var kun at spise og faa noget Søvn. Vi Marcherede saa tidligt om Morgenen gennem København til Havnen, hvor Damperen Konstantin, der havde sejlet os til Skelskør, laa og ventede paa at sejle os til Aarhus.

Det havde regnet hele Natten og det blev det ved med. Der var ikke mange af os, der havde faaet Klemmer med fra Kvartererne, saa da vi kom ombord, søgte vi til Marketenderiet, saa de havde udsolgt inden vi sejlede fra København.

Stormen og Regnvejret tog til, saa vi var næppe kommen ud af Øresund før de fleste var søsyge. Vi var ikke mange, der ikke maatte kaste op. Det var i det Hele en uhyggelig Sejltur. Der var to Dampere, der skulde sejle med den jydske Brigade. Det var en mindre en, der tog Staben og to Kompagnier om bord og saa dem gamle Konstantin, der havde vi andre med og tillige en Del Heste.

Til at begynde med fulgtes de to Skibe ad, men i det haarde Vejr kunde Konstantin ikke følge med. Vi skulde efter Planen være i Aarhus ca. Kl. 7 om Aftenen og det var den anden Damper ogsaa. Den holdt sig ude i Bugten vist en Time for at vente paa os, man da vi ikke kom, gik den endelig ind.

Der blev vist en Del Uro i Byen for Vejret var saa voldsomt, saa et Forlis ikke var utænkeligt.

For os var der sket dette, at vi var komne ud af Kurs. Skibets gamle Fører måtte ikke sejle med os. Da det var Soldater der sejledes med, skulde vi have en Søløjtnant som Skibsfører og han tog fejl Bestik, saa da vi kom op efter Grenaa, var der en Menig blandt os, der sagde at Fyret vi saa var Fornæs Fyr. Vi kom saa paa rette kurs, men klokken var 11 om Aftnen inden vi kom i Havn.

Det var nær Midnat inden vi kom op paa Trøjborg. Heldigvis var der en Beværtning, hvis Indehaver indvilligede i at give os noget at spise, saa vi omkom heller ikke af Sult denne Gang. 

Dagen efter den minderige Sejltur blev vi hjemsendt. Nu var det ogsaa paa tide at jeg kom hjem. Det havde ogsaa været hårdt Vejr i Edslev. Markerne var saa opblødte at det var næsten umuligt at køre i Marken efter Roer til Køerne. Vi maatte bære dem fra Marken ud til Vognen, der stod paa Vejen. Jeg mindes ikke at Markerne har været saa opblødte paa denne Aarstid, hverken før eller siden.

Det var det Aar vi havde den voldsomme Julestorm, som endnu mindes ved mange Lejligheder.

Jeg havde været paa Svaneborg Juledags Aften og da jeg gik hjem om Aftenen var Blæsten stegen til en orkanagtig Storm, saa da jeg kom, klaprede adskillige Døre og Luger. Jeg hørte flere Rygningstræer blæse med i Gaarden, saa det var nær ved at jeg ikke turde gaa rundt og se efter om der var noget at rette.

De første Aviser der udkom, meldte om store Ødelæggelser. Et Hus var væltet i Hasselager, et helt Tag var røget af et Hus paa Aabo Mark og fra Friisenborgskovene og Statsskovene ved Silkeborg hørte vi at store Arealer af Granplantager var væltet, saa ikke et Træ stod tilbage. 

Jeg begyndte nu ogsaa at deltage i politiske Møder og saa vidt jeg husker deltog jeg ogsaa i Menighedsraadsvalget i 1903, hvor alle der var fyldt 25 Aar havde Valgret. Lærer Kristian Højmark blev valgt ind i Menighedsraadet ved den Lejlighed. Nu senere synes jeg, at det skulde vi Valgmenighedsfolk ikke have blandet os i.

Jeg var ogsaa med til Generalforsamlingen i Edslev Mejeri, der afholdtes i Aabo Skole.                                                       

Maren Hald og jeg talte ofte om Mejeriets Sager, men den gang var det vist utænkeligt at en Kvinde mødte op ved saadan en Lejlighed, men saa skulde jeg stemme for hende. 

Maren Hald og jeg fulgtes ad til Oplæsningsaftnerne i Bering Præstegaard. Om Vinteren var det en fast Regel, at Tirsdag Aften var der Sammenkomst i Præstegaarden hvor Jørgen Teilmann læste op og vi drak Kaffe. Det foregik i to Hold, først Kvinderne, ikke fordi vi ikke vilde drikke Kaffe sammen, men der var ikke Plads ved Bordet, saa vi kunde være der paa en Gang. Efter Kaffen blev der samtalet og imellem kom der ogsaa en livlig Diskussion i Gang.

De senere Valgmenigheds Præster i  Bering har ogsaa holdt saadanne Sammenkomster i Præstegaarden, men ikke saa hyppigt og nu er det højst 5 Gange i Løbet af Vinteren.

I mange Aar skiftedes Konerne til at tage Brød med til Kaffen; nu købes det hos Bageren. 

Bering Forsamlingshus, der er bygget 1882 og altid siden er brugt meget til Gymnastik, Møder og Baller var kommen til at trænge til nyt Gulv, og vi Unge syntes det burde være os, der bekostede det.

Vi havde ikke andre Foreninger end Skytte og Gymnastikforeningen og da jeg som Gymnastikleder, var den mest aktive, blev det mig, der mest tog sig af det.

Der var en ung Tømrer fra Hørning, der ved at være med i Gymnastiksalen, var blevet saa begejstret for Sagen, at han tilbød at gøre Haandværkerarbejdet gratis, naar vi vilde give ham Kosten mens Arbejdet stod paa. Han hed Emanuel Nielsen, han kom senere paa Gymnastikkursus og samlede senere en meget stor Flok Gymnaster i Stjær. 

Emanuel omkom 1914 her i Edslev Mølle, ved Installering af elektrisk Lysanlæg. Gymnasterne i Stjær skænkede en Sølvkrans, der blev ophængt i Hørning Kirke ved hans Begravelse. 

Maren Hald tilbød han at spise paa Thorsminde saa længe Arbejdet stod paa. Han og jeg laante et af vore Køretøjer og saa kørte vi ud til Aarhus Trælast og købte et Læs Tømmer og Brædder. Hvad det kostede husker jeg ikke, men det var sikkert ikke mange Ører pr. Alen

Landboforeningerne havde nu faaet Øjnene op for hvor betydningsfuld Malkearbejdet var og at der maatte gøres for at lære de Unge, ja ogsaa de Ældre at malke paa bedste Maade. Der blev udsendt Malkelærere, som holdt Kursus med stor Tilslutning.

Der blev holdt et paa Thorsminde og hos Olaf Fogh paa Svaneborg samtidig. Der kunde jo ikke godt være flere end der var Køer. Kursuslederen boede paa Thorsminde og baade Maren Hald, Dagmar Hald og jeg deltog. Hanne Udi, der ogsaa var med sagde: det er enda rart at lære hvordan en Ko skal malkes, fra den ene Ende til den anden. 

Som jeg skrev fra Revninge, at Maskintiden var ved at komme, saaledes ogsaa her.

Laust Andersen paa Skovlide købte i 1903 en Aflægger Høstmaskine og saa lejede vi Bent til at komme og høste vor Udlægshavre. Han kom en Lørdag i et straalede Solskin og høstede de seks Tønder Land. Om Søndagen var det ogsaa Solskinsvejr og vi glædede os til at det blev godt vejr, saa vi kunde binde det om Mandagen.

Men det gik ikke efter Beregningen. Søndag Aften begyndte det at regne, og det blev ved i flere Dage. Da Kornet havde ligget saadan i otte Dage, begyndte Toppene at gro og da det ikke saa ud til Tørvejr, vidste vi ikke anden Vej, at binde det og sætte det sammen. Resultatet blev, at da det endelig blev Tørvejr maatte vi løse Båndene og brede Negene ud paa Marken. At det var en besværlig Omgang siger sig selv. Men vi fik dog Kornet ret godt i Hus.                                                                                               

I Juni Maaned da Odder Valgmenighed havde sit aarlige Sommermøde, syntes hun at vi skulde køre derud og være med. Det var jeg meget villig til og Karen vilde ogsaa gerne med og et Par andre af Gaardens Folk, saa vi blev et helt Læs.

Det blev en dejlig Køretur og en god Dag. Jeg tror det gav Maren Hald lyst til flere Køreture, for da Høsten var forbi vilde hun at vi skulde køre til Ris Skov og spise vor medbragte mad der og saa tage i Aarhus Teater om Aftenen. Vi lejede saa Fremmede til at passe Besætningen. Da vejret var straalende blev det et godt Høstgilde for os.                                                                                              

Vinteren 1903-1904 blev en meget streng Snevinter. Gymnastikkeni Bring gik saa godt som aldrig før. Gymnasterne i Virring sendte os en Indbydelse til at komme derhen en Søndag til en Gymnastikdag for baade Piger og Karle.

Vi tog imod Indbydelsen og kørte derhen i Hestevogn. Hvor mange Vogne, der kørte husker jeg ikke, men vi var mange.  Vi blev indkvarteret omkring i Gaardene. Der var ja saa fire Hold der lavede Gymnastik. Om aftenen var der selvfølgelig Bal. – Men ak! Da vi skulde tænke paa Hjemturen var Vejene omtrent ufarbare. Vi maatte køre om ad Solbjerg, men vi kom dog alle godt hjem, selv om det var med store Besværligheder.

Maren Hald syntes ellers ikke om at vi tog der hen. De var jo ikke i Valgmenigheden.

De to Brodersønner der var hos Maren Hald, da jeg kom der, tog hun sig af. Den ældste Ingvar Hansen hjalp hun med Læsning, saa hen senere blev Realskoleforstander i Hurup i Thy. Den yngste Sofus, blev da han blev voksen, Bestyrer for hende paa Gaarden.

Hun hjalp ham ogsaa til at faa Ejendom, da han giftede sig.

Sofus var god ved Dyrene. Som 13 aars Dreng dresserede han en Tyr vi havde, saa han kunde ride paa den. Han brugte ogsaa meget at lægge sig ved Muhamed, som han kaldte Tyren, naar han skulde sove til Middag og Muhamed blev liggende saa længe Drengen laa der. Vi fik saa Jens Kristian ”Stankelben” fra Ormslev som yngste Karl, og da vi havde en Ungtyr til, brugte de Tyrene som Ridedyr.

Fastelavnsmandag pyntede de hver sin Tyr og red til Ormslev. Det vakte stor Opsigt i Byen, men om det gav nogen Fortjeneste ved jeg ikke; maaske det heller ikke var Meningen, men det morede jo de unge.

Senere lærte Sofus”Muhamed” at gaa for Vogn. Han kom engang kørende herned i Møllen, med Enspænder med Tyren spændt for deres Rejsefjedervogn. 

Karen og jeg havde nu været forlovede siden Efteraaret 1900, saa nu syntes vi at det var paa Tide vi fik Hjem og giftede os. Men hvordan fik vi det. Der var ingen af os, der kunde paaregne Hjælp hjemmefra. Karen havde i adskillige Aar tjent som Pige hos moster Ane Marie i hendes Pensionat paa Østersøgade i København. Men da Pigelønnen var 8 Kroner om Maaneden, kunde det jo ikke give nogen Formue.

Hun var taget paa Handelsskole og imens boet hos Mosteren. Tillige var hun ogsaa paa Ryslinge Højskole i tre Sommermaaneder. Fra Handelsskolen var hun en kort Tid som Bogholder i Aarslev Mølle indtil hun kom paa FDBs Kontor i Aarhus.

Lønnen var den Gang 40 Kroner om Måneden for en Kontordame. At det kunde slaa til, til Kost og Logi og lidt Tøj er nu for os helt ubegribeligt. Men der var ikke mere.

Jeg tror nok at Lønnen steg til 50 Kroner om Maaneden, men det gav jo heller ikke Overflod. 

Jeg havde arvet 1000 Kr. efter min Fader og efterhaanden af min større Løn tillige med, hvad jeg som Barn havde samlet, faaet en Sparekassebog paa 1700 Kroner.

For de 2700 Kroner vi saaledes disponerede over, kunde der jo ikke købes nogen stor Ejendom, saa det var da saare naturligt, at vi ogsaa tænkte paa at søge Uddelerplads i en Brugsforening, især da Karen var i Fællesforeningen.                           

Det var særlig Laust og Dorthea paa Skovlide, vi talte om hvad vi skulde gøre

Saa da Laust en Gang havde faaet at vide, at de søgte en Uddeler i Flade Brugsforening paa Mors, syntes de, at jeg skulde rejse derop og søge Pladsen, hvis jeg syntes om Forholdene.

Den gang var det ikke som nu, at det var en Betingelse for at blive Uddeler, at man var uddannet som saadan. En Vintermorgen kørte Laust mig saa til Brabrand Station og jeg tog med Toget til Nykøbing, hvor jeg vist var ved Ellevetiden.

Derfra skulde jeg saa gaa til Flade og besøge Bestyrelsesmedlemmerne og Brugsen og tilbage til Nykøbing samme Dag.

Det gjorde jeg ogsaa, selv om der var ikke saa faa Snevanskeligheder at overvinde. Bestyrelsen var flinke Folk at besøge og nogle gange Kaffe fik jeg sikkert, og helt Afslag paa min Ansøgning fik jeg heller ikke, men jeg fik altsaa ikke Pladsen.

Det var en meget træt ung Mand, der om Aftenen kom til Nykøbing Afholdshjem, men da jeg havde faaet noget at spise og en Kop Te, var jeg alligevel parat til at gaa ud at se paa en Ildebrand der meldtes om. Den var dog allerede slukket, men vi var alligevel ude med en Lygte for at se om det alligevel ikke brændte i en Baggaard.

Det er den eneste Gang, jeg har været med til at lede efter Ildebrand med en Lygte. 

Paa Afholdshjemmet traf jeg en ung Mand fra Søften, som da han hørte at jeg søgte Ejendom sagde at hans Fars Gaard var billig til Salg. Det var en af de saakaldte Himmerigsgaarde. 

Den sidste Vinter jeg var hos Maren Hald, var jeg i Ormslev Præstegaard for at betale Tiende til Provst Gudme.

Tiende var dengang den væsentligste Del af Sognepræstens Løn. Naar Årets Kapitteltakst var ansat, sendte Præsten Tiendesedler ud til alle de Beboere i Sognene, der ejede Jord. Paa disse Sedler stod, hvad hver enkelt skulde betale og hvad Dag Provsten tog imod dem i Præstegaarden. Den fastsatte Dag mødte jeg saa op i Præstegaarden.

I den første Stue vi kom ind i sad Provsten og tog imod Tiendepengene. Tiende blev paalignet efter Hartkorn, saa de var meget varierende Beløb de forskellige skulde betale. Naar vi havde betalt og faaet Kvittering sagde Provsten ” Værgo og gaa ind i den anden Stue og faa noget at leve af”. Der var dækket et stort kold Bord, hvorfra vi forsynede os. En Snaps fik vi vel ogsaa.

Naar vi rejste os fra dette Bord, gik vi ind i den næste Stue og drak Kaffe og fik Piben stoppet med De Volle Knaster eller med Schmalfelds Melange.

Jeg prøvede altsaa at være med til et af de i Historien saa ofte nævnte Tiendegilder. Tienden blev ellers faa Aar efter afløst, saa nu var det ikke alene dem, der var i Besiddelse af Jord, der skulde være med til at betale Præstens Løn, men alle skulde nu være med til det. 

Jeg skulde ikke blive hos Maren Hald længere end til 1. April 1904. det var jo rimeligt at jeg rejste ved den Tid, naar jeg skulde se paa Landejendomme.

Laust Andersen og Broder Olaf var villige til at tage med mig ud at se paa Ejendomme. 

Det første sted vi tog hen var til Søften, ud at se paa Himmerigsgaarden paa Søften Mark. Gaarden var vist billig og maaske vi ogsaa kunde ordne Pengeforholdene, men Marken var daarlig.                                                                                           

Vi prøvede at stikke en Stok i Jorden og den kunde vi ved at vrikke og dreje den, faa ned i Jorden lige til Haandtaget. Saa den Rejse var forgæves. Jeg saa nu stadig efter i Amtstidende om der var Ejendomme til Salg eller Forpagtning og selv om Salgs-tilbuddene var sparsomme, var der dog enkelte jeg rejste ud og saa paa. Jeg var saaledes i Haarup at se paa en og i Mjesing, at se paa en og ligeledes omme ved Mundelstrup, men jeg syntes ikke, det var værd at tage Olaf og Laust med ud se paa nogen af dem. Man kunde dengang, ligesom nu ikke købe andet end hvad der er til Salg, og der var ingen af dem jeg syntes om. De var alle daarlig passede og laa afsides for Vej.

Derimod var jeg cyklende i Lading for at se paa en det tilbød til Forpagtning.

Det var en Gaard paa 40 Td. Land, der laa en Fjerdingvej udenfor Byen.

Der forlangtes 40 Kroner pr. Td. Land aarlig og saa skulde jeg helst købe Besætningen.

 Jeg bestemte saa med Ejeren en Dag, vi skulde komme derover. Laust Olaf og jeg tog saa der om, jeg tror nok Olaf kørte for os.

Det var en meget omstændelig Historie at faa Forpagtningkontrakten i Orden, saa det blev sent inden vi kom hjem.

Mine 2700 Kroner slog til, til at købe Besætningen, der var to Heste og vel en Snes Kreaturer. Men jeg laante vist 800 Kroner af Olaf til at betale den første Forpagtningsafgift med.

Jeg overtog Forpagtningen Den 18. April 1904. det varede noget inden Ejeren, der var Livsforsikringsagent flyttede, saa i den Tid de blev, fik jeg Kosten hos dem. Da de rejste kom Karens Søster Ida og holdt Hus for mig. Der kom en Karl og tilbød sig og ham fæstede jeg for et Aar for 165 Kroner. Sidst i Maj flyttede Karen fra Fællesforeningen og tog hjem for at sy Udstyr. Hun kom selvfølgelig ud til mig og saa Gaarden, men selv om Stuehuset var noget forfalden, syntes vi, at det kunde blive herligt, naar vi fik os indrettet.. 

Vort Bryllup blev holdt i Breum i Karens Hjem ”Lynghøjgaard” en lille Gaard med fire store Kæmpehøje paa Marken. Vi blev viet i Grinderslev Kirke den 29. Juni 1904. det blev ikke noget stort Bryllup. Der var ikke mange med udover Familien. Marie i Revninge var indbudt, men kunde ikke komme. Hun sendte 30 Kroner i Brudegave. Dem købte vi en Gyngestol for. Maren Hald var med os til Brylluppet. Hun gav os 50 Kroner i Brudegave.

Fra Skovlide fik vi en Buffet, som nu min Søster Ida Margthe har. Der var nogle Brudepiger, vistnok fire.

Der var ikke Dans, men i det gode Vejr det var, legede vi en Del ude og var oppe paa en af Højene, hvor der var stor Udsigt over en stor Del af Salling og en Del af Limfjorden.

En af Karens Veninder havde skrevet en Sang. Den ligger endnu i Arkivet her.

Den første Juli rejste vi saa fra Salling tilbage til Lading til Hverdagen, som vi syntes tegnede sig lyst for os. Og jeg var meget glad ved at have faaet Karen hjem til mig.

Det var selvfølgelig en stor Forandring for hende at komme ud som Landmandskone i Stedet for at være paa Kontor. Men hun var jo født paa Landet saa hun blev en god Medhjælper i Gaarden, især da hun var en god Malker. 

Hvordan indrettede vi os nu i vort Hjem? Efter hvad jeg tidligere har skrevet om vore Formueomstændigheder, femgaar det jo klart, at der blev ikke meget til Møbler og andet. Vi købte to Senge med Træbund og Tangmadrasser for 32 Kroner. Sengetøj havde Karen med. Jeg havde ogsaa noget ”Læghentøj” fra min Moders Skabe og Kister.

I min Moders Tid, var det almindeligt st Bønderkonerne kartede og spandt det Uld de klippede af, de ikke saa faa Faar, de havde paa Ejendommen.

De strikkede Strømper, Halstørklæder, Huer, Uldklokker til Kvinderne m.m. hvad Familien havde brug for og lod Resten af Garnet væve til Tøj ”Vadmel” til Mandfolketøj og Kjoler til Kvinderne; endvidere Bolstre til Dynevaar, til Hestedækkener o.s.v. 

Det var ogsaa almindeligt at Kvinderne købte Hør af Byens Hørkræmmere. Jeg husker fra min Barndom, at Far kom hjem fra Aarhus med en eller to Baller Hør, og saa fik Mor travlt med at hægle det, derefter skulde det skættes og spindes til Lærred. Naar det kom fra Væveren skulde det bleges paa Blegepladsen. Det var ofte Græsplænen, der blev brugt, men var der ingen Græsplæne blev Lærredet lagt ud paa Græsmarken til Blegning.

Det var noget Mødrene satte en Ære i at vise frem, naar der kom Fremmede.

Jeg har flere Gange set Moder vise hendes Kisters og Skabes Indhold frem.

”Vil I se mit Læghentøj?” Saadan lød det og saa blev der lukket op for Gemmerne.

Hvad der blev min Del af Læghentøjet, husker jeg nu ikke saa tydeligt, men nogle Dyner og Puder var der da og nogle Hørgarnslagner og Skjorter, endvidere nogle Haandklæder og nogle Uldtæpper og Hestedækkener.

Endvidere købte vi et brugt rundt Bord for 16. Kroner. Det kunde deles i to og saa forlænges ved stænger og Plader, saa der kunde sidde indtil 20 Personer ved det. Seks Stole af de dengang meget brugte svenske Stole a’ 3 Kroner. Karen havde et Skab og en Komode og jeg havde en Del Ting, som jeg havde faaet for at lede Gymnastik forskellige Steder. Derimellem et Skrivebord, en Skrivebordsstol, en Cheiselong, et Skab og en Kiste havde jeg ogsaa. I Brudegave fik vi Sybord og en Sladrebænk. Saa da vi havde faaet det hele stillet op syntes vi, at vi havde et smukt Hjem, da vi foruden det allerede nævnte, tillige havde ikke saa faa gode Billeder. 

Det var den første Juli 1904 Karen kom til Lading. Vi var ikke ret langt fremme med Udtyndingen af Roerne, saa vi maatte alle ud at luge. Karens Søster Ida søgte ind paa Rigshospitalet som Sygeplejeelev og derfor var hun hos os, til der kom Bud at, nu var der Plads til hende. Naa vi kom ret godt over Arbejdet saa vi fik Tid at ælte Tørv i en Mose, der var i det yderste af Marken. Det var vi svært glade ved, saa vi passede dem godt, saa de blev helt tørre. Men ak og ve, da vi fik dem hjem kunde de absolut ikke Brænde. 

Vi befandt os saamænd rigtig godt, men vi kom jo fra en grundtvigs Kreds og undlod derfor at komme sammen med Folk i Byen, ja selv Naboerne kom vi ikke sammen med.

Det blev jo lidt ensomt i Længden, især da Efteraaret kom. Jeg begyndte at længes lidt, ja jeg tror nu heller ikke at Karen var helt fri for at længes.

Om sommeren havde vi ofte haft Gæster fra Salling, Aarhus og selvfølgelig ogsaa fra min Hjemegn, men det blev sjældnere, da de korte Dage kom.

Lading laa 1 Mil fra Mundelstrup, hvorfra vi fik vor Post. Det var nærmeste Station.

Der gik Dagvogn fra Voldby gennem Lading til Aarhus 3 gange om Ugen. Den var jeg aldrig med. Karen var vist med den et Par Gange. Den ene Gang var den saa overfyldt at hun fra Aarhus og hjem maatte sidde paa Søren Paludans Skød. Det havde ellers været en ret fornøjelig Tur, som vi morede os meget over ved at høre Karen fortælle om den.

Vi gik ofte i Kirke om Søndagen hvor Pastor Schmidt fra Skjoldelev Prædikede. Det var en grundtvigsk Mand, som vi gerne hørte.

Karlen vi fik, var ret tilfreds med at være hos os. Vi hørte ad Omveje at han syntes vi levede som om det var Søndag hver Dag. Ak ja, Sandheden var den, at vi spinkede og sparede hvad vi kunde.

Vor tilfredshed med Karlen voksede ikke. Han fik daarlige Øjne og Karen gav ham noget at bade dem i. Vi opdagede senere at det kom af , at han ikke var i Seng mere end nogle faa Timer hver Nat. Følgen var da ogsaa at det skete, at jeg ind imellem fandt ham sovende i Marken, ja endog bag Harven.                                                                                                                                                  

En Dag først i December 1904 saa jeg i Aarhus Amtstidende at Edslev Vandmølle var til Salg. Min første Tanke var” mon ikke det var noget for os”. Jeg vidste fra Laust Andersen, at der skulde laves Fiskeri ved Pinds Mølle og at den skulde nedlægges og saa vilde der blive mere Søgning til Edslev Mølle. Til at begynde med syntes Karen ikke rigtig om Tanken, men hun gav mig da lov til at cykle hen og tale med Laust og Olaf om det. De syntes begge, at det var værd at prøve, om det kunde lade sig gøre. 

Til Edslev Mølle hørte den Gang ca. 31. Tønder Land. Møllen var bortforpagtet for et Tidsrum af otte Aar for 800 Kroner om Aaret. Der forlangtes 37.000 for den. Der var et Kreditforeningslaan paa 6000 Kroner. Resten 14.000 Kroner skulde udbetales ved Overtagelsen.

Købere skulde henvende sig til Sagfører P.M.Nørregaard i Aarhus. Vi var straks klar over at hvis vi ikke kunde forhandle med Mølleforpagteren Hans Andreasen, der først havde overtaget Møllen den foregaaende første April, saa han afstod Forpagtningen til 1. April 1905, vilde vi ikke købe Møllen.

Jeg tog saa til Aarhus og fik udvirket hos Sagfører Nørregaard, at jeg fik den paa Haanden til den forlangte Pris og Betingelser i nogle Dage. Hans Andreasen var ikke uvillig til Forhandling og sammen med hans tidligere Husbond, Marius Jensen Hørning, blev vi enige om at han skulde afstaa Forpagtningen første April 1905 og samtidig overlade mig sit Møllekøretøj, to Heste og en et Aar gammel Møllevogn samt en Sækkevogn og en Del Sække, alt for en Sum af 2.700 Kroner kontant.

Saa var der Udbetalingen af Købesummen for Møllen. Jeg havde ingen Penge saa de 14.000 Kroner, der skulde betales kontant skulde vi laane.

Laust og Olaf var villige til at kautionere og jeg skulde saa prøve om Maren Hald vilde være tredje Kautionist, saa mente vii, at vi nok kunde laane Pengene i Landbosparekassen i Aarhus. Hvad vi ogsaa kunde.

Jeg gik saa til Maren Hald og spurgte om hun sammen med de to vilde kautionere for de 14.000 Kroner og maaske enda mere, hvis det blev nødvendigt.

Hun svarede saaledes:” Før Hans Hald døde sagde han til mig, der er en Ting du skal vare dig for Maren og det er at gaa i Kaution for Laan, men tilføjede hun i samme Aandedræt ”A vil godt”

Jeg følte det som en Tillidserklæring, hvad det da ogsaa var.. 

Vi tog saa til Aarhus til Sagfører Nørregaard og købte Møllen paa de forlangte Betingelser. Vi skulde overtage Ejendommen den 19. December 1904.

Hans Søgaard, der ejede Gaarden i Lading var rejst til Horsens, hvorfor jeg rejste ned til ham for at faa Lov til at flytte fra Gaarden den 18. April 1905. aarsdagen efter at jeg var kommen dertil. Han var ikke særlig glad derved, men vi blev dog enige.

Karens Broder Mogens var hjemme paa Lynghøjgaard. Ham fik vi til at komme ned til os for at hjælpe til med at passe de to Gaarde, som vi nu havde faaet. Det blev saa til at vi blev i Lading til efter Nytaar og Mogens passede besætningen i Møllen.

Mogens fik Kosten paa Skovlide.

Efter Jul kørte saa Karen og jeg til Edslev med det Tøj og Bohave vi vilde have med og saa kørte Mogens tilbage til Lading og blev saa der som Bestyrer til den 18. April, da vi afstod Gaarden igen.

Det viste sig at vi ikke havde sat Penge til ved at være i Lading. 

Edslev Mølles Bygninger var noget forfaldne og Marken ikke passet ret godt. Den blev udbudt til Salg fordi Kreditforeningen havde gjort Udlæg i den for manglende Rente-betaling.

Da vi den 1. April skulde til at drive Møllen, havde jeg kun lidt Kendskab til Mølleriet.                              

Ole Nielsen, der var her fra Byen og var Svend her paa Møllen, vilde godt blive her et Aar. Han fik 400 Kr. i Aarsløn, men forlangte 600 hos mig. Det fik han, og han blev ogsaa en god Medhjælper.

Da vi den første April overtog Møllens Drift, kørte jeg selv Møllevognen, dels for at faa Kendskab til Kunderne og dels fordi jeg ingen anden havde til at køre. Da Mogens den 18. April kom her hen at være, kørte han efterhaanden ogsaa Møllevognen.

Vi havde Kunder i Bering, Enslev, Kattrup, Ingerslev, Kolt, Lemming, Aabo, Ormslev og Edslev, hvor vi kørte Møllevogn, desuden var der enkelte fra Dørup og Hørning, der selv kørte til Mølle

Den almindelige Pris for at faa malet var, at vi beholdt 5 %  af Kornet  af dem vi kørte Møllevogn til og 4 % af det Korn, der blev kørt til Møllen. Vi havde 14 faste Mølleture om Ugen i Vinteren og noget færre om Sommeren. Foruden at male Folks Korn, handlede vi ogsaa med Korn, Malt, Gryn og Flormel.

Da vi kom her lavde vi Gryn og sigtede Byg, Hvede og Rug til Mel. Det Korn vi lavede til Gryn eller Mel beholdt vi 40 % af. Det var Skalmelet og Kliden vi beholdt.

Efterhaanden holdt vi op med at sigte, da vi havde brug for hele Vandkraften til at grutte til Svin og Kreaturfoder.

Vor Kornhandel udvidede vi ret stærkt, da Svinefedningen tog et stort Opsving før første Verdenskrig. Vor egen Svinebesætning var en Overgang saa stor, at vi brugte over 400 Kg. Korn om Dagen i Svinehusene.

Vi var nu kommen til at bo paa min Hjemegn, hvor vi begge to var kendt. Det var ikke et Aar siden jeg var rejst fra Egnen og Karen var ved hendes Familieskab med Laus og Dorthea paa Skovlide ret godt kendt med den Ungdomskreds, der sluttede op om Bering Kirke og Forsamlingshus.

Dog varede det nogen Tid inden hun følte sig helt hjemme paa Egnen. Hun kom dog senere til at betyde en hel Del paa Egnen.

Vi fik vort første Barn den 14. Juni 1905 saa Karen havde derfor holdt sig noget tilbage den første Tid vi var her i Møllen.

Det var os en meget stor Glæde at Minna, som hun blev døbt, blev født. 

Hun var det første Barnebarn Simon og Else Marie, Lynghøjgaard fik og Bedstemor og særlig Mostrene, Karens Søstre, kom meget ofte paa Besøg. Især da vi fik flere Børn og de tre af de fire Mostre ikke blev gift. De kom her meget i Ferierne og naar Lejligheden var til et Besøg.

Da Signe fik den Plads i F.D.B. som Karen havde haft, var hun her, som var hun hjemme og hørte til her. Særlig om Julen var hun meget velkommen. 

En Søndag Eftermiddag, den første Sommer vi var her og sad alene, kom Pastor Teilmann og Frue kørende ind i Gaarden. Hvad nu tænkte vi, for det kan da ikke være for at besøge os, at de er kommet. Men det var det, netop da vi kom ud til Vognen sagde Teilmann ” Vi vil da have spændt fra og se hvordan I bor”.

Det var hyggeligt at have dem som Gæster og vi var en del beæret ved Besøget, da det mest var de ældre i Menigheden de saadan Besøgte. 

Som de meget læsende og talende Mennesker vi var begge to, holdt vi af at have Gæster og komme ud til Folk og der var mange i Kredsen vi efterhaanden kom sammen med.

Da jeg ikke var bange for at sige min Mening ved Generalforsamlinger og Møder, varede det ikke længe inden jeg kom i Bestyrelsen for Mejeriet og fik andre offentlige Bestillinger.                                                                                                 

Jeg var derfor ofte ude om Aftenen til Møder, og det var Karen ikke altid helt tilfreds med.

Karen vilde meget gerne i Teatret i Aarhus, det vilde jeg ogsaa gerne. Men vilde vi til Aarhus om Aftenen, maatte vi selv køre, anden Befordring var der ikke. Det sidste Aftentog fra Aarhus efter Skanderborg gik fra Aarhus gik Kl. 9.15.

En Adresse fra Beboerne omkring Hasselager og Hørning om at faa et senere Aftentog i alt fald en Gang om Ugen til at holde ved de nævnte Stationer belv afslaaet.

Vi maatte altsaa selv køre, og det gjorde vi ogsaa, selv om vi kun havde en tostolet Rejsefjedervogn at køre i og en Møllervognhest at spænde for den. Vi kom ikke hjem før længe efter Midnat. Men vi var jo unge og det var nogle dejlige Ture at tage sammen. 

Naar Else Marie og Simon var her paa Besøg, kørte vi ogsaa sommetider til Aarhus og gik i Teateret.

Det hændte imellem at der var Forestilling Søndag Eftermiddag og saa var vi ofte derude. 

Den første Vinter vi var her, kom der en af Byens Gaardmænd og vilde tale med mig.

Han spurgte mig, om jeg vilde skrive under paa en Opfordring til Chr. Pedersen her i Byen om at lade sig opstille til Sogneraadet. Han var Sogneraadsformand i det siddende Sogneraad. Jeg svarede promte ”Nej sandelig vil jeg ikke” og fik som Gensvar ”Du vil maaske selv have Pladsen. Den Modvilje med Chr. Pedersen jeg saa tydeligt tilkendegav, var sikkert gensidig og den havde været der i de Aar vi tidligere havde kendt hinanden.

Det varede ikke ret mange Aar inden vi blev Modstandere vedrørende Flytning af vores Andelsmejeri. Dette var bygget af Beboerne i Edslev, Ormslev og Aabo 1886 og gik ogsaa godt, men da der var gaaet en Del Aar, kom Skibbygaardene og bad om de ikke ogsaa kunde blive Andelshavere.

De havde vist tidligere solgt deres Mælk til et Fællesmejeri. Det fik de Lov til, men det gik kun faa Aar, inden de kom med Forslag om at flytte Mejeriet ned til Ormslev St. det vilde være en stor Fordel at faa Mejeriet til at ligge ved Stationen, og nu var Hammelbanen kommen i gang og der var kommen Station nær Skibby. Beboerne i Aabo og Ormslev syntes godt om Tanken, hvad vi i Edslev ikke gjorde. Ved et stiftende Møde i Ormslev Forsamlingshus, hvor der kun var faa leverandører, der vilde flytte Mejeriet ned til Ormslev St. og give det Navnet ”Lykkedal”.

Paa Mødet blev det drøftet om ikke Leverandørerne fra Edslev burde sammenkalde til et Møde, for det nye Mejeri kunde udmærket overkomme at behandle det Mælk de leverede.

Men Formanden Chr. Pedersen sagde: ”Naar A nu skriver under, kommer de saamæn nok” han fik ogsaa en Gaardmand og tre Husmænd til at skrive under, og det saa ogsaa ret faretruende ud for vi ander. Sagen laa saadan at Leverandørerne i Edslev laa noget spredt og mange af os laa ikke godt for Kommunevejen, og os der ikke gjorde det var bange for Forskelsbehandling. Min Nabo Husmand Søren Rasmussen og jeg talte om Sagen og blev enige om at sammenkalde de 15 her i Edslev, der endnu ikke havde skrevet under til Lykkedal Mejeri.

Der blev saa sammenkaldt til Møde her i Møllen. De mødte alle og vi blev enige om at staa sammen, enten vi saa skulde gaa til Lykkedal Mejeri eller Bøgekilde, der laa ved Landevejen nær Hasselager St. Afstanden var omtrent den samme. 

Efter en Del forhandling fulgtes vi ad til Bøgekolde. 1908 var der saa ingen Leverandører til Edslev og Bygningen stod ledig.

Hvad saa? Vi 15 blev enige om at købe den, hvis vi kunde købe Grunden. Mejeriet var nemlig bygget paa lejet Grund. Niels Jensen ”Nørlund”, der ejede Grunden, var villig til at sælge os den med gode Tilkørselsforhold for 1000 Kr. Vi købte den saa, og Bygningerne gav vi 3000 Kr. for. Jeg var bleven Medlem af Mejeriets Bestyrelse, saa jeg talte da ogsaa med, da Mejeriet  skulde sælges og Maskinerne sælges og som den nærmestboende fik jeg ogsaa en del Arbejde med det.

Vi talte først om at oprette et Andelsbageri i Bygningen. Det var noget der agiteredes stærkt for mange Steder i Landet.

Ole P. Herskind, Marielyst vor nære Nabo, som var stemt for Bageri, men som ikke havde leveret Mælk til vort Mejeri, og jeg var rejsende i Salling for at se Haasum Andelsbageri og tale med Formand og Andelshavere. Men det blev nu ikke til mere. 

Vi søgte saa om Tilslutning til Oprettelse af en Brugsforening, og det lykkedes.

Efter en Del Omlavning og Ombygning stiftedes Edslev Brugsforening den 18. August 1909 og vi begyndte at levere Varer den 1. November samme Aar.

Vi regnede ikke med en stor Brugsforening og da der var en Kvinde, der søgte, og hun stod os an, antog vi hende. Den første Bestyrelse blev: Vinter Hansen, Pinds Mølle Formand, Chr. Pedersen Næstformand, Rasmus Rasmussen Regnskabsfører, Søren Rasmussen og mig.

Ingen af Bestyrelsen skulde lønnes og der handledes ikke med spirituøse Drikke. 

Den første April 1908 forpagtede vi 10½ Tønde Land. Det var Jord, der tidligere havde hørt til Møllen, men var blevet solgt fra, da Møllejorden blev udskiftet. Vi forpagtede det for otte Aar for 40 Kroner pr. Td. Land om aaret. Det var bedre Jord end det vi havde i forvejen, saa det var godt for os. I 1908 kom Foraaret meget sent. Da jeg paa min Fødselsdag d. 29. April gik og saaede noget tidlig Staldfoder paa et Stykke af den nyerhvervede Jord, kom Faster Ane paa Fødselsdagsvisit og raabte da over til mig, om jeg var tovlig at saa nu, da Jorden endnu ikke var tjenlig. Hun vidste ingen, der havde begyndt at saa.

Da der 1909 skulde være Sogneraadsvalg var der kommen en ny Lov for Kommunalvalgene. De tidligere Sogneraad blev valgt for otte Aar ad Gangen, men der blev nu valg hvert fjerde Aar. Et Sogneraad havde altid et ulige Antal Medlemmer 5,7,9 eller 11. Den gang blev den største Halvdel af Raadet valgt og dertil havde kun den højst beskattede Trediedel af Vælgerne Stemmeret. Næste gang der var Valg havde alle Stemmeret, men da var det den mindste Halvdel, der skulde vælges. Af dette fremgaar det jo tydeligt, at nok skulde alle have Stemmeret, men det var de velhavende, der kunde bestemme. Loven var saadan, at det kun var Mænd over 30 Aar, der havde Stemmeret. Kvinderne talte ikke med.

1909 skulde Sognerådsmedlemmerne vælges for 4 Aar ad Gangen og baade Mænd og Kvinder havde Valgret og var valgbare, naar de havde den lovpligtige Alder, der – saa vidt jeg husker – var 25 Aar, og ikke var straffet og tillige havde Raadighed over deres Bo. I 1909 blev der forstaaeligt nok et vældigt Røre imellem Vælgerne.

De politiske Partier vilde stille Partilister op. Husmændene stillede en Liste op og Kvinderne vilde ogsaa være med.

Der skulde stemmes paa Lister, der var udfærdiget af Vælgerne. Det højeste Antal Navne paa en Liste var 9, men der maatte godt være færre Navne, og den skulde underskrives af 15 Vælgere som Stillere. Stemmetallet paa de forskellige Lister afgjorde hvem der var valgt. Den hvis Navn stod øverst paa Listen blev valgt og derefter nr. 2  o.s.v. saa det var ofte ret vanskeligt for dem, der lavde Listen at blive enige om hvordan Navnene skulde staa paa Listen.                                                                     

Listerne blev nummererede eller fik Bogstavbetegnelse efter som de blev indleveret til Valgbestyrelsen.

Husmændene var de første der lavede deres Liste. Ved et Møde i Ormslev udfærdigede de en Liste, hvor Husmand Jens Peter Olesen far Edslev fik sit Navn paa Listen paa en Plads, saa han var sikker paa at blive valgt.

Venstre vilde derfor ikke have mit Navn paa deres Liste, de syntes ikke der skulde vælges to Sogneraadsmedlemmer i Edslev. Det var de fleste i Edslev utilfreds med, da de ikke ønskede Jens P. Olesen som deres Repræsentant i Raadet.

De blev derfor enige om at opstille en Liste med mit Navn øverst paa Listen og Sogneraadsformand Laurs Peter Jensen fra Kolt som Nr. 2. han var nu øverst paa Venstres Liste, saa i virkeligheden var jeg ene paa Listen.

Selvfølgelig var Amtsraadsmedlem og tidligere Sogneraadsformand Chr. Pedersen og enkelte andre i Edslev imod opstilling af denne Liste, men ved Valget fik denne Liste 1 eller 2 Stemmer mere end der skulde til at vælge en Mand, saa jeg blev valgt uden Stemmespild.

Jens Peter Olesen blev ogsaa valgt, saa vi blev to Sogneraadsmedlemmer i Edslev. Derimod blev Smaabyerne, som benævntes, Kattrup, Enslev og Bering ikke repræsenteret i Sogneraadet. Venstres Liste fik blandt andre valgt en Kvinde. Det var Karen Sørensen fra Ormslev, der var gift med tidligere Sogneraadsmedlem og Sognefoged Gaardejer Peder Sørensen, Ormslev.  Hun sad i Sogneraadet i to Valgperioder. Venstre har siden, med Undtagelse af en Valgperiode, altid haft en Kvinde med. Derimod havde de andre Partier aldrig haft nogen Kvinde valgt. De har selvfølgelig altid haft Kvinder opstillet, men ingen er bleven valgt. Da vi havde konstituerende Møde i Sogneraadet, saa flere af Medlemmerne lidt skævt til mig, deriblandt Laurs Peter Jensen, fordi de syntes det var en noget uregelmæssig Maade, jeg var bleven valgt paa.

Sogneraadets særlige Arbejde omkring i Byerne blev tildelt de forskellige Medlemmer.

Det var tilsyn med Vejene, Grusgravene, Skolerne, Fattighusene og hvad der ellers var.

Nu var der jo ingen Medlem i Smaabyerne, hvorfor jeg blev tildelt dem, som mit særlige Arbejde, hvorimod Jens Peter Olesen skulde have Edslev, som sit Distrikt.

Jeg syntes at dette var meningsløst, men jeg kunde jo ikke selv bestemme. Jeg stillede derfor Forslag om at naar der var gaaet to Aar, skulde vi bytte, saa jeg fik Edslev som mit Distrikt og det gik saa igennem.

Da der igen skulde være Sogneraadsvalg var der ingen til at opstille Jens Peter Olesen og da Venstre heller ikke denne Gang vilde tage mig paa Listen paa en sikker Plads, lavede mine tidligere Vælgere igen en Liste med mit Navn paa, men denne Gang var der kun mit Navn paa den. Det gik som ved sidste Valg. Jeg blev valgt med 1 eller 2 Stemmer mere end nødvendigt, saa der heller ikke denne Gang blev Stemmespild..

Nu var Situationen den, at var jeg død eller fraflyttet Kommunen, da der have været afholdt Sogneraadsvalg i Kommunen, da der ingen Stedfortrædere havde været paa de Lister jeg var valgt paa.

Næste Gang der blev Sogneraadsvalg kom mit Navn øverst paa Venstres Liste, da havde jeg ogsaa været Næstformand i flere Aar. Næste Gang nægtede jeg at tage imod Genvalg. Laus P. Jensen var i Sogneraadet i alle de Aar jeg var i Sogneraadet og der udviklede sig et godt Venskabsforhold imellem os. 

I 1909 var Kommunens Budget 32.500 Kroner og Aaret før havde det været 31.500 Kroner og Kommunenes Folketal var 2300 og det blev det ved at være til sidst i Halvtredserne.

Sogneraadslokalet var i Kolt Forsamlingshus. Sogneraadsformanden fik saa vidt jeg husker 300 Kroner i Løn om Aaret. Sognekassereren fik 35 Kroner.                                                                                                                                                                    

Sogneraadet blev bespist ved Møderne og det fik Værten i Forsamlingshuset 160 Kroner for om Aaret. 

1912 var De danske Skytte og Gymnastikforeninger repræsenteret ved Olympiaden i Stockholm ved to Hold. Et Elitehold paa 24 under ledelse af den senere landskendte, ja vel rettere verdenskendte Niels Buhk, der senere byggede Ollerup Gymnastikhøjskole.

Det andet Hold var paa 400 Mand. Der blev lejet et Ekstratog for Deltagerne og der var jeg med, men ikke som aktiv Deltager. Vi var nogle Stykker, der fik lov at være med som passive Deltagere. Det var Bent Andersen, Halfdan Teilmann og mig og nogle Stykker flere.

Det blev en herlig Tur. Det var først i Juli Maaned og Turen varede en Uge. Deltagerne fra hele Landet skulde være I København saa de var klar til at sejle til Malmø tidlig om Morgenen. Vi fra Aarhus var i Tivoli om Aftenen før vi skulde sejle. Det var rart at være i Tivoli, naar vi var saa mange, der kendte hverandre.

Vi sejlede saa til Malmø om Morgenen og Toget holdt parat til Afgang. Landskabet gennem Skaane var kun lidt forskelligt fra det sjællandske, men efterhaanden tog det jo en Forandring, saa da vi havde kørt vel 3 Timer var det et helt andet Landskab vi kørte igennem.

Betydelig færre Beboelser, spredte Trægrupper og mere kuperet Terræn.

Der var bestilt Middagsmad ved en af Stationerne. Vi kunde jo holde saa længe det passede os, da vi selv havde vort Tog. Efterhaanden blev Naaletræerne hyppigere og Birketræerne var næsten de eneste Løvtræer vi saa. Vi kom ogsaa igennem flere Tunneler igennem Klipperne, særlig lige før Stockolm, syntes vi det varede længe at komme igennem. Der blev lidt Ophold paa Stockholm Banegaard, mens vi blev stillet op og talt op. 

Endelig kom vi i gang og marcherede op paa Södra til en Fodfolkskaserne hvor vi skulde bo. Paa vejen derop kunde vi ikke lade være med at bemærke at Gaden var den bare Klippe vi gik paa. Der var flere Skraaninger og i det hele meget fremmedartet for os, der kom far Slettelandet.

Paa Kasernen blev vi vel modtaget. Der var smurt en Portion ”Smörgaas” til os med tilhørende Drikkevarer og da vi havde spist, blev vi anvist vore Sovepladser. Det var Soldaternes Belægningsstuer med Etagesenge, som vi skulde sove i. For dem der ikke havde været Soldat føltes det rimeligvis noget haardt og trangt, men det vænnede man sig nu hurtigt til. 

”Södra” ligger paa nogle Klipper højt over Stockholm, hvorfra der var en storslaaet udsigt over Byen og Skærgaarden. Straks vi saa ud over det, slog det os, at vi aldrig havde set saa blaat noget Vand, saa vi standsede lidt og nød Synet.

For at komme fra Södra ned til Byen, var det nemmeste at benytte Katharina Hissen. Den kunde tage vel 6 til 8 Mennesker og mon ikke der et halvt hundrede Meter ned? 

Aabningen af Olympianden var en betagende Oplevelse. Vi, der var passive Deltagere, havd taget Plads paa Tilskuerpaldserne. Efter Trompetfanfarer og under øredøvende Musik, kørte Kongen og Dronningen i Frispand ind paa Idrætspladsen hilst med storslaaet Begejstring og vældige Hyldestraab. Derefter kom de deltagende Nationers Idrætsfolk. I hvilken Rækkefølge de kom husker jeg ikke, men de havde selvfølgelig deres Flag i Spidsen.                                                                                                                                                

Det Hold, der vist tildrog sig mest Opmærksomhed var det danske. Der var vel 450 i alt og alle de fra de danske Skytte og Gymanstikoreninger havde danske Studenterhuer paa eller omtrent lignende Hovedbeklædning. 

Vi passive Deltagere var meget betaget af det hele og tilbragte megen Tid paa Tilskuerpladserne.

Naar en Idrætsleg var færdig og det var afgjort hvem der skulde have Guldmedalje eller Sølv eller Kobber og Vindernes navne blev raabt op, blev den Nations Flag, som Vinderen tilhørte, hejst og dens Nationalsang spillet.

Der var tre Flagstænger, den højeste til Guld i Midten, den til Højre til Sølv var lidt lavere og den til Vanstre til Kobbermedalje igen lidt lavere. 

Nu hændte det, at Finnerne, der dengang var under russisk Herredømme, vandt alle tre Medaljer i en Løbekonkurrence. Den finske stander vajede derfor fra alle tre Flagstænger, men den finske Sang blev ikke spillet. Da lød der raab fra Tilskuerpaldserne ”Bjørneborgernes March” men den kom ikke. Dirigenten sagde ”Vi maa ikke spille den” Da rejste tilskuerne sig med et Brus og sang den staaende.

Et meget betagende Øjeblik for dem der var med. 

De aktive Deltagere skulde jo træne.  De skulde ogsaa i Flok hen at lægge en Krans paa den svenske Gymnasitiks Skaber ”Per Henrik Ling”s Grav. De var ogsaa henne at se paa den finske Kvindegymnastik m.m.

Det var vi passive ikke saa interesserede i, saa gik vi i stedet for omkring og saa, hvad der var værd at se. Vi saa Skepsholmen, Nordiska Museet hvor der var fler Trofæer fra Karl den tolvtes Tid. Hans lange Rytterstøvler, han havde gaaet med de samme i mange Aar. Det var nogle ubekvemme Krabater at se paa. Vi besaa ogsaa Kungslottet og Ridarholmskirken og drak Aftenkaffe paa Kungliga Operna Terasse.

Skansen, Stockholmernes Sommerudflugtssted besøgte vi en hel Eftermiddag. Det lignede en Del er Frilandsmuseum og der var mange Seværdigheder og Cirkus og meget andet.

Konkurrencesvømningen, der foregik om Aftenen, betog os meget. Vi kunde vanskeligt løsrive os fra Skuet, af Udspringene fra 5 og 10 Meter Vipperne.

Vi syntes det var fænomenalt.

Den Søndag vi var i Stockholm, lejede vi en Passagerbaad, der skulde sejle os en tur paa Mälaren.

Skibet skulde føre Dannebrog i Toppen. Vi gik om bord i Skærgaarden, men maatte for at komme op i Mälaren, hæves op i Sluseportene. Jeg tror nok vi blev hævet tre Gange. Det blev en vidunderlig Sejltur.

Ved begge Sider af Søen var der i Massevis af Landliggerboliger imellem Klipperne og Bevoksning af Fyr, Birk og andre Planter. Det var jo Søndag saa ved alle Bygningerne var det svenske Flag hejst og naar Beboerne saa en Damper med Dannebrog i Toppen, løb de til Flagstangen og kippede med Flaget. Det saa smukt ud.

Ja, jeg maa med skam sige, at jeg næsten var ved at synes, at det svenske Flag var smukkere end det danske. 

Da vi kørte fra Stockholm, kørte vi mod Nord for at aflægge Besøg i den gamle kendte svenske Kongeby Uppsala. Vi saa den gamle Domkirke og de mange gamle, minderige og pragtfulde Ting, der var i den, men jeg husker ikke noget særligt. Vi var ogsaa rundt i Universitetet, men bortset fra at det var ret nyt indrettet med Svømmehal og flere af deres Undervisningsrum og deres Undervisningsgrej var ret nye, saa husker jeg ikke noget særligt. Derimod husker jeg de to meget store Kongehøje. De var, syntes jeg, en Del større end Jellinghøjene og det var rart at sidde paa Skraaningen og se over Byen og Omegnen. 

Vi var inde i Præstegaarden, som laa ved Foden af Højene og vi tre fik os en fornøjelig Passiar med Præsten og Fruen

Ved Aftenstid kørte vi saa direkte hjem og var hjemme halvandet Døgn efter og som det ses af det jeg har skrevet, mange gode Minder rigere.

1908 holdt Lemvig Valgmenighed 25 Aars Jubilæum, hvortil de indbød nogle medlemmer fra hver Valgmenighed. Bland andre her fra Bering, var Karen og jeg med.

Vi blev indkvarteret hos Povl Povlsen paa Gaarden Nørre Tang i Gudum en Mils vej fra Lemvig. De var flinke Mennesker, vel en Smule ældre end os, men vi faldt straks til og havde nogle gode Dage hos dem.

Jubilæumsgudstjenesten i Valgmenighedskirken var meget festlig i den overfyldte Kirke og selv om jeg ikke kan huske Prædikenen eller noget af Foredragene, der blev holdt, kan jeg huske Altergangen i Kirken. Det var Valgmenighedens Præst Pastor Kjølseth, der holdt den og den gjorde saadan Indtryk, at saa at sige alle de Tilstedeværende gik med.

Da Povl Povlsen hørte at jeg kendte lidt til Tovborg Jensen, Klostermølle, syntes de at vi skulde køre over at besøge dem. De boede ikke langt borte og var deres gode Venner. Tovborg Jensen var den Gang landskendt for sit Landbrug, navnlig ved hans Dyrkningsregnskaber over et ret stort Hedeareal han opdyrkede.

Han havde ogsaa eget elektrisk Lys, der blev lavet af Vandmøllen. Han var Formand for Valgmenigheden og Landboforeningen.

Vi havde en fornøjelig og udbytterig Aften paa Klostermølle.

Da Afslutningsdagen kom, havde Tovborg Jensen arrangeret en Udflugt til Harboøre med Ekstratog fra Lemvig. Om alle tog med ved jeg ikke, men vi var da flere hundrede. Vi saa Harboøre Kirke, en stor meget mørk Bygning, der var Balkon over det halve af Kirken, men det var, hvad jeg aldrig før eller siden har set, over det halve paa langs af Kirkeskibet og saa ikke ret højt oppe. Det hele i Kirken var malet i meget mørke Farver saa det var et dystert Indtryk vi fik af Kirken og det samme fik vi af Kirkegaarden. Det lignede nærmest en Græsmark med en Del Forhøjninger imellem. Der var kun faa rigtige Gravsten imellem.

Fra Kirken gik vi ned for at se Redningsstationen. Vi fik alt forevist og forklaret og de kørte Redningsbaaden ud for at vi kunde se hvordan det foregik. Endvidere afskød de en Redningsraket ud over Havet.

Det blev selvfølgelig sent inden vi kom hjem den Aften, men vi var meget glade for Turen.

Povl Povlsens besøgte os et Par Dage i 1910 og vi skrev sammen med dem en Tid.

 Denne lange beretning er en afskrift af Gunnar Foghs originale håndskrevne beretning.