Paa Grund af den ensomme Beliggenhed, indeklemt imellem de sorte Lyngbakker, var vi Børn meget mørkeræd, saa vi turde ikke gaa udenfor Døren, naar det var mørkt. Da vore Forældre jo stammede fra en meget uoplyst Tid og ikke selv var dristige. Min Fader kunde fortælle saa mange Spøgelseshistorier, og det gjorde ikke Sagen bedre, at en af dem lød saaledes: Medens han var Ungkarl i Malling Kirkeby, var det Skik blandt de unge Karle om Efteraaret at gaa paa Natjagt med Hunde efter Ildere og Maarer rundt i Byen, ved Gjærder og Hegn. En Aften de gik rundt i Fællesskab og Hundene løb omkring for at opsøge Ildere, saa lige med ét kom Hundene hylende med Halen mellem Benene farende imellem Karlene med Tegn paa stor Skræk, som Karlene ikke kunde forstaa, før de kom til at se hen paa Kirkegaarden, hvor de saa et hvidt Liglam, der paa tre Ben kom løbende hen paa Muren og saa forsvandt inde paa Kirkegaarden. Det lød, som om det havde Hestesko under Fødderne.

Oppe i Skoven, som grænsede til vor Mark, som kaldtes Birkeagrene, var der en lille Slugt eller Dalstrøg, der hed Præstdal. Der fortælles, at der om Natten red en hovedløs Præst paa en hovedløs Hest, frem og tilbage, og det var ikke rart at møde ham. Senere, da jeg blev voksen, gik jeg flere Gange der igennem om Aftenen, men jeg har hverken set Præst eller Hest, men jeg er heller ikke født paa en Søndag, for hvem der er det,kan se saadan noget.

Jeg havde en Søster, der var et Par Aar ældre end jeg, som var syg, og mine Forældre var klar over, at hun ikke kunde leve. Natten før hun døde, blev der banket 3 Gange paa Ruden til Sovekammeret.

Min ældste Søster havde faaet 2 Tvillingebørn, hvoraf den ene snart døde; en Aften, som vi allerbedst sad i Sovekammeret og passede hver sit Arbejde, hørte vi en Lyd, som om en Fugl fløj imod Vinduesruden. Vi blev meget bange og sagde i Munden paa hverandre: Hva-va-det. Da var der straks en af os som sagde, at det nok var et Forvarsel for, at den sidste af Tvillingerne var død. Dagen efter kom der ogsaa Bud, at han var død.

Vort Stuehus var opført af Grundmur og nærmest at ligne ved en lille Fæstning. Vi havde kun faa og smaa Vinduer, som var velforsynet med Jernstænger indvendig, dernæst forsvarlige Jernhasper for Dørene, for Hoveddøren tillige en stor bred Jernstang tværs over Døren indvendig. Inde i Alkoven hængte min Faders ladte Bøsse, saa vi altid var i Forsvarsstand. En Nat var der en, som bankede paa Sovekammervinduet. Min Fader raabte, hvem det var, ingen svarede, atter bankede det, Fader raabte igen, ingen Svar; tredie Gang bankedes der, og Fader saa en Mand gaa forbi Vinduet, saa raabte min Fader: Hvis du ikke giver dig tilkende, saa skyder jeg. Saa maatte Manden frem, det var saa vor Tømmermand, der byggede for os, som vilde gøre os bange.

Gamle Folk fortalte os om Marekatten, som løb ude paa Markerne om Natten og som vilde komme efter os, derfor turde vi ikke gaa ud om Aftenen, og denne Marekat vilde ogsaa komme efter Folk, naar de sov, for naar der var nogle

Folk, som laa og klagede sig i Søvne, da var det Maren, som red dem, og de kunde ikke røre sig af Flækken, saa længe det varede. Dem som var kloge nok kunde sikre sig for det, naar de, inden de gik i Seng, lagde 2 Halmstraa over Kors foran Sengen, dem kunde Maren ikke komme over.

Sidst i Tredserne var det, at Bønderne begyndte at dræne Kjær og Moser ud for at alt det stillestaaende svovlholdige Vand; der boede Lygtemanden, som i mørke Nætter var slem til at vildlede Folk, som færdedes ude, da de troede, at det var en rigtig Mand, som gik med en Lygte. Naar man saa gik og saa efter Lygtemanden, skulde det nok hænde sig, at man kom af sin Vej og blev vildfaren og endte i Reglen enten i en Mose eller et Kjær. Lygtemanden havde ageret Trækplaster. Det var Svovldunsterne, der som lysende Flammer kunde dukke op hist og her og bevæge sig som en Mand, der gik med en Lygte. Mangen en mørk Nat kunde man godt faa at høre nogen, som raabte om Hjælp, der var bleven vildfaren af Lygtemanden og kunde være helt fortumlet i Hovedet, naar der kom Folk til, og altid vilde den forkerte Vej hjem, saa fortumlet kunde de være. Af ovenfor meddelte Mystik kan man godt forstaa, at vi Børn ikke var dristige i Mørke, og der gik ikke faa Aar hen i Ungdomstiden, inden vi fik Skrækken ud af Blodet.

Det var først i Tredserne, at der i vor Egn huserede flere saadanne, deriblandt flere Berømtheder som Kyvling-Søren, Uld-Jens, der paa sine gamle Dage tjente som Røgter hos en Gaardmand i Bjærtrup. Jeg kan huske, at han gik og spillede paa en Fløjte, naar han drev med de løse Kreaturer om Efteraaret. Dernæst Pa-Kristian fra Galten, han drev det saa vidt, at han kørte rundt ved højlys Dag og stjal. En Dag han kørte efter Aarhus til, kom han en Morgen tidlig igennem Landsbyen Aarslev og saa en Flok Ænder, der svømmede i en Dam uden for en Gaard; straks kom Tyvenaturen op i ham. Han stod af Vognen, bandt Hestene og gik ind til Gaardmanden, som lige var kommen op af Sengen, og sagde til ham, at han havde haft det Uheld, da han var paa Vej til Aarhus med et Læs Ænder, at Ænderne, da de saa Dammen, fløj ud af Vognen og hen i Dammen, om nu ikke Manden vilde hjælpe ham at fange dem. Jo, det vilde han da godt, og de fik dem ogsaa fanget paa et Par Stykker nær, men saa viste Pa-Kristian sig som den taknemmelige Mand og sagde, det gjorde ikke noget, dem skulde Manden have, fordi han havde hjulpet ham at fange de andre Ænder. Saa kørte Pa-Kristian ad Aarhus til, medens Gaardmanden vilde hen at lukke op for sine egne Ænder, men da opdagede han, at der ikke havde været lukket for dem om Natten, saa gik der et Lys op for ham, at det var hans egne Ænder, han havde været med til at fange og give Pa-Kristian. Han sagde ogsaa, medens de fangede dem, at han syntes dog, at de lignede saadan hans egne Ænder. Pa—Kristian sagde nok saa troskyldigt, at der var jo mange Ænder der lignede hinanden . Samme Pa-Kristian var tit anholdt og sigtet for Tyveri, og Herredsfogden kunde ogsaa klarlægge, hvorledes det var gaaet til, men Pa—Kristian sagde saa gerne til Herredsfogden, at det godt kunde se ud, som om det havde været ham, der havde gjort det, men Herredsfogden vidste godt, at det ikke kunde lade sig gøre at faa ham til at sige ja til det, og uden dette Ja, kunde Herredsfogden ikke faa ham dømt.

Den sidste i Rækken var den saakaldte Egebjergdreng, han var i vor Tid ellers en aldrende Mand, han var fra Landsbyen Egebjerg ved Horsens. Han brækkede flere Gange ud af Arresten , naar han sad arresteret for Tyveri . Sidste Gang han brød ud, huserede han slemt paa vor Egn og gjorde Egnen usikker. Han stjal flere Gange fra vore Naboer; et Sted stjal han et Par Lagner, som Konen i Huset havde ligget Lig i, og som han sammen med andet, han havde stjaalet, havde gravet ned i Jorden ude paa Deis Hede ved Silkeborg. Der var udsendt Stikbreve med hans Signalement til Sognefogderne, andet Politi havde vi ikke. Saa blev der paabudt afholdt en Klapjagt efter ham. Hele Jexen Bymænd og unge Karle mødte bevæbnet med gamle Nuskedonnere, Sabler, Forke. Min Broder var bevæbnet med et gammelt rusten Spyd, vistnok forfærdiget i Slavekrigen 1848. Hele Skoven blev afsøgt, men uden Resultat. En Dag hen paa Vinteren da Mænd og Karle var ude paa Haarbyvejen for at kaste Sne, Sognefoged var ogsaa Snefoged, medens de saa stod og kastede Sne, kom der en gammel Mand gaaende forbi de første Snekastere, og de begyndte saa smaat at tale om, det kunde da vel aldrig være Egebjergdrengen. Det gik fra Mund til Mund indtil Sognefogden, saa gik han hen og spurgte ham ud, hvem han var, og hvor han skulde hen? Han sagde jo saa at han var en hel anden og skulde der og derhen, men saa sagde Sognefogden til ham, om han ikke maatte se hans Haandled. Jo, det maatte han gerne, han greb saa omkring Haandledet med den ene Haand, ja der var ikke noget at se, men saa sagde Sognefogden, tag Haaden væk, og da kom der et stort Ar til Syne, som var et Kendetegn han havde, og dermed var han fanget.

Det Uldgarn, som skulde bruges til at strikke Strømper af, skulde farves blaa, og blev behandlet paa denne Maade: Vi havde en gammel Jydepotte, hvor vi kom noget Hamborg-blaat i, hvorpaa den blev fyldt med Urin, det vil sige Natpottens Indhold. Saa kom Uldgarnet i og Gryden blev sat over Ilden, indtil det kom i Kog, hvorefter Garnet blev skyllet rent i koldt Vand. Gryden blev kaldt Lygryden, og om Garnet sagde vi, at det var bleven lyet.

Skar vi en Finger til Blods, tog vi gerne et Skraatobaksblad eller et Spindelvæv og lagde paa Saaret for at standse Blodet. Havde vi en Finger, der bulnede eller Betændelse i, sagde vi, at vi havde faaet Skon i den. Vi behandlede den saa med Skorpionolie eller med tygget Brød (Rugbrød) eller Grøn Sæbe æltet sammen for at trække Skonet ud. Mod Gigt brugtes Gigtfingerringe og Gigtkæder lavet af Kobber- og Tintraade i leddevis til at gaa med paa Kroppen, kort sagt, vi var selv vor egen Læge i alle Tilfælde. Vi levede jo i de kloge Koners og Mænds Tid. Det var kun i det Tilfælde, at vi kunde se, at et Menneske var paa det Yderste, og at alle Husraad ikke kunde virke, at der blev sendt Bud efter Lægen, som var jo var en temmelig dyr Historie den Gang, men maatte hentes fra Byerne.

Naar vi skulde lægge et nyt Logulv af stampet Ler, var det en gammel Skik at grave et Heste- eller Kohoved ned i Leret for at gøre det mere klinger og lettere at tærske paa.

Vor gamle Væverkone, Gjertrud, paa Jydsk: Gjatri, havde en af de gamle Tranlamper med en Sivmarv til Væge hængende i sin Væv, den Belysning kunde hun godt se at væve ved.

Jeg havde en Farbroder og en Faster som boede en lille Stykke fra os i Jexen Dale, de havde det mest gammeldags indrettet Stuehus, som fandtes paa Egnen. Forstuegulvet bestod af smaa runde Sten, Klinkfald paa Dørene. Dagligstuegulvet bestod af stampet Ler med en Hulning i Midten af det daglige Slid og højere langs Væggene, hvor Bord og Bænke og Dragkisten stod. Oven paa Dragkisten stod nogle Kopper, som kun blev brugt, naar der kom Fremmede. Til dagligt drak Folk af Spølkummer, en Slags brede, flade Skaale. I den bageste Ende af Stuen var to Alkovesenge med Omhæng til at trække for. Paa Væggen inde i Sengen var sømmet en Halmmaatte fast for at lune, og under Bjælken i Stuen var der sømmet 2 Lægter fast og lagt en Hylde paa hver Side, der havde Mælkefadene deres Plads. Op til Skorstenen stod Bilæggerovnen, som der blev fyret i fra Skorstenen af i Køkkenet. Oven paa den havde en gammel Kanonkugle sin Plads, den brugtes til at male Kaffebønner paa efter at de var bleven brændt i Flæskestegepanden over Ilden.

En af Gaardmændene i Jexen dyrkede Raps . Jeg kan huske , hvorledes det gik til med at høste og tærske det: Det blev høstet paa samme Maade, som i Noas og Ruths Dage med en Segl, der saa saadan ud Ç~’ , som det blev skaaret af med paa Grund af, at Frøet var saa let til at falde af. Derefter blev det lagt paa en Slæde forspændt med en Hest, som saa i strygende Fart blev slæbt hen til et stort udspændt Sejldug fastgjort ved nedrammede Pæle i Jorden, saaledes at det var hul i Midten. Der stod 4 Plejltærskere, som bankede Frøet af. En Mand stod uden for Sejlet og kastede Rapsstraaet ind til Tærskerne, medens en anden Mand stod inde i Sejlet og kastede Halmen ud igen. I et Hjørne af Sejlet stod Spillemanden og spillede paa Fiolinen, saa det hele gik ved Musik. Ja, det var et af de gamle Folkelivsbilleder, som en rigtig Overlevering fra Fællesskabets Tid, men som man nu i vor realistiske Tidsalder desværre ikke kender til mere.

Mine Forældre, som begge var fra Malling Sogn, og som var unge Folk i Tidsrummet l83o, var mange Gange med til Hoveriarbejde paa Hovedgaarden Vilhelmsborg. Min Fader var ikke mere end 16 Aar, da han kom med. Bønderne maatte udføre al Herremandens Arbejde baade ude og inde, det var Betaling for Gaardene, som de havde i Fæste, i Stedet for at punge ud med kontante Penge, som der var lidt knapt med i de Dage. Allerbedst som Bønderne kunde gaa paa deres Marker, enten det var i Sædetiden eller om Høsten, naar Kornet var tjenlig til at høste eller indkøre, kunde Ride- eller Ladefogden dukke op i Landskabet med Ordre til at møde paa Hoveriarbejde, som straks maatte efterkommes, og de maatte saa lade deres eget Korn ligge. Vilde de saa have bjerget dette, maatte de saa køre det ind om Natten, det var Bønderne jo ikke glade ved, men de unge Karle og Piger var ikke saa kede af det, for saa var der jo altid sjov, naar hele Byens Ungdom saadan var samlet, saa blev der jo altid Fest. Mange Gange gik de ikke hjem om Natten, da de altid havde Mad med, og lagde sig saa i broderlig og søsterlig Forening sammen i Herremandens store Lade og sov til næste Dag.

Ligeledes fortalte de ogsaa, at da Hoveriet blev afskaffet, var der mange af Hoveribønderne, som ønskede sig tilbage til Hovvæsenet igen, da der sammen med Friheden kom et Ansvar. Bøndernes Oplysning stod jo saa meget tilbage, at der ikke var ret mange, der havde lært saa meget i deres usle Skoletid, at de ikke kunde skrive deres eget Navn.

Den saa meget frygtede Træhest stod den Gang endnu i et Hjørne af Laden, men Bønderne var dog fritaget for at ride den. Min Fader fortalte ligeledes, at han kunde huske , at Tænderne i Bøndernes Skadharve var af Træ. Dem kunde de selv lave, det var billigere end naar de skulde købe dem hos Smeden; men saa kom den første Forbedring ved, at Trætænderne i den bageste Del af Harven blev erstattet med Jerntænder. De brugte selvfølgelig de gamle Træhjulplove, som blev trukket af 4 Heste.

Da min Fader var paa Session i 1833, gik det ikke saadan til som nutildags. Der var ikke almindelig Værnepligt. Var det Gaardmandssønner, saa var den ældste, som blev kaldt Gammelmandssøn, fritaget for Soldatertjenesten, ham maatte Faderen beholde hjemme til at hjælpe sig med Fæstegaardens Drift og til at gøre Hoveriarbejde. Var der flere Sønner, maatte de paa Session, men de skulde ikke som nu, møde i Adamskostume, nej de mødte paaklædte, men alle Kneb gjaldt for at slippe fri for de 3 Aars Soldatertjeneste. Min Fader var en lille firskaaren Mand, men for at gøre sig endnu mindre, trak han i tre Par Bukser, ligesaa mange Veste og et Par Trøjer, saa han var næsten lige saa tyk som lang. Da han kom ind til Sessionsherrene, og de havde set lidt paa ham, sagde de: Hvad Satan er det for en Knot, ham kan vi ikke bruge, han kan gaa hjem til sin Moder og skrælle Kartofler.

Min forlængst afdøde Morbroder, Jens Mikkelsen fra Maarslet, som var lidt af en

Original, brugte følgende Mundheld: Om den Karl, som han vilde give sin Datter

Tilladelse til at gifte sig med, at han skulde faa i Medgift saa og saa mange

Tusinde Rigsdaler og Heist og Ku an Fol aa bette Lam. Han havde en Gang en So, som skulde lægge Grise, han sagde saa til Soen: Hvis do no vel læ væ mæ an æd din smo Griis, saa æ do mæ kjære end mi Kuen Karen, mi Dætte Maren an mi søde Sjæl (Severine) hans yngste Datter.

Gaardmand Kok Mikkel ‘ - Snedker Ras Koldt - Boelsmand Niels Svendsen -Skovfoged Frans - Husmand Døvmads, som ogsaa var Spillemand - Smed Jens Nielsen — Skolelærer Hansen — Kromand Ras Sørensen, senere Sønnen Søren Rask - Hyvelkaal Ras Annesen - Gaardmand Rosenbjerre Søren - dito Jens Sørensen — Gaardmand Gaal - Husmand Lindhardt - Proprietær Fleisser paa Jexen Hovgaard - Gaardmand Morten Holm - og Andreas - Boelsmand Slautetammes - Husmand Ras Borresen - Gaardmand Jens Madam - Blegind Pa Rask -Emil Skov - Fladmikkel - Ras Elmues - Pur Mikkel - Pur Anders - Pekke Poul - Høsthans og hans Kuen Høstan - Bertelin - Husmand Prins Hans —Husmand Paa Nargaard - Pa Lyvsholdt - Lise Daniels - Soren Moten -Niels Møllesvend og hans Kone Skov-an - og som Rosinen i Pølseenden Husmand, ja Døbenavnet kender jeg ikke, men det daglige Navn var: dem lam Skrædder eller Skatolskideren, Folk sagde om ham, at han trak sin Skatolskuffe ud og sked i den.

Et sikkert Tegn paa, hvor der var Gilde i en Gaard paa Landet er, naar Børnene sidder paa Møddingen med Boverne om Hælene og med en Mellemmad i Haanden.

Lønnen til en voksen Karl i Tredserne var 2o Rigsdaler, 6 Alen Hørlærred, 6 A-len Blaarlærred, 2 Pund Tov og 2 Par Træsko eller 1 Faar født eller 5á6 Alen Vadmel.

Lønnen til en voksen Pige var 22 Rigsdaler, 6 Alen Hørlærred, 6 Alen Blaarlærred, 2 Pund Tov og 2 Par Træsko.

Den gamle Husmand, Erik Eriksen, som min Moder og hendes første Mand købte Gaarden af, blev kaldt gammel Jerik, han døde i hans 99 Leveaar. Da han blev begravet læste Præsten hele hans Skudsmaal op fra Prædikestolen om hele hans Levned, det var Skik den Gang.

Efter et gammelt Udsagn er hele Jexen By en Gang solgt for 1100 Rigsdaler. Byen gik under Navnet : Timiansegnen.

I min Barndomstid var Jernbanen Syd paa fra Aarhus af endnu ikke anlagt. Befordringen af Post og Personer besørgede Staten med Deligencen, en 4-hjulet, gul-malet Karosse, om Sommeren forspændt med 2 Heste, men om Vinteren med 4 Heste.

Snekasterne maatte flere Gange over paa Landevejen og kaste Sne væk, da den skulde igennem, hvordan end Vejret var.

Naar en Kone havde faaet en Lille, kom Nabokonerne altid med en Barselpotte, i Reglen bestaaende af Oxe- eller Hønsekjødsuppe med Safran, som altid flød ovenpaa. Det første som mine Forældre gav en Barselkone var en Flaske Kommen Akavit, min Fader sagde, at det var noget, som Konen havde godt af, bagefter kom saa Barselpotten.

Naar Barselkonen var kommen oven Senge, blev Mand og Kone som havde givet Barselpotte, indbudt til et lille Gilde, som blev kaldt Baanto, bestaaende af Smørrebrød og Kaffe, og en Kaffepunch til Mændene. Som Dreng troede jeg, at de vilde skjære Tæerne af min lille Broder og spise dem.

En anstædig Kone gik ikke ind i anden Mands Hus, inden hun havde været Kirkegangskone og takket Gud for at hun var bleven godt forløst og faaet et velskabt Barn. Det var i Reglen 6-Ugersdagen efter Nedkomsten. Der kom saa en af Nabokonerne og fulgtes med Konen til Kirke, som var en lille Højtidelighed, naar de kom med det hvide Lommetørklæde sammenlagt oven paa Salmebogen i Haanden. Naar de saa kom til Kirken, blev de altid i Vaabenhuset, hvor Præsten saa kom ud til dem og indlæste dem i Bibelen, inden de maatte komme ind i Kirken.

Barnedaaben foregik saaledes, at den fornemmeste Kvinde af Familien i Reglen bar Barnet, hun blev kaldt Gudmoder, sjælden bar Moderen selv sit Barn. En anden Kone stod ved Siden og tog Luen af. Efter Daaben skulde Kvinderne og 3 Faddere op at ofre til Præst og Degn, først Kvinderne med Barnet, dernæst Fadderne, som med et lille Kniks for Kvindernes Vedkommende og Mændene med et kluntet Buk afleverede Ofret til Præst og Degn, og derfra over at ofre til Barnet. Ofret blev puttet ned ved Linningen ved Barnets Kjole.

Tog sin Begyndelse ved Kong Frederik VII Død i November 1863, da Slesvigholstenerne støttet af Østrigerne og Prøjserne med Bismark i Spidsen atter, som i 1848 rejste Oprørsfanen med Krav om Hertugdømmernes Afstaaelse fra Kongeriget Danmark og indlemmes i Prøjsen. Prøjsernes eller Oprørernes Fordring lød paa Grænsepælenes Flytning fra den gamle danske Grænse fra Eiderstrømmen, den nuværende Kejser Wilhelmskanal, til Sproggrænsen, som Befolkningen selv skulde bestemme ved Afstemning, som jo var skarpe, men dog alligevel var at foretrække imod det, vi fik i Stedet for. Ansvaret derfor ligger paa det daværende Ministerium med Biskop Monrad som Konsejlspræsident, som holdt paa et Danmark til Eideren ellers intet Danmark. Det gaar endnu under Navnet Helstatsministeriet. Efter dette Oprørernes Forslag, havde Sproggrænsen blev lige Syd for Flensburg, som var blevet vor sydligste danske By, i Stedet for nu med Kongeaaen til Grænse, og derved undgaaet de danske Sønderjyders fortvivlede Kamp for deres Modersmaal og Selvstændighed. Havde Bismark været ufødt, havde vi maaske undgaaet Krigen, men som den store Feltherre og Strateg han var, kunde han selv se at for at holde alle de mange tyske Smaastater samlet, var det en Nødvendighed at skabe Prøjsen en god Krigshavn og en god Flaade. Prøjsen havde nemlig ingen Havne selv, som egnede sig som Krigshavne, men dette gjorde Kiels Havn, der ligger ved Eideren, som kunde gøres sejlklar fra Østersøen til Vesterhav og derved faa dobbelt Nytte af en stærk Krigsflaade, i Stedet for at gaa den lange og farlige Vej Skagen ud. Bismarks Feltraab , Danmarks Dødsraab , Lød saaledes : "Dat møt wir habben" , paa dansk om Kiel Havn : "Den maa vi have" . Deraf kom Krigen og dermed Grænsepælenes Flytning fra Eideren til Kongeaaen.

Søslaget ved Helgoland 1864 beviste jo, at Danmarks Flaade var Prøjsernes overlegen.

Befolkningen i vor Egn, ja sikkert hele Landet over levede endnu i en Sejrsrus og i Aanden fra 48, stolende paa at, som i Treaarskrigen, langt var Oprørerne overlegen. De unge Mænd, som blev indkaldt, var besjælet af et stort Mod, som grænsede til Overmod, og der faldt Ord om, at selv om ogsaa den danske Hær var den prøjsiske underlegen i Tal, saa kunde den danske Soldat mageligt tage Kampen op med 2 mod 1 og med 3 Mand om det skulde knive. Den Tro var al Ære værd, men den danske Soldat troede jo, at vor Regjering havde sine Sager i Orden og havde fulgt med i Vaabnenes Udvikling, men det var desværre ikke Tilfældet. Medens vi herhjemme havde levet højt af Sejrsrusen fra 48—49—5o og ladet 5 og 7 være lige, havde Prøjserne og Oprørerne forbedret deres Vaaben, saa at de nu i 64 mødte med Bagladeriflen, som havde længere Rækkevidde og Skudsikkerhed end vore Forladere samt nogle faa Geværer, der var omdannede til Minirifler og Taprifler. Resultatet var saaledes at længe før vore egne Soldater havde Skudsikkerhed, kunde Fjenden pille vore Tropper væk som Fluer, det kunde jo ikke andet end knække Modet paa vore Soldater. Samtidig med at Overledelsen over hele vor Hær sad i Kjøbenhavn, hvorfra alle Ordrer kom, i Stedet for at Overledelsen skulde have fulgt Tropperne. Derved var opnaaet et bedre og hurtigere Samarbejde, som sikkert havde givet os et bedre Resultat og ikke knækket vore Soldaters Mod.

Kampmodet gav sig Udslag ogsaa paa Sangens Omraade, deriblandt en Sang der begyndte saaledes:

Nu skal vi atter med Prøjserne slaas,

de skal ikke finde os bange.

En anden begyndte med Ordene:

Dansken har Seier vunden, Hurra, Hurra! Tysken har skidt i Lommen, Hurra, Hurra! for paa de grønne Enge, Hurra, Hurra! lever de danske Drenge, Hurra, Hurra!

Prøjsernes Styrke var 57.ooo, Danskernes 38.ooo.

Vort Hjem kom ogsaa i meget nær Forhold til Fjenden, dels ved Indkvartering af 6 menige mand og 1 Sergent af de saakaldte grønne østrigske Jægere, dels ved at min ældste Halvbroder, Ole Pedersen Birkelund, kom ind som Rekrut i 63 og sammen med andre danske Soldater blev sendt ned paa Øen Als og deltog i Vagterne i Dybbøl Skanserne.

Da Rygterne om Fjendens Indmarch op i Jylland bredte sig, og at vi kunde vente Indkvartering af dem, tog mine Forældre sine Forholds- og Forsigtighedsregler. Alt vort gode Sengetøj og de bedste Gangklæder og Linned blev lagt ned i en Egetræs Standkiste, som saa blev gravet ned i et Korngulv ude i Laden, og saa blev der sat Halm ovenpaa, saa at Fjenden ikke skulde finde det og tage det fra os. Ligeledes maatte vi gemme alle vores Madvarer paa forskellige Steder. Vi havde et lille Gjemme eller Lukaf oven over Bagerovnen med en lille Laage ud i Dagligstuen. Der havde vi en Beholdning af Smør, Brød og Kødvarer. Vi havde ogsaa en Armstol med lukket Sæde, som ogsaa blev brugt i Sygdomstilfælde som Natstol. I dette lille Rum under Stolesædet havde vi ogsaa en lille Beholdning af Fødevarer. Min Fader tog sin Muskedonner af en Bøsse, indbandt den i Rughalm og gravede den ned oppe i Marken, saa at Fjenden ikke skulde finde den.

Saa en Dag kom den første Fjende sammen med Sognefogden og skrev paa vor Port, 6 Mand og 1 Sergent, og en skønne Dag om Forsommeren indfandt de dem. De kom hen ved Aftenstide. Vi havde Ordre til at give dem Mad, naar de kom. Min Moder havde smurt en Del Smørrebrød med Paalæg paa og kogt noget Mælk, som de saa drak til Brødet. Jeg husker det saa tydeligt, skønt vi Børn var bange for de fremmede Krigere, var vi alligevel nysgerrige efter at se dem. Vi stod sammenkrøben i en Krog af Stuen og saa paa dem, de sad rundt om vort Dagligstuebord med Sergenten for Bordenden, medens de spiste. Der var en af de menige, som var Konditorbager, han trak en Guldring af sin Finger og vilde give den til Ser-genten, for at han skulde faa min Fader til at give dem Brændevin, men Sergenten rystede paa Hovedet, saa det blev der ikke noget af. Det skal siges om dem og til deres Ros, at de opførte dem godt og gjorde os ingen Fortræd, men de var ogsaa under en streng Diciplin. De havde al deres Oppakning oppe i vor 3-Fags Overstue. Om Natten sov de oppe paa vort Høloft med Hestedækkener over dem. Jeg husker ogsaa, hvordan de sleb deres Sabler skarpe paa vor Slibesten. Der var en ung Mand imellem dem, som hed Joseph. Han var meget flink, men vi kunde jo kun se dem som Fjender, især da vor egen Broder selv var med i Krigen. Min anden Halvbroder, Niels Pedersen Birkelund, var Karl hjemme. Han maatte flere Gange køre Pligtkørsel for Fjenderne, han var mange Gange borte med Heste og Vogn i mange Dage uden at vi vidste, hvor han var henne. Fjenden havde sine Forposter ude paa Højdedraget Vest for Jexen Hovgaard i sydlig Retning efter Skanderborg. Naar vore var paa Forpost, kunde der komme Patrouiller fra andre Byer til os, og de stjal alt, hvad de kunde bruge af Fødevarer. De undersøgte alle Gemmer, selv de malede Kaffebønner tog de med dem og truede os med Klingen, for at vi skulde vise dem mere, men vi rystede med Hovedet og sagde: Das nikforstjen; paa dansk, at vi ikke forstod, hvad de sagde til os. Vor Hønsehusdør var delt i 2 Halvdøre. De lukkede den øverste Halvdør op, satte Bajonetten paa Geværet og stak saa alle de Høns, de kunde naa, og de tog dem med dem. Min Fader gik saa om bag Laden for at se, hvor de gik hen med dem, de vendte dem saa om og rækkede Hønsene i Vejret, at min Fader kunde se, at de gik med dem. Bagefter stod den paa Hønsekødsuppe, da de havde stukket nogle, som ikke kunde leve.

En Dag kom der nogle fremmede Fjender fra Vejen, der gaar fra Bjærtrup til Jexen, og spurgte om Vej til Mesing. Min Fader fulgte dem op i vor Mark og viste dem tværs over Markerne til Vejen, som var nærmere. Men en Tid efter kom der en hel Del Ryttere ridende fra Vejen op til vor Gaard. Vi blev bange for alle de mange Krigere og kunde jo ikke vide, hvad vi nu skulde gøres ved. Den øverste Befalingsmand henvendte sig til min Fader og spurgte om Vej til Mesing. Vi kunde godt forstaa dem, da vi jo daglig omgikkes dem. Min Fader satte sig op paa sin lille brune jydske Hest, og i Spidsen for hele Afdelingen red han ud paa Byvejen, men da var der nogle Ryttere, som raabte: Spidsbuh — Spidsbub! efter ham; som paa dansk betyder: Forræder. Det var nemlig de Mænd, som min Fader for en Tid siden havde vist tværs over Markerne, som han jo ikke kunde gøre med en hel Rytterafdeling og som nu troede, at min Fader vilde føre dem i et Baghold, hvor de danske Soldater kunde overfalde dem, men min Fader fik jo Befalingsmanden gjort forstaaeligt, at de skulde følge Vejen.

Hen paa Efteraaret manglede den tyske Hær Heste, og de var ikke kræsen med deres Indkøb, nej de tog dem simpelthen, hvor de fandt dem, og Prisen bestemte de selv. Pengene kom, men langt senere hen i Tiden. Nogle kunde godt faa en god Pris for Hestene, men andre fik meget for lidt. Gennemgaaende var det de gode Heste, som blev daarligst betalt, derimod kunde Prisen godt passe for de simplere, men her kom Jydernes Durkdrevenhed rigtig til sin Ret, og Tyskernes Mundheld om de "Dumme Dänen" blev gjort til intet. Nej, da Tyskerne begyndte at "opkøbe" Heste paa den Maade, skjulte Bønderne deres bedste Heste, dels inde i de tætteste Steder af Skoven, dels i dybe Mergelgrave. Nogle satte Gulvet fuldt af Halm rundt om Hestene, og naar saa Opkøberne kom og vilde have Heste at se, kom Bønderne frem med gamle Føl øger og unge Plage, som ikke kunde bruges. Men det skete undertiden, at Tyskerne selv fandt, hvor de gode Heste var skjult og saa vankede der Fugtel paa Bøndernes Rygstykker af den flade Klinge, samtidig med at de tog Hestene med dem. Senere hen paa Aaret blev Indkvarteringen ophævet og afmarcherede fra os.

En Dag var der kommen en hel Afdeling til vor Egn, den laa i Bivuak under aaben Himmel omme i Skovkanten ved et Engdrag, som kaldtes "Monen", lidt fra vor Gaard, og enhver Gaard i Byen fik Ordre til at levere flere Bundter Halm til Tropperne at sove i.

Min ældste Halvbroder, Ole Pedersen Birkelund, kom efter sin Konfirmation i Gartnerlære hos vor Onkel, Handelsgartner P. Nielsen, som havde sit Gartneri og Have lige udenfor Mejlgades Port i Aarhus, der hvor nu Molsgade, Knudrisgades Forlængelse, Østbanetorvet og Mejlgades Forlængelse nu er bygget. Efter udstaaet Læretid fik han Plads som Gartner hos Papirfabrikant Drewsen i Silkeborg, derefter hos kongelig Hofgartner Frisenette i Kjøbenhavn, hvorfra han i Høsten 1863 sendte følgende Digt hjem til vore Forældre, før end han selv kom paa Besøg:

Der var Glæde i Jexen Dale den Dag, at Ole Kom hjem. Vi smaa Søskende skulde putte os rundt i Stuerne, og min Fader sagde til ham, at vi var løben væk, fordi at han kom hjem, men Ole løb rundt, indtil han fandt os alle sammen og fik os trukken frem.

Den Morgenstund han skulde rejse hjemmefra ad København til, skulde hans Broder Niels køre ham til Aarhus. Vognen var belæsset med Kornsække, hvorpaa A-gestolen var lagt. Da Ole, som var en lille rask Karl, vilde springe op i A-gestolen, rev han Stolen ned over sig, hvorved han slog sig en Del, men kom alligevel med. Mon det var et Varsel om, at det var sidste Gang, vi saa ham?

Ole blev paa Sessionen 16’ November 1863 udtaget til Infanterist og meldte sig i Helsingør ved 10’ Regiments 3’ Kompagni og fik Nr. 593, den 16’ Marts 64, hvor han gennemgik Rekrutskolen, indtil han i Maj 1864 med sit Regiment fik Marchordre til Øen Als for at deltage i Krigens Genvordigheder. Hans sidste Brev, som han selv skrev hjem, er dateret:

Sønderborg, den 4’ Maj 1864.

Eftersom Tid og Lejlighed gives for mig i dette øjeblik, tager jeg herved Papiret og lægger det an paa Tornystren og tager Blyanten i Haanden, for at opmale Eder et Par Linier, jeg kan fortælle Eder, da jeg efter 5 Dages Forpost siden i Onsdags i forrige Uge og indtil i Søndags Aften Kl. 9 fandt Afløsning Sted, og derefter marcherede fra vor Post, som var Løbegravene ved Alssund, Nord for Sønderborg, vi kom igjennem fler Landsbyer indtil vi omsider naaede Lambjerg Kl. 12 Midnat, hvor vi blev indkvarterede, ti naar vi have været paa Forpost i 6 Dage, have vi Frihed i 2 Dage for at udhvile os. Første Dag var jeg en Tur i Augustenborg, som kun var en lille Mil derfra. Det er kun en lille Flække, men forresten meget smuk, da der baade er Skov og Vand tæt ved. Slottet er ene og alene benyttet til Lazaret for saarede og desuden flere andre Bygninger i Byen. Næste Dag fik Extrabud at afmarchere til Sønderborg Ladegaard, vi marcherede forbi tæt til Sønderborg op bag Byen, hvor vi tog Læ bag et lille Dige, herfra kan man rigtig overskue Byen, som er total ruineret. Vi har kun et Halvhundrede Alen bred Vand her imellem og Dybbøl Skanser og Bakker, vi kan tydeligt se store Masser af Fjenderne, som bevæger sig paa Bakken og Batterierne , og mange Gange er de os saa nær, at vi let kunde tale med dem. Om Aftenen blev vi nedført paa Forpost i Løbegravene nede ved Stranden tæt Syd for Byen. De (Fjenden) brændte dygtig Baal over paa Bakkerne, vores forhenværende Barakker, hvor vore gamle Jenser have sovet mangen en skøn Nat. Klokken imellem 3-4 Morgen blev vi atter trukken tilbage bag Byen med Undtagelse af 6 Mand, som vi skiftevis udsætter hver Time for at holde Dagvagt. Fra Kl. 5-6 Morgen havde jeg Post, og da hørte jeg og saa for første Gang den Kanonild nede ved Stranden. Lige over for Sønderborg havde de mineret Brohovedet, og derefter sprængte de dem i Luften, det var volsomt at se, hvorledes Jorden susede flere Alen i Vejret ; dernæst sendte de os et Par Granater over til vort Kompagni , som laa bag Byen, de faldt tæt ved Siden af, men sprang ikke og anrettede slet ingen skade. Kl. er nu 3 Eftermiddag, og vi har haft Rolighed siden. Flere Regimenter rejser hver Dag over til Fyen, ogsaa Artilleri, og vi skal vistnok snart samme Vej, men bliver naturligvis de sidste. Jeg er ved godt Helbred og befinder mig vel, men jeg maa afbryde, fordi jeg fryser om Hænderne, ti vi har dygtig med Hagelbyger. I hilses mange Gange fra Eders hengivne

Næste Gang vi hørte fra ham lød saaledes:

Als den 30’ Maj 1864.

Paa Grund af indtrufne Omstændigheder har Pedersen bedet mig om at skrive til dem. Jeg vil saaledes lade dem vide, at Pedersen er bleven syg, den 2o’ denne Maaned, og at han først gik nogle Dage og mente, at det skulde blive bedre, men da det ikke blev bedre, gik han til Lægen og kom paa Augustenborg Lazaret den 27’. Jeg besøgte ham, den derpaa følgende Søndag, og det var kun daarlig med ham, jeg spurget ham, hvor han følte Smerterne, han vidste ikke rigtig hvor, og saa var han indvendig syg og talte forøvrigt ikke meget. Forøvrigt havde han et meget godt Udseende, men kunde ikke spise noget. Da han bag mig om at skrive, vil jeg som en god Ven af ham ikke undlade det, og naar jeg kan, vil jeg besøge ham igjen, og hvis der indtræffer noget, og han ikke selv kan skrive, skriver jeg atter. Jeg hilser herved fra

Dette Brev blev jo i vort Hjem modtaget med Uro og Bekymring om end Haabet trøstede os med, at det kunde gaa over med Oles Sygdom, og at han kunde blive rask igen.

Men endelig i Midten af Juni Maaned kom der et til os, som var forseglet med sort Lak, jeg husker det saa tydeligt, da det var det første Sorgens Budskab, som jeg oplevede.

Brevet ved jeg desværre ikke, hvor er bleven af eller hvem der har skrevet det, muligvis hans Ven, som skrev det første Brev, men det lød paa, at Ole var død af Thyfus den 9’ Juni. Ja, det var et Sorgens Budskab, da Ole var os alle kær, var en god og kærlig Søn, var godt begavet og et godt ungt Menneske. Min Moder havde nær taget sin Død over det, ja hun sørgede, som kun en Moder kan sørge, ja selv min Fader, som kun var hans Stedfader, græd som et Barn over ham, ja selv vi mindre Søskende sørgede og græd over al den Ulykke, Krigen og Fjenderne forvoldte vort Hjem, at jeg endnu den Dag i Dag kun ser vor Arvefjende i alt hvad der hedder Tysk. Ja, vi mærkede, at vi var i Fjendevold, men end lever den gamle af Dage.

Medens Ole var hos Frisenette i Kjøbenhavn, havde han uden vor Vidende studeret til Landmaaler. Det kunde vi se af hans mange Papirer, Bøger og Tegninger, der laa i hans Kuffert, da den kom hjem efter hans Død. Det skulde vi ikke vidst noget om, inden han havde faaet Eksamen, men Krigen afbrød ham deri. Foruden hvad det havde kostet, havde han alligevel sammensparet sig 35o Rigsdaler, som blev delt imellem vi 7 efterlevende Søskende med 5o Rigsdaler til hver, ligesom vi fik nogle af hans Klæder og smaa Genstande hver til Erindring om ham. Jeg kan huske, at Kufferten blev baaret op i Overstuen, hvor vi alle var forsamlet og hvor Moder grædende sad og delte ud til os.

Skolelærer Hansen i Jexen skrev følgende

Mindevers over Gartnersvend og menig Soldat Ole Pedersen Birkelund, født den 14’ Februar 1841 og død af Thyfus paa Augustenborg Lazaret paa Als den 9’ Juni 1864

Alle Soldaterne, som faldt i Slagene, ligger i Fællesgrave, men dem der døde paa Lazarettet blev begravet i enkelt Grav, og der staar en lille Sten paa hver Grav med hver Soldats Navn og Hjemsted paa endnu den Dag i Dag, ogsaa med Oles Navn, og hvor han var fra.

Min Fader havde en Søster og Svoger, som ogsaa boede i Jexen Dale, et lille Stykke Vej fra os, de havde ogsaa en Søn med i Krigen. En Dag kunde vi høre Kanontordenen nede i Dalen, det var maaske den Dag, at de sloges ved Vejle. For hvert Kanonskud, der kom, løb min Faster rundt uden for deres Hjem og vred sine Hænder og jamrede sig, for at hendes var bleven skudt, men han kom uskadt hjem.

Krigen blev saa afsluttet med det for os saa sørgelige Resultat. Det engelske Parlement med Lord Palmerstone som Førsteminister var stemt for at komme os til Hjælp, men Dronning Viktoria, som var født tysk Prinsesse, gjorde hele sin Magt gældende for at Parlementet ikke skulde hjælpe os til Skade for hendes eget Fødeland. Hun bearbejdede Lord Palmerstone baade tidlig Og sent, ja selv midt om Natten kaldte hun ham til sig, for at lade være med at komme os til Hjælp, deraf Sangerens Ord: "Vi har lyttet i øst, vi har lyttet i Vest efter Fjed af en kommende Ven, vi kun Hovslag fornam af den pilsnare Hest, som bar Løgnen til Folkene hen".

Ved Napoleon den 3die af Frankrigs Mægling fik vi § 5 indsat i Fredsbetingelserne om Folkeafstemning om Grænsen, men som Prøjserne desværre endnu ikke har villet respektere.

Vore Soldater blev saa hjemsendt, men der manglede jo mange af dem, som var bleven paa Slagmarken for de prøjsiske Kugler.

Egnens Befolkning gjorde bagefter Krigen Bal for dem oppe i Jexen Kro. Der var rejst Æresport pyntet med Grønt og Flag. Der blev holdt Taler for den tapre danske Soldat, for alt det han havde gjort og lidt for gamle Danmark; der var ingen Begejstring, det var som Fuglesang om Høsten. Sorgen over Tabet af vore dansktalende Sønderjyder sønden Kongeaaen sad som en Pil i Hjærtet og tog Begejstringen væk. Imellem vore hjemvendte Soldater herskede der ligefrem Forbittrelse imod Overledelsen, for Soldaterne fortalte, at mange Gange kunde de have gjort Fjenden megen Afbræk var at gaa angrebsvis Fremad, men i Stedet for skulde de altid Tilbage. Der er ikke noget der kan køle Fædrelandsforsvarernes Mod mere, end atter og atter at gaa tilbage. Nej, hellere ofre Liv og Blod for gamle Dannebrog, det styrker Modet i Stedet for at kølne det.

Den kommanderende General, vistnok Hegermann Lindenkrone, som maatte trække sig tilbage med Resten af den danske Hær, fik af den menige Soldat Tilnavnet:

General Baglæns.

Lige fra Kong Frederik Vll’s Død herskede der en Mistillidshedens Aand til vor Regering og Krigsledelse i Befolkningen. Rygterne om Kong Frederiks Død fortalte, at han var forgivet af Prøjserne, som havde underkøbt Kongens Hoffolk. Et Rygte fortalte ogsaa, at han slet ikke var Død, men at Oprørerne havde taget ham til Fange paa Glyksborg Slot, hvor han den Gang boede, og saa foregivet, at han var Død. Der maatte ingen se ham efter Døden, da han jo ikke var i Ligkisten, hvor der var lagt nogle Sten i Stedet for.

Det gjaldt for Oprørerne blot om at faa Frederik Folkekjær væk og at faa Tronfølgeren, den glykborgske Prins Christian paa Tronen, som i Befolkningen fik Ord for at være tysksindet. Det skulde saa være hans Villie, at de danske Tropper ikke maatte gaa angrebsvis Fremad, men stadigvæk tilbage, saaledes at Oprørerne kunde vinde og vi tabe. Til Bekræftelse af ovenanførte Omtale af Kong Christian IX afskriver jeg herved følgende Brev fra min Broder Ole, dateret

Kjøbenhavn, den 17’ November 1863.

I har vel sagtens hørt det Sorgens Budskab, at vores Kong Frederik er død, og i Gaar blev Prins Christian, nu Kong Christian IX hyldet til Konge paa Christiansborg Slot, ja I kan tro, der var en stor Tummel her i Hovedstaden i disse Dage, ti Studenterforeningen saa vel som flere andre vil sætte sig til Modværge mod Kongen, da han ikke vil underskrive den ny Forfatningslov. Han har efter Rygtet fordret 2 Dages Betænkningstid, og hvordan det bliver ved man ikke, dog vil vi alle haabe til det bedste, at det snart bliver bedre, ti ellers kommer vi til at mangle vor gamle Frederik.

I 1866 solgte mine Forældre Gaarden i Jexen Dale for 6 Tusind Rigsdaler samt et aarligt Ophold bestaaende af Naturalier leveret i gode og sunde Varer, nemlig:

2½ Td. Rug, 2½- Td. Byg, 32 Pund Flæsk, 16 Pund Smør, 16 Pund Ost. Korn og Smør 1ste Maj og 1ste November, hver Gang med Halvdelen. Ostene inden 1ste November og Flæsket inden Jul. Ved. en af Opholdsfolkenes Død gik der en ½ Td. Rug og ½ Td. Byg af i den aarlige Levering, samt Lov til at skjære 4ooo Tørv i Mosen.

Min Fader med Tilnavnet Ellemose, hvorfra hans Slægt nedstammede fra er en lille By kun paa et Par Gaarde i Malling Sogn, døde i 1886,og min Moder døde 1888, som følgende

Udskrift af Ning herreds Skifte- og Dødsanmeldelsesprotokol udviser:

Aar 1888 den 27’ august blev for Skifteretten anmeldt, at Abelone Olesdatter, Enken efter Aftægtsmand R. Rasmus Ellemose af Ormslev, efter hvem hun hensad i uskiftet Bo, ved Døden var afgaaet den 25’ s. M. 72 Aar gammel efterladende sig som eneste og myndige Arvinger 7 Børn.I Ægteskab med Gaardejer Peder Nielsen af Jexen:

1. Kirsten Pedersen Birkelund gift med Gaardejer Poul Jensen Fogh af Ormslev.

2. Niels Pedersen Birkelund, Husmand i Skannerup.

I Ægteskab med R. Rasmussen Ellemose:

3. Pederine Rasmussen Birkelund gift med Gaardejer Jens Mogensen af Hvilsted .

4. Kirsten Marie Rasmussen Birkelund gift med Husmand Jens Pedersen af Kattrup.

5. Ane Kathrine Rasmussen Birkelund gift med Husmand Clemen Thomsen af Kattrup.

6. Detaillist Rasmus Peter Rasmussen Birkelund af Aarhus.

7. Søren Martin Rasmussen Birkelund af Aabo.

Arvingerne erklærede at have overtaget Boet til privat Skifte og Deling.

Med velvillige Oplysninger af mine ældre Søstre har jeg nedskreven foranværende Skildring om vort Barndomshjem i Jeksen Dale, og til Ihukommelse om vore Forældres Liv og Levned, som Ophavet til Familie- og Stammenavnet Birkelund for de kommende Slægter.

Peter Birkelund.

til Belysning af Tyende og sociale Forhold meddeles følgende:

Som 12 Aars Dreng blev jeg af mine Forældre fæstet til en stor Gaard som Hjordreng, eller Kuhjo, som det ogsaa kaldtes. Der var en Dreng foruden mig, da Marken var paa 3 steder. Jeg tiltraadte Pladsen i April l87o, og det var med bankende Hjærte, at Jeg sagde Faaval til min Fader, Moder og min lille Broder, og med min lille Byldt Tøj under Armen forlod jeg Hjemmet med mange Formaninger om, at jeg skulde være en dygtig Dreng og gøre Alt, hvad Folkene forlangte af mig. Jeg vandrede saa af Sted, men jo nærmere jeg kom Gaarden, jo mere sank mit Mod. Det var ret forstaaeligt, da vi Børn ikke var vant til at komme ret meget sammen med andre Folk, og var helt ukendt med Livet i saadan en stor Gaard, hvor der var 3 Karle, 3 Piger og nogle Daglejere, foruden mange Haandværkere, da der blev bygget en Gaard paa den ene Mark denne Sommer, og jeg fik da ogsaa at føle, at man gaar helst over, hvor Gærdet er lavest. Jeg maatte op af Sengen ved Femtiden om Morgenen og ind ved 5½ at spise Dove sammen med de andre. Bagefter skulde jeg drive den store løse Faareflok ud paa Marken og passe paa, at de ikke aad Rugen. Konen sagde til mig, da jeg gik ud fra Doveren, at jeg skulde komme ind og hente min Melmad, som jeg skulde have med ud i Marken, inden jeg drev ud med Faarene. Men jeg turde ikke gaa ind at hente den, jeg vilde hellere undvære den. Jeg laa ved Gaardmandens Søn om Natten ude i Herbergskamret, hvor der var 3 Senge. Han klagede over mig, fordi jeg i Søvne laa og sparkede Dynen af harn. Han fandt saa paa at binde mine Ben sammen, saa mente han, at jeg ikke kunde sparke, og i denne Stilling maatte jeg saa baade hvile og sove.

Det var altid vi Drenge, der skulde være Syndebuk for Folkene; havde vi Tækkemand i Gaarden, blev vi sendt over til Naboen med en Sæk og skulde hilse fra vor Husbond, om ikke han kunde laane ham en Tagsaks. Jo, det kunde vi da godt faa, de tog saa Sækken fra os, men kom saa med den helt fuld og bunden om den, hvorpaa de læssede den paa vor Ryg med den Formaning, at vi skulde passe paa, at vi ikke slog den i Stykker. Naar vi saa kom asende hjem med den, tog Tækkemanden og løste Baandet op og hældte Indholdet ud for øjnene af os ledsaget af en skraldende Latter fra de andre Folk over den dumme Dreng, saa maatte vi gaa grædende væk. Andre Tider kunde vi blive sendt hen til en anden Nabo for at laane en Sengenauer med samme Indhold som før, enten et stort Stykke Træ eller nogle store Sten. Det var ikke ret mange Dage, vi ikke mærkede vor Ubetydelighed i Samfundet, men vi sled Tiden og den 1ste November oprandt. Manden kom saa ud til mig med den betingede Løn, 5 Rigsdaler foruden 2 Par Træsko, som jeg havde faaet i Sommerens Løb. Han sagde saa nogle rosende Ord til mig, hvorpaa jeg sagde Faaval aa Tak , og saa gik det i strygende Fart ad Hjemmet til, hvor jeg saa glædesstraalende kunde fremlægge mine første fortjente Penge. Om Sommeren gik vi kun i Skole 2 halve Dage om Ugen, men om Vinteren gik vi saa hele 4 Dage i Stedet for.

Næste Sommer fik jeg en anden Plads som Kahjo. Det var i en mindre Gaard, hvor der blot var 1 Pige og en ældre Karl, som jeg skulde ligge i Seng sammen med. Han var just ikke nogen behagelig Sovekammerat, han var nemlig saa slem til at skraa Tobak, han skulde altid have en stor Skraa i Munden, naar han gik i Seng. Jeg lagde mig ved Væggen og han ved Stokken, saa laa han og spyttede over mig op paa Væggen, saa at det sorte Spyt kunde flyde ned paa Væggen og ned i Sengen til mig. Han havde ogsaa et helt Regiment af de sorte Husarer (Lus) paa sig, som jeg ogsaa fik min Part af, men derved var der ikke noget at gøre, en Dreng skulde baade tie og taale.

Som voksen Karl tjente jeg i en Gaard, som laa lige op ad Skoven. Om Sommeren var Herhergskammeret et yndet Opholdssted for Myggene. Om Morgenen, naar vi vaagnede, kunde vi være saa ophovnet i Ansigtet af Myggestik og led meget af den utaalelige Svie og Kløe. For at fordrive Myggene lukkede vi Dør og Vinduer, tog saa hver en Tobakspibe og pustede Røgen ud til det blev helt sort af Røg, det kunde kvæle Myggene for en kort Tid, men det var jo ikke rart i et saa røgfyldt Kammer.

Herbergskamrene var altid ved Siden af Hestestalden med Indgang fra denne. Gulvet bestod af Ler, eller var det "pikket" (brolagt) med smaa runde Sten. Væggene var hvidkalket, i Reglen var der Bræddeloft, men der var ogsaa Steder, hvor der kun var Stænger med Halm eller Hø over. Sengen var sømmet fast af Brædder op til Væggen; Halmen i Sengen skiftede vi i Reglen Foraar og Efteraar. Det var ikke saa sjældent, at vi fandt enten en Rotte- eller Muserede i Halmen, naar vi ryddede den væk.

Efter min Konfirmation kom jeg op at tjene hos Præsten i Adslev, hvor jeg blev, indtil jeg skulde ind som Soldat.

Som Dreng var jeg med til Liegstou, vi havde en Musikanter, som hed Døvmads, han var nemlig meget tunghør. Han sad altid og slog Takten i Gulvet med sine Træsko. Vi Drenge fik saa fat i en Kasse, som han saa hamrede løs paa med Træ-skoene saa det lød, som om der var en, der slog paa Tromme.

Som Ungkarl var jeg med til at ride Fastelavnsnar paa Fastelavnsmandag. Pigerne pyntede os, dels med en hvid Skjorte besat med kulørte Papirstrimler og en Papirshat, dels med Sølv- og Guldpapir paasyet paa Frak og Bovser. Kunde vi saa faa fat i en gammel Sabel, var vi jo svært udhalet og var sikker paa at gøre et godt Indtryk hos det smukke Køn. En Formiddag havde vi rejst en Galge midt paa Torvet i Byen, en Jernkrog var slaaet fast for oven, der hængte den gule Ring. Paa et bestemt Klokkeslet mødte vi saa altid til Hest paa Torvet. Hestene var ogsaa pyntede med kulørte Baand og Papir indflettet i Hale og Manke. Vi skulde saa ride i kort Galop igennem Galgen og samtidig tage Ringen. Den af os, der først tog den 3 Gange, var Konge, som saa tog sig en Dronning ud af Byens Piger. Kongen og Dronningen havde Gildet gratis. Efter Ringridningen red vi saa rundt om i Gaardene med Kongen i Spidsen og sang en Fastelavnsvise. Til Gengæld vankede der Vin og Kager og lidt Skillinger i Lommen til at holde Gilde for. Vi dansede saa hele Natten lige til den lyse Morgen, kun afbrudt midt paa Natten med Servering i Dansesalen af skaaret Smørrebrød, som Pigerne havde med fra hver Gaard. Bagefter ind i Gaardmandens Stuer for at drikke Kaffe. Karlene fik sig et Par Rumpunser, der var aldrig nogen, der blev sviren. Vi sov hele Formiddagen bort, arbejdede saa om Eftermiddagen. Saa snart vi havde røitet ind om Aftenen, klædte vi os paa og gik saa til Dansen igen, atter til den lyse Morgen, sov atter til Middag, arbejde til Aften, og saa skulde vi hen at gøre Relighed, det vil sige, at betale Udgifterne til Spillemændene, i Reglen 2, en med Violin den anden med Fløjte eller Klarinet, og ligeledes hvad der var brugt af Kaffe, Sukker og Rum samt Hvedebrød, det blev regnet sammen, at enhver af os betalte sin Part. Vi dansede saa gerne til midt paa Natten og dermed færdig.

Hen paa Sommeren gjorde Pigerne Pigebal, men det varede kun en Nat, og det var gratis for Karlenes Vedkommende, det betalte Pigerne selv.

Vi morede os altid udmærket, der var aldeles ikke Tale om Rang eller Stand imellem vi unge, en Tjenestekarl eller Pige var ligesaa meget regnet, som en Gaardmandssøn eller -datter, og det var aldeles ukendt, at Gaardmandsbørnene holdt Gilde for dem selv uden at tage Tjenestefolkene med, vi var alle lige. Vi Ungkarles Søndagsfornøjelse bestod i at spille Kegler paa Byens Torv. Kunde vi faa Pigerne med, spillede vi Bold eller stod Enke. Vi slog ogsaa Tril; vi delte os i 2 lige store og dygtige Hold, tog saa Opstilling midt i Byen, enhver af os havde en Staver i Haanden til at stoppe Trillen med. Det gjaldt saa om, hvilket af Holdene der kunde drive det andet Hold. ud al Byen, det havde vundet.

Vi kendte ikke til at gaa i sko eller Støvler om Søndagen, nej, vi gik i blankpudsede Basar- eller fransk Træsko. Om Vinteren havde byens Karle al Tid Samlingssted oppe i Præstegaardens Folkestue, hvor vi saa underholdt hinanden med Kortspil, men aldrig om Penge, samt Damspil. Undertiden var der en, som sang lidt for os. Det kunde sommetider gaa lidt livligt til, saa vi kunde glemme at gaa ud, naar Klokken var 10, det var Præstens Sengetid, og saa skulde alt være roligt. En Aften kom Præsten for at faa os ud. Ligesom han lukkede Døren op, var der en af Karlene, som lukkede Vinduet op ud til Haven og sprang ud, for at Præsten ikke skulde se ham, men idet han sprang ud, slog han en stor Ski, ligesom Præsten kom ind. Den var jo ikke behagelig for vi andre, som fik os en ordentlig Omgang af Præsten og maatte luske slukøret af ud.

Bymændene holdt i Fællesskab en Vægter, som gik rundt i Byen hver Time for at passe paa Tyve og Ildsvaade, og hvis der var noget i Vejen med Kreaturerne, kaldte han paa Folkene i Gaarden. Han gik ud første Gang Kl. 10 fulgt af en stor glubsk Hund, han sang, hver Gang han gik rundt i Byen et af de gamle Vægtervers, som han altid begyndte med saaledes: Hov Vægter Klokken er slagen 10, og derefter Verset. Der boede i Byen en ældre Hyvelkaal, som var lidt komisk anlagt. Han tog sig for en Nat at sætte Vægteren i Skræk. Vægteren skulde paa sin Runde omkring Byen passere langs med Kirkegaardsmuren. En Nat han gik ud Kl. 12 og var godt i Gang med at synge: Hov Vægter Klokken er slagen 12, samtidig at han gik forbi Kirkegaarden, kom han til at se derhen og ser en hvid Skikkelse staa oprejst oppe paa Muren. Han blev saa forskrækket, saa han helt tabte Mælet, han sprang over i en Rave og hen til den nærmest boende Gaardmands Sovekammervindue, bankede Manden op og sagde: Luk mig endelig op, der stod en hvid Skikkelse oven paa Kirkegaardsmuren. Han var saa forkommen af Skræk, at han maatte sætte sig ned og hvile sig, indtil Gaardmanden kom i Klæderne for at følge ham hjem, men da de kom ud, var Skikkelsen selvfølgelig forsvunden. Var der en Gang imellem noget i Vejen, enten han var syg eller andet, gik hans Kone ud i Stedet for ham, hun sang saa godt Vægterversene.

Der boede i Byen en Husmand ved Navn Chresten Teglbrænder, han havde Jord til 2 Køer,

han var saa umaadelig stærk, at naar han høstede sit Korn, tog han en 3-Alen Lægt, som han slog Høleen fast paa, saa kunde han tage et ordentlig Skaar i Kornet. Han kunde staa med begge Fødder i en Skæppe og selv løfte 1 Td. Rug paa sig. Han havde ellers Rygte for at være lidt bjergsom af sig. Folk sagde om ham, at han om Natten gik op i Jexen Skov og huggede sig et Bøgetræ, som han selv kunde bære hjem paa en Gang. Han fik ogsaa Skyld for, at han vilde gaa rundt om Natten i Gaardene og tage Grutning og Korn fra Laderne. Flere Gange naar vi i Præstegaarden kom lidt sent i Seng, kunde vi se, at vor Ladedør stod aaben, og at der var taget af Kornet, var det ham, ved jeg ikke. Om Sommeren kunde han fodre sine Køer med Staldfoder, uagtet han ikke slog noget af sin Havre . En Morgen en af Gaardmændene var ved at slaa havre til sine egne Køer, fandt han en stor Brødkniv i Havren. Han spurgte saa Chresten, om det ikke var hans Kniv. Jo det var da rigtignok hans. Ja, sagde saa Gaardmanden, jeg fandt den i min Havre. Ja saa maa jeg have glemt den, sagde Chresten. Der var ingen, som meldte ham til Politiet, Folk holdt bare lidt Sjov med ham over det.

Forholdet imellem Gaard- og Husfolkene, baade dem som havde et Par Køer, og dem som kun havde et jordløs Hus, var meget behjælpeligt over for hinanden. Der var ikke Tale om, at den Mand som havde Jord til 1 Ko eller 2 skulde betale noget for at faa sin Jord dreven. Nej, Husmanden gik hen til Gaardmanden og sagde:

Ve do it gue mæ et Plovbied, som altid blev bevilget. Gaardmanden kom sommetider Husmanden i forkøbet ved at sige: No ka do sjel sei te, naa do vel ha noi goe. Enhver Smaamand fik sine Tørv og Brænde kørt frit hjem uden Betaling, det foregik i Reglen om Søndag Formiddag, men det lod sig ogsaa gøre de søgne Dage, baade naar Kornet om Høsten skulde køres hjem. Den eneste Betaling, der blev givet var i Form af et Plovgilde, som Husmanden gjorde om Efteraaret for de Gaardmænd med Koner, som havde dreven Jorden for ham, det bestod i Smør og Brød samt Kaffe. Naar Husmandens Køer var sene og ikke gav Mælk og ligeledes de andre Smaafolk, kunde de gaa hen i Gaardene og faa deres Mælkekrukker fyldte. I Sygdomstilfælde var der altid en hjælpende Haand til Rede, baade med at køre efter Doktor eller Jordemoder, en hentede og en anden kørte hjem, samt med Pleje i Hjemmet. Manglede der Føde i Huset, blev det altid overbragt fra Gaardene, kneb det Husmanden med Penge, kunde han laane dem ved Gaardmanden og saa arbejde dem af om Sommeren, men til Gengæld var Husmanden ligesaa behjælpelig over for Gaardmanden. Saasnart der manglede Arbejdskraft eller naar som helst, der var noget i Vejen, satte Husmanden en Ære i selv at tilbyde sin Hjælp. Enhver Husmand havde sin faste Høstplads, hver i sin Gaard. Det var en hel Æressag for Husmændene, hvem af dem der havde været længst i Gaarde som Høstmand og om Vinteren som Tøndetærsker. Men der var heller ikke noget, der hed Socialisme, enhver var tilfreds med den Stilling, de indtog i Samfundet, selv om ogsaa de maatte arbejde haardt for et Par Mark om Dagen. Det var førend de første Socialistførere Pio, Brix og Poul Geleff i Kjøbenhavn havde begyndt at omplante den franske socialistiske Lære i dansk Jordbund. Jeg kan huske, da Rygtet om deres første Optræden sivede ud i vores Afkrog, hvor Folk grinte af dem og betragtede deres Ideer som dem uvedkommende. Der gik en Smædevise om dem, som jeg ikke husker mere af end dette Par Linier:

ve Poul Geleff, la vær aa grin,

ve Poul, no æ do væk.

Rigtige fattige Folk var der ikke mange af. I den Tid jeg kan huske, var der kun et Par gamle Koner i Sognets Fattighus, hvor de havde fri Husly, men saa vidt jeg ved, maatte de selv sørge for Føden, som de gik og tiggede sammen. Op til Højtiderne kunde andre Smaafolk ogsaa godt gaa rundt og tigge, særlig til Jul fulgtes gerne et Par Koner ad med en Kurv paa Armen, naar de saa kom ind i Stuen, sagde de: Godau, og om de maatte bede om lidt i Gudsnavn. Hjemme hos os fik de et Stykke Flæsk eller Ost og et Stykke Sigtekage eller ogsaa nogle Gryn, de havde gerne en Pose med til at tage dem i, eller ogsaa et Par Æg. Om Efteraaret, naar vi havde klippet Faarene, gik de rundt og tiggede Uld.

Det moralske Liv var meget tilfredsstillende baade imellem Unge og gifte Folk, jeg erindrer ikke, at der var nogle uægte Børn og heller ikke nogen Skilsmisse. Det var for begge Dele en meget stor Skam, ja næsten ligesaa galt som at stjæle, og var der Tale om saadant noget, var vedkommende Folk ligesom nedsat i en anden Klasse.

Folk var ikke særlig flittig til at gaa i Kirke, der var som før omtalt, heller ikke meget at gaa efter, da Præsten, der var af den gamle Skole, jo læste sin skrevne Prædiken op paa Prædikestolen. Det kunde hænde sig, at der ikke var mere end 2 - 3 Mennesker i Kirke , foruden Præst og Degn ; var der en 10 Stykker, sagde vi, at der var mange. Sang var der ikke meget af, det betalte man jo Degnen for at gøre, og han kunde endda ikke synge. En Dag i Skolen var der et af Børnene, der havde skreven paa den sorte Tavle: Naar Degnen synger, saa vræler han, ligesom naar man skærer Hovedet af en Kalv. Folk var i det Hele taget ikke saa ugudelige som nu, for de trængte ikke til Syndsforladelse mere end 2 Gange om Aaret , Foraar og Efteraar . Saa kunde der være mange i Kirke, ja der kunde være op til 1oo Mennesker, som var til Alters. Degnen stod saa og noterede, hvormange der var. Det gjaldt for ham at synge Salmer, der var mange Vers i, som en Gang en anden Degn sagde, da han sang en Salme paa en 11 til 12 Vers: Det var en haard Hund at komme igennem.

Ved Begravelse kunde det sommetider gaa lidt lystigt til. Da jeg tjente i Præstegaarden, saa jeg jo altid, hvad der foregik. En Gang var der en af Udflytterne paa Jexen Mark, som var død. Dagen kom, han skulde begraves, og det var almindelig Skik, at Slægt og Venner og Naboerne mødte til Ligfølge. De blev beværtede med Smørrebrød, Kaffe, øl og Brændevin samt en lille Kaffekneit ovenpaa, saa de var i lidt godt Humør. Da de saa havde faaet Kisten op i Vognen og begyndte at køre fra Hjemmet, begyndte Ligfølget at synge: Dengang vi drog af Sted. Længere henne paa Vejen sang de: I alle de Riger og Lande, og da de kom igennem Jexen By sang de: Ser I nu hvem der kommer her. Da de saa endelig kom til Kirkegaarden og skulde bære Kisten op til Graven, kneb det med at holde Balancen, og ved Graven fald der en af dem ned førend Kisten.

----------------------oooOOOooo----------------------