Bodil Fogh og Knud Emil Pind's hjemmeside.
Klaus Moltesen fortæller...

Klaus Moltesen fortæller

27. November 2000
Mit første møde, med Fogh' erne.
Morbror Johannes og Moster Maren, Gravngaard, havde ingen børn; men de havde en feriedreng, der hed Kristian Mortensen. Kristian var fra Gram, og var kommet der fra før genforeningen. Han nåede ikke at blive adopteret; men de betragtede ham som deres egen. Kristian var her i Hørning som andenkarl i 1930. Forkarlen hed Thomas, og var fra Harlev. Thomas blev her et år mere.
Fordi han og Kristian havde det godt med hinanden, cyklede Thomas til Brørup i sin ferie. Det blev tragisk. De skulle sammen ud at se på omegnen, de var en flok unge sammen, og Thomas og Kristian var forrest. Kristian må have været en smule foran, for ved udkørselen til landevejen, kom en bil, som lige tog Kristians forhjul, så han blev slynget frem mod bilens dørstolpe, og han var dræbt på stedet; det var meget sørgeligt. Kristian kunne alle lide, det var meget svært for morbror Johannes og moster Maren.
Vi var alle dernede til begravelse, Sigrid var gartnerelev på Rødding og kom cyklende derfra. Hen på aftenen da det var ved at slutte, blev hun noget stundesløs. Mor har måske kunnet mærke noget, for Sigrid tilstod, at forkarlen fra højskolen, ville komme at hente hende oppe ved landevejen kl.8. Vel nok ikke helt efter Sigrids plan, gik Mor med op til landevejen, og de kom tilbage med Erling.
Jeg mener, at de begge holdt til november på Rødding; i November var der bryllup i Hvalløs, for Eli og Folmer. Der var Sigrid inviteret med, så det var vel første officielle anledning. Vi var da meget interesserede her; Far kendte nok H. P. Hansen (Elis far), ellers var der ikke noget samkvem. Jeg tror nok Sigrid og Erling fik ring på i den anledning.
Hvornår var det nu det var? - men ikke så længe efter, blev vi alle inviteret til Ingerslev mølle, og præsenteret for familien der. De var der fra Ormslev, Edslev, og så dem fra Skovlide. Det gjorde et stærkt indtryk, de var så livlige, og sa blev der sunget. Ester var meget dygtig på klaver, og jeg kan næsten høre Elis klare stemme.
Hilda var 12 år, hun og hendes jævnaldrene kusiner var meget frimodige, jeg var en lang, opløben dreng og genert, så jeg var konstant rød i hovedet, når jeg var i nærheden af dem.
Ude var alt i orden, og så var der jo idyllen med vandmøllen, hvor der var lavet anlæg omkring, med sten og naturtræ. Der var ikke tvivl om hvem der bestemte.
Der var svaner i mølledammen, meget dekorativt, de gjorde også nytte, da de holdt dammen ren for alger, så der ikke var noget der stoppede ved møllehjulet. Der var et spændt forhold mellem mølleren og "Svane Peter" når Thorvald kom ud på gårdspladsen, sejlede svanen hen til kanten, og op på stenbroen, for, med brusende vinger og fremstrakt hals at følge med helt op i porten. Jeg troede det var kamp om hvem der havde mest betydning; men Ester har fortalt, at det skyldtes, at i forårstiden når de tamme ællinger kom i vandet så ville svanefatter drukne dem. Den uorden kunne Thorvald ikke have, så en dag fik han, med en skovl, svanens hoved under vand, så han kunne prøve, hvordan det var at drukne. Om det hjalp melder historien ikke om men fjendskabet bestod.
Selv om alt var effektivt var der tid til åndelige sysler. Alt hvad der foregik i og omkring Bering valgmenighed, blev fulgt og der var kontakt til præsterne, helt fra Teilmanns tid. Når der ikke var formiddagstjeneste i Bering, samledes alle efter endt morgenarbejde til morgensang og formiddagskaffe.
I den store kælder var indrettet et baderum med kar og bruser og en vældig kobber badeovn med vandstandsmåler og termometer. Det blev flittigt brugt, også af venner og naboer. Efter badet, der som regel var om aftenen, var der kaffe og aftensang. I alt dette var det Ane, der med sin venlige varme, der styrede. Blev Thorvald lidt ilter kunne hun bare ved stilfærdigt at sige "Thorvald" genskabe stemningen.


Så var det vores tur, til at præsentere. Når vi havde hilst på familien der, skulle det være ligesådan her, derfor var de her fra Fløjstrup og
Oustrupgården, Alfrida Busk (lærerenke herfra) og Ejnar Krarups. Jeg skulle følge Alfrida hjem, hun havde et godt lune, og var en god betragter, hun sagde undervejs: "Det er da nogle rare mennesker I der er blevet i familie med."

Samværet udviklede sig, Erling kom hjem til møllen, og Sigrid kom i huset på Justenborg,(v. Skanderborg) i vinterhalvåret. Peter fik plads på Starupgård, ved Malling, og Thomas Østergård, fra Københoved kom hertil som forkarl. Thomas var familie, vel trekvart fætter til Mor.

Alfred, var begyndt at søge uddelerplads, så Karen og hans bryllup blev forberedt. Det gik ret hurtigt for Alfred med at få plads i Kongerslev, et for os helt ukendt sted.
Mærkeligt nok, søgte Erlings bror Tage, forretning på samme tid, og så på købmandsforretning i Kongerslev. Mægleren anbefalede den, og mente det var den bedste forretning i byen, da der kun var en forretning mere, og det var en lille dårligt ledet Brugs, som nylig havde ansat en ganske ung mand, som uddeler. Det skulle gå helt anderledes.
Bryllup blev bestemt til d.16. august 1932. Der blev gang i den her hjemme, der skulle være i orden, både ude og inde. Forsamlingshus blev lejet, og hjælpere sikret. Til Dinne og Stavads bryllup, var der kok, så det skulle vi også have. Han kom fra Bjerregrav, og var ikke ret stor, så det blev hurtigt til "Dværgkokken" men han var dygtig, og alt klappede.
Åge Galmstrup (Alfreds svoger), havde forfattet en god sang, lærer Madsen også, og der var mange taler. Åge Galmstrup var en god betragter, vi havde nok bemærket at han var her nogle dage før; i et vers stod der, " Klaus i Præstedal kørte ned, med et læs, en redlighed, det er skik i Hørning, når der holdes gilde"
I et andet stod "Sigrid ud i aftes drog, for at mødes med sin Fogh, som kom cyklende hertil fra Karens Mølle". Det blev hurtigt rettet til Farens Mølle. Det blev en meget vellykket fest, som vi mindedes længe efter.
Så kom flytningen til Kongerslev, med travlhed, og en masse slid, til et forfaldent hus. Farbror Jens leverede møbler, sengeudstyr og linned kom fra Fars familie i Silkeborg, alt i kvalitet.
Der var megen trafik det efterår til Kongerslev. "Hadsund Peters" (toget) køreplan blev studeret, det var en halv dags rejse; men ikke uden oplevelser.

Ungdomsårene.
Herhjemme blev der nogen turbulens det efterår. Fodermesteren blev vist bort i oktober, jeg kom i stalden og fortsatte efter November. Det passede nok godt til mit temperament på det tidspunkt; men var for hårdt for min ryg, hvilket jeg har måttet bøde for siden. Det havde nok gået, hvis ikke der var kommet Mund og Klovsyge hen på vinteren, det var meget slemt, Far og jeg var næsten i stalden hele døgnet.
Der var en masse arbejde med de syge dyr. Havde det så endda været forbi med det, men der kom følgesygdomme derefter. Smitsom kastning og tuberkulose, som det varede mange år at få udryddet.
Peter var hjemme den vinter, og vi havde en konfirmeret dreng til hjælp; han var nu ikke meget værd, men det gik. Peter var da ved at bestemme sig for, at han ville til noget andet. Erling kendte en frugtavler på Langeland, så det ville Peter prøve. Karsten Primdal fra Salling kom her som forkarl, og Johannes Fogh, som andenkarl. Johannes og jeg boede på østgavlen, vi var meget selvkloge, derfor måtte Karsten, der var en god lidt sindig karl, finde sig i meget. Johannes og jeg havde nogle drabelige diskussioner, når vi var kommet i seng, de endte gerne med, at jeg måtte give ham ret i at alt var bedre hjemme i Møllen, hvad det nok også var; ofte var det sidste jeg hørte "du sover jo ".

Ellers havde vi mange gode ture. Bedst husker jeg det, første møde i "Det Unge Grænseværn" på Dybbøl Skanse. Bering Ungdomsforening, havde arrangeret rutebil, og det skulle vi endelig med til. Det blev en meget fin tur; vi cyklede herfra lørdag aften, og hjem igen mandag formiddag, atter oplevede jeg den lettere stemning, end jeg var vant til herhjemme, og det blev en tilbagevendende tur til årsmødet, samtidig med, at der blev holdt møder over hele landet med stor medlemstilgang. Vor præst, Gadeberg, var meget engageret, så næste år var der en bus herfra til årsmødet. Sådan gik den sommer, med mange gode oplevelser. Karsten blev ved at holde forbindelsen, til sin for tidlige død.

Til november, blev jeg forkarl, Far havde sikret sig en godmodig andenkarl, og fodermester, så det gik faktisk udmærket.
Peter havde taget beslutningen, at nu ville han til noget andet, så var der jo det med skolegangen, eller mangel på samme. Derfor han kom på Præliminær kursus på Bælum Højskole?, med ophold i Kongerslev Brugs. Erling tog på Korinth Landbrugsskole, (Hilda var på Ringe Efterskole). Erling og Peter skrev noget sammen; det var lidt specielt, P. Sørensen Fugholm stil. Peter skrev Erlings adr. stud. land, så måtte Peters adr. være stud skov. Der var i det hele, en let omgangstone.
Som før nævnt, var Hilda på Ringe Efterskole den vinter, og Erling bød hende med til elevfesten, hun måtte nok mest klare sig selv, da Erling var involveret i de forskellige underholdningsarrangementer, så hun måtte danse med de voksne karle, som ingen fast dame havde med.

Efter landbrugsskolen, gik Erling straks i gang med at se på ejendom, Rudolf, og Torkny Graversen var også på jagt efter ejendom. Rudolf havde motorcykel så den blev flittigt brugt. Det var ikke de bedste tider, så der var mange ejendomme til salg. Erling spurgte Hans Lund ,Rødding om der var noget i det sønderjydske. Det var der ikke. Thorvald ville have dem der på egnen, den gård han ville købe, blev senere solgt til Kirsten fra Ormslev og Torkny Graversen. Rudolf købte i Hørslev Bole.

Det blev så gården Peterslund ved Skjødstrup, en vældig god gård men meget forfalden. Der var en snes magre køer og fire endnu magrere heste, som det viste sig at der var en masse arbejde i, da de fik noget at æde.
Det var meget tørt den sommer, syd for gården var et stykke eng, som der ikke var sået i. Der var et vældigt lag senegræs, som blev slået til dyrene. Det kneb også med vand, da begge brønde var næsten tørre.
Jeg kan se Thorvald for mig, han stod med leen omme ved laden, i et vældigt lag brændenælder, og udbrød, "Det hæe æ da nå fåle nue". Torkny blev ansat løst men var der temmelig længe.
Her var vi godt med, med arbejdet, derfor blev jeg sendt derud. Ester kom og sørgede for husholdningen og Rudolf var der i flere dage. På et tidspunkt tror jeg vi var seks, der sov på hver sin madras i storstuen, det var ret så hyggeligt, alle hjalp til og det værste blev ryddet op.
Når det blev aften, tog vi cyklerne, og kørte gennem krattet til stranden, og fik en dejlig svømmetur.
I haven var et dejligt moreltræ, der kunne vi plukke aftenforfriskning. Det blev en meget lille høst derude ,og det var ikke meget bedre her.
Bryllup blev berammet til d. 29 August, (da var vi færdige med høsten og marken var skrælpløjet).

Brylluppet var efter samme model, som Karens. Erlings familie, unge, og familien herfra + omgangskreds herfra var med, og det hele forløb fornøjeligt. Farbror Jens havde igen leveret møbler, så de fik hurtigt indrettet et hjem. Omgangskreds blev der også hurtigt. Nede ved stranden, havde Århus Amts Gymnastikforening, lejet et stykke jord af Jes Thomsen Bynksminde, der var bygget et træhus med skillerum i midten, køjer på bagvæggen, et bord og bænke, udenfor brønd med håndpumpe, en tørresnor + lokum med spand. Primitivt, men efter den tid luksus. Folk fra Å.Å.G. havde week-end vagt på skift. Jes var den første vagt. Det bekendtskab gav livslangt venskab.
De unge fra Svaneborg, var der nogle dage, så Torkny, og jeg kørte derned om aftenen.

I oktober blev Ester og Rudolf gift, vi blev inviteret med, da de jo lige havde været til bryllup her. Vognporten i møllen var indrettet til festsal, den var ret nybygget, der var ingen gulv, men da der trængte til nyt loft i kviestalden, kunne brædderne dertil passende anvendes til gulv i festsalen. Det var også et meget hyggeligt bryllup med mange nye mennesker.
Kusiner og fætre var der en del af, jeg husker bedst kusinerne, de var gode dansere. Traktementet var nogenlunde det samme som her, med den lille forskel at til desserten fik vi Anes hjemmebryggede vin.

På Peterslund blev der arbejdet på højtryk, de magre heste havde fået kræfter, og marken blev harvet grundigt og der blev sået vintersæd.
Jeg var derude en tur i oktober da var Vagn fra Skovlide der.
Vi skulle passe køerne en søndag og var alene på gården. Da vi var færdige med malkningen, spurgte Vagn, om jeg ville med en tur til Skovlide. Det var jeg med på. Da vi kom derned, var der ingen hjemme. Vi fik opspurgt, at de var til efterbryllup hos Ester og Rudolf; nå pyt - så kørte vi derhen, og hyggede os med de andre.

Der var således livlig trafik, med arbejdskraft, og frivillige hjælpere hele efteråret, med god stemning, og begyndende nye venskaber deromkring. Bynksminde, Egå Efterskole, og familie fra begge sider.

November rejste jeg på Rødding Højskole på anbefaling af Sigrid og Erling. Det var også helt godt; dog var jeg en af de yngste, og blev nok mobbet lidt, hvilket jeg måske trængte til. Det værste var dog, at jeg ret hurtigt fik nogle slemme bylder, som foruden smerten gjorde at jeg ikke kunne deltage i gymnastikken i længere tid.
Der var mange gode kammerater, men ingen jeg fik varig forbindelse med. Nogle elevmøder har jeg deltaget i, det var meget hyggeligt. Sidst på opholdet kom spørgsmålet: "Hvad skal du til sommer?"
Der var stor aktivitet nogle skulle skaffe en medhjælper til bekendte eller familie. Det mest spændende var at der kunne udveksles med svenske karle ved skolens medvirken.
Man skulle så tage plads på en gård i nærheden, og så tror jeg nok i tre måneders bytte med en svensker.
Jeg blev tilbudt en sådan plads men herhjemme syntes de ikke om det, så det blev til Gravngård i stedet. Det var godt nok men ikke så spændende.
Jeg havde været der på besøg nogle gange i vinterens løb, derfor kendte jeg lidt til medtjenerne og Moster Maren, og Morbror Johannes stod jo i de lyse erindringer fra barndommen. Pigen Randi fra Skovly blev skiftet med en pige fra Darum; hun var brugsuddannet, men da hun skulle giftes med en gårdejer, skulle hun lære husholdning. Så var der Jens Askov,16 år og flink, samt god til at spille Harmonika, Bertel Moltesen Ravn en halvfætter på 17 var fodermester, og jeg var 19.

Det blev såmænd en god sommer, jeg blev godt kendt med Mors hjemegn og familie. Syd for landevejen var en nybygget skole med gymnastiksal, som aldrig havde været brugt. Den fristede meget, så jeg spurgte om der ikke var nogen, som kunne lede. Det viste sig at naboen i Ågård var befalingsmand fra hæren og havde gymnastik uddannelse. Han indvilligede og vi kom i gang. Kort efter mødte der nogle piger; de havde hørt at jeg også var delingsfører, så de ville også have gymnastik. Jeg sagde ja. Med de evner jeg havde, og uden erfaring, skrev jeg til Frede Hansen, Rødding og fik nogle timeplaner. Så gik vi i gang; det var et dejligt hold, voksne piger, mødre med store døtre, skolepiger og hvad der var der omkring, i den ret spredte bebyggelse.
Det var ingen elitehold; men vi havde et godt sammenhold, og jeg fik en flot sølvske, da sommeren var forbi. Den holder jeg meget af.
Der måtte ikke danses i salen; men et par brave folk, Stinne og Johan fandt på, da de havde fejet loftet, at her kunne godt danses når der blev strøet hakkelse på cementgulvet.
Jens spillede og vi morede os dejligt. Jens var lidt utilfreds for han kunne jo ikke både spille og danse.
Naboerne syntes det var en udmærket ide, så der blev inviteret til den næste fest. Moster Maren var fra Darum, der blev vi inviteret ud til Høstfest. Jens måtte spille og gik igen glip af dansen. Det daglige arbejde, var meget lig det herhjemme. På grund af beliggenheden, var der en del kørsel til stationen og kirke, kørehesten Svend, måtte tit af sted, og cyklerne blev flittigt brugt.

D.U.G holdt årsmøde i Løgumkloster, der cyklede jeg ned, og traf en hel busfuld hjemmefra; det var hyggeligt. På hjemturen slog jeg følge med flokken fra Rødding, det gav mig en invitation til fætterbal, som medførte nogle ture derned og ikke mere.

I oktober indtraf en tragisk hændelse. Der var efterårsmøde i Brørup, Morbror Johannes og Moster Maren var kørende derop. Jeg på cykel; efter mødet spændte jeg for og de kørte. Da jeg kom ud godt forbi Steensvang, lå der et tæppe, som jeg genkendte, det samlede jeg op men længere fremme lå et vognhjul, og en lygte, så vidste jeg at der var noget helt galt. Ved den næste ejendom kunne jeg se der var lys, der var de hjulpen ind; tilsyneladende kun med skrammer men Moster Maren, som i forvejen var svag, kom aldrig over det. Hesten var jo rendt hjem med stumperne af vognen, det var tragisk.
Der blev politiafhøring, og det viste sig at Moster Maren, for at man bedre kunne se dem bagfra, havde vendt venstre vognlygte, så den lyste bagud, med det resultat, at en bilist, der kom bagfra troede det var en modkørende motorcykel. Ville vige højre om med det resultat at bilen ramte vognen lige midt bag.

Ved høsttide havde jeg spekulationer med hvad jeg ville til november.
Jeg havde det godt på Gravngård; men ville opleve noget andet. Det sønderjydske trak. Mor syntes det var bedre for mig, at komme til det fynske. Erling kendte et godt sted Ålegård ved Sallinge, der fik jeg så plads, som forkarl, 650 kr. for et år. Man måtte jo betale for de blidere forhold, hvad fynboerne benyttede sig af. Klædeskab og trækuffert var sendt fra Brørup station. Det mest nødvendige arbejdstøj og støvler blev bundet bag på cyklen, og så gik turen derover en mørk og grå novemberdag. Gården, var ret nybygget. 28 køer og 6 arbejdsheste. Marken var indkredset af Sallinge Å med vandmøller på hver side, ret så idyllisk.
Familien var Far Frederik, Mor Johanne, børnene Hans på 13, Marie 12, Knud 11, Rigmor 9 og lille Martha 4; de var alle meget livlige, Mor Johanne kunne godt være lidt stram. Så var der tjenestepigen Edith, som ikke havde det for godt, men var en godmodig lille en. Andenkarlen Verner var 25 år og kun fæstet for vinteren, da han skulle bygge statshusmandsbrug til sommeren. Fodermesteren Martin på 29 var såmænd ret dygtig men ville gerne på kro. Jeg var jo en dreng, set med deres øjne. Det fik vi dog ret snart ordnet; de to skulle malke og da der blev malket tre gange, foregik det efter aftensmad. Jeg gik ude ved hestene, og kunne ikke undgå, at høre det var mig der blev drøftet. Martin sagde ret tydeligt, "Jæ ka Fame vælt ham mæ en lilfinger", der var ikke andet at gøre end at gå derind med det samme men de påstod at det var absolut ikke mig der var drøftet. Jeg foreholdt dem, at da vi nu skulle arbejde sammen hele vinteren, var det bedst at vi fandt ud af det, hvad vi så gjorde. Martin var især glad for mig når han havde været på kro, så jeg kunne hjælpe ham med morgenmalkningen. Arbejdsrytmen var noget anderledes, frokost om vinteren var nyt. Det var også nyt med at køre roer sammen, dertil havde de to store trekantede blokke, som blev lagt foran vognhjulene når vi kørte frem så væltede læsset, det så vældig flot ud. At det så tog lige så lang tid at få vognen samlet igen, var underordnet.
Almindeligt værktøj var der ikke meget af; men søndag formiddag gik jeg lidt rundt og fandt flere ting, så der var lidt at gøre med. En dag manglede jeg en svensknøgle og spurgte drengene om der var en sådan. "Det har vi" svarede de "men den ligger i Fars skrivebordsskuffe" der kunne jeg jo ikke bruge den, så jeg fik den udleveret. Det blev til et lille udvalg i værktøj, som blev opbevaret i hestestalden.
En af de første dage kom der kontrolassistent, han ledede gymnastikken i friskolens sal. Det blev bestemt at han skulle komme og tage mig med derop. Det blev til mange gode stunder i friskolen Hjemly, og hvad der foregik deromkring.
Lidt sprogvanskeligheder var der og jeg prøvede på at tilpasse mig, da de stadig sagde "hva' sir han jyen", kunne jeg ligeså godt beholde mit jyske og det gik. Da gården lå ude på marken og folkene var meget selskabelige var der megen kørsel og den sorte kørehest, også kaldet "Ryslinge Ekspressen" måtte tit af sted. En snevejrsdag husker jeg at det begyndte med at børnene skulle køres til skole, derefter så skulle Frederik til toget. Da jeg kom hjem, syntes Johanne, at det var sa længe siden hun havde set sin søster i Rynkeby, og spurgte om jeg ville køre hende dertil; med en frisk hest, gik det også. Derefter kom hjemtransporten, det var fint slædeføre tre heste blev kørt trætte og alle kom godt hjem.
Ud over almindeligt vinterarbejde med roer og tærskning, var der det specielt fynske med at ordne hegn. Der var syrenhække om alle syv marker, så det passede med at klippe hækken ved græsmarken, der skulle pløjes. På den måde var der kreaturhegn når der igen var græs, kønt var det, og det gav en masse risbrænde. Der var også en del poppel, der skulle stynes, det fyldte godt i bunken, som blev hugget med kvashugger, hvilket også var nyt for mig.

Da vi var i gang med tærskningen skulle der tages to tønder af den pæneste byg fra, det skulle køres til maltning, da man selv bryggede øl; d.v.s. Frederik bryggede - da Johanne var jyde forstod hun sig ikke på det -i øvrigt udmærket øl.
Da vi kom til sædekornet, foreslog jeg at vi kom det i mindre sække, der var nemmere at bakse med ved såmaskinen, fik jeg det svar "du er vel en karl, der kan klare 100 kg." så var det afgjort.
Da laden var ryddet sagde Frederik en dag, "Vi mangler et kyllingehus, det kunne du passende stå herinde og lave". Der var ikke langt fra tanke til handling der, så der blev bygget hus. Mærkeligt nok havde jeg lidt erfaring hjemmefra og havde året før bygget et på Gravngård.

Hen på foråret skulle der ansættes nye medhjælpere, da Martin og Verner jo rejste. Det var småt med ansøgninger men en dag kom Frederik og sagde at nu havde han tre ansøgere men ingen af dem ville passe køer. Han foreslog, at jeg blev fodermester mod et tillæg i lønnen. Jeg slog til, det var ret heldigt for vi fik en dejlig sommer med godt kammeratskab.
Der foruden kom en fjerde til: Frederiks brorsøn Lars der skulle bygge ejendom på Hedengård, så han fik kost og logi, mod at hjælpe med morgenmalkningen. Han var meget dygtig og gled naturligt ind i kammeratskabet, ligesom vi ofte tog en tur over for at hjælpe ham med byggeriet. Vi deltog i flok i hvad der var omkring os, og hen på sommeren, blev vi budt med til ungdomsbesøg.

Trods stærkt mandskab fik jeg først ferie i september. Da jeg ikke ville køre lige hjem kørte jeg til Nyborg og tog færgen til Sjælland; med en overnatning i Slagelse fortsatte jeg videre til Stevns, hvor jeg besøgte Alfreds bror Ejnar. Derfra til Sundbylille hvor Johannes var.
Da Peter nylig var begyndt på Landbohøjskolen, bestemte vi os for at besøge ham. For ikke at spilde tiden med at finde derind tog vi med toget fra Frederikssund, det gik fint. Dagen efter fik vi tid til et kort besøg hos Faster Gurie, der sad i sit fornemme hus og tog vel imod os.
Grenå Hundested Færge, var lige begyndt at sejle, derfor var der ikke så Iangt. Pris for overfart: fire en halv kr. - med cykel.

Hjemme havde de gode medhjælpere men Far havde været syg hele høsten og var stadigvæk svag, derfor erklærede Mor, at jeg var nødt til at komme hjem til November. Det var måske godt nok, at jeg ikke groede fast i det fynske.
Hjemme var der nær kontakt til Peterslund. Bodil kom til, og jeg nåede at komme med til barnedåb, med hele familien plus en ny omgangskreds omkring Egå Efterskole. Prægtige folk, som vi også knyttede venskab med. Ledetråden var over det tidligere omtalte: Friskole, Gymnastik, D.U.G., og så kom Dansk Samling til et af de første møder, blev holdt på Egå. Vi var med til møder, og var meget optaget af det. Der blev holdt møder rundt om for fulde huse. Arne Sørensen, var meget populær, indtil man begyndte at markere sig politisk.
På Peterslund gik det fremad, der havde været en god høst, og der blev lavet tækkehalm til laden. Et nyt vandværk blev det også til, der var både aktivitet og hygge.
Engagementet i Dansk Samling bevirkede, at man ville lave en arbejdslejr. Det lå ligefor, at det passende kunne være, at planere pladsen ved gymnastikhuset ved Skæring strand, der kom en hel flok fra Århus, ja også andre steder og tog fat pa opgaven. Det var mest studenter og kontorfolk derfor var det lidt tilfældigt,
Erling tog derud og fik ret hurtigt sat system i arbejdet, og det med godt resultat. Desværre blev det ikke brugt i ret mange år, fordi en stor udstykning omfattede arealet, der kun var lejet.
Gode medhjælpere kom til Peterslund uden at de behøvede at søge. Alligevel blev den stramme økonomi for meget for Erling, derfor blev gården sat til salg i foråret 38. Den blev solgt, så investeringerne nogenlunde var dækket. Jeg tror stadigvæk, at hvis Far havde været lidt økonomisk stærkere, kunne de være blevet der, da han syntes, det var den bedste gård de kunne få.
Alfrida Busk, (lærerenke herfra), havde fået plads på et hjem, på Sjælland derfor var hendes hus her ledigt, så der kunne Sigrid og Erling flytte ind. Det blev en travl sommer med at se på ejendom. De havde anskaffet sig en Ford T personbil, den blev flittigt brugt. De søgte mindre gårde, i landbrugskredse var det mest rentable 35-40 tdr. land. Det var grundlag nok, til at have karl og pige -ak ja hvor forandret!
Det blev til Haslundgård, lidt misvisende, for den lå nærmere Askildrup, med skole, brugs, og forsamlingshus. Navnet var sikkert helt fra udflytningen af gårdene. Der var en anden gård, der oprindelig hed Thomasdal, men havde fået øgenavnet "Skurkedal" derfor blev den omdøbt til "Store Haslundgård" hvilket gav anledning til forviklinger.
Den nye bopæl, tættere på Hørning, gav megen kontakt, både familie og arbejdsmæssigt. Der var jo nogen afstand, men med cykel, Ford, og Jumpe gik det. Hen på efteråret ville Erling sælge Forden; han syntes jeg skulle købe den, hvad jeg så gjorde for 500 kr. Det var dog et halvt års løn men vi havde megen fornøjelse af den. Afstanden var jo ikke større end samkørsel og lån kunne praktiseres.
Her blev jeg hurtigt engageret i ungdomsarbejdet; vores præst, Gadeberg ville lave en Husflidsskole i præstegårdens udhus, hvilket jeg har skrevet om andetsteds. Det gav en masse aktivitet og en helt ny omgangskreds. Dansk Samling og alt det andet foregik også omkring Præstegården. Det gik desværre over til at Gadeberg søgte, og fik ønskeembede i Ensted ved Åbenrå. Det blev desværre ikke lykken for dem. Vi prøvede at køre videre det gik nogle år men vi måtte desværre opgive, et ellers vellykket arbejde.

Hilda
Det var begivenhedsrige år Hilda havde, som tidligere nævnt, været på Ringe Efterskole; var så en kort tid hjemme, (i Bjertrup for at hjælpe da Rigmor blev født).Nu er jeg ikke helt sikker på rækkefølgen men mener, at så blev det til en plads hos skolelæreren i Føns ved Middelfart. Derefter til Gunnar Nielsen, Hokkerup, ved Gråsten. Så en tid i huset hos Arne Sørensen og Nina, som havde købt et stort hus i Birkerød. Nu noget andet som husbestyrerinde for tre gamle frøkener, jeg tror det var på Frederiksberg. Herfra fortalte hun ofte om de mange indtryk fra det Københavnske, og besøg hos farbrødrene. Sjovt nok, fulgte hendes dialekt de forskellige steder; det drillede hendes brødre hende noget med.
Derefter Frederiksborg Højskole et ophold, som fik stor betydning for hendes udvikling, Der var nogle norske elever, som hun fulgte med hjem og fik arbejde der som frugtplukker. Sammen med ture der, og den specielle dalstemning var det også en oplevelse, som hun ofte mindedes.
Men så nærmede krigen sig med hvad det medførte. Kom dog hjem i god tid, og skulle nu til at tage bestemmelse for fremtiden. Det blev så til optagelse på Testrup sygeplejeskole. Da hun meddelte det hjemme, kiggede Thorvald over brillerne og sagde "Do ku da træf å blyv gyvt", det blev så til både - og.

I 1942 november kom jeg på landbrugsskole i Malling, det blev til enkelte aftenture til Møllen. Johannes kom også til Malling på besøg. Hilda var elev på Amtssygehuset og var meget glad for gerningen, vi traf jo hinanden i Møllen på kammeratlig vis. Hen på vinteren var der jo tradition for kusinebal, og det var naturligt at hun skulle være min kusine. Nu var det praktisk at vi fandt en fætter til hendes gode veninder Elly og Anna, de kunne overnatte hos Elly forældre, på Korskilde mejeri.
Det blev en udmærket fest og de blev fulgt pænt til Korskilde. Dagen derpå på deres vej til bussen, kom de indenfor og vi pjattede lidt og sagde tak for sidst. Der var åbenbart tændt noget, for næste gang vi mødtes i Møllen begyndte det at blive alvor.
En tilfældighed skal lige indskydes -I begyndelsen af krigen var jeg i Haslund for at passe bedriften; om det var på grund af sygdom eller vi havde byttet legitimationskort, husker jeg ikke. Køerne skulle af en eller anden grund malkes udenfor. Hilda var kommet for at hjælpe og da jeg var godt i gang med malkningen, kom hun, med hovedklæde, spand og malkestol for at hjælpe, - da var det ligesom at jeg fik øje på at nu var hun blevet voksen. Bytteriet mellem Erling og mig fortsatte og der er jo ingen der bagefter kan sige om det havde nogen betydning.

Tilbage til Møllen; vi mødtes nogen gange i hemmelighed, Amtssygehuset var ikke godt, der var alt for mange øjne; men en tur i haven ved den Gamle By og en biograftur blev det da til.
I det tidlige forår friede jeg og fik et lidt nølende ja. Hun ville gerne gøre sin uddannelse færdig, hvilket nok også havde været det rigtige, især for Hildas senere selvværd.
Begge hold forældre syntes godt om det og der var ikke grund til at vente. Hilda lod sig overtale, sagde op på Amtet og fik plads i huset på Mundelstrup Møllegård, det var rimeligt men ikke særlig fornøjeligt.

Hjemme i Møllen døjede, ja led Ane meget af sin leddegigt, og da det nye Gigtsanatorium ved Skælskør var åbnet, fik hun et ophold der. Hun kom hjem i den koldeste vinter, fik lungebetændelse, måtte igennem et pinefuldt sygehus ophold og døde derude. De nye midler var nok kendte men ikke tilgængelige for almindelige patienter. Det blev dog til en del besøg ved sygelejet med en helt anden stemning. Ane døde d.14 januar 1944, og alt blev så trist. Der var stor begravelse og de mange præster, som hun havde haft forbindelse med, holdt gode mindetaler. I Møllen havde de to gode piger så det daglige blev klaret. For Hilda og mig blev det fastholdt at vi skulle giftes til foråret. Forventningen prægedes dog noget af sorgen for os alle.


Egen Familie.
Her blev der repareret hus; udstyr var det nemt med, det kunne man ikke få .
Det mest nødvendige blev dog skaffet frem og bryllup blev bestemt til den 24 maj. Det var en kold og blæsende dag, vi var kun udenfor til fotografering. Kokkekaren og de gode piger havde tryllet maden frem. Gæsterne var den nærmeste familie og omgang der.
Eli havde bestemt at vi skulle med dem til Bjertrup for at fejrede bryllupsnat på deres loftskammer, ligesom hun gjorde det hyggeligt for os næste formiddag.
Til hjemturen havde jeg hyret en lille lastvogn af Niels Andersen den var ret driftsikker, vi fik læsset Hildas ejendele og gaverne vi havde fået.
Trods krig var der en del og de fleste har vi endnu. Fra naboerne til Møllen, var der et stort billede "sofastykke", som vi ikke syntes så godt om og da de gode givere nok aldrig kom på besøg, kørte vi ind til Århus og fik det byttet til "Sol over Stene", som endnu hænger på vægen.
Turen hjem gik fint, vi kom hinanden ved med tre i førerhuset. Da vi kom
I indkørslen var der en flot æresport; Oluf havde ventet på trappen med en buket Tulipaner i flere timer så de var lidt slappe.
Hilda fik noget af et chok da vi kom ind. Mor havde med sædvanlig
foretagsomhed inviteret til efterbryllup uden vort samtykke; sikkert i bedste mening men ikke særlig heldigt.
Det gik! da gæsterne var gået, skulle vi have Fars og Mors senge flyttet over og vores stillet an, derfor det tog nogen tid inden vi kom i "Egne Senge".

På grund af krigstid havde vi forpagtningskontrakt, medhjælperne var de samme derfor var der ikke megen forandring i det daglige for mig, men
Mors og Hildas kemi var meget forskellig, så der var nogle kanter, som skulle jævnes - og blev det ,selv om det kunne være svært.
I Ingerslev Mølle kæmpede Thorvald for at bevare hjemmet; han byggede en stue til og fik det ordnet således at Eli og Folmer kom hjem og overtog Møllen. Johannes overtog så deres gård i Bjertrup, det skulle være så godt men Thorvald blev ved med at sidde "for Bordenden" og glemte at bruge sin egen indgang. Det blev svært for Eli og børnene, og især for Folmer med det blide sind.
Ved Folmers alt for tidlige død hobede problemerne sig igen op. Eli syntes at hvis hun skulle fortsætte, kunne hun bedst klare det på deres gamle gård. Efter megen forhandling, indvilligede Johannes i at bytte og Eli fik, indtil sygdom også ramte hende, nogle gode år med sine børn i Bjertrup. Erling virkede i alt dette som mægler, og var Elis fortrolige.

Forberedelserne til den forestående fødsel var vanskelige, da intet kunne købes. En pakke med det mest nødvendige fik vi på rationeringsmærker, og alle linneds stumper blev anvendt. Barnevognen byttede jeg mig til for 2 tønder kartofler - den holdt til tre børn.
Krigens skygge lå jo over vores familiebegivenheder men livet fortsatte. Den 2. marts 1945 blev Niels Peter født og vi var meget stolte af vores
dreng. Der var vanskeligheder med amningen, Hilda græd og fik mange
gode råd, bl.a. fra moster Kirstine, trods det blev der betændelse, og hun måtte indlægges. Mor insisterede på at drengen skulle døbes inden så det blev hjemmedåb, som lærer Madsen forestod.
Det var alt sammen så voldsomt, vi kunne nok mærke, at krigen nærmede sig sin afslutning. Hele byen vrimlede med tysk militær; forsamlingshus, skoler og Hospital, var belagt. Hospitalsladen og vores lade og maskinhus var ekspropieret, her skulle stå heste og vogne, som de kørte rundt og inddrog. Cykler var de også meget interesserede i, derfor var de gemt væk på de mærkeligste gode steder. Jeg havde en ekstra cykel, som holdt til at jeg kørte til Randers hver aften for at besøge Hilda og Niels Peter. Det gik heldigvis godt, men vi oplevede Fredsbudskabet derude.
Det blev nogle hektiske dage men uden den store dramatik, lige her omkring. Vi var godt med, med forårsarbejdet men fik nylig sået roer efter "dagene". Hilda og Niels Peter kom hjem, og vi kunne begynde at nyde hinanden. Niels Peter var meget tidlig bevidst, hvad alle der så ham, også syntes.
Da det hele var ved at falde til ro, skulle han jo fremstilles i kirken, så forberedelserne til det gik i gang.
Der var en vognmand i Gylling, som havde fået benzin på sin bil, ham lejede Tage til at køre. Der var en god pressenning over og bænke på ladet, det var et vældigt læs, da hele familien blev samlet op på vej hertil. Alle var med, både store og små. Vi havde ingen møbler i hjørnestuen, derfor kunne vi dække op der med borde og bænke fra forsamlingshuset. Det blev meget højtideligt og festligt.
I sommerens løb var der mange arrangementer, nationalt, politisk, og folkeligt. Her blev opført et nationalt spil, "Mens Striden står", Hilda og jeg havde de unge roller, hvilket vi fik megen ros for. Vi var også med til et stort gymnastikstævne i Floes, det var meget flot. Landbrugsmæssigt var det ikke gode år; vi havde endnu de skrappe regler for korn, til meget lave priser og det vi skulle købe, for at holde besætningen i gang, var mere end dobbelt så dyrt.
Hen på sommeren var Ane Mette på vej, det var godt nok hurtigt men det var der ikke noget at gøre ved ud over at tage det som det kom. Vi kom godt over vinteren og Ane Mette blev født tidligt om morgenen den 9 April. Alt gik let ud over at kakkelovnen i sovekammeret røg men det blev klaret, så der var varmt og vandet kogte på komfuret da jordemoderen kom. Det fortsatte med det nemme, hun spiste, sov, og smilede når nogen kom forbi.
Til Ungskuet i Varde havde Erling og jeg samlet sammen til en busfuld; det var ikke den store komfort men blev en god tur; faktisk skelsættende.
Lige ved indgangen var en flot stand for Ferguson traktorer, den vakte stor opmærksomhed. Erling var så optaget at han skrev kontrakt på at få en leveret til høst -47. Der blev nogen misforståelser i forbindelse med opbygningen af forhandlernet. Først efter henvendelse til hovedforhandleren blev den leveret i oktober -48. Erling lånte 10,000 kr. af Thorvald; men blev betænkelig og foreslog at vi skulle være fælles om den. Efter nogen tid blev det mig, der fik traktoren - og gælden. Der var smalhals men jeg havde på det tidspunkt en rimelig god bil; den blev solgt og Thorvald fik sine penge, hvilket han ikke lige havde regnet med; men det gav mig en vis frihed selv om det var strengt at undvære bilen.
Indtægterne var som nævnt små, derfor kørte jeg ud og lavede markarbejde. Det blev ofte lange dage. Derfor måtte Hilda selv klare det hjemme, og vente på "far".

Ellen blev født, den 2 april 1948, på Thorvalds 70 års dag, derfor kom vi ikke til den fest. Mentalt gik godt og hun var lige så sød som de andre, vi havde gode medhjælpere, så dagligdagen fungerede. Vi havde både en Marta og en Marie. Marta syntes på et tidspunkt at Niels Peter tog for meget af opmærksomheden; vi opdagede senere at hun tog sig ekstra af Ane Mette. Sådan var der så mange små hændelser.
Thorvald var i de år ret ofte gæst. Han tog til behandling hos "den kloge Mand i Tværsige(Auning)"; så var han her gerne nogle dage og det gik helt godt. Han ville så gerne have et godnatkys af børnene, de syntes det var spændende med den skæggede mund. Vi havde det ganske hyggeligt, dog kunne det være vanskeligt at finde beskæftigelse til ham. En dag havde han fundet ud af at der trængte til lidt oprydning i læbæltet; det kom desværre til at gå ud over en Mistelten, som Peter med omhu havde fået til at gro på et æbletræ.
Hans X 305 (Ford A) havde vi også fornøjelse af. Thorvald havde et ønskejob, som kommunalt valgt bestyrelsesmedlem af den lokale Sparekasse. Det var gerne afslutningen på besøget her, når han skulle hjem og "i Sparekassen", hvor han kom sammen med ligemænd og kunne følge med i udviklingen. Han ville gerne have Far med til den kloge mand og det hyggede de sig med.
Økonomisk havde vi det svært i disse år, med smitsom kastning i kobesætningen, ja faktisk også med svinene, så det tog nogle år før det kom i gang igen. Traktorarbejde for fremmede gav indtægt til det mest nødvendige. Hilda måtte ofte vente når jeg var ude og skulle være færdig med et arbejde; alene var hun dog ikke, da vi altid havde gode medhjælpere.
Nytårsaftensdag 1952 kom Johannes så nu var der fire og vi syntes vi var meget velhavende, og undredes ofte over, at vi havde den lykke, med kønne og raske børn. Det syntes andre for øvrigt også når vi var ude på besøg. Hvor der var meget nips på lave borde havde vi travlt med at passe på. Grusplænen i gården var en god legeplads, der blev lavet et stort led, så børnene ikke kunne løbe ud, og hestene ikke lige kunne komme stormende hjem til vanding. Der var ofte mange børn i gruset; der blev gravet kanaler og bygget sandslotte, legetøjstraktorer blev der kørt meget med, og det var nemt at høre på de mund-lavede lyde, hvilken traktor de kørte med, og hvor meget gas der skulle gives, når den skulle op fra grusgraven.
Niels Peter begyndte i skolen i foråret -52, og det var meget spændende, det gav også nye kammerater, og vi havde det så godt.
Foråret -53, Ane Mette var lige begyndt i skolen, det var dejligt at se de to med hinanden i hånden på vej til skole. Det blev kun så kort, de fik Mæslinger og var meget syge. Da det ligesom var ved at være ovre, havde vi haft en rolig nat, og da jeg gik ud til malkning, sov alle trygt. Da jeg var ved at være færdig, kom vores pige Kirsten ud og kaldte at jeg skulle komme ind for Niels Peter ville ikke vågne. Det var slemt. Lægen kom og der blev sat en masse i gang.


Alt det der nu fulgte er næsten ikke til at skrive men må læses mellem linierne. Hele byen var i sorg og som ved andre tragedier- hvorfor?- Det var næsten ikke til at komme videre men de tre vi havde, krævede vores nærvær.
Hilda og jeg blev enige om at da blomsterne var ved at falde, gik I vi i gang med at lave det lidt pænt på gravstedet. Graver Jens kunne ikke forstå at han ikke skulle hjælpe med sten og indskrift; men vi ville selv. Det hjalp os meget og dagligdagen skulle klares; arbejde og pligter er gode hjælpere i sorgen
Der skulle en sten på graven, det blev en fra marken, og hvad skulle der stå? Det evige spørgsmål HVORFOR? var stadigt, og så blev de to verselinier hugget ind. De samme linier havde pastor Moestrup i Bering sat over en lille pige, som de mistede og Moestrup havde ikke noget imod, at vi brugte citatet. Skolebørnene havde samlet ind til en sten, så den skulle også placeres. Der var temmelig mange penge, men vi ville ikke have et stort monument, så der var penge tilovers. Dem fandt vi en løsning på da vi til efterårsmødet havde forstanderinde Jørgine Abildgård til møde og overnatning. Det blev til et godt samvær, det var næsten som om hun kendte vores situation. J.A. var meget optaget af grænsearbejdet og var med til at få bygget en dansk skole i Itsehoe, der skulle billeder på væggen. Et specielt, som jeg ikke husker motivet til, skulle hænge i forhallen. Det kunne lige passe med pengene. Vi fik at vide at det var hængt op og i et hjørne, var der sat et lille Polyfoto af Niels Peter, vi nåede aldrig at komme ind og se det. Når vi var på de kanter, var det altid sammen med andre, og så skulle det være til en anden gang. Det blev ikke!
Der var så mange minder i dagligdagen, mest husker jeg, hvor slemt det kunne være at komme forbi legepladsen ved skolen når børnene var ude. Familie og venner støttede os meget, og de skiftende sygeplejersker, var der et godt forhold til, de holdt meget af Hildas gode mad, og kom her som venner.
Da vi var kommet lidt til hægterne, syntes Hilda at hun godt ville have et barn mere. Det gik også fint indtil fødselen, da kom der det, der kaldes "for tidlig løsning", med indvendige blødninger. Det var meget nær ved at gå galt, men meget donorblod og dygtige læger (på det gamle Sygehus) klarede det; men en lille dødfødt pige, blev sat i jorden ved Niels Peters grav.
Det skulle, og kom vi også over, det daglige og økonomien bedredes, dog fulgte økonomien ikke altid med mekaniseringen men det gik.

Besætningen kom på ret køl igen, vi kunne undvære ungdyr til eksport, til noget bedre priser end til slagtning, så der blev råd til forbedringer både ude og inde, der blev også til en bedre bil.
Det gik ikke godt i Møllen, der skulle gøres noget. Erling og jeg var med Thorvald ude at se på hus, så mente han at kunne få en husbestyrerinde.
Det blev heldigvis ikke til noget for Tage havde hørt at Fortegården (Riisskov),var bygget. Det måtte lige være stedet for ham; det lykkedes og han fik gode år der.
Det skal tilføjes at Thorvald, i den foregående tid, var blevet opereret i ryggen uden særlig bedring.
Nu var det nemt at besøge ham, og han var tilfreds med ånden der, og han kunne undvære sin kære X 305, som Jørgen fra Edslev overtog.
I 1960 solgte Johannes Møllen; den blev for besværlig, de byttede med et hus i Lystrup, hvor de boede indtil de kort efter købte gård i Saksild.
Vores tidligere nabo købte Møllen og drev den i nogle år. Vi kigge de indenfor en enkelt gang, det var dog noget helt andet. I den næste ejers tid, kørte vi derind engang, og da var den sidste idyl væk.


Vort liv i Hørning
Vi havde og har haft mange gode medhjælpere igennem årene. Selvom flere var her tre år, blev det da til nogle stykker. Hilda engagerede sig i husholdningsforening og andet frivilligt arbejde og var god til at sætte noget i gang i forsamlingshus, til børnefødselsdage, såvel som til Ungt Besøg.
Til en fastelavsfest skulle børnene klædes ud, der var en masse forarbejde, men med Ella Plougman som hjælper, blev Niels Peter klædt ud som trold og pigerne som sommerfugle. De var meget søde, på demokratisk vis skulle publikum dømme. Ved indgangen blev der udleveret en seddel, som man så skulle give til den man syntes bedst om. Ellen fik en masse sedler, dem havde hun ikke nogen brug for, det opdagede de store og mere beregnende piger så dem listede de hurtigt fra hende. Jeg mener nok, at hun alligevel fik præmie.
Hilda blev også første kvinde i brugsbestyrelsen, der måtte endda to generalforsamlinger til; kom også i skolekommisionen, og var der med til hele omlægningen, samt ansættelse af hele lærerstaben. Det var begivenheds rige år, økonomien var stabiliseret, bytteforholdet mellem køb og salg har nok aldrig været bedre. For eksempel kunne jeg for rugen på 6 tdr. land købe en Ferguson 35 traktor.
I 1953 fik vi nye naboer Mogens og Karen Margrete Engvang Hansen, det blev til et langt godt naboskab, arbejdsmæssigt og menneskeligt. Nævnes skal også det nære forhold til Kirken. De fire år med restaureringen, især de mange der kom i vort hjem, de mange som Hilda lavede Kaffe til og dem som hun havde i pension; de nød hendes gode mad. Menighedsrådet kvitterede med, til vort sølvbryllup, at forære os en flot broncestage, der står som et synligt bevis.
Der var også en bagside, Johannes der ellers var en rask dreng, fik børnelammelse. Heldigvis ikke ret slemt men han var på epidemisygehus temmelig længe. Senere faldt han ned fra et træ med slemme følger, det ene tog næsten det andet. Vi syntes ikke at det kunne passe at vi også skulle miste ham. Gode kræfter var med os og vi havde igen en rask dreng.

Familiemæssigt var der megen komsammen, konfirmationer og fødselsdage. En konfirmation husker jeg tydeligt, det var Annas i Haslund i foråret -49. Hilda havde lovet at hjælpe til, så i den årle morgen blev traktorvognen læsset til med markredskaber, og køkkengrej samt et rimeligt sæde til Hilda. Ankommen derover gik arbejdet i gang, ude som inde. Traktoren gik for fuldt drøn med harven, Karl såede, og hen på aftenen var marken sået til. De var også færdige i køkkenet; vi fik læsset og ved elleve tiden var vi hjemme. Vi fik sovet og lavet morgenarbejde, for så at køre derover som gæster.
Det kunne høres når familien var i kirke; den gamle degn kiggede sig omkring, som om han syntes, at nu var der så mange sangere, nu kunne han godt hvile sig lidt.

Så gik det slag i slag med familiekomsammen, til de efterfølgende konfirmationer, fødselsdage og andre mærkedage. Selv om der var stor, aldersforskel på søskendebørnene, gik legen altid godt, med en vis aldersfordeling. Ligesom der, trods familieskab, var forskel på opdragelsesmetoderne, og hvad deraf fulgte.

Minder om vore børn.
Vore egne kunne der være mange minder at skrive om. Enkelte har sat sig mere fast end andre; Niels Peter var med i skoven efter et læs træ. På vej hjem, op ad sandvejen i en flot solnedgang og jeg sang: "Der står et Slot i Vesterled" det var dengang vi endnu havde et par gode heste, så der var en vis stemning. Nogle dage senere, på samme tur da vi kom op over bakken, siger drengen: "Syng så den om Solen der går ned Far".
Senere var Ane Mette med i skoven, det trak nok lidt ud med at få læs så hun var sur og gik omkring og mulede. Vi fik læs, og hun fik en god plads på læsset, så var hun staks i humør og stemte i med, "Solskin ombord".
Ellen har også et minde, hun var med på cyklen, vi skulle ned for at se til kreaturerne. I det tidlige forår nede i skovkanten, legede to ræveunger, vi standsede og nød legen indtil de bemærkede os og forsvandt ind i skjul. Tøsen pludrede løs om "ræveren" indtil vi var på vej ned til engen .Da erklærede hun med fast røst, "Du må it sky Ræveren Far, det så Gud Fader, han kom li forbi po en trehjulet Cykel" basta så var den sag afgjort.
Niels Peter og Far gik meget med hinanden, en dag var der noget drengen ikke måtte og spurgte hvorfor ikke? "Det siger de kloge" svarede Far. Efter omtanke spurgte drengen? "De kloge, er det Farmor og Ejner Krarup"? så var det på plads.
Dyrene og omgangen med dem, indvirkede nok på opdragelsen og tonen. Hvis børnene slog sig, tog vi "Av'sen", og smed den ned til smeden. Hvis der så blev spurgt? "hvad siger smeden" så svarede de: "det må vi it sej". Ellen ønskede sig både hest og hund; men måtte klare sig med får og Misser. Var i øvrigt med i alt hvad der skete i stalden og var tidligt en god hjælp. Johannes fik en ged; det var ved den tid han var på sygehuset. Ret så uheldigt for geden skulle lemme ( have kid) pa den tid. Det fortalte han om til hjælperne derude, hvilket de syntes var meget fornøjeligt og han ville gerne hjem til begivenheden. En Sygeplejerske sagde: "Pyt da med den Gedebuk, det er da ligeså godt at blive her",-"Bok seje do, det æhiel fejl, sie do, det æ Bokken dæ gjørret, å Gien dæ foe Lammen (Kidene)". Den gik længe på sygehuset.
De deltog da også ved børnedyrskuer og fik præmier; da de blev større trak pigerne et kobbel køer, der fik ærespræmie. Der var nogen, der lidt spydigt bemærkede, at det var pigerne og ikke køerne der fik præmien,(en flot sølvske med inskription).
I de år spillede de unge bold herude i toften, så der var stadig aktivitet. Det var gode unge, kun en enkelt gang var der lidt optræk til uoverensstemmelse.


Hildas aktiviteter.
Hilda var aktiv i husmoderforeningen, der var kursus, for unge piger i hendes køkken og frk. Larsen (husholdningskonsulenten) kom ofte, ligesom der også var kursus i håndarbejde i forsamlingshuset.
På den åndelige front blev der arrangeret møder med god tilslutning; nogle år med efterårsmøde, som i gamle dage, d.v.s. i kirken en søgn eftermiddag og i forsamlingshus om aftenen. Det var med gode talere og der var altid god tilslutning. Talere var: Valgmenighedspræsterne Moestrup, Bering og Thomsen fra Vivild, Forstanderinde Jørgine Abildgård fra Snoghøj, og Forstander Brandt Petersen fra Vrå.
Det var gode år da der endnu var tradition for at komme i kirke, og forsamlingshus. Dette strakte sig nok over en halv snes år, så syntes Hilda at det kunne være nok. Derefter blev det omlægningen af skolevæsenet der tog opmærksomheden, med skolekommission og hvad deraf fulgte, gymnastikforening og andre aktiviteter under aftenskolen, gav et meget
et nært kendskab til lærerstaben, ligesom hun også kunne følge vore
egne børn.
Hilda blev nu opmærksom på at der var oprettet en "tekstilkreds". Da hun havde sin Mormors rok stående, var det jo rart at lære at spinde. Det udviklede sig til helt nye venskaber, som også kom mig til gode og det blev til flere gode tæpper da der også blev anskaffet en væv.
Der var en aktiv dame fra Ungarn i tekstilkredsen. Hun arrangerede en tur til Ungarn, som vi var med på. Det blev nok den mest oplevelsesrige udlandstur vi har haft, men anstrengende. Efter turen var alle deltagere samlet her, for at udveksle billeder og oplevelser, enkelte havde lysbilleder, som vi lånte og brugte til et par aftener om turen.
Da det begyndte at knibe med fingrene, blev væven afhændet, og så var det Patchwork det gik løs med. Det blev også til fine tæpper og fortsatte til det sidste; der lå enkelte ufærdige ting, da vi så pludseligt mistede hende.
Alle disse gøremål gjorde at hun var meget af sted derfor var det var
godt hun selv kunne køre. Tænk hvis jeg skulle have været chauffør. Der var hele tiden aktiviteter i gang, haven med mange blomster og
buske gik der megen tid med og hun ville altid have friske blomster i stuen. Det var sjældent at vi sad i haven; når vi havde siddet lidt, var der altid noget der skulle ordnes. Når der var åbne haver her omkring, skulle vi gerne ud for at se, hvordan andre passede have.

Den tredje alder.
Da vi flyttede i "Huset" var der store planer; vi skulle helst have det hele; men jeg holdt på, at det skulle være en pensionist have; så det blev nok en mellemting, og alt groede godt, så vi havde megen fornøjelse af den medens vi var to.
Tidligere hændte det at jeg tog et nap med, det resulterede ofte i at jeg kom til at hakke noget op, som skulle bevares. Så blev der skældt ud og jeg erklærede, at så kunne hun selv om det. Snart efter begyndte samarbejdet igen til gensidig tilfredshed.
Vi var meget forskellige, med hensyn til arbejdets tilrettelæggelse og det gav tit anledning til meningsudveksling, hvad udenforstående måske har opfattet som mere alvorligt end det var.

Sommeren 2001
Gravstedet.
l947 blev det vedtaget, at kirkegården skulle kortlægges. Det gav en del protester, da de nye gange, i mange tilfælde ville komme til at gå over grave. Den gamle inddeling var i store firkantede pladser, så det var uheldigt, når passagen skulle foregå over andres. Der er noget der tyder på at hver af de gamle hovedmatrikler havde sin firkant. På vores går den nye gang lige over Fars forældres grave, og Far var meget utilfreds. Omlægningen blev udført løbende; d.v.s. at nye begravelser blev efter kortet, og gangene anlagt når det generede mindst. Det var lidt rodet og Johs. Sørensen, som var kirkeværge måtte ofte træde til og hjælpe med målebånd. Han og Frode havde for øvrigt rettet hele tegningen ind, da den var tegnet af en der kaldte sig kirkegårdsarkitekt, men målene var helt forkerte. Da Niels Peter skulle begraves skulle det være efter det nye kort, og jeg spurgte Far om han ville med derover, hvortil han svarede: "Nu kan I gøre ligesom I vil, for vi far ikke drengen tilbage".
Det blev så til det nuværende nr.60,a.b.c.d.og 61 a.b.c.
Da vi var færdige med anlægget var far, for første gang med derovre, og han sagde med tårer i øjnene, "det er vel nok blevet pænt"
Der kunne nok have været plads til Niels Peter, i en af de fire; men Hilda ville have et for os selv, derfor blev det til 61,a.b.c.
Det var også godt, for nu kommer de gamle sten til deres ret, og de to er på kirkegårdens foranledning fredede.

Den gamle sten over P. Nielsen og Sine, stod oprindelig over Rasmus Jensen og hans kone i det nordøstlige hjørne af gravstedet indhegnet med støbejernsgitter. Foran lå de to Ovaler med Vedbend, ovenpå to store Perlekranse med et Bibelsk billede, som jeg desværre ikke husker motivet på. Jerngitteret blev fjernet på foranledning af myndighederne. Det var ellers flot men der måtte ikke være forskel på folk. Da Peder Nielsen døde i 1930, syntes Far, at den gamle sten kunne genbruges, derfor kom der et nyt kors og navne plade på. Der var nogen i familien, der ymtede noget om at det var noget fedteri, at der ikke kom en sten efter tidens skik. Det var godt han holdt på den gamle sten, som vi alle er glade for med dens symbolik og værdighed. Med Alfred og Karen,s beslutning om de vil have deres urner sat ned her, er det muligt at bevare det gamle gravsted, i endnu en fredningsperiode.  

Retur til forsiden

Dette Websted blev sidst opdateret 26. marts 2010