Bodil Fogh og Knud Emil Pind's hjemmeside.
Poul Foghs Erindringer

Oplevelser i barndommen.

Vi havde haft en ung pige fra Brønderslev, som vi alle syntes godt om. Efter hun var rejst hjem, blev vi inviteret op at besøge hende og det var først i tyverne.
Der var to Jens Juuler, Hesselballe og Jens Juul Havreballe, de var fætre.

Havreballe Jens var ungkarl og gik meget op i kvægavl Han havde fået en hel ny Ford bil med kaleche. Far lejede ham til at køre os til Brønderslev og videre til Skagen.
Vi var far og mor - Sigurd - Kirsten - Povl og Karen Margrethe der var med, Ellen og Svend var for små til turen.
I Rold Skov spiste vi vor medbragte mad. Ford'en skulle hvile lidt, den kogte så det dampede højt op i luften. Der var grusvej hele vejen og det sidste stykke vej mod Skagen var der kun et sandspor og Ford'en kogte.
I Ålborg skulle vi over Limfjorden, broen bestod af pontoner og prisen var 10øre pr. person og ekstra for bilen.

Vi havde to udflugter om året i Friskolen. Den lille udflugt gik fra skolen i hestevogne. Det var en udflugt hvor forældre og mindre søskende var med.
Vi kørte over Holme til Frederikshøj kro, hvor der blev spændt fra, så gik det til fods ned til Varna.
Der blev den medbragte mad spist, det største var at da måtte vi få en rød sodavand med ståltråd om, ligesom champagne; vi rystede dem gevaldigt, så de kunne rigtig sprøjte, der blev nok ikke ret meget at drikke, men det var ikke noget. Jeg tror ikke vi kunne lide det, men skægt var det.
De store gik fra Varna til Ørnereden og sejlede med Bugtbådene tilbage til Varna. Bådene var nogle som Himmelbjerg bådene, de sejlede fra Århus til Ørnereden og jeg tror også de sejlede til Mols.
Alle gik tilbage til Frederikshøj kro, hvor vi igen kørte med hestevogn hjem.

Den store udflugt, som var for elever fra 10år foregik med tog fra Hasselager station. Alle store skolebørn fik en gratis tur hver sommer med Statsbanerne eller rutebilen. Vi tog af sted ved 5 tiden om morgenen og kom først hjem ved10 tiden om aftenen, alle godt trætte.

Jeg kan huske vi var ved Vesterhavet - Kolding hus og ude at sejle på Lillebælt, i Sønderborg og Dybbøl i Rebild og Viborg. Disse udflugter var noget vi så frem til.

Om vinteren når der var is på moserne og dem var der mange af, det var før man afvandede dem. Der var Gl. Sø - Svanlev - Bredmose og Stormose ved Katrup.
Og i skoletiden tog anden læreren os med ud et par timer, næsten alle havde skøjter. Vi havde ikke sko men små støvler til pænt og når de blev for gamle måtte vi bruge dem til skøjter.

I skolen mødte de store kl.9 om vinteren, men vi havde frikvarter mindst en time. Da var vi tit nede ved baneskråningen og viadukten ved Enslev og brændte det lange græs af, men vi havde altid gyvelris dyppet i vand så vi hurtigt kunne slukke hvis der skulle komme tog.
En dag det var løbet fra os holdt en slæber stille og skældte os ud. Vi var ikke stolte da vi mødte i skolen næste dag, men der skete ikke noget.
Om vinteren havde vi altid en anden lærer eller en lærerinde.
Vi havde en lærerinde der hed frk. Brandt, hun ville altid nappe i vores arme med tre negle i hver side, så vi havde blå mærker. Vi spekulerede på hvad der kunne gøres ved det. Vi fandt på at sætte et stykke pap på armen, der efter lidt Kristtjørn, til sidst et stykke lærred. Vi der havde det på skulle lave ballade; det var sidste gang hun nappede os.
Et digt om hende lød:
Frk. Brandt med de skæve sko, hun har øjne som en ko,
Når vi ser hendes portræt ligner hun et Luciabrød.

Landevejen blev først brolagt omkring midten af tyverne og det var Steffen Bertelsen, der var vognmand. Georg Bertelsens far, som vi kaldte " Steffen jævntryk", han havde ingen talje.

Vi morede os også med, at have en pakke liggende på landevejen, hvor vi havde en snor i og når nogen standsede og ville samle den op trak vi pakken til os. Der var altid lidt krig mellem os i Friskolen og dem der gik i Kattrup skole. Vi blev kaldt " Gryntegrise" og dem i Kattrup " Misserne".

Ved foden af " Trindebækken" og hvor en sti gik om til "Gungdøjet " som vi sagde, var et lille kar og en" stenkiste " under vejen.
En dag vi gik hjem fra skole syntes vi det kunne være sjovt at se hvad der kunne ske hvis vi kukkede stenkisten.
Næste morgen da vi gik til skole var der 20cm vand over vejen.
Nu var gode råd dyre, de små og pigerne ville få våde fødder og det kunne ikke gå, vi var nogle stykker der i bare ben kørte dem over vandet på en flad trillebør, som normalt brugtes at køre transportspande med mælk i ud til vejen. Bagefter måtte vi have åbnet for vandet igen, hvad der videre skete kan jeg ikke huske, men koldt var det.
Der kunne fortælles mange lignende episoder, men sjovt havde vi det.

Dagliglivet på "Svaneborg" fra 1920 -1930.

Vi havde gerne 2 karle og 2 piger hvoraf den ene pige var fæstet til at gå med i marken og være med til at malke og vaske spandende. Om vinteren bestod morgenarbejdet i at gøre rent hos hestene og strigle dem - malke køerne og muge hos grisene.
Morgen måltidet bestod af øllebrød eller havregrød. Derefter blev der fodret og gjort rent i stalden. Karlene var enten i laden eller kørte roer ind. Om eftermiddagen blev der tit tærsket eller hentet kraftfoder i Hasselager, kørt korn til maling hos farbror Gunner i Edslev Mølle.
Vi havde ikke korn så længe farbror Gunner drev møllen.
Der blev merglet og brækket store sten. I huggehuset var der en tællehest (høvlebænk), hvor der blev lavet trætøjrpæle og klaptræer (?).

Hver vinter fik vi et læs kvas der skulle hugges til pindebrænde, en rummeter Knippeltræ der var tykt som en arm. En rummeter Fægodt ca. 10cm tykt, en rummeter Klov det store træ, alt var Bøgetræ fra "Konstantinsborg" skov.

Kl.9.30 fik vi frokost, der bestod af smurte mellemmadder med mælk og kaffe til, middagsmad kl.12.30 til 14.00. Der var altid 2 retter, en forret og en efterret. Karle og far sov en middagssøvn, inden arbejdet blev begyndt igen fik de en kop kaffe med et stykke Julekage til, det var Kringle, men det blev kaldt Julekage hele året.
De køer, der gav mest mælk blev malket 3 gange om dagen. Efter at der var spist til aften blev der igen malket fra 18.30 til 19.30.
Om sommeren kom vi op kl. 4.30 der blev malket og hentet grovfoder hjem enten græs eller lucerne. Forårs arbejdet bestod i at køre møg ud og sætte det i Raager. For derefter at blive spredt med håndkraft og pløjet ned. Køre ajle ud der blev pumpet med håndkraft. Der blev harvet på kryds og tværs - sået og tromlet. Derefter blev der sået Kålroer og Runkelroer.
Roemarkerne var den tids sprøjtefri. Markerne blev gjort rene ved at holde roe rækkerne rene for al slags ukrudt. Først blev der renset med en Radrenser, derefter udtyndet med håndkraft og hakket igennem 1 -2 - 3 - 4 og måske flere gange så jorden blev ren. De sidste gange der blev hakket i roerne var for at hakke Tidsler og Melder.
Græsset blev slået til hø, vendt med håndkraft og stakket. Kørt ind og strøet med høsalt i lagene for hver 40cm., det var for at det ikke skulle brænde sammen, det var ikke rart at få på benene når vi svedte.
Køerne stod tøjrede og skulle flyttes 2 til 3 gange om dagen. Når de skulle ud blev de koblet sammen, køerne var altid inde om natten.

Høsten af korn begyndte ca. 1. august. Først med at høste for, det foregik med le og bundet op med hånd. Dernæst kom selvbinderen der lagde kornet i neg - negene blev sat sammen i Hobe eller Traver.
Vi havde næsten altid ophøstet til Bedstemors fødselsdag den 13. august. Negene blev kørt ind i laden i høstvogne, det var kassevognene der blev gjort lange og en skrave sat ovenpå med seks træpinde som omvendte tøjrepæle så negene kunne sidde fast i hjørnerne.

Den aften vi havde fået indhøstet og det sidste læs var i hus, hvor alle der kunne være oven på læsset var med. Da fik vi altid vafler og chokolade. Høsten var en festlig tid.
Markerne blev så skraldpløjet, det vil sige i halv dybde, for at kvæle ukrudtet.

Optagning af roerne blev påbegyndt i oktober måned. Runkelroer eller Bederoer var de første. De blev taget op med hånd og toppen hugget af og det skete sommetider at der var rim på, så det var koldt for fingrene. Runkelroerne blev læsset med hånd, først bankede vi dem sammen så de var rene for jord. Kålroerne blev taget op med et roejern, der havde et skær til at hugge toppen af og underneden to kroge der kunne rykke roen op, de måtte også læsses med en stikgreb.
Roerne blev kørt i en roekule og dækket til, først med et lag halm, derefter med et 20 cm lag jord.
Efterår: dybdepløjning, der helst skulle være færdig inden jul.

Vi børn måtte arbejde meget, lave lidt inden vi gik i skole, hvor vi om vinteren mødte kl.9 og fik fri kl.15. Vi skulle da være hjemme og være klædt om til kl.16 for at hjælpe til i staldene.
Vi snød aldrig fra skole lige meget hvor slemt vejret var mødte vi, vi var nogle af de få der altid mødte, grunden var nok den at hvis vi var hjemme skulle vi altid hjælpe til med at tærske.

Til Dyrskuet i Århus havde vi gerne en 10 til 15 stykker kreaturer med. De blev trukket ned til Ormslev station, hvor de kom med Hammelbane toget til Århus. Vi trak dem op langs " Den Gamle By" til "Galgebakken", der lå lidt Nord for Århus. Far kørte i fjedrevognen med foder til kreaturerne, men dyrene trak vi hjem over Åbyhøj - Brabrand - Konstantinsborg, da gjorde det ikke noget at de blev lidt trætte, og at vi kunne være trætte blev der ikke tænkt på.

Mange karle immigrerede til U.S.A. og Canada i tyverne.
Far og karlene skulle altid se i avisen, når de kom ind til middag, hvor mange tvangsauktioner der var i dag og om kronen var gået i Pari.
Det var en smal Venstreregering med Madsen Mygdal som statsminister. Madsen-Mygdal var landbrugsminister 20-24 og statsminister 26-29.

Sigurd og jeg skulle engang trække en tyrekalv til Gram ved Stilling. Han var 12 og jeg 9 år og der var 15 til 20 km. Det var før der var ret mange biler.
Da vi var kommen ud til grusvejen lidt før Aabo skole løb den fra os, vi fik den fanget igen. Da vi kom over til landevejen i Hørning kom der enkelte biler og de var ikke særlige lydløse, tyrekalven blev bange og stak over vejgrøften ind over markerne, så vi spekulerede over hvad vi kunne gøre. Dengang var der broer langs vejene og så snart vi så en bil, skyndte vi os hen til et træ og snoede rebet om træet. Da vi nåede Stilling var tyrekalven blevet træt og vi havde magten og tævede den, når den ikke ville gå, og folk skældte os ud.

Tidligt om foråret morede vi os med at springe fra den ene tue til den anden, med bare ben nede i mosen " Gammel Sø " for at finde Blishønereder.

Vinteren 28/29 var meget streng. Snekastning foregik kun med skovl, der var pligtkastning, alle grundejere skulle stille med folk i forhold til størrelse på ejendommene.
Vi skulle normalt stille med 3 mand og i 3 uger bestilte vi ikke andet end at kaste sne kører roer ind og hente vand for der var kun et sted i hele Ormslev der var vand, det var i kælderen i Krogården.
Storebælt var iset til og når folk skulle fra Fyn til Sjælland og omvendt foregik det til fods og med både, når der var en våge.

Vi havde mange rotter, når der skulle tages de sidste neg i et greb, var vi gerne 2 til 3 med skovle og der kunne godt være 50 rotter, vi fik dem ikke alle, men mange.

Vi søskende har alle været på efterskole. Sigurd har været på Ringe Efterskole, forstanderen Peder Birkelund, var en hel fætter til far, Svend var også senere i Ringe. Peder Birkelund og hans broder var udlært som skomagere og har været på "Valsen" rundt i Europa og helt ned til Palæstina, da de kom hjem læste de til lærer begge to.
Peder Birkelund tog gerne en cykeltur i sommerferien med de gamle elever, der ville med. Sommeren 1929 fik jeg lov til at komme med sammen med Ernst Leth fra Kolt.
Vi cyklede over til Sigurd der tjente i Højene ved Odense hvor vi overnattede. Næste dag gik turen til Svendborg hvor vi kom ombord på en fiskekutter der sejlede os til Kiel i Tyskland, derfra gik det videre over Lybæk- Eckerførde - Holstenske - Dannevirke - Slesvig til Kruså, der skiltes vi fra Fynboerne der tog til Fyn over Mommark - Fåborg, vi kørte over Tønder til Esbjerg hvor Ernst havde familie. Næste dag over Vejle hjem, en dejlig tur, men hård.

Kirsten gik en vinter på Kolt Efterskole. Karen Margrethe en sommer på Glamsbjerg Efterskole. Ellen en sommer på Egå Efterskole og jeg var på Askov Sløjdskole vinteren 29/30.
Kom derefter i tømmerlære hos Peter Jelsbak i Mårslet 1. april 1930.

Om foråret spillede vi gerne om aftenen nede på vejen sammen med karlene og pigerne og somme tider med nogle ovre fra Thomsens.
Det vi spillede var gerne "Pind" eller "Fordrivelse". At spille Pind bestod af at vi havde 2 mursten en lille pind og en stor pind, det startede med at vi var delt i to hold. Første pind blev den lille pind lagt over murstenene og vippet så langt væk som muligt, så blev den store pind lagt over stenene og det andet hold skulle så prøve at slå den store pind med den lille; vi kunne også gribes ude. Der var en pind og 2 pinde forlæns stik - midterpind - baglæns stik og 3 pinde.
Ved at spille "Fordrivelse" var vi også to hold. Det foregik med en bold, og det skete at det ene hold blev drevet halvvejs til Ormslev eller ud til grusgraven.

Bering Valgmenighed

Bering Valgmenighed er et kapitel for sig. Grundtvigianerne også kaldet "de glade kristne". Valgmenigheden blev stiftet i 1875 og grunden til at den blev stiftet var Jørgen Teilmann, der var kapellan hos sin fader i Ormslev og som befolkningen gerne ville have til præst efter faderen. Desværre ville myndighederne noget andet og indsatte Provst Gudme som hældte mere til indre mission.
Bering blev det åndelige leverum i det midt- jyske.

Folk kom langvejs fra i tyverne, fra Århus - Odder og Silkeborg områderne.
De kom i hestevogne om søndagen og der var altid te og boller i præstegården inden turen gik hjemad igen. Mange fra Nygaarde - Hemsløk - Mollerup - Dallerup og flere kørte til Bering Valgmenighed og børnene derfra er konfirmeret i Bering. De boede hos en familie det år de gik til Præst! Vi gik til forberedelse et år. Man skulle helst i kirke hver søndag, og der blev snakket om hvem der nu ikke var der i dag. Jeg tror ikke de var mere religiøse end så mange andre, men de kom ligeså meget for at snakke med venner og bekendte om tidens problemer og om hvordan det gik der hjemme.
Der hørte et forsamlingshus til kirken, hvor der blev holdt Efterårsmøder og Nytårsmøder hvert år, som vi kender det fra Højskolerne. Disse møder varede i 2 dage med gode foredragsholdere.
Der blev gjort meget for ungdommen. Gymnastikken samlede store hold: små piger - drenge - piger og karle. Hos pigerne og karlene var der mange delingsførere, de havde været på en af Idræts skolerne Ollerup - Snoghøj eller Gerlev. Om sommeren var der opvisning hjemme og i Amtsforeningen gerne på Stadion i Århus. Om vinteren var der møde i den lille sal i Forsamlingshuset for os unge enten med foredrag eller oplæsning.

Der var 5 baller om året, de 4 blev holdt af Ungdomsforeningen og 1 af Gymnastikforeningen i forbindelse med opvisningen. De begyndte kl.8 og sluttede kl.2. Der var aldrig overdans. Fælles kaffebord ved 10 tiden. Dans og kaffe kostede 1,25. Efter kaffen måtte pigerne byde op til dans i en time, men ved Påskeballet var det pigerne der bød op og karlene havde en time.

"Lancier" blev der danset. Når vi var konfirmeret hørte vi til de voksne. Jeg kan huske at karlene sagde til mig, at hvis jeg ikke kunne danse "avet om" regnede pigerne mig ikke.
Ledelsen i Ungdomsforeningen, var noget "gammeldaws" vi måtte ikke ret gerne danse "Moderne" det skulle helst være Vals - Hopsa - Polka "lille mand i knibe" - Den toppede høne - Trekant. Ikke så gerne noget der kunne sjæles til. "Jazzen" der kom i midten af tyverne fra Amerika med Negerrytmer i swingrytmer - Foxtrot - Tango - Kvikstep - Slowfox var ikke velanskrevne blandt de ældre, helt galt blev det da Charlestonen fik indpas. Men det var en dejlig fornyelse. De der ikke havde ret meget rytme (storkede) gik i yderkanten af salen og drejede i de fire hjørner med damerne baglæns hele tiden.

Efter Jørgen Teilmanns død i 1919, blev Søren Noe-Nygård præst, men flyttede til Verninge på Fyn i 1927. Vel nok noget grundet på den splid, der var opstået i Friskolen ved Bertelsens der blev forstander ved Friskolen. Bertelsen var nok nærmest Ateist og kunne ikke med Noe - Nygård.

Noe-Nygård var ikke en der deltog i spliden, han var en tænker og digter, han gik ret ofte lange ture endda helt til Århus, han havde en speciel made at pudse næse på, når han var på prædikestolen, hvilket han blev angrebet på af dem der var på Bertelsens hold.
Jeg kunne nævne mange navne på begge sider, men til hvilken gavn. Fru Bertelsen prøvede energisk på at jævne ud.

Jeg kunne godt forstå at Noe-Nygård rejste, selv om jeg ikke var mere end 14år, den yngste af børnene Helge og jeg kom meget sammen. Jeg gik til provst ved 3 forskellige, først Noe-Nygård siden Pastor Lykke i Odder og blev konfirmeret af Thygesen fra Træden. Pastor Bendt Moestrup blev da præst i Bering. Han forstod ungdommen godt, var ikke så fordømmende, som de gamle i Ungdomsforeningen.
Vi måtte ikke gerne komme andre steder end i Bering for eksempel til bal i Kolt eller Ormslev. Det kan jeg huske at jeg sagde til far, at det kunne jeg ikke rigtig forstå at jeg skulle tage skade af det, med den gode opdragelse jeg havde fået og det måtte jo være vores opgave at gå ud iblandt andre og vise et godt eksempel, vi fra Bering var jo lidt bedre end dem udenfor.
Da vi blev lidt ældre kunne jeg godt se at mange af Valgmenighedens Medlemmer var bleven til et lille samfund i samfundet, var bleven sig selv nok, glemte lidt at følge med tiden, der kom ikke ret mange i Bering, hvis forældre ikke hørte til Valgmenigheden.

Der lød et ramaskrig fra de konservative "Beringer" da vi begyndte at spille håndbold om sommeren i stedet for gymnastik, "om vi ville slå gymnastikken i stykker" lød det. Men det løste lidt op, for der begyndte at komme andre unge til Bering. Børn hvis forældre hørte til Frimenigheden i Kolt begyndte at komme.
Sammenholdet i Bering Valgmenighed - Ungdomsforeningen og Gymnastikforening kan ikke roses nok, for det der blev gjort for ungdommen. Vi havde en god og enestående opvækst, jeg tror ikke der var ret mange steder, der blev gjort så meget for ungdommen.

Svaneborg

Svaneborg som Bedstefar Povl Loue Jensen Fogh havde efter sin første kone var på 7 tønder land uden bygninger og der var 4 tdr. land i Aabo hvor der var en lille tilhørende ejendom.
Bedstefar købte en Bindingsværks ejendom i Lemming og flyttede den hen på de 7 tdr. land og det blev det første Svaneborg.
Bedstefar havde fået købt 11 tdr. land mere til, så Svaneborg var på 22 tdr. land da han døde i år 1900 i en alder af 71år.
Bedstemor Kirsten Fogh sidder i uskiftet bo indtil far og mor bliver gift den 24. oktober 1909. De havde da været forlovet i 8 år.
Far ville efter sigende ikke gifte sig før han havde fået sine 2 ældre søstre gift. Olaf Jensen Fogh var 35år og Karen Marie Fogh 30år da de blev gift. Brylluppet stod i København hos Farbror Viggo og Moster Signe, mor havde i flere år hjulpen til i skomagerforretningen. Moster Signe var en søster til min mor. Bedstemor Kirsten Fogh boede hos os til sin død i 1923 i en alder af 85 år.

Jens Thomsens moder var en halvsøster til Kirsten Fogh og Johannes og Marie Birkelunds fader og købmand Peder Birkelund var halvbrødre til Kirsten Fogh (bedstemor)
Alle fars søskende havde forbindelse med Valgmenigheden hvor de boede, måske med Jens Fogh som undtagelse.
Min mor Karen Marie Jensen var fra Baaring på Nordfyn. Min moders far og mor har jeg aldrig set. Min moder havde 7 søskende, 3 drenge og 4 piger.
Jens - Christian - Peter - Emma - Christine - Hansigne - Karen Marie og en mere.
Det var mest Morbror Christian og Tante Lika vi besøgte, som boede i Odense og Morbror Peter og Tante Maren der havde en gård i Paddesø, de andre har jeg ikke besøgt udover Moster Signe og Farbror Viggo i København.

Far fik købt mere jord til "Svaneborg". Som der blev købt af Niels Hansen i Aabo og ved "Præstehøjen" af Ormslev Præstegårds jorder. Der var nu ca.40 tdr. land og bygningerne blev for små.
Først blev der bygget kostald og hestestald, derefter lade og i 1918 nyt stuehus der kostede kr.18.868,07. Det gamle stuehus var blevet for lille, selv om der var bygget et fag til i gavlen til Bedstemor. Vi var nu 5 børn, der var født i det gamle stuehus, Svend blev født i det nye. Olaf og Marie Fogh fik seks børn. Sigurd - Kirsten - Povl - Karen Margrethe - Ellen og Svend.

I barndommen var vi 13 daglige mennesker Far og Mor - Bedstemor - 6 børn -2 piger og 2 karle, den ene pige var fæstet til at gå med i marken.

Hele marken blev merglet, fik kalk og mange store sten blev gravet op. I 1916 fik vi selvbinder til at høste med, den skulle der 3 heste til at trække. De fleste havde en Aflægger der aflagde en mængde, der passede til et neg, der så blev bundet med hånd.

Elektricitet fik vi indlagt i 1921 som den yderste på nettet. Når Jens Thomsen enten malede korn eller tærskede, kunne vi ikke tærske og pærerne gik ned i styrke og var røde. Indtil elektriciteten kom havde vi en heste-gang bag ved laden og ajlebeholderen. Hestegangen der blev trukken af 2 heste, der gik rundt, og rundt. Den kunne ikke trække mere end en Halvrenser, kornet skulle da bagefter renses på en rensemaskine med håndkraft. Vi ældste børn kørte gerne hestene, et meget trivielt arbejde.

Far var en dygtig landmand efter datiden og især Kvægavl intreserede ham, det var de sortbrogede. I 1920 havde vi rekorden koen af denne race, der ydede 317 kg.smør på et år. (Hulda 13) alle køerne havde navne.
Der var tit udenlands besøg for at se på besætningen. Der blev mange Tyrekalve rundt om i hele Jylland, de blev solgt til en kurant- lavet pris + vilkårspenge hvis de havde opnået en god placering på Dyrskue og Ungskue. "Gullashtiden" blev tiden kaldt fra midten af første verdenskrig til de første af tyverne. Inflationen løb stærkt. Far fortalte engang i den tid ville han til Skanderborg for at sælge 2 heste. Allerede i Hørning kom der handelsfolk og bød på dem 1500kr. pr. stk. I Stilling bød de 3000 og i Skanderborg 4500kr.

Kreaturhandler Abel fra Ormslev Destruktions anstalt beklædte engang en togkupe med 500kr sedler. Sådan en blev kaldt en "Gullaschbaron", og som det går når tingene er af lave er der de få vindere og mange tabere.

Vi hørte til Bering Valgmenighed og Kolt Friskole, hvor vi gik i skole. De første år 5 dage om sommeren og 1 dag om vinteren. Resten af tiden 3 halve dage om sommeren fra kl. 7.30 til 11.30 denne ordning var nok især lavet for at vi kunne være til hjælp der hjemme. Skolen bestod af 1.2.og 3.klasse og der var kun 2 klasseværelser så vi måtte gå sammen flere årgange.

Om vinteren når vi skulle gå i skole gik vi over markerne i Svanlev til "Østerlund". Vi var mange der skulle mod Edslev - Aabo og vi og Jens Thomsens børn gik denne vej. Vi var nok en 15 til 20 stykker og der kunne findes på meget, vi skulle gerne have lidt bål.
I svinget efter Trindebakken var der lidt krat af Slåen med langt græs i mellem. En dag vi havde lidt bål kom politiet forbi og spurgte, om hvem der havde tændstikkerne? Det var Sigurd! Politiet fik Sigurds adresse og tændstikkerne. Da politiet var kørt, spurgte Sigurd om vi skulle lave lidt bål, han havde da hældt halvdelen af tændstikkerne ud i lommen, men der var ingen der havde lyst til mere bål. 14 dage efter kom politiet og satte Mund og Klovsyge skilte op på telefonpælene uden for "Svaneborg" vi var meget bange da politiet jo havde vores adresse.

Friskolerne blev især oprettet, som modvægt terperiet og udenadslæren i Kommune skolerne.

Friskolen var en mere fortællende og lyttende skole. Eksamen havde vi ikke - indtil 1924 - 25 var det Kristian Højmark og hans kone der var lærerpar, så kom Bertelsen og Frue. En gang der skulle være overhøring af Skolekommissionen med sognepræst Kokkenborg i spidsen, blev kommissionen nægtet adgang af Bertelsen, og hvis det lykkedes - ville vi få chokolade alle vi børn."Ja hvor latterligt" ville vi sige i dag, men dengang var det herligt.

Sammenkomsterne mellem jul og Nytår var noget særligt. Forældre og børn fra 4 -5 familier var samlet på skift. Vi begyndte altid i Ingerslev Mølle hos Farbror Thorvald anden juledag næst efter hos Farbror Gunner i Edslev Mølle - hos Bent Andersen "Skovlide" og sidst hos os på "Svaneborg" hvor vi kælkede fra Karenshøj ned over isen på "Gammel sø". De store kaner blev trukket helt op til højen og fyldt op med de små. Farbror Gunner var altid med os, og dejligt havde vi det.

Det var dengang der var vintre til. Jeg har siden beundret forældrene at de kunne holde den ballade ud, som 30 børn og unge kunne lave.

Nu da julen 1991 nærmer sig vil jeg slutte for denne gang, men er der nogen der ønsker lidt mere om livets gang omkring egnene i Ormslev - Kolt og Bering, kan vi snakke om det.
Venlig hilsen Povl Fogh.

Retur til forsiden

Dette Websted blev sidst opdateret 26. marts 2010