Bodil Fogh og Knud Emil Pind's hjemmeside.
Minder om Rasmus Peter Nielsen Birkelund

Barndomshjemmet.

ELEVFORENINGENS Bestyrelse har meddelt mig, at Ringe Efterskoles Aarsskrift denne Gang især skal omhandle min afdøde Broder, Forstander Birkelunds Liv og Virke. I den Anledning er jeg blevet opfordret til at fortælle lidt om hans Barndom og Barndomshjem. Det første bliver desværre meget ufuldkomment, da min Broder var saa meget ældre end jeg, at han allerede i min Barndom var borte fra Hjemmet. Derimod kan jeg give en Skildring af vort Barndomshjem og det Milieu, han opvoksede i.

Min Broder blev født i Svostrup. Far og Mor ejede der et lille Hus, som de i et af hans første Leveaar byttede med et Hedehus i Skannerup Sogn. Bygningen her var gammel, og af de 14 Td. Land var kun faa Td. Land opdyrket. Besætningen bestod af en gammel Ko, og den Dag vore Forældre overtog Ejendommen var den „ikke hjemme", men maatte ledes op paa Naboens Marker.

Det var saaledes i meget smaa Kaar, min Broder voksede op. Men naar der i de fynske Aviser Gang paa Gang har været fremhævet, at vort Hjem var et fattigt Hjem, saa er det alligevel ikke helt rigtigt. Far og Mor var uhyre nøjsomme, men ogsaa ganske overordentlig energiske, og allerede i min Barndom var de 14 Td. Land opdyrket og merglet; den gamle Bygning nedrevet, og en solid Vinkelbygning opført. Den gamle Ko var erstattet med en god Besætning. Og trods denne Fremgang var Prioriteterne minimale. Mor og Børnene sled i Hjemmet og paa Marken; men mest sled Far, ikke alene derhjemme, men ogsaa ude. Han havde lært sig lidt Gartneri og var efterhaanden blevet en ret efterspurgt Anlægsgartner.I en Artikel i Aarsskriftet 1932 har min Broder selv tegnet følgende Billede af Far: „Jeg har kendt en fattig Husmand med en svagelig Hustru og mange Børn. For ham saa Fremtiden mørk og haabløs ud. Han købte en daarlig Hedelod for næsten intet. Han brød Lyngen, drænede og merglede Jorden, han sled med godt Mod trodt Mørket. Han købte aldrig noget, før han kunde betale det, og han stillede meget smaa Krav for sin egen Person. Nøjsomhed og Flid var hans Styrke. Hans økonomiske Kaar bedredes Aar for Aar. Han blev en lykkelig Mand, fordi han sejrede. Og han sejrede, fordi han tog fat med Frejdighed, skønt Udsigterne var mørke."

Fader var udpræget Pligtmenneske. De søgne Dage arbejdede han strengt, men Søndagen var Hviledag, og trods den lange Vej var han og Mor flittige Kirkegængere. Jeg husker aldrig, at Far var syg, før han en Dag under Tørvegravning fik heftige Smerter i Underlivet. Det viste sig at være BIindtarmsbetændelse, og faa Dage efter døde han. I sin Ligtale brugte Præsten Teksten: Gak til Myren og bliv viis.

At skrive nøgternt om Mor kan jeg vist ikke. Jeg mener, at vi har haft den elskeligste Mor i Verden. Men det er der vel saa mange andre, der mener, at de har haft. Vi elskede hende, og hun havde vor fulde Fortrolighed. Min Broder kom ud at tjene, da han var 10 Aar.

Efter sin Konfirmation kom han i Skomagerlære, og siden rejste han til Udlandet. Men han var i nøje Kontakt med Hjemmet. Han skrev lange, indholdsrige Breve hjem. Disse Breve skabte mange lykkelige Timer for Mor, og jeg er ikke i Tvivl om, at den Fortrolighed, der var mellem de to, i høj Grad var med til at danne og styrke min Broders Karakter. Han har selv udtrykt det i et Digt, som han kaldte „Et Ungdomsminde". Det omhandler en Moder, der i Aftenfreden sidder med sin lille Dreng. Jeg tør vist citere det sidste Vers:

 Moders Bøn blev altid siden
som et Lys paa Barnets Vej,
meget slettes ud med Tiden,
Moders Bøn, den glemmes ej.

 Moder var meget svagelig. Fars Død tog stærkt paa hende. Hun døde faa Dage efter Far.

Min Broder naaede i Udsyn og aandelig Udvikling længere end sine Forældre, men de Værdier, han modtog fra det lille Hedehjem, fik Betydning for ham og prægede ham hele Livet.

Naar han i sin Manddomsgerning talte til sine unge Venner, saa ved vi, at han stadigt kom ind paa Begrebet Karakterdannelse. Gang paa Gang var Hovedtankerne i hans Tale: Vil du fremad og opad, saa vær flittig, vær sand. Vær ærlig i Tanke, Tale og hele din Færd. Og han kunde udbryde: I synes maaske, det er en gammeldags Tale, jeg fører, men min Moder har skabt dette Ideal i mig. Jeg har efter Evne søgt at stræbe efter det, og jeg har aldrig fortrudt Vandringen ad den Vej.

Faa elskede Naturen som min Broder. Derfor vilde han kende den. Og han kendte Fyn som faa Fynboer og Danmark, som faa Danske. Han mente selv, det var Alperne, der vakte hans Kærlighed til Naturen, men jeg tror, at denne hans Natursans kan føre sit Udspring tilbage til Barndomshjemmet.

Vort Barndomshjem laa nemlig i et Stykke storslaaet dansk Natur. Ejendommen laa paa en langstrakt Nordskraaning. Mod Nordvest havde vi Udsigt til Gudenaa-dalen og Sminge Sø. Mod Nord løb Gjern Aa i en bred Tunneldal omgivet paa begge Sider af høje lyngklædte Moræne-bakker. Det højeste Punkt „Troldhøj", en pragtfuld Moræneformtion, stod for os Børn som et højt Bjerg, som vi elskede at bestige om Dagen, men de mange Historier om Trolde, Ellepiger og Lygtemænd, som vi hørte af de voksne, og som de aabenbart selv troede paa, bevirkede, at vi helst holdt os paa Afstand fra Højen om Aftenen.

Lige vest for Ejendommen snoede en Urstrømsdal sig, som forlængst var udtørret. Paa Bunden var der Marker, ved Siderne var Dalen omgivet af lyngklædte Bakker. Disse Bakker var vor Tumleplads, her kiggede vi ind i de mange Rævegrave, her fangede vi Hugorme, og her over-raskede vi Grævlingen i Skumringen og forfulgte den til sin Hule i Ege-krattet.

Det var denne bakkede, afvekslende Natur, min Broder holdt mest af; det flade og ensformige virkede knugende paa ham. Derfor foretrak han den fynske Natur fremfor Herningegnen. Adskillige Aar af sin Ungdom tilbragte han i Storbyen, men Storbyen tiltalte ham aldrig. Han var Bondesøn, og han betragtede Befolkningen paa Landet som Folkets Kærne. Derfor havde han Tro til sine unge Elever, han forstod dem, og han paavirkede dem, saa hans lyse Syn paa det godes Sejr gav de unge fornyet Mod i Livskampen. Derfor sendte mange gode Hjem med Tillid deres Sønner og Døtre til ham.

Jeg har nu søgt at give en Skildring af vort Barndomshjem og den Betydning, dette Hjem fik for min Broder. Maatte disse Linier, som indgaar i Æreskransen af Minder for min afdøde Broder, ogsaa blive en kærlig Tak til vort Barndomshjem.

Niels Birkelund.

Birkelund paa Rejse. 

Hen paa Vinteren i Aaret 1896 vandrede en ung Haandværkssvend oppe i Nørrejylland. Han var, hvad der ogsaa kunde ske den Gang, blevet arbejdsløs, og nu benyttede han Tiden til at se sig om. Han lavede sig en saakaldt Berliner, det var et Stykke sort Voksdug omspændt med et Par Remme, hvori der var indsat en længere Rem, saa det hele kunde bæres over Skulderen. I Berlineren blev der lagt noget Skomager-værktøj, rene uldne Strømper og Undertøj, som hans Moder havde medgivet ham.

Turen gik Nord paa, helt op til Skagen, og da han stod der ude paa Skagens Gren og saa de to Have brydes, da følte han ogsaa Brydninger i sin egen Sjæl. Nede ved Frederikshavn havde en Mand sagt til ham: „Naa, saa du er ogsaa blevet en af dem, der ikke vil bestille noget". Birkelund var blevet misforstaaet, OK det kunde han ikke taale, og han glemte aldrig hin Mands Ord, og senere hen i Livet sparede han aldrig sig selv for at komme til at forstaa de Unge, at misforstaa et andet Menneske var for ham Helligbrøde.

Birkelund kom over til København først paa Sommeren i 1896. Efter Datidens Skik lejede han Værelse sammen med en anden ung Mand; han lejede ogsaa Plads paa et Værksted, og saa gik han ud til Mestrene

og fandt ogsaa snart noget at bestille, og da han lavede solidt og godt Arbejde, havde han aldrig Vanskelighed ved at beholde sit Arbejde.

Prisen for at sy et Par Støvler var kun lille, og Birkelund var derfor som andre henvist til at bo i Slumkvarteret. Tonen paa Værkstedet var yderst lav, for ikke at sige raa og tølperagtig, noget, der ikke tiltalte den unge Birkelund, der havde haft sit Hjem paa den jydske Hede og var vant til at indaande en hel anden Luft.

Hvad er det, der griber ind i Livets Traade og undertiden faar os til at gaa Veje, vi ikke selv har afstukket? Kald det Tilskikkelser, om du vil — vi har vel ogsaa Lov til at tro paa en kærlig Fader, der styrer alt til det bedste for sine Børn. At jeg tilfældigvis mødte den Mand, af hvem jeg lærte saa meget, han, den uselviske, som jeg snart forstod, var værd min fulde Tillid, han, som blev mig en Kammerat og Ven for Livstid, er noget, jeg siger Gud Tak for.

Hvor jeg husker hin skæbnesvangre Søndag den 11. Juni 1896. Straalende Sommersol over Landet. Birkelund var som saa mange andre Københavnere taget i Skoven, han elskede den frie Natur. Ved Aftenstid blev Togene overfyldte. Birkelund havde dog faaet en Plads, men af Hensyn til andre gik han ud af Kupeen igen, han havde jo et Par gode Ben, og hvad betød det for ham at gaa en Mil eller to. Først Mandag Morgen erfarede Birkelund, at netop den Vogn, han havde været inde i, blev knust, da den holdt ved Gentofte. København var som lammet. At Andrée med sine Kammerater samme Dag var gaaet op for at flyve over Nordpolen i Ballon, blev der kun talt lidt om. Ulykken ved Gentofte var saa rystende. Havde Birkelund ikke været den beskedne, der kunde vige Pladsen for andre, da var disse Linier ikke bleven skrevet.

I Berlin vi lærte skatte
Aandens Snille, ædel Kunst.
Nu bagefter ret vi fatte,
at det Aar ej var omsonst.

P. B. 1903.

Berlin var en dejlig By, rigtig et Sted, hvor to unge Mennesker kunde faa deres Videbegær tilfredsstillet. Sekretæren for K.F.U.M.s Skandinavisk Afdeling, en ung norsk teologisk Kandidat, var en udmærket Mand, der igennem Konsulaterne fik Forbindelse med Lærde fra Norden, naar de gjorde Ophold i Berlin. Mangfoldige var de Fore-drag, vi overværede, det var ikke alle, der havde lige stort Held med at give os deres Viden i populær Form, men vor aandelige Horisont blev dog udvidet, og Forholdene var helt anderledes end dem, vi havde levet under i København. Vi havde Værelse sammen, men arbejdede hver paa sit Sted. Vi tillavede selv vor Morgen- og Aftensmad. Middagen købte vi paa nærmeste Restauration. Jeg husker aldrig, at der var nogen Uenighed om, hvem der skulde tillave Maden, eller hvem af os, der skulde vaske op; i harmonisk Forening delte vi godt og ondt.

Søndag Formiddag deltog vi i den skandinaviske Gudstjeneste i K.F.U.M. i Wilhelmstrasse. Det var et Sted, man fik kær, vi mødte saa mange prægtige unge Mænd, og der var et rigtholdigt Bibliotek til fri Afbenyttelse, og da der fandtes megen Rejselitteratur, gjorde vi flittig Brug af det.

Berlin var rigtig et Sted, hvor vi kunde svælge i Indtryk. Der var de mange righoldige etnografiske og kulturhistoriske Samlinger, for ikke at tale om Kunstgallerierne. Naar Birkelund fik saa meget ud af sine Rejser, som han gjorde, saa skyldtes det hans rige Evner, hans Flid og hans stærke Retssans. Birkelund havde en særlig Evne til at omgaas Børn, og mange Hjem aabnedes ved, at Birkelund blev Venner med Børnene. Dette hjalp ham ogsaa meget til at lære Sprog; thi Børn bliver aldrig tæt af at rette paa ens Maal.

I Berlin blev Planerne lagt for vore Rejser igennem Europa. Vi købte os gode Kort og Rejsebøger. Birkelund var en Mester i at lægge Rejse-planer, og da Dagen kom, da vi kunde forlade Berlin, stod vi vel rustede, takket være Birkelunds heldige Valg af Rejselitteratur. Det var med Vemod, at vi forlod denne skønne Stad, hvor vi havde oplevet og lært saa meget.

22 Aar senere var vi igen sammen i Berlin, men da var Byen og Verden en anden. Krigen og den efterfølgende Revolution havde sat sine uhyggelige Spor.

Paa Rejsen til Dresden besøgte vi Lutherstaden Wittenberg, hvor et Stykke Kirkehistorie blev levendegjort for os.

Dresden med sine rige Kunstskatte, dens smukke Omgivelser, var rigtig noget, der kunde fryde. Vor Vandring gennem det Sachsiske Schweiz var en Oplevelse, det var vor første Fodtur, og jeg opdagede snart, hvilken prægtig Kammerat, Birkelund var, hans Vid var stort og han  havde en særlig Evne til at fremtrylle det skønne — det opløftende. En Vandring med Birkelund var en Oplevelse, man ikke glemmer.

Paa vore Rejser i Bøhmen, eller som det nu hedder Tjekkoslovakiet, kom vi ud for ikke faa Sprogvanskeligheder, Tysk var ikke almindelig forstaaet, men kun et Ord eller en Gebærde — og Birkelund forstod hele Sætninger.

Vi havde læst, at rejsende Haandværksvende let kunde komme med en af de mange Tømrerflaader, der sejler ned af Donaufloden. Rejsen var gratis, man skulde bare hjælpe til at styre. Nogle af disse Tømmer-flaader gaar helt ned i Sortehavet. At komme med saadan en Flaade, det vilde vel nok blive et Eventyr. Vi læste om Landene, vi vilde gennem-sejle og for en Tid levede vi i en orientisk Rus. I Linz ved Donau gik vi i 3 Dage; men Eventyret vilde ikke komme, skuffede over ikke at komme gratis til Tyrkiet, gik vi ned paa Dampskibskontoret og købte Billetter til Dæksplads.

Sejlturen ned igennem Østrig var henrivende, og Birkelund kunde fortælle om dette eller hint Slot, hvem der boede der, og hvem, der havde boet der. Han var godt inde i sin Baedeker, og hvor den ikke slog til, skulde han nok vide at skaffe sig Underretning af anden Vej.

Vort 10 Dages Ophold i Wien var, for os, meget fornøjeligt, Aldrig  havde  vi  mødt  venligere  Mennesker, der var Liv og glade Dage, ingen Bekymringer for Dagen i Morgen, de 10 Dage i Wien var rigtige Festdage. Men som Birkelund skrev til mig i 1903:

 Om vi end i store Stæder
meget lærte, mere saa,
skulde vi de største Glæder
i den fri Natur dog faa.

Birkelund var et rigtigt Naturmenneske, han kunde blive saa begejstret, saa stemningsfuld, at han formelig smittede sine Omgivelser. Hans Sjæl var saa fuld af barnlig Tillid til Gud, han kunde bryde ud i Lovprisning til Guds Skaberværk, han skrev til mig engang:

 Skønne Tid, da vi højt oppe
blandt  Tyroler Alper gik
og ved Sø og Klippetoppe
i Alfaders Skole gik. 

Ja, i Syd Bajeren og Tyrol besteg vi adskillige Højder, vi gav os ret god Tid, inde i de vilde Tyroler Alper. Vi lærte at agte den venlige stræbsomme Befolkning, og Birkelund havde en særlig Evne til at komme Befolkningen paa nært Hold.

Vi var henvist til at bo paa Kroer eller Herberger, og vi havde altid, saa vi kunde købe os ordentlig Mad. „Naa, saa fægtede I jer frem", sagde en Mand til mig for ikke længe siden. Nej, vi fægtede os ikke frem, hverken i Ordets rette Betydning eller som det almindelig forstaas. Nej, vi fægtede ikke, vi var fattige unge Mennesker, der lagde til Side, naar vi arbejdede. Jeg kan endnu mindes det brune Skab, der hvor vi boede i Berlin, der var en Hylde øverst oppe, og der var ikke ret mange Lørdagsaftener, hvor der ikke blev lagt et Guldstykke eller to derop til Rejsens Formaal. Vi havde aldrig fælles Kasse; men det er klart, at ingen af os vilde staa tilbage, den ene vilde ikke være afhængig af den anden.

I Schweiz opholdt vi os et Aar. Vi arbejdede en Sommer i Zürich og en Vinter i Basel. Et Land som Schweiz skal man se ved Sommertid for ret at nyde dets storslaaede Natur, og paa vore smaa Udflugter i Omegnen af Zürich nød vi Sommerens Glæde. Naar Lørdag Aften kom, gik de gamle Klæder ned i Kufferten, og vi tog ud i Bjærgene for Søndag Morgen at se Solen forgylde de hvide Bjærgtoppe.

Vi havde godt Arbejde i Zürich og hen paa Sommeren havde vi sparet saa meget sammen, at vi kunde foretage den Rejse, som Birkelund i al Hemmelighed havde udarbejdet. Det var ikke noget mindre end en Fodtur Schweiz rundt, over de høje Passer, som St. Gotthard, Furka, Grimsel og Mejringen, jeg kunde ikke følge ham i hans høje Planer; men jeg vidste, at naar Birkelund havde en Rejseplan, saa var det den allerbedste.

Rejsen begyndte nu ikke videre godt, vi havde været inde i en Drypstenshule, havde opholdt os der temmelig længe, det var helt mørkt, da vi kom ud, og snart blev vi indhentet af en stor Sankt Bernhards Hund. Birkelund foreslog, at vi skulde sætte Ryggene sammen, og der stod vi i den mørke Aften fægtende med vore Stokke, indtil en Mand kom og reddede os ud af Situationen; men det var ikke den eneste Gang, vi maatte sætte Skulder til Skulder, vi maatte ofte støtte hinanden, beskytte hinanden, og vi kunde saa meget bedre gøre det, som vi var to, der havde fælles Interesse, fælles Sprog. Naar vi om Aftenen sad paa Kroen, hvor vi skulde logere, faldt der mangen en Spydighed af til os fordi vi ikke tog Del i Drikkelaget, og mere end én

Gang traf vi paa unge uerfarne Landsmænd, der var kommet i Kløerne paa gamle saftige Svende, til hvem de maatte punge ud. Sommeren var herlig i Schweiz, ja, vel nok den skønneste af alle Rejsesomre, og dette at rejse er ikke bare at samle paa Skønhedsindtryk; men dette at se andre Egne, møde andre Mennesker, fornyer ens Sjæl og løfter Sindet over det daglige, det var derfor med Glæde, at vi begyndte vor Vandring over de høje, vildsomme Berner Overlandsalper, op igennem frodige Vinhaver, op over Løvskaren, over de udstrakte Græsmarker for tilsidst at vandre i den evige Sne, jo højere op, des herligere Udsigt, en Luft saa ren og let, og saa de tusind Bjærge dækket med Sne, noget skønnere kan ikke tænkes. Det var en Søndag Morgen, vi havde forladt Grindelwald, da det begyndte at dages, vort Brød og Ost havde vi spist og vi var bleven styrkede ved Gedemælken, som vi havde købt paa Sæteren, Kirkeklokkerne lød op til os, og deroppe langt fra Verdens Larm var netop Stedet til at holde Andagt, vi læste et Afsnit af det ny Testamente, som vi altid førte med os paa vore Rejser, og saa bad vi en Bøn sammen, bad Gud om at lede os paa sine Veje, og Gud hørte vore Bønner. Dette tør jeg sige om Birkelund, at hans Sind, hans Tanke, hans Sjælsliv var saa rent, hævet over al smaalig Tænkemaade. Som han holdt af at færdes i Guds fri Natur langt borte fra Byernes plumrede Luft, saa holdt han sig over alt smaaligt og lavt. Jeg kom ofte til at beundre Birkelund for hans Sjælsstyrke. Engang blev han opfordret til at spille Kort, men han svarede, at han havde ikke Raad til at tabe; men saa kunde han jo vinde, blev der sagt, dertil svarede Birkelund, at han kunde ikke tænke sig at modtage noget, han ikke havde givet noget Vederlag for, og saadan var Birkelund helt igennem rettænkende.

Vi vandrede langs Rhinen og talte om de skønne Udsigter, men Floden snor sig i mange Bugter, og for hver Bugt var der en ny smuk Udsigt, og saadan vedblev det at være, hvad enten vi vandrede over den romerske Campagne eller den jydske Hede, altid nye Udsigter, altid rene friske Glæder. Den sidste Rejse, som jeg gjorde sammen med Birkelund var i 1936, da vi fulgte den gamle Hærvej. Om denne Vej skrev Birkelund en interessant Artikkel i Aarsskriftet.

Birkelund blev bestandig den samme prægtige Kammerat.

Det  nye  Tyskland  synger:

„Jeg havde en Kammerat, en bedre fandtes ej". Nej, en bedre fandtes ej.

 C. Jørgensen.

Fra Tiden før Seminarieopholdet.

Lige fyldt 17 Aar kom jeg i November 1906 til Vraa Højskole for at deltage i det Præparandkursus, som afholdtes der. Vi var det Aar 8-9 Elever, som skulde forberedes til Optagelse paa et Seminarium, og vi var paa én nær ganske unge. Denne Undtagelse dannede Birkelund. Han havde opholdt sig paa Vraa Højskole Vinteren forud og indtog nu en lidt mere priviligeret Stilling end vi andre, han skulde læse sammen med os, men han havde tillige enkelte Timer med Højskoleeleverne eller i Børneskolen, og naar han var blevet anbragt i den Længe, hvor tillige, megen lystig Ungdom havde til Huse, skyldtes det næppe nogen Tilfældighed. — Ved den første Times Begyndelse gjorde vi store Øjne, da vi opdagede, at denne Gubbe virkelig skulde være vor Kammerat. Birkelund var da 30 Aar gammel, Fuldskægget havde han allerede dengang, kun var det da redt, og hans mørkeblonde Haar selvfølgelig uden de senere Aars graa Stænk; men ellers saa han ud, som han gjorde til det sidste. Jeg kender faa Mennesker, som har forandret sig saa lidt gennem Aarene. — Ikke noget Under, at vi var forbausede og - med Ungdommens Opfattelse af Alder - syntes, at der var et Svælg mellem ham og os. Denne Opfattelse skulde imidlertid snart ændres. Skønt han selvfølgelig var os andre meget overlegen i Viden og Udvikling, mærkede vi snart, at det var en god Kammerat, vi der havde faaet. Ved sin Flid og Grundighed ansporede han os til at lægge os i Selen, og ved sin rolige, beherskede Optræden blev han - ham selv ubevidst - vor første Lærermester i at optræde og tænke voksent. Mange Gange senere har jeg tænkt, at det var ikke noget morsomt Selskab for denne kundskabsrige Mand, men tro ikke, at han nogen Sinde lod sig mærke med det.

Var han os saaledes en Støtte i Timerne, var han det i endnu højere Grad i Fritiden. Jeg boede i den før omtalte Længe, hvor Birkelunds Værelse laa lige til venstre for Indgangen som en Slags Portnerbolig, og hvor ofte hændte det ikke, at jeg i Bøgerne stilledes overfor Ting, som jeg ikke kunde klare paa egen Haand. Saa var det saa let at løbe ind til Birkelund at faa Oplysninger. Der var hyggeligt derinde. Mange Bøger, Skrivebord og ikke mindst en dejlig Varme i Kakkelovnen, hvad jeg satte megen Pris paa, for henne hos os — vi boede fire sammen — gjorde Kakkelovnen tit Knuder. Men det bedste var alligevel, at man altid blev godt modtaget, ikke noget med, at Birkelund ikke havde Tid eller Lyst til at give sig i Lag med det Problem, der netop havde meldt sig. Matematikkens Begyndelsesgrunde lærte han mig, og han var langtfra tilfreds med min Stilling overfor Geografien. Han havde jo i sin Profession vandret gennem mange af Europas Lande; for ham var det Virkelighed det, der for os andre var kedeligt Lærestof. Han sparede sig ingen Ulejlighed; han hentede sine Postkort, sine store Atlas og viste og forklarede sig varm om alt det smukke, han havde set.

Paa disse Rejser havde Birkelunds store Menneskelighed udviklet sig. Han saa paa Menneskene som Brødre uafhængigt af, hvilken Nation de tilhørte. Saa langt var jeg ikke naaet. Det, der var Dansk var i mine Øjne godt, og alt andet var der nok skjulte Fejl ved. Dette barnagtige Synspunkt voldte Birkelund megen Besvær, han forklarede og han citerede, og saa stærkt følte jeg mig trykket, at jeg i Selvforsvar ogsaa slog mig paa Citat:

„Men hvis man for vidt det driver og alt fremmed Fortrin giver, det for Dyd ej regnes kan og fornedrer danske Mand". 

Det morede Birkelund kosteligt; han følte sig af gode Grunde ikke truffet.

Og der var flere Fordele ved at være Kammerat med Birkelund. Paa Højskolen herskede der ret strenge Bestemmelser om, hvor man maatte tilbringe sin Aften, og var en Elev bedt ud, skulde vedkommende spørge om Tilladelse og oplyse, hvem der skulde med. Vi opdagede snart, at naar Birkelund var bedt med, gik det saa let med at faa Udgangstilladelse, og mangt et lille Gilde, som ellers aldrig vilde være blevet til noget, løb nu af Stabelen under hans Protektion. Ved saadanne Lejligheder morede han sig med os og holdt os samtidig paa Plads, og Forstanderen kunde rolig gaa til Sengs, for „Birkelund er jo med". Han var den rette Garanti for den gode Tones Opretholdelse.

Saa korn Foraaret; Sliddet blev haardere, vi hængte i med Repetitionen, den sidste Forklaring af Tingene maatte til, de sidst fundne Blomster maatte man lige have Rede paa, hos Birkelund, og saa kom Tiden for Optagelsesprøven. Vi var nogle, der skulde prøve Lykken ved Winthers Seminarium i Silkeborg. Højskoleforstanderen plejede selv at rejse med sine Elever derned, men dette Aar blev Birkelund Fører for Truppen. I de to spændende Dage, der nu fulgte, blev alle Deltagerne - delt i Hold - afhørt i Fag efter Fag. Birkelund og jeg var paa Hold sammen, og han tog sig af mig; han skiftevis roste og dadlede efter Præstationens Værdi, og blandt ældre Seminarister, som følte sig hævede over at overvære en Optagelsesprøve, blev det sagt, at en af dem fra Vraa havde sin Fader med.

Endelig forelaa Resultatet. At Birkelund var optaget, var en Selvfølge; men da jeg ogsaa slap med indlededes det treaarige Seminarieophold, der bragte os mange nye Venner, men hvor vort Venskab i fuldt Maal stod sin Prøve.

Efter Eksamen skiltes vore Veje. Birkelund blev gift med min Klassekammerat og gode Veninde, Frk. Dorothea Skov, og de drog til Herning. Senere havnede baade de og jeg her paa Fyn, og nu saas vi af og til. Netop sidste Foraar traf vi hinanden og havde megen Glæde deraf; og som den gode Kammerat og trofaste Ven fra Ungdommen vil jeg altid mindes Birkelund.

 Fruens Bøge, Novbr. 1937.

 lisabeth Dahl.

Seminarieopholdet i Silkeborg.

I Forberedelsesklassen gik vi og blev mere og mere spændte,   eftersom   Optagelsesprøven   nærmede sig. Nogle skulde jo falde, vi var mange, og der kom en Del udefra.

Da de saa kom, glemte vi vist, de var Konkurrenter, og tænkte nok saa meget paa dem som fremtidige Kammerater. Vi iagttog dem med spændt Interesse og diskuterede dem. „Har I set, at en af Damerne har sin Far med?" lød det bl.a. den første Optagelsesdag; men snart opdagede vi, at „Faderen" med Fuldskægget ogsaa blev eksamineret. Det var mit første Indtryk af Birkelund. Skægget og Alderen gav ham et Præg af Ærværdighed, vi andre ikke havde, og vi følte os vel nærmest en Smule mere voksne ved at faa en saadan Klassekammerat, en Mand, der ikke blot havde Fuldskæg (og 10 Aar mere paa Bagen end vi), men som havde været rigtig ude i Verden, og vi forstod snart, at han havde brugt baade Øjne og Forstand. Han kunde jo fortælle med Alvor og Humør.

Og han kunde arbejde. Alt det daglige Arbejde, som vi ikke alle fik gjort lige godt, det passede han. Vi fik Respekt for ham og syntes bedre og bedre om ham, fordi han viste sig at være en storartet Kammerat. Han var tilmed ivrig Fodboldspiller, og vi valgte ham til Formand i vor Fodboldklub. Paa Traveture i de smukke Silkeborgskove saa han mere end de fleste andre. En Aften, vi kom gaaende ned ad Balle Bakke - vi havde været i Sejling til Gudstjeneste hos Pastor Carstensen og bagefter som sædvanligt til Kaffe i Præstegaarden - fik vi Øje paa en Komet, og det kan nok være, vi brugte Øjnene „Kom med mig hjem!" sagde Birkelund; han havde en astronomisk Kikkert, og gennem den fik i hvert Fald jeg den Aften og senere et nyt Syn paa Himmelkloderne. Vi læste Tysk sammen, og han duperede os ved ikke blot at kunne „snakke" paa Tysk, det ventede vi jo, da han havde været saalænge i Tyskland, men ved at han kunde tale og skrive Sproget korrekt. Han havde taget Undervisning i Tyskland og havde rigtig arbejdet sig ind i Tysk. Det blev os en Lære: „Brug din Tid!"

Han holdt Foredrag for os om det, han havde set og oplevet, og han underviste paa Teknisk Skole, hvor han rigtig kunde tage Lære-drengene, hørte vi, og det forstod vi. Altid var han stærkt optaget af Arbejde, aldrig halvsøvnig, ligeglad, altid interesseret, vilde kende alt, forstaa alt, og i muntert kammeratligt Samvær var han ogsaa med. De 10 Aar, han var ældre, tyngede ham ikke.

Vi var dygtig idealistiske, og ingen var det alvorligere end han, fjernt fra blaseret Overlegenhed, som han var. Livet og vor Gerning var ikke mindst for ham en alvorlig Sag; men netop derfor kunde han ogsaa tage det med Munterhed, som fortjente det. Han var fri for Opstyltethed og from som et Barn. Saadan saa jeg ham dengang, og saadan har jeg set ham gennem Aarene siden. Han var ægte helt igennem, og derfor kendte man ham straks, naar man mødte ham, var straks paa den gamle Samtalefod med ham, selv om der var gaaet lang Tid, siden vi sidst taltes ved.

For 25 Aar siden var han den mest udviklede af os alle, og derfor var han vel ogsaa den mindst forandrede, da vi Kammerater fra 1910 mødtes paa vor gamle Skole i Fjor.
Og nu er han død. 

Men i vor Erindring vil han leve.

N. P. Storm Sørensen.

Tiden i Herning.

Udgaaet fra Silkeborg Seminarium, og dernæst efter en foreløbig Virk-somhed som Huslærer hos Forf. Edv. Egeberg, havnede Birkelund i Herning Friskole 1912. Allerede paa Seminariet havde han i en Medstuderende, Frk. Dorothea Skov, fundet sig en Partnerske paa Livsvandringen. Og selvom det ikke var noget stort Embede han gik ind til, vovede de to og skred til - at gifte sig! Var det end økonomisk set en langtfra straalende Start, blev det dog Indledningen til et frugtbart og lykkeligt Samarbejde i et 25-aarigt Skoleliv. Afgørende var det nemlig, at her stod to unge, med Lyst og Mod til at tage et Tag med Livet,

Det maa vist betegnes som en Konsolideringens Tid for Herning Friskole de tre Aar Birkelund virkede der. Vi havde den Lykke efter ham at faa dygtige Lærere, men ingen med større Maalbevidsthed i sit Arbejde og større Arbejdsevne.

Ikke alene i selve Skolearbejdet, men ogsaa udenfor sporedes dette. Et stort Arbejde ofrede han Bibliotekssagen. Bogelsker og Bogkender, som han var, paatog han sig at ordne Kommunens Bibliothek efter moderne Principper, og var dens Leder til hans Bortrejse. Nævnes maa det ogsaa, at han straks fik Hvervet som Kordegn ved Valgmenig-hedens Gudstjenester, et Hverv, han trods sin ringe Sangstemme røgtede til alles Tilfredshed.

Først og fremmest var han Herning Friskole en god Leder. Han stod med rigere Forudsætninger end Flertallet af unge Lærere, det kom ogsaa Skolen tilgode. Enhver Lejlighed til at knytte Forældrenes Interesse til Skolearbejdet greb han med Glæde. Et Par Gange, husker jeg, indbød han saaledes Forældrene til „Aftenskole", hvor han demonstrerede for dem bl. a. Skolens elektriske Samling.

Men som anført, efter tre Aars Arbejde, forlod Birkelund Herning for at overtage en større Virksomhed i Ringe. Ved Laust Rasmussens Død, stod Pladsen ledig ved Ringe Friskole, hvortil var knyttet, Efterskole Et Moment af stor Betydning for Birkelund, hvis Hu stod til at komme til at arbejde med noget større Børn. Beslutningen blev taget efter Overvejelser, der sikkert var præget af Vemod. Der var i den korte Tid knyttet Baand, der gjorde en Løsrivelse smertelig. Disse Ven-skabsbaand har holdt gennem Aarene, og fra Tid til anden formidlet en værdifuld Forbindelse mellem Herning og Ringe. Foruden adskillige Elever til Efterskolen, kan mindes om, at f. Eks. Højskoleforst. Joh. Ter-kelsen, Ry, og afd. Lærer Gunnar Mortensen, Argentina, har virket ved Skolen.

 Olling Truelsen.

Birkelund som Lærer. 

Birkelunds Gærning i Skolen kan vist bedst karakteriseres ved dette: Han kendte sit Ansvar som Lærer og handlede derefter. Dette Ansvar kunde han undertiden give Udtryk for i dette, at det gælder om ikke at gøre Børnene Skade.

Nogle vil maaske mene, at dette er et temmelig negativt Standpunkt for en Lærer og hans Arbejde, men ret beset vilde det være godt, om mange Lærere handlede ud fra dette Ord. Det er jo nu engang saaledes, at Børnene i en Skole ikke er en ensartet Masse, der alle kan behandles paa samme Maade for at naa det Resultat man tilsigter, enten det nu gælder Kundskaberne alene, eller man ogsaa vil tage det karakter-dannende med i Betragtningen.

Hvor megen Forskel er der ikke her paa de enkelte Børn, og hvor megen Menneskekundskab behøves ikke for at være en god Lærer og endelig, som det allervigtigste, hvor rnegen Kærlighed til Børnene og til Skolearbejdet maa der ikke til, for at kunne faa gjort en Gærning, der bringer Vækst og sætter Frugt i Barnesindet.

Birkelund havde i rigt Maal denne sidste Egenskab og derfor kunde han ogsaa blive en Lærer, der ikke blot forstod at bibringe Børnene Kund-skaber, paa en saadan Maade, at de ikke blev tørre Kendsgerninger, men en levende Virkelighed, der havde Bud til dem alle; men han forstod ogsaa at kalde paa det bedste i Barnesindet og drage det opad imod Lyset.

Hvor kunde han ikke faa de flinke til at arbejde og hvor kunde han være nænsom og omhyggelig med de mindre begavede og med dem, der ikke havde Tro til deres egne Evner, Gang paa Gang indgød han dem Mod, ved at give dem Opgaver, der stod i Forhold til deres Evner, saa de efterhaanden fik Selvtillid og opdagede, at ogsaa de kunde være med i Arbejdet og ikke behøvede at føle sig som Undermaalere.

Geografi og Regning var hans Kæpheste. Men hvad kunde han ikke faa ind i en Geografitime. Det var ikke en tør Forklaring om Lande og Indbyggerantal, der skulde læres; nej. han prøvede paa at vise Landet, Folket og dets Natur og Historie i en Sammenhæng, der gjorde det levende og anskueligt for Børnene.

Her kunde han fortælle, ud fra sin store Viden, der for det meste var grundet paa Selvsyn, gengav han paa en levende Maade sine Oplevelser, saa det vistnok fæstede sig bedre i Børnenes Bevisthed, end det vilde have været muligt paa anden Maade.

Men ikke blot hvor det kom an paa Viden var han sin Stilling voksen, han følte sit Ansvar dybt overfor Eleverne ogsaa paa anden Maade, den Side af Lærerens Gærning, der er opdragende i dette Ords bedste Betydning.

At være med til at drage Barnesindet opad, opad imod det, der for ham stod som det største, det bedste og det reneste, det var her han kendte sit Ansvar som faa og handlede derefter.

Det han kunde udtrykke ved de enkle Ord: Tal sandt, vær god!, det var Kvintessensen af hans Væsen, og det Omraade, hvor vi Forældre er ham mest Tak skyldig.

Ydmygt gik han selv ind under Kravet og derfor kunde han tale saa det bar Frugt.

Her er vi ved Kærnen i det, der var hans sande Væsen, hans inderste selv, det som han levede for og aandede i, det som gjorde, at han i unge Menneskehjerter kunde sætte et Præg, der sent vil udslettes.

Uffe Bek.

 Ovenstående minder om Rasmus Peter Nielsen Birkholm er uddrag fra "Årsskrift for Ringe Efterskole 1937". Gammel dansk retskrivning er bevaret.

Retur til forsiden

Dette Websted blev sidst opdateret 26. marts 2010